”Min datter er mere knyttet til sin far end til mig”

"Mor-bashing" er den seneste udtryk for den verbale kølle, som kvinder banker sig selv og andre i hovedet med. Nogenlunde sådan lød det fra debattør Anne Sophia Hermansen for nylig i Berlingske med henvisning til den syndflod af kritiske debatindlæg om mødre, om kvinder som fravælger børn og kvinder, der endnu ikke har børn, men som er godt trætte af, at snakken om dem skal fylde så meget.

Men i strømmen af meninger om eget eller andres moderskab, er det sjældent at møde et udsagn som dette:

"Min datter er mere knyttet til sin far end til mig, det er jeg meget bevidst om. Når det er tæt på skiftedag, og hun skal hjem til sin far, så tæller hun ned til at se ham. Jeg har ikke været i stand til at give hende den der følelsesmæssigge omsorg, for det mangler hos mig. Jeg er en okay forælder, men jeg er ikke den, jeg havde håbet, jeg ville blive."

Ordene er Ayse Dudus, vært på Nattevagten på Radio 24syv, i et interview i Politiken, der handlede om meget andet end det at være mor. Hun har sagt ja til at mødes med ALTfordamerne.dk for at uddybe udtalelserne.

LÆS OGSÅ: Er du klar til at få børn? Her er 10 ting du skal være forberedt på

- Alle har et stort traume i deres liv, så det at lave radio gør, at jeg kan bruge noget af mig selv, siger hun, da vi mødes på hendes stamcafé nær Halmtorvet på Vesterbro. Hun er i løse jogginbuksker, uglet knold på toppen af hovedet og vågne, opmærksomme og meget mørke øjne. Mørket, i øjnene og i sjælen, har hun med sig fra sine tyrkiske forældre.

- Når vi fortæller andre om vores skam, bliver den mindre. For eksempel når jeg fortæller, at jeg synes min datters far er en bedre forælder, end jeg er. Det skammer jeg mig ikke over. Det er et spørgsmål om, hvad jeg har fået med hjemmefra. Jeg er ikke en dårlig mor, men jeg kunne godt være bedre. I lange perioder har faren til min datter og jeg haft en 60/40-ordning, fordi han bare er god til det, han gør.

Hvad gør det svært for dig at være en bedre mor?

- Den måde jeg har lært om kærlighed på er ikke den gængse. Det er ikke acceptabelt at slå, men alle har deres egen idé om, hvad kærlighed er. Det havde mine forældre også, siger Ayse Dudu, som i en kronik i Politiken har fortalt om en barndom med fysisk vold og følelsesmæssig kulde.

Ikke just en ønskebarndom, og ønsket om selv at få barn, var da heller ikke årsagen til, at den nu 34-årige Ayse blev gravid, da hun var 25 og skulle til at læse arkæologi på universitetet.

- Jeg havde kendt faren i to måneder, da jeg blev gravid. Jeg tog valget, at jeg ville have hende.

Og det har Ayse Dudu aldrig fortrudt. Hun elsker sin datter, og det spørger hun ofte datteren, om hun er klar over. Bare for at være sikker på, at den nu ni-årige pige føler sig elsket. Hvad hun gør.

Så Ayse Dudu er ikke ude i at fortælle historien om moren, som nedvurderer sig selv uden grund. Efter terapi og selvransagelse har hun sluttet fred med at være den mor, hun er.

- Jeg føler ikke, at jeg svigter min datter, men jeg sætter mig selv højere på den måde, at jeg ikke har den følelsesmæssige kapacitet til at rumme, at jeg har et barn. Det har ikke noget at gøre med, at jeg sætter min karriere eller mit eget kærlighedsliv højere, det er en følelse inde i mig. Den følelse kan være stærk, selvom andre kan vurdere, at jeg er nærværende nok som mor. Jeg betragter hende ofte ikke som mit barn, jeg får et chok over, at jeg er hendes mor. Jeg behandler hende mere som et menneske end som min datter.

- Selvfølgelig har jeg oplevet, at moderinstinktinktet tager over. I det første år var jeg hele tiden bange for, at hun skulle dø, men nu kan jeg godt glemme, at jeg er mor i den uge hvor hun er hos sin far. Når jeg møder nye mennesker, er det heller ikke sådan, at jeg fortæller, at jeg har et barn som noget af det første.

Men hvordan passer dine oplevelser med, at fortællingen om at få et barn er, at det er der, man ser ud over sig selv og forstår, hvad der er det vigtige i livet?

- Men der er jo mange vigtige ting i livet. Folk i parforhold siger også: Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg er ved at kaste op over det. Livet går jo videre, selvom nogen dør. Jeg har det på samme måde med min datter. Jeg ville aldrig komme mig over det, hvis hun døde, men intet er førsteprioritet i mit liv eller afgørende for, om jeg overlever. Jeg har ikke en liste over, hvad der betyder mest for mig, i nogle perioder er det mere det ene end det andet. Men i sidste uge, da hun var hos sin far, gik jeg virkelig rundt og savnede hende. Det er første gang, at jeg oplever det. Jeg har en identitet som mor, den fylder bare ikke så meget, siger Ayse Dudu.

LÆS OGSÅ: Topchef: Min sekretær måtte huske mig på, at jeg skulle hente min søn

I kronikken trækker du tråde til din egen opvækst, og at du selv har manglet det tætte følelsesmæssige bånd til dine forældre...

- Ja, det er da helt klart, men det er jo ikke jordens undergang. Der er ting, jeg ikke evner, men min datter ved, at jeg elsker hende, det er bare på min måde. Det er ikke fordi jeg lægger alt ansvar over på hendes far, men jeg har bare ikke den overstrømmende mor-identitet.

Hvor ved du fra, at hun er tættere på sin far?

- Det er måden hun taler om sin far på, og når han ringer til mig, vil hun også altid tale med ham. Sådan har hun det ikke, når jeg ringer. Hun har en anden fortrolighed med ham.

- Det bånd de har sammen gør mig sindssygt glad. Uanset hvad der sker mellem mig og ham, så vidste jeg, at han blev jordens bedste far.

- Men hun når en alder, hvor hun skal føle sig tryg ved at fortælle mig ting, og det vil jeg gerne kunne give hende. Det tror jeg også, jeg kan. Men jeg talte aldrig med mine forældre om mine følelser. Hvis jeg var ked af det, kunne jeg gå ind på mit værelse. Det med at få kram, det var der ikke noget af. Så jeg vil heller ikke være en mor, der overkompenserer. Når min datter er ked af det, er hun begyndt at åbne op over for mig og fortælle om det, men så bliver jeg jo også ofte vred og siger, at de børn hun taler om er nogle små idioter. Jeg er ret ligeglad med, at det er børn. De skal stadig opføre sig ordentligt.

Er du påvirket af hele debatten om, hvordan en mor bør være, som det måske er svært for alle at leve op til?

- Nej, det er noget i mig, men det er klart, at vi også hele tiden får at vide, hvordan mænd og kvinder skal være forældre.

Og hvad betyder det for dig, er det en forestilling om noget med hjemmebagte kager?

- Prøv og hør, jeg hader sådan noget! Jeg gider ikke intranet, udvalg og hygge, jeg synes vi er nået til et punkt, hvor børn får så meget opmærksomhed, at det nærmest bliver negativt, samtidig med, at mange forældre føler sig stressede. Men hvorfor så lave 1.000 arrangementer på skolen?

- Flere og flere gør ting, der stresser dem, involverer sig for meget i skolen og alle mulige legeaftaler. Børnene er sammen i skolen otte timer om dagen, det er de færreste folk jeg kan holde ud at være sammen med otte timer om dagen, hvorfor skal de være mere sammen? Sjæleligt og åndeligt forgælder vi os selv.

Så du skal ikke have flere børn?

- Jeg vil vildt gerne have flere børn, men jeg kan ikke være i at have barsel, jeg bliver kvalt i det. Hendes far tog fuld barsel, mens jeg studerede. Det handler ikke om min karriere eller alt mulig jeg skal opnå, jeg kan bare ikke rumme det.

- Jeg har måske været kynisk. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg får at vide af min datter engang: du var for meget til stede i dig selv og for lidt i mig. Men for nylig sagde hun til mig: mor nu er du snart lige så god som far.

Vil kernefamilien altid være idealet, selvom der på papiret er 37 forskellige familieformer?

- Vi gik fra hinanden, da min datter var et. Hendes verdensbillede er skruet sammen af at bo to steder, men hun har altid ønsket, at vi boede sammen, selvom vi ikke var kærester. Hun ved jo godt, at hun er en del af mig og ham.

- Hun er lykkelig over, at hendes far er flyttet sammen med sin kæreste, som har en søn. Det gør, at hun kan føle, at der er det familiefællesskab.

Er det en lettelse for dig?

- Ja, totalt. Ikke at bonusmoren skal tage mit ansvar på sig, men jeg er glad for, og at min datter oplever det.

- Jeg søger bekræftelse hos hende som mor. Det gør mig ked af det, at jeg spørger: taler du om mig hjemme hos far? Ved du, at jeg elsker dig? Det kommer jo af dårlig samvittighed.

Men når alt er sagt, er det vel sine egne børn, man har ubetinget kærlighed til?

- Den er ikke ubetinget. Man elsker ikke nogen ubetinget. Kun når de er babyer og hjælpeløse, men ikke som ældre. Det nægter jeg at tro på. Selvfølgelig er det noget andet, når det er ens børn, men ubetinget kærlighed kan kun et uselvisk og perfekt menneske føle. Vi er ikke gjort af det stof. Jeg er i hvert fald ikke.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på han er manden, du skal have børn med

LÆS OGSÅ: Skader du dine børn ved at lægge billeder af dem online?

LÆS OGSÅ: Derfor er det så svært at være bonusmor