Da Lises datter kom på besøg, stod det klart, at hun var fanget i et forfærdeligt ægteskab

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lise opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist. 

Jeg havde glædet mig i flere dage til, at Liv skulle komme på besøg med sine to små piger.

Efter, at jeg for ni år siden var flyttet til Spanien, så jeg ikke mine to voksne døtre så ofte, som jeg gerne ville.

Læs også

Katrines mand drak for meget – en dag tog hun en impulsiv beslutning, som ændrede hende og børnenes liv

Det havde været min nye mands idé, at vi skulle flytte. Erik havde haft huset i det sydlige Spanien i mange år, og nu, hvor han for længst var gået på pension, ville han gerne bo fast i det varmere klima. Erik var en del år ældre end mig, men jeg stod selv ved et vadested i mit arbejdsliv, og det havde også virket som en god idé for mig at flytte med fremfor at søge nyt job i en alder af 62.

Min eneste bekymring havde været afstanden til mine to døtre, men vi var flinke til at besøge hinanden, og det var indtil videre gået godt. Det hjalp også, at mine piger klarede sig godt og havde gode liv. Liv, der var den ældste, havde taget en designuddannelse, men efter hun havde fået sine to døtre, havde hun ikke arbejdet særlig meget. Det gjorde ikke det store, for hendes mand, Morten, var direktør for et stort firma og tjente godt.

De var på grund af Mortens job altid inviteret ud til interessante arrangementer, og samtidig kunne Liv hellige sig børnene. Det virkede som et ret perfekt og misundelsesværdigt liv, det måtte jeg indrømme, og det bekræftede mine veninder mig altid i, når jeg fortalte dem om Liv.

Da jeg hentede Liv og hendes to små døtre i lufthavnen, kunne jeg imidlertid se, at Liv så træt ud. Hun var bleg og havde ingen glød i blikket, men jeg vidste også, at hun havde været tidligt oppe i København for at nå flyet ned til mig. Pigerne fløj mig om halsen, og jeg glædede mig helt vildt til at få dem installeret på vores gæsteværelse, selvom Erik, der kun havde et enkelt halvvoksent barnebarn, ikke var decideret fan af at have larmende småbørn i huset.

I løbet af de næste dage gik det op for mig, at Liv ikke kun havde været træt efter rejsen. Selvom jeg tog pigerne om morgenen, så hun fik lov at sove længe, blev hun ved med at virke træt og ufokuseret. Hun lignede en skygge af sig selv, som hun gik rundt med sjasket hår i en tilfældig hestehale og blege, indfaldne kinder.

Hun hørte heller ikke pigerne, når de kaldte, men det, der bekymrede mig mest, var, at det virkede som om, hun ikke fik hvilet ud. Jeg begyndte at frygte, at Liv var syg, men hun sagde ikke selv noget, selvom jeg forsøgte at lægge op til fortrolige samtaler med hende. Hun havde dog altid været et meget privat menneske, og derfor holdt jeg mig i første omgang tilbage fra at spørge direkte.

Da der kun var to dage tilbage af deres ophold hos os, tog jeg endelig tilløb til at spørge Liv, hvad der var i vejen. Der var kun os to i køkkenet den morgen. Erik var kørt ned til byen for at købe ind, og pigerne legede i haven. Så snart jeg havde stillet spørgsmålet, begyndte Livs læber at dirre, og et øjeblik senere kunne hun ikke holde sammen på sig selv. Der gik bogstavelig talt hul på bylden, og hendes ulykke kom væltende ud.

Læs også

Min søns far vil ikke vide af ham

Livet med Morten var uudholdeligt, fortalte hun. Han var kun optaget af to ting: sit arbejde og så sine affærer med andre kvinder. Hun havde allerede tidligt i forholdet mistænkt, at han ikke altid var hende tro, men med tiden var han blevet mere og mere ligeglad med at skjule sine eskapader.

I talende stund havde han en affære med en 25-årig ansat, selvom han selv var over 40, og alle vidste det tilsyneladende. Liv havde fået det fortalt af en veninde, der ikke syntes, at Liv skulle være den sidste, der vidste noget. Allerede inden afsløringen havde deres hjemmeliv længe været uholdbart.

Selvom Morten tjente godt, og de havde ejet deres store københavnerlejlighed længe, var han begyndt at være ekstremt påholdende, og han kritiserede selv de mindste indkøb, Liv gjorde. Hvis hun købte sko eller tøj til pigerne, skældte han råbende ud, selvom det var nødvendige indkøb og aldrig luksus. Sig selv var hun for længst holdt op med at købe noget til.

Liv havde længe gerne villet ud af ægteskabet, men hun følte sig fanget. For det første ville hun ikke såre pigerne, og for det andet havde hun ikke noget job og derfor ingen penge at starte forfra med.

Jeg blev dybt chokeret og ked af det på Livs vegne. Hendes liv havde længe været dårligt, og jeg havde intet vidst. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det var fordi, jeg var så langt væk, at jeg ikke havde fornemmet hendes problemer. Det gav mig dårlig samvittighed. I situationen lovede jeg hende selvfølgelig, at jeg nok skulle hjælpe hende alt, hvad jeg kunne. Jeg kunne jo høre og se, at hun helt havde mistet overblikket. Da hun og pigerne rejste hjem, virkede Liv da også en smule mere fortrøstningsfuld.

Til gengæld startede mit eget dilemma her, for Erik gjorde ret hurtigt klart, at selvom han syntes, at det var synd for Liv, så mente han også, at hun var et voksent menneske, der måtte klare sig selv. Jeg fornemmede godt, at hans bekymring under overfladen gik på, at jeg ville bruge mere tid på Liv end på ham, og han frygtede nok også, at jeg ville begynde at sætte spørgsmålstegn ved min beslutning om at være flyttet med ham til Spanien.

Jeg var dog ikke i tvivl: jeg skulle være der for Liv. Så jeg trodsede Eriks himmelvendte øjne og utilfredse mumlen, når Liv og jeg endnu engang havde en lang telefonsamtale. Dem var der mange af, for vi talte sammen flere gange dagligt i ugerne efter hendes besøg, og gennem min sorg over at Liv var ulykkelig, følte jeg også en stor glæde ved, at vi igen var så tætte som dengang, hun var yngre.

Jeg forsikrede Liv om, at hun med en bodeling, hvor den store lejlighed indgik, sagtens ville kunne finde en egen bolig til sig og pigerne og klare sig i den første tid, indtil hun fik et job og kom på fode. Liv var til gengæld nervøs for, at Morten ville hyre en skrap advokat og sørge for, at hun fik så lidt som muligt. Med mit reviderede syn på Morten var jeg desværre tilbørlig til at give hende ret.

Jeg var meget nervøs for at fortælle Erik, at jeg ville rejse hjem til Danmark for at hjælpe Liv med at finde en god advokat, som jeg også ville hjælpe hende med at betale for. Jeg forventede ikke, at det ville falde i god jord. Erik syntes da heller ikke, at det var en god idé overhovedet. Han mente, at det var vigtigt for Liv at lære at klare sig selv.

Læs også

Jeg har fået nok af min dovne kæreste

Jeg var ikke uenig i, at min ældste datter virkede mere hjælpeløs, end jeg havde forventet. Jeg var heller ikke interesseret i at slå skår i mit ægteskab, som på alle andre områder var pragtfuldt. Men når jeg mærkede efter, vidste jeg, at jeg var nødt til at stille op for Liv, og at hun i dette tilfælde var vigtigere end Eriks sårede følelser.

Jeg tog en chance og satsede på, at Eriks kærlighed til mig var større end hans irritation over situationen, og bookede en flybillet til Danmark.

Eriks tålmodighed skulle vise sig at blive sat på en større prøve end først forventet, for jeg kom ikke tilbage før seks måneder senere. I den tid rykkede jeg ind på gæsteværelset hos en gammel veninde, der for nylig var blevet alene og savnede selskab, og jeg fik hjulpet Liv både med advokatomkostninger, børnepasning, moralsk opbakning, lejlighedsjagt og i sidste ende også flytning.

Morten satte sig selvfølgelig på tværs i forhold til alle Livs tiltag, og det var en hård kamp at nå til en løsning på både bodeling og børnesamvær. Også selvom det undervejs blev afsløret, at Mortens ’nærighed’ var kommet af, at han havde købt en lejlighed til sin unge elskerinde.

Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at min hjælp og støtte til Liv var nødvendig og vigtig, men det var alligevel med et bankende hjerte, at jeg vendte retur til Spanien. For havde mit engagement i min datters problemer sat varige skår i mit forhold til Erik, der var blevet tiltagende fåmælt under vores samtaler, mens jeg havde været væk?

Det var da også en noget reserveret Erik, der tog imod mig i den lille lufthavn, men det varede heldigvis ikke længe, så tog glæden ved gensynet over. Om aftenen trak vi en god flaske spansk rødvin op og fik talt om, at det havde sine omkostninger, at vi havde mødt hinanden sent i livet. Vi havde begge lange liv bag os, og mennesker, der regnede med og havde brug for os. Selvom vores forelskelse nogle gange kan få os til at føle os unge igen, så er vi bare i et andet stadie af livet, hvor vi har større forpligtelser, end da vi var 22.

Til sidst indrømmede Erik også, at han faktisk var blevet imponeret over, hvor kærligt jeg havde støttet Liv. Jeg var et godt menneske med hjertet på rette sted, sagde han. Og det er jeg glad for, for det er også sådan, at jeg helst ser mig selv – både i forhold til min mand og resten af min familie.

Det bedste er dog at se, hvordan Liv er blomstret op og er i gang med at skabe et godt og selvstændigt liv for sig selv og sine døtre.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.