Efter Mias mands døde, var der kun én ting, hun havde lyst til – og det kunne vennerne ikke forstå
Kvinder er lige så eventyrlystne, duelige og årvågne som mænd. Alligevel vover mange ikke rejse alene, selv om de kunne have lyst. Her kan du møde busturs-entusiasten Mia, der har fundet modet til at drage ud på egen hånd.
Efter min mands død var der kun ét, jeg rigtigt havde lyst til.
Jeg ville tilbage til et lille familiedrevent hotel i den polske by Barlinek ikke langt fra den tyske grænse.
Alle omkring mig syntes, det var lidt mærkeligt, at jeg ville rejse efter hans død. Ovenikøbet helt alene og til et sted, vi havde fundet og besøgt sammen. Men det var det, jeg trængte til.
Hotellet, Alma, ligger ved en stor sø omkranset af gamle graner. Og det føles lidt som at bo hos familie; som at komme hjem til en gammel mormor. Jeg har aldrig følt mig alene eller ensom der. Der er en sød landsby tæt på med en købmand bag en brun dør, der ikke gør meget væsen af sig, og andre lokale handlende. Det er som at rejse tilbage i tiden. Man kan bade og sejle i søen, men jeg kan allerbedst lide at sidde og bare nyde søen og roen. Der er så stille og smukt.
Det var vigtigt for mig, at jeg kunne fortsætte med at besøge Barlinek. Derfor var det faktisk ikke svært at overvinde mig selv, for jeg vidste bare, at jeg måtte af sted. Jeg er i gang med at planlægge min sommerferie nu, og tankerne går selvfølgelig til Barlinek. Det bliver tiende gang, hvis jeg kommer af sted i år.
Jeg vil ud at opleve noget, også nu hvor jeg er alene. Jeg har rejst meget, siden jeg mistede min mand i 2016, ikke kun til udlandet, men også meget i Danmark. Jeg har blandt andet været i Thy, på Møn og på ø-hop i Vadehavet.
Sidste år købte jeg et turpas til DSB, så jeg kunne komme billigt rundt. På otte dage nåede jeg til Herning, Odense, Ringkøbing, Helsingør, to gange til Fanø og to gange til Flensborg. Der er masser af smukke og spændende steder i Danmark, og det behøver ikke koste alverden at komme ud i det blå.
Det passer mig storartet, at ingen bestemmer, hvor jeg skal hen. Jeg har opdaget, at jeg måske er lidt asocialt anlagt. Jeg kan lide at bevæge mig rundt i mit eget tempo, dreje om et tilfældigt hjørne eller udforske en lille gyde, jeg bliver nysgerrig på. Jeg gider i virkeligheden ikke følge andres ruter. Min mand var perfekt at rejse med, i den forstand at han bare altid fulgte efter mig.
Min værste oplevelse var en bustur til Prag. Jeg valgte den absolut billigste rejse, selv om der godt nok stod, at der kun ville være udflugter, hvis vi var minimum fire deltagere. Vi var seks, så jeg tænkte, at den var hjemme. Men de stod alle sammen af i Berlin. Og så gik det ellers ned ad bakke. Jeg blev gennet fra turistbussen over i en lillebitte bus, en handikapbus nærmest. Og så kørte jeg af sted mod Prag, ene passager, med to tjekkiske chauffører, der ikke kunne sige andet end ”pause” på engelsk.
Som om det ikke var nok, løb min telefon tør for strøm, og der var ingen måde at sikre bagagen, så det hele væltede rundt. Jeg kunne have tudet. Der var jo ikke i nærheden af fire deltagere, så alle udflugter blev aflyst, og så stod jeg der. Jeg købte et par udflugter hos et svensk rejseselskab, faldt i snak med et københavnsk ægtepar og fik set både det berømte ur og Karlstein.
Men på hjemturen startede miseren igen, for nu var vi gudhjælpemig 14, der skulle retur i den lille handikapbus. Vi sad praktisk talt på skødet af hinanden i 14 timer. Jeg flyver ikke og kan på det varmeste anbefale busture. Men man skal lige tjekke rejseselskabet ud og måske ikke hoppe på det billigste tilbud.
