Anja jagtede sin søn rundt i nattelivet: ”Når jeg tænker på det, kan jeg næsten ikke trække vejret”

"Hvad er det, der foregår? Nu vil jeg vide besked. Hvis ikke du er ærlig, bliver jeg nødt til at teste dig!"

Året er 2008, og Anja Engmann står over for sin 11-årige søn, Rasmus, som har bekymret hende den seneste tid, hvor han flere gange er kommet hjem med røde, slørede øjne. Han er også begyndt at svare igen og blive væk fra deres aftaler. Anja spekulerer over, om det har noget at gøre med de lidt ældre drenge, han er begyndt at hænge ud med, efter at han har skiftet skole. Har de lokket ham ud i noget, han er alt for ung til? Ryger de ligefrem hash?

Rasmus afviser hårdnakket Anjas mistanke. Og så er gode råd dyre, for Anja har ikke sådan en test, som hun netop har truet med at foretage.

– Jeg hentede derfor et stykke gaze. "Nu sætter jeg det her på din hånd, og hvis det skifter farve, ved jeg, at du har noget i kroppen", bildte jeg ham ind.

Anja forklarer, at hun og Rasmus siden har grinet af, at han dengang hoppede på hendes trick. Men hans reaktion den dag er at stikke af.

– Og så vidste jeg, at der var noget galt, fortæller Anja.

LÆS OGSÅ: Luise er HIV-smittet: ”Jeg har kæmpet mest med mine egne fordomme”

Pinlig mor

Rasmus er i dag 20 år og har i to år været ude af det hashmisbrug, der begyndte dengang. Anja var på daværende tidspunkt på barsel med den yngste af sine i alt fire børn, og når Rasmus ikke kom hjem, gik hun ud og ledte efter ham.

– Jeg havde et par grønne crocs, jeg altid stak i, når jeg gik, husker Anja.

– Jeg har hadet dem siden.

Når Anja så fandt sin søn – rundt omkring i området på forskellige pladser, hvor han hang ud med de nye kammerater – stak han af, for det var pinligt, at mor pludselig stod der.

– Det var også ubehageligt for mig, men hvad skal man stille op? siger Anja.

– Man føler sig magtesløs og handler ud fra følelser.

Hun prøver at give Rasmus stuearrest for at stoppe ham, men det har ingen effekt. Hun søger om hjælp fra kommunen, men intet sker. Men hos SSP, som er et kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi, er der pludselig hjælp at hente.

– Jeg lavede en aftale med en kvindelig betjent, og en morgen stod hun der i uniform, mens han stadig sov. Aldrig er han kommet så hurtigt ud af sengen, fortæller Anja.

Betjenten får Rasmus motiveret til at gå i behandling, og Anja følger sin søn til behandlingsstedet i København.

– Han var 12 år, og jeg kom gående på gaden med lillesøster på armen og Rasmus i hånden – og tænkte, at folk skulle lige vide, hvor vi var på vej hen. Man er jo fyldt med skam, siger hun.

Snart fyldes Anja dog af fortrøstning, for som behandlingsforløbet skrider frem, bliver hun sikker på, at Rasmus har forstået alvoren. Indtil han et par måneder senere får et massivt tilbagefald. Skolen bliver forsømt, og derhjemme bliver han aggressiv, når Anja konfronterer ham med det.

LÆS OGSÅ: ”Jeg gemte mad i skuffer og under sengen, så min far ikke skulle opdage, hvor meget jeg spiste”

Ensomme tudeture

– Jeg havde fuldtidsarbejde i lufthavnen, jeg skulle være mor for alle mine fire børn og elskerinde for min mand – samtidig med at jeg skulle være konfliktløser, behandler og alt muligt andet for Rasmus, forklarer Anja.

– Når jeg tænker på det, kan jeg næsten ikke trække vejret.

Noget drastisk må derfor ske, og sammen med et par andre finder Anja overskuddet til at oprette en lokalafdeling af organisationen Natteravnene, der i gule jakker færdes blandt de unge i byen for at give dem tryghed og afværge problemer.

– Det gav mig en god følelse at gøre noget for de unge derude, og samtidig fik jeg pludselig en indsigt i, hvad der foregik, forklarer Anja, som begynder at forstå, at hendes forsøg på at kontrollere Rasmus er nyttesløs.

– Jeg ledte desperat efter værktøjer til at håndtere Rasmus' misbrug, men fandt ingen hjælp nogen steder, siger hun.

– Jeg følte mig som en elendig mor og frygtede også for hans liv. Hver gang jeg hørte en sirene, gik jeg i panik. Når børnene sov, tog jeg mange tudeture alene i badeværelset.

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

Smed søn ud

For godt to år siden kunne Anja ikke mere.

– Jeg var blevet skilt, og vi var flyttet. Og en dag jeg gik på gaden med lillesøster, begyndte det at spænde i mit bryst og prikke i hele kroppen. Jeg tænkte "om lidt falder jeg om!", siger Anja.

Hun holdt sig på benene, men da Rasmus samme aften kommer skæv hjem, erklærer hun, at han ikke kan bo hos hende længere. På det tidspunkt er han 17 år.

– Jeg smed mit eget barn ud. Da han gav mig nøglen og gik, stod jeg med en følelse af, at jeg havde svigtet. Men jeg havde også et ansvar for de andre børn og for at passe på mig selv.

Rasmus tager hjem til sin far, og i to måneder er han så vred på Anja, at de ikke taler sammen.

– Han hadede mig. Selv blev jeg overmandet af en enorm træthed og husker det, som om jeg sov i døgndrift, siger hun.

Efter de to måneder henvender Rasmus sig dog selv til SSP og beder om at komme i døgnbehandling, og hans far og SSP kører ham til afvænningsstedet i februar 2014.

Allerede i marts får Anja en opringning, som det stadig er bevægende for hende at tænke på. Rasmus ringer over Facetime – han og Anja kan altså se hinanden, mens de taler sammen – og Anja bemærker, at noget er forandret. Rasmus er begyndt at træne og har taget på, men det er ikke bare det.

– Hans øjne, hans smil, hans latter ..., siger Anja og fortsætter:

– Som mor kender man sine børn, og jeg kunne se på Rasmus, at jeg havde fået min dreng tilbage. Hvor havde jeg savnet ham!

Siden dengang har Rasmus ikke haft tilbagefald, og Anja forklarer, at han i dag er i lære som tømrer, har en kæreste og arbejder på at lægge hashmisbruget bag sig.

Selv er Anja kommet over på den anden side, men hendes kamp er ikke slut, for der er andre forældre med hashrygende børn, og hun har derfor stiftet familienetværket Bag Facaden, hvor hun holder møder for de ramte familier, rådgiver og ikke mindst lytter til de frustrationer, hun så levede kan sætte sig ind i.

– Jeg forsøger at give dem al den støtte, jeg selv manglede dengang, siger hun.

Anjas råd til andre forældre

Ingen kender dit barn som dig, så hvis du er i tvivl, om han eller hun er på vej ud i et misbrug af rusmidler – så er du ikke i tvivl.

Det er normalt at føle sorg og frygt og blive vred. Giv dig selv lov til at rumme alle følelserne.

Husk, at du er forælder, ikke behandler. Vis tillid, og vær anerkendende. Ved at dømme og konfrontere skubber du den unge endnu længere væk.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

LÆS OGSÅ: "Da jeg så ham hive Andreas op af vandet, vidste jeg, at alting var forbi"

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”