Mettes datter var dybt deprimeret: ”Jeg sagde til hende, at det var okay, hvis hun valgte døden”

Hvornår ved man som mor, at der er noget galt?

Er det, når plakaterne ryger ned fra væggen på værelset? Når teenageren vrisser af dig? Eller kommer visheden først, når den 14-årige sidder hos sundhedsplejersken, der kan se, at hun skærer i sig selv og taler om selvmord som en mulighed?

For Mette Tandrup Madsen, 43, var det sådan, det var.

"Den dag i maj, hvor virkeligheden endelig bliver synlig" skriver hun i bogen Ka' du forstå det, hva'? som er Mettes personlige fortælling om livet med en datter, der viste sig at være dybt deprimeret. Som havde alvorligt brug for hjælp, men som samtidig havde så utrolig svært ved at tage imod den. Ligesom sin mor og far forstod Louise ikke, hvad der skete. Hvorfor hun pludselig ikke kunne være i sin egen krop.

– Louise havde oplevet at blive mobbet meget i de mindre klasser, men det var gået over. Hun var social og altid omringet. Pludselig var det ikke sådan længere. Jeg troede, at hun blev holdt uden for, indtil jeg overhørte en telefonsamtale, hvor hun svarede med et: "Jeg har ikke lyst", fortæller Mette.

Datterens manglende appetit på samvær med sine venner blev hurtigt til en generel apati. Hun lukkede sig inde i sig selv, men forsikrede igen sine forældre om, at alting var i orden.

– Hver gang vi åbnede døren til snak, endte det i skænderier. Vi havde svært ved at skelne mellem, hvad der var almindelig teenageadfærd, og noget som vi, måske, skulle gå længere ind i, erkender Mette.

Hun er leder af en ungeenhed for sårbare og socialt udsatte børn og unge og har været sammen med Klaus hele sit voksenliv. Han er far til Louise, der nu er 21, og til Daniel på 14 år. Familien har base i Struer og var, med et slidt udtryk, en ganske almindelig familie. Indtil de ikke var det længere.

LÆS OGSÅ: Anjas søn var afhængig af hash allerede som 11-årig: ”Når jeg tænker på det, kan jeg næsten ikke trække vejret”

Bebrejdelser

"Den dag i maj, hvor virkeligheden endelig bliver synlig" er 14 dage efter, at Louise er konfirmeret. En dag, som Mette husker med glæde, fordi alting blev, som Louise gerne ville have det.

– Hun var så glad, erindrer Mette.

To uger senere brød Louise sammen, da hendes klasselærer spurgte, hvordan det gik. Mette erkendte, at hun havde så svært ved at få sin datter i tale, at hun i stedet aftalte en tid til samtale mellem sundhedsplejersken og Louise.

– Bagefter fik jeg at vide, at Louise havde selvmordstanker og skar i sig selv. Jeg var i chok! Jeg bebrejdede mig selv for, at jeg, der er uddannet pædagog, ikke så det. Vi troede jo, at hun var en forvirret teenager, men Louise var i en dyb depression, fortæller Mette.

Med den besked prøvede hun at navigere i det kaos, der fulgte. Louise fik lykkepiller, og forældrene besked på at skærme hende. Det betød mandsopdækning 24-7, så kun ikke kunne slippe af sted med at tage sit eget liv. I august samme år blev Louise indlagt på en psykiatrisk afdeling i Herning.

– Jeg hører mig selv gentage, at det er til Louises eget bedste, og at hun snart kommer hjem til os igen. Alt vil blive som før, fortæller Mette.

Ingenting bliver nogensinde som før. Mette og Klaus kørte i pendulfart mellem datteren i Herning og hjemmet i Struer. Passede deres jobs og deres Daniel, men oplevede, at Louise fik det værre, og at de selv blev tappet for kræfter. Efter et halvt år kom Louise hjem igen.

– Hun var enten i sofaen eller i sengen. Jeg har ikke noget svar på, hvor kræfterne kom fra, men i to år skærmede vi hende. Gik med, når hun skulle i bad, på toilet og sov ved siden af hende. Jeg har hevet hende ud af sengen, bogstavelig talt, og trukket hende med til stranden for at gå tur. Det var ikke okay, men jeg var desperat og ved at løbe tør for kræfter, erkender Mette.

Som par var Klaus og Mette også ved at drukne hinanden med bebrejdelser.

– Der er ting, som kun Klaus og jeg kunne snakke om, men det var ved at slide os op, fortæller Mette.

I dag er hun sikker på, at de var blevet skilt, hvis det ikke havde været for to store vendepunkter.

LÆS OGSÅ: Skal vi vaccinere vores børn mod menigitis?

Farvel

– Vi indså, at vi havde brug for hjælp og begyndte i Bedre Psykiatris netværksgruppe. Den er kun for pårørende, og der kunne vi dele vores frustrationer med andre i samme situation, fortæller Mette.

Hun nåede sit lavpunkt, da hun en nat sad ved sin datters seng og mærkede, at hun var klar til at sige farvel.

– Jeg havde været så vred, men da jeg sad der på sygehuset og så hendes arme, der var pakket ind i gazebind, efter endnu et selvmordsforsøg, kunne jeg mærke, at noget havde ændret sig. Jeg sagde til hende, at det var okay, hvis hun valgte døden. Jeg sagde: "Det er okay at sige farvel, for så meget elsker jeg dig, men hvis du vælger livet, er jeg med dig hele vejen." Næste dag var hun stadig i live, og da hun sad på bagsædet i vores bil, sagde hun stille: "Jeg vælger det sidste". Det er det værste, jeg nogensinde har sagt, men det har været det bedste i vores forløb. Det blev et vendepunkt for mig, siger Mette.

LÆS OGSÅ: 16 råd: Sådan bryder du ud af ensomheden

Vi skulle have hjælp

Erkendelsen af, at hun ikke kunne tage sin datters liv på sig, satte på sin vis Mette fri. Fra altid at være i alarmberedskab tillod hun sig nu at sige fra og være mere til stede for sønnen Daniel.

– Når Louise ringede, kunne jeg sige: "Vi skal ikke tale mere sammen i dag", hvis jeg kunne mærke, at det begyndte at dræne mig helt vildt. Det hjalp også hende, tror jeg, siger Mette.

Mette føler ikke, at systemet har været til meget hjælp, og hun er chokeret over, at hun som forælder til et psykisk sygt barn har været så overladt til sig selv. Først efter et personligt brev til politikerne i hjemkommunen lykkedes det Mette at få et møde, hvor hendes datter var på dagsordenen.

– Jeg så ikke andre udveje. Vi skulle have hjælp til at få Louise videre, forklarer hun.

Og hjælpen kom! Louise, der på det tidspunkt var 16 år, fik plads på et bosted i Silkeborg og tog efterfølgende en HF-eksamen. I dag er hun i gang med at læse til sygeplejerske, men uden at træerne vokser ind i himlen.

– Louise kan stadig stå op, tage tøj på og så alligevel være ude at stand til at gå ud af sin dør. Hun er psykisk sårbar og vil nok altid være det. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er holdt op med altid at lede efter forklaringer. Sådan er det bare. Louise og jeg har et meget stærkt bånd, som på sin vis også er for stærkt på grund af alt det, vi har været igennem. Vi har fundet os selv som familie på en ny måde. Vi er ikke sølle og ikke triste. Vi er, som vi er, men vi er ikke de samme som før. Vi kan aldrig blive det, vi var, slutter Mette.

LÆS OGSÅ: Inga blev alene efter 61 års ægteskab: Jeg skriver mig gennem sorgen

LÆS OGSÅ: ”Som pårørende må man ikke sige: ”Jeg synes min kæreste er pisse irriterende, fordi han er deprimeret”