Michael Robak: Kære forældre, stop med at curle for jeres prinsesser

Robak, fortæl, hvad det er, du har med kvinder, der kalder deres døtre for prinsesser?

Robak: – Det startede med, at jeg stod nede i Brugsen i en kø: To mødre med børn står og snakker, og så siger den ene "prinsessen her skal starte til ballet", og så tænkte jeg "hvad for en prinsesse, jeg kan sgu ikke se nogen prinsesser her i Brugsen i Nordre Frihavnsgade". Mit udgangspunkt er, at jeg ikke kan forstå, hvorfor mødre kalder deres døtre for prinsesser, for det liv, der venter dem, det er simpelthen ikke et prinsesseliv. Det er et liv, hvor yndighed og skrøbelighed og fisefornemhed ikke er i høj kurs nogen steder overhovedet. Jeg har selv været chef i mange år, og de unge piger, der kom ind på den arbejdsplads og troede, de havde nogle helt særlige fortrin og var helt særligt fine blomster, de holdt bare ikke så længe som dem, der kom med et par gummisko i tasken. Og jeg synes helt gajol-æske-filosofisk, at ord skaber virkelighed, så hvis man bliver ved med at kalde sin datter for prinsesse, så signalerer man til hende, at hun er noget helt særligt fint, og så ruster man hende ikke til den verden, der venter.

Frederikke, du har en fem-årig datter, Ava, hvad kalder du hende?

Frederikke: – Jeg kalder hende Bubben, mest. Og så kalder jeg hende nogle gange hertuginden og pus og skat og jeg har måske også en gang imellem kaldt hende prinsesse... Og jeg er faktisk enig med dig, men jeg synes bare ikke, det handler om ordet. Jeg synes, det handler om opdragelsen og hele det curlingshow, som familier har kørende i de her år. For du kan godt sige prinsesse eller prinzipeca med et glimt i øjet, og jeg kan godt sige hertuginden, fordi Ava går rundt med næsvis mine og nægter det ene og det andet. For dét, det i virkeligheden handler om, er, om du behandler dit barn som en prinsesse. Behandler du hende som en udsøgt lille skrøbelig ting? Når hun siger "mor hent et glas vand", skal jeg så løbe ud og hente det, eller skal jeg sige til min datter "ej Ava, hent lige dit eget glas". Det er også dét, det handler om, for de piger der på din arbejdsplads; det er dem, der har været vant til at få at vide, at hver en lille tanke eller følelse har været åh så interessant, og som er blevet curlet. Og det er et stort problem.

Ea, du har ikke nogen børn, men hvad tænker du?

Ea: – Jeg har mange børn omkring mig, både yngre og ældre, og jeg kan godt lide børn. Og jeg kan godt lide Ninja-prinsesser og matematik-prinsesser. Og jeg er også lektor, og jeg ser ikke de her dumme duller. Jeg ser unge kvinder, der slider og knokler og træffer modige valg, jeg ser unge kvinder, der slider for at få relationer til at fungere, slider for at lykkes på et arbejdsmarked, og som har kæmpestore ambitioner, og som ikke regner med at komme derhen ved at bruge botox og balsam.

Robak: – Vi er ikke uenige, for de kvinder kender jeg også. Men jeg har også set unge kvinder, som har en prinsesseattitude

Ea: – Hvor har du set dem henne?

Robak: – Dem har jeg set på mit arbejde. Jeg har oplevet journalistpraktikanter, hvor det ikke gået, som de forventede, og så har de – altså kvinder på 23 år – fået deres forældre til at ringe til arbejdspladsen og høre, hvorfor det ikke går så godt for deres datter. Men ja, 90 procent af unge kvinder er seje, og min erfaring er også, at pigerne er mere arbejdsomme end drengene, men min pointe er, at man skal overveje, hvad man siger til sine børn, og overveje, hvilke signaler man sender til sine børn, og ja, det er også en af mine pointer, at man ikke skal curle sine børn, og så synes jeg heller ikke, man skal møde sine døtre på yndighed.

Frederikke: – Nej, men femårige pigers verden er trods alt blevet noget større, end da jeg var barn. Dengang legede pigerne med dukker og drengene med Lego. Alle de piger, jeg ser Ava omgivet af – uagtet at de måske bliver kaldt prinsesser – er optaget af superhelte og superkræfter og har et meget større fantasiunivers. Deres blik er større, så jeg synes sgu ikke, det handler så meget om det med ordet. Jeg synes mere, det er curlingopdragelse, og gu'fanden jeg har da også hentet det glas vand til Ava.

– Det handler om den måde, vi lever vores liv på: To udearbejdende forældre, hvor tiden til at hente børn, købe ind og lave mad ligger mellem klokken 16 og 20, og det er, som om forældrene er blevet så fortravlede, at de ikke orker at få børnene til at dække bord. Børnene får lov til lige at sidde og hygge sig lidt med lidt skærm. Men når de er voksne og kommer ud på den anden side, så har de aldrig lært at deltage i fællesskabet, de har en forventning om, at andre gør det hårde arbejde.

Ea: – Jeg tror, at curling ofte er forældre, der kompenserer for ikke at være der nok...

Frederikke: – Men hvorfor er det blevet sådan en psykose? Min generation er jo selv blevet opdraget til at skulle bidrage, men så hvorfor kører vi vores børn på Roskilde Festival og klæber os til dem og ringer ind på arbejde...

Ea: – Det, tror jeg, er folk, der kompenserer. Jeg tror stadig, ønsket er der, men at kunne praktisere det er blevet sværere, fordi arbejdslivet fylder mere. Selv om vi på papiret arbejder mindre, så er faktum, at de fleste sidder med deres computer åbne om aftenen og er alt andet end nærværende over for deres familier.

Robak, har du curlet for din datter?

Robak: – Jeg er fuldstændig på curlingholdet, og jeg er det 100 procent af de grunde, Ea lige siger der. Det er også praktisk, fordi "åh ja, jeg ved godt, hun burde hjælpe mig med at lave mad, men hun har også haft en hård dag..."

Frederikke: – Jeg synes, vi er blevet for slappe.

Robak: – Enig. Jeg ville ønske, jeg ikke var på curlingholdet, men det er jeg. Men for lige at vende tilbage til det med at kalde sin datter for prinsesse eller ej, så synes jeg, det er vigtigt, hvad vi siger til vores børn, og hvad vi sender dem ud i verden med, og nej, jeg synes selvfølgelig ikke, der skal være en centralkomité for, hvad man må sige, men man gør sin datter en bjørnetjeneste ved at gøre hende til noget helt særlig fint. Også fordi hun skal kunne indgå i et fællesskab. Børnene tilbringer mere tid i institutioner, og alligevel har de sværere ved at indgå i fællesskaber, end vi havde, tror jeg. Og dér er, hvad du kalder dit barn, også en lille brik.

Frederikke: – Jeg er stadig uenig i det med prinsesse. Vi har boet i Venedig, og italienere er familie på den der måde, hvor alle stopper op, hvis du kommer med en lille babypige i armene, og så siger de "prinzipeza" og kysser løs på børnene, og jeg er så fascineret af den måde at hylde barnet på. Italienerne har meget selvværd her i tilværelsen og tør vise sig selv, og det, synes jeg da, er noget, der er vigtigt at give børnene med i barndommen: At klappe hænderne sammen og vise dem, at du synes, de er fantastiske, for hvis du giver dem det med, så er det måske også måden, de går ud i tilværelsen på. – Så det er ikke ordet, men alt det, der ligger i måden, vi behandler dem på. At de er så fine, at vi må være deres små tjenere og skrive deres ansøgninger. Min mand har skrevet et digt til Avas fødselsdag om, at vi er soldater i Avas regiment. Og det er nærmest sådan, det er blevet: At forældre er soldater i børnenes regiment, og det, synes jeg, er en stor fejl.

Hvilke konsekvenser får det?

Frederikke: – Jeg synes ikke, de bliver selvstændige mennesker, de mangler gå-på-mod, de ligger med angst og depressioner helt ned i børnehavealderen, og ja, der er også mange unge stærke kvinder, som Ea beskriver, men der er fand'me også mange, der ligger helt kvaste. For hvis der ikke bliver stillet krav til dig, så får du ikke... robusthed, jeg hader det ord... men så udvider ikke det, du selv kan. Vi må sgu da kigge på, at hele den der ungdom ligger og raller. Hvorfor laver de ikke en revolution og siger "vi gider ikke det her præstationssamfund"? Det gør de ikke, fordi de alle sammen er blevet frataget deres selvstændighed, den har vi taget ved at curle dem og ja, gøre det, der ligger BAG ordet prinsesse.

– Nogle gange har jeg lyst til at tage min femårige datter ud af det her åndssvage samfund og sætte mig ud på savannen sammen med en indianer og lade ham lære hende om vindens susen, og hvordan man jager et dyr, for jeg synes, det er gået amok i det her præstationssamfund og vores curling.

Men hvis nu ord betyder noget, hvilke ord skal vi så bruge?

Ea: – Vi kunne jo tale om ninja-prinsesser eller fessor-prinsesser, prøve at koble tingene lidt sammen med noget af det, du også siger, de er optaget af, Frederikke. Verden er meget spraglet, så man kunne måske, Michael, koble prinsesse til noget mere handlingskraftigt?

Robak: – Under ingen omstændigheder hahaha. Jo, som jeg sagde, så synes jeg, at man skal passe på med at møde sine døtre med yndighed. Jeg har en datter på 13, og jeg synes lige som alle andre, der har børn, at hun er det smukkeste i verden. Jeg tager mig selv i ikke at møde hende hele tiden i "gud hvor ser du sød ud". Det er faktisk noget, hendes mor lært mig.

Hvad skal man sige?

– Jeg prøver at rose hende for hendes øvrige færdigheder.

Hvad kalder du hende for?

– Skat, ikke prinsesse, men heller ikke fessor, og jeg prøver også at lade være med at møde hende på præstationer, men bare på den, hun er. Hun er på vej ind i den der teenageverden af total kropsfiksering, og det, synes jeg, er et galopperende mareridt. Og derfor er det endnu vigtigere ikke at fokusere på udseende.

Så hvad må vi kalde vores børn?

Robak:  – Jeg synes, man må kalde dem hvad som helst, Jeg synes bare, man skal tænke over, hvad man kalder dem, og hvilke signaler man sender til dem.

Frederikke: – Det er forstået!