Michèle Bellaiche: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden min familie”
Hvert årti har sin egen fortælling. Her er det tv-vært Michèle Bellaiche, som tager os med gennem sine aldre.
1970’erne
Annonse
En fiktiv hest på Vestegnen
"Jeg er fra Vestegnen, nærmere bestemt Taastrup, hvor jeg boede med min franske far og danske mor.
Min far var kommet til Danmark, fordi han forelskede sig i min mor, og jeg kom til verden i 1972. Han var egentligt ingeniør, men kunne hverken dansk eller engelsk, så her blev han fabriksarbejder.
Vi boede i parcelhus på en hyggelig villavej, hvor der var fællesskab og vejfester. Jeg husker det som én lang sommer med grillaftner. Alle mødrene var hjemmegående, og vi børn gik ikke i institution, så der var masser af andre børn at lege med. Vi havde ikke mange penge, men vi manglede heller ikke noget. Min mor syede vores tøj, hæklede og lappede det, der var hul i. Jeg husker mig selv i hjemmesyede kjoler og strikkede trøjer, og det meste af det var vist orange dengang.
Indimellem underviste mine forældre på FOF, og de penge, de tjente der, gik til enten en ferie eller en tur i Tivoli. Jeg har det stadig i mig, for selv om jeg i dag har penge til det meste, så har jeg en rejsekonto, som jeg simpelthen overfører penge til, når jeg for eksempel skal have mine børn med til Cuba, hvor vi lige har været. Det kommer fra min barndom.
Jeg levede i en fantasiverden. Jeg ville for eksempel rigtig gerne gå til ridning, men fordi vi ikke havde penge til det, fandt jeg på en fiktiv hest, som jeg brugte meget tid på. Jeg sørgede endda for at have nogen til at passe hesten, hvis jeg skulle noget, og blev dybt skuffet, hvis jeg ikke følte, de havde passet ordentligt på den. I mit hoved var det en rigtig hest. Mine veninder fra dengang siger også i dag, at det altid var mig, der fandt på alle legene. Vi var i naturen eller sad på vores værelser og fandt på sange, som vi optog på kassettebåndoptager, lavede tekster og spillede på gryder. Jeg gik indimellem ind i lygtepæle, fordi jeg gik og kiggede ned i jorden eller op i skyerne. Der foregik så meget inde i mit hoved."
1980’erne
Så var der fest hos Michèle
"Jeg lyttede til Whitney Houston, Rick Astley og Depeche Mode, ligesom vi begyndte at gå til fester på skolen og i badmintonklubben. Jeg husker også benvarmere og ørevarmere i alle nuancer af pastel. Desværre måtte jeg ikke få et crepejern af mine forældre, så jeg lånte min venindes.
Min mor begyndte at være mere væk hjemmefra, fordi hun fik job i Det Danske Filminstitut og ofte skulle til filmfestivaler rundt omkring. Det passede mig ret godt, for jeg var blevet teenager og havde ikke længere brug for hendes hjemmebag og syltetøj. Så var der fest hos Michèle.
Min far arbejdede sig også op, og vi fik lidt flere penge, men jeg fik alligevel ikke bare Marc O’Polo, Ball og Converse, som jeg gerne ville. Mine forældre forstod ikke, hvorfor man skulle betale det dobbelte for mærketøj, så hvis jeg ville have de store baggy trøjer, som alle omkring mig havde, måtte jeg selv arbejde. Så jeg fik job i Bilka som demo-dame, der delte vareprøver og smagsprøver ud. Jeg havde også job i Matas, men fordi jeg var nederst i hierarkiet, måtte jeg kun stå udenfor og sælge tre neglelakker for 20 kroner."
Annonse
1990’erne
Servitrussen i tv
"I 1990 var jeg 18 år og gammel nok til at få serveringsjob, så jeg serverede blandt andet til håndværker-julefrokoster med suppe, steg og fyrværkeri i isdesserten. De blev fuldere og fuldere, og jeg blev vist indimellem kaldt servitrussen. Ellers husker jeg årtiet som noget tungere end det foregående.
Jeg blev student i 1991 og flyttede til Paris efter nogle hårde år i gymnasiet. Jeg var meget ambitiøs og havde valgt et gymnasium, hvor jeg skulle tage bussen en time hver vej, og jeg læste godt nok mange lektier. I Paris blev jeg først rengøringsdame og skulle møde klokken fem om morgenen, og nu skulle jeg klare mig selv og betale min egen hårshampoo. Jeg havde en opsparing med hjemmefra, men jeg havde fuldstændig undervurderet hvor mange penge, man bruger i en storby som Paris fremfor hjemme i Ballerup.
Da der var gået to måneder, havde jeg ikke flere penge. Jeg boede på et syv kvadratmeter stuepigeværelse på 7. etage uden bad, mod at jeg passede familiens børn engang imellem. Når jeg skrev hjem, var det et postkort, der lød: ”Hej mor og far. Vi har det godt, lusene, kakerlakkerne og mig”. Derudover læste jeg samfundsvidenskab på Sorbonne Universitet i Paris.
Jeg kan også huske, at jeg gik glip af EM-finalen i 1992, hvor jeg stadig boede i Paris. Jeg ringede hjem til mine forældre på fastnetten, og de var helt vilde og på vej med S-toget til Rådhuspladsen.
I 1993 kom jeg som 21-årig ind på litteraturvidenskab på universitetet, fordi jeg tænkte, det var spændende, og dengang tænkte man ikke så meget over, hvad man skulle bruge fagene til senere. Mit sidefag blev journalistik, og det kunne jeg mærke var mig. Pludselig fik jeg høje karakterer for noget, som, jeg syntes, var nemt. Jeg behøvede ikke engang at knokle – wow.
Senere fik jeg en praktikstilling på det daværende TV3 Nyheder. Et af de første indslag, jeg lavede, var, da en panserværnsraket i 1996 landede i rockerborgen i Titangade. Det skulle jeg dække live, og nyhedschefen tog med for at hjælpe mig. Det var virkelig learning by doing, og fra da af fik jeg lov til at lave en masse både interview og liveindslag. Jeg var engang i Cannes med mine forældre, da der var filmfestival i byen. TV3 bad mig lave et lille indslag dernedefra.
Jeg kan huske, at jeg så en giga sendevogn fra TV2 komme kørende, og ud steg Ulla Terkelsen. Jeg havde ikke engang adgang til filmfestivalen. Hvad skulle jeg gøre? Så fandt jeg ud af, at der fem-seks kilometer uden for Cannes var en sideløbende pornofilmfestival. Jeg tog min strammeste kjole på og kom ind og fik et interview med aftenens vinder af kategorien ”bedste mandlige skuespiller”. Han takkede sin far for, at han fra naturens hånd var så veludrustet. TV3 roste mig for at tænke ud af boksen. Jeg havde jo aldrig fået adgang til Brad Pitt og company.
En dag blev TV3’s faste nyhedsvært syg, og afløseren tog ikke sin telefon. De to andre afløsere var ude at rejse, og så kiggede nyhedschefen på mig. Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg havde aldrig arbejdet med en teleprompter før, men han trænede mig i timevis, og så gik jeg live iført pagehår og en stor jakke med skulderpuder i, for at jeg skulle se lidt ældre ud. Derefter blev jeg vært på TV3, men fordi jeg var ny, fik jeg alle de værste vagter som for eksempel nytårsmorgen sammen med en anden B-vært. Det var Hans Pilgaard, og vi blev venner for livet."
2000’erne
Legebarn igen
"Hvis jeg i 1990’erne gik i sorte rullekraver for at passe ind på universitetet, hvor vi læste Poe og Camus, så kom tv-branchen og sagde, at sort og hvidt duer ikke på tv. Fra da af gik jeg i gul, orange og rød, som er meget mere mig. Jeg blev mor første gang i 2001, fik ejerbolig og blev gift og husmor ved side af karrieren.
I dag kan jeg godt tænke: Hvordan kunne jeg overkomme det? Men det var fantastisk at få børn. Nu kunne jeg igen lege køkken, klæde ud og lægge puslespil, som da jeg selv var barn, og jeg var tilbage i min barnlige fantasiverden. Der var jo også alt det hårde med søvnløse nætter og pligter, men det reddede mig, at jeg syntes, det var så sjovt at lege igen.
Annonse
Jeg var på Station 2 fra slutningen af 90’erne og også som reporter på TV2 Nyhederne. Der var bandeuroligheder og rockerkrig, og det var tit mig, der blev sendt ud til det, for man havde en forventning om, at rockere ikke slår på piger. Efter jeg fik min søn i 2006, blev jeg tilbudt at blive vært på Go’ aften Danmark. Det passede mig rigtigt godt, for så skulle jeg ikke pendle til Odense men kun til Valby, og så blev jeg makker med Hans Pilgaard igen."
2010’erne
Avis eller bad?
"Jeg blev skilt i 2012, og der blev jeg virkelig alenemor, for jeg stod alene med det hele. Der var meget at se til, og i perioder var jeg så træt, at jeg overvejede, om jeg skulle læse avisen eller gå i bad, for jeg havde ikke kræfter til begge dele.
Heldigvis boede mine forældre og min søster og hendes familie i nærheden. Vi har altid hjulpet hinanden meget, og hvis nogen lige har lavet en stor gang spaghetti, inviterer man gerne de andre. Nu er min mor død, men hvis jeg ringer efter min far, kommer han over med en flaske under armen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden min familie.
I 2017 havde jeg været på Go’ aften Danmark i 11 år og tænkte: ”Nu skal jeg noget andet.” Men jeg sad jo solidt på et meget velfungerende program, og jeg gik hele tiden og sagde til mig, selv, at jeg havde et godt job. Så begyndte jeg at spare op for at kunne tage et halvt år fri. Der sker jo så det, at når man pludselig er ledig, kommer folk og tilbyder en noget andet. TV2 spurgte, om jeg stadig ville være løst tilknyttet, og det betød, at jeg kunne holde foredrag ved siden af, for jeg ville gerne ud at møde rigtige mennesker ude i virkeligheden."
2020’erne
Grineflip fra morgenstunden
"For syv år siden tilbød TV2 mig også jobbet som fast vært på Go’ morgen weekend. Det betyder, at jeg går til redaktionsmøde om tirsdagen, forbereder mig fredag, sender live om lørdagen, og senere lørdag optager vi søndagens program. Jeg elsker det job.
Hver lørdag morgen ringer mit vækkeur klokken fem, og så tager jeg på arbejde i Tivoli, hvor jeg går alene igennem haven og siger godmorgen til ænderne. What’s not to like? Jeg er som regel på job med enten Steen Langeberg eller Mikkel Kryger. Vi plejer at have vores første grineflip, inden klokken er seks. Når man står så tidligt op, må man jo gøre sig umage for at få stemningen i top.
Mine børn er i dag 17 og 21 år. Den ældste bor i Odense, og min søn er lige kommet hjem efter et studieophold i Canada. Nu bliver han nok hjemme, men jeg regner med at være alene i huset om fem år. Lige da han var rejst, sagde jeg til alle mine veninder, at nu skulle vi rigtig i byen, men jeg måtte også se i øjnene, at jeg ikke kan holde til både at gå i byen og gå på arbejde i weekenden. Ofte er jeg mættet af gæster, børn, dyr og en stemme i øresneglen efter sådan en dag."
