Mille Lehfeldt: "Jeg kan sætte flueben ved alle klichéerne ved at vokse op med en berømt mor"

– Jeg kan sætte flueben ved alle klichéerne ved at vokse op med en berømt mor. En opvækst backstage på københavnske teatre og ferier på filmoptagelser. Følelsen af, at det er der, man hører hjemme. Men også oplevelsen af, at folk mødte mig med en færdig forventning, ofte i form af et: "Nå, er du så ligeså sjov som din mor?".

– Jeg vil ikke sige, at jeg mødte fordomme på grund af min mor. Men det gjorde helt sikkert noget godt for mig, at jeg havde boet i London et stykke tid efter gymnasiet, hvor ingen kendte mine forældre. Det gjorde også, at jeg havde været ude at stå på egne ben og været fri af mit efternavn.

– Jeg har kendt Laus Høybye, siden han spillede over for min mor i et C.S. Lewis-stykke. Jeg elskede at hænge i garderoben, når Laus var der. Vi gemte os og lavede ansigter. Vi var 10 år, og vi havde en fest.

– Da jeg kom på Teaterskolen, mødte jeg så Jakob (Fauerby, red.), som havde kendt Laus fra gymnasietiden. Laus gik på Teaterskolen i Odense, og på en måde kom vi tre til at rende ind i hinanden, og til festerne endte vi altid med at gemme os sammen i et hjørne, hvor vi sad og havde grineflip. Der var bare en kemi. Vi snakkede bare sammen om situationer, vi havde oplevet, og så kørte det ud af en tangent. Vi havde også noget musikalsk sammen. Og så blev det sådan: "vi må lave noget sammen en dag".

– Platt-Form er en slags satirens indianergryde – en blanding af politik, comedy og pølsehumor. Den bidende politiske satire er drønvigtig. Men der skal også være plads til det platte og til galskaben, ellers bliver man træt. Det platte giver nogle vigtige åndehuller.

– For at få den løsslupne, standup-fornemmelse frem, improviserer vi meget. Vi bruger meget os selv og gør grin med de fordomme, som folk og vi selv har. I vores radiosatire havde vi for eksempel en præst, der stod ved Jellingestenen og diskuterede kristne værdier med en imam, og alene fordi imamen sagde Allahu Akbar, tror præsten, at imamen vil sprænge Jellingestenen i luften. Der skete selvfølgelig ingenting. På den måde kan vi godt lide at punktere en højdramatisk situation.

– Vi behandler tidens tendenser. Og det postfaktuelle samfund, hvor følelser trumfer fakta. Hele debatten om, hvad det vil sige at være dansk, og hvornår man er for privilegeret til at have en mening.

– For nogle er latter en forsvarsmekanisme. Men man kan faktisk komme tæt på folk med humor. Det betyder også, at man med humor kan nå nogen, som måske ikke ville interessere sig for politiske problemstillinger.

– Vi tager udgangspunkt i det, der forarger os selv og vores samfund. Det kan være vores forhold til, hvordan vi i vores generation er i klemme mellem selfiekulturen og sundhedskulturen. Vi tager frygtelig afstand fra det, men vi er også medløbere. Det er absurd, at hvede og mælk er blevet til gift. Alligevel køber jeg også selv en rawfood-salat engang imellem.

– Vi har en stor selvironi med i vores show, men den der forpulede smerte er også i spil. Vi kan godt lide, når vores publikum faktisk er i tvivl om, hvorvidt en joke eller en sketch går galt for os, eller om det er med vilje.

– Vi vil ikke udstille folk. Det er så nemt at hoppe med på dem, "vi" har vedtaget at gøre grin med, f.eks. "De unge mødre". Man skal ikke sparke nedad. Man skal altid elske sine karakterer og kunne grine af sig selv. Vi bestræber os faktisk på enten at sparke på os selv eller sparke opad.

– Jeg har ikke nogen metode. Jeg elsker, når der er rammer, men plads til det intuitive. Jeg skal være omgivet af mennesker, som jeg tør gå hele linen ud samme med. Det kan jeg med Laus og Jakob. Det handler om at føle, at man er i gode hænder. Så får jeg en følelse af, at alt kan ske, og så har jeg lettere ved at smide hæmningerne. Så bliver det hurtigere sjovt. Det hænger sammen med, at der sker et kontroltab. Ting, der er fastlåst, bliver sat fri. Små pinligheder. Ting, der går skævt, og så ruller snebolden. Der er frihed i fejlen.