Mine søstre begravede vores mor uden min viden
Min storesøster, som jeg har et anstrengt forhold til, forlangte, at jeg meldte min ankomst, når jeg skulle besøge vores syge mor på plejehjemmet. Derudover informerede mine søstre mig ikke, da hun døde, og de begravede hende uden min viden, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om søstre, som begravede mor i hemmelighed
Jeg er mand i 60’erne i en søskendeflok på fem, hvoraf de fire er kvinder. Min ældste storesøster, som snart er 70, har jeg altid haft et anstrengt forhold til. Hun er meget dominerende og styrende.
Som den eneste dreng i en flok med fire piger, har det i det hele taget til tider været svært, men jeg har altid haft et godt og tæt forhold til min mor. Jeg var den, der handlede ind og hjalp hende med huslige opgaver, da jeg var barn, hvilket mine søstre ikke gjorde sig i.
Efter at min mor blev gammel, var det også mig, der handlede ind for hende. Sådan var det, indtil min ældste storesøster gik på pension, for så overtog hun rollen og blev min mors værge. Jeg opdagede på et tidspunkt, at min søster altid tog min mors dankort med sig, når hun skulle ud at rejse. Hun efterlod så blot et par hundrede kroner, som jeg så kunne købe ind for til min mor.
Min mor blev desværre dement og kom på plejehjem, det var jeg glad for, for så var hun i gode hænder. På grund af corona og andet sygdom denne vinter, har jeg dog for det meste måtte nøjes med at ringe til min mor, fordi jeg ikke har kunnet forsvare at besøge hende fysisk på plejehjemmet.
Her forlangte min storesøster, at jeg skulle informere hende, når jeg blev rask og ønskede at besøge min mor. Det kom vi på kant over, for jeg mente, at jeg vel kunne besøge min mor, når jeg fik mulighed for det, uden at hun behøvede at vide det.
Nu er min mor død og begravet, uden jeg fik noget at vide om det. Mine tre søstre valgte nemlig ikke at fortælle mig, at min da dybt demente mor pludselig gik bort på plejehjemmet og nu også er begravet. Jeg kan aldrig tilgive dem, for hvordan kunne de få sig selv til at afholde mig fra at sige et sidste farvel til min egen mor?
Vibeke Dorph råder til at slippe bitterheden og tage ordentlig afsked
Jeg kan (forsøge at) svare på mange spørgsmål i denne her brevkasse, men her kommer jeg til kort. Der findes nemlig intet fornuftigt svar eller forklaring på, hvorfor du skulle forhindres i at sige et sidste farvel til din egen mor, medmindre du har været voldelig overfor hende eller på anden måde behandlet hende forfærdeligt. Det lyder det bestemt ikke til, at du har, tværtimod, har du taget dig godt af din mor gennem livet.
Derfor dukker der da også kun ord som ”ondskabsfuldt” og ”tarveligt” op i mit hoved, når jeg læser om dine søstres opførsel. For ondt og tarveligt er det, ikke blot over for dig, men da også over for din mor, der har elsket dig og sikkert derfor også har ønsket din tilstedeværelse, da hun skulle sendes herfra.
Det forhindrede dine søstre, og om deres hemmeligholdelse af hendes død skyldes, at de har skullet skjule noget økonomisk skummelt overfor dig, eller om de blot er decideret ondskabsfulde, det aner vi jo ikke, og det får vi måske heller aldrig svar på.
Dog ved jeg, at du straffes dobbelt, hvis du holder fast i den bitterhed, du lige nu rettelig føler, og det synes jeg er synd for dig. Så for at komme videre, vil jeg råde dig til at opsøge din mors gravsted og selv få taget den værdige afsked med hende, som dine søstre forhindrede dig i.
Det vil ikke være det samme, som hvis du havde fået lejlighed til at deltage i hendes egentlige begravelse, men du får sagt hende farvel og slipper så i øvrigt for at gøre det i selskab med dine tarvelige søstre.