Tina Nikolaisen: Mogensen - En rigtig mand

Tina Nikolaisen: Mogensen - En rigtig mand

Peter Mogensen er blevet far igen - barnets mor har han kun været sammen med to gange.

Peter Mogensen, som nok er bedst kendt fra TV2 News-programmet "Mogensen & Kristiansen", er lige blevet far igen. Som 48-årig. Det er der i sig selv ikke noget mærkværdigt ved. Det særlige er, at han har fået barnet med en kvinde, som han kun har været sammen med to gange, og som han derfor dårligt nok kender. Barnet var absolut ikke planlagt, men kvinden ville gerne beholde barnet.

I et åbenhjertigt interview med ALT for damerne i denne uge fortæller Peter Mogensen om det at få et barn, som ikke er lavet i kærlighed, men nærmere i begejstring. Jeg tror, mange mænd ville løbe skrigende bort i samme situation. Både mentalt men også fysisk. Peter Mogensen gør det modsatte. Han tager ansvar. Ikke kun på den praktiske front – hvor han nu en gang om ugen triller rundt i København med en barnevogn med en lille nyfødt i. Han tager også ansvar ved at sige, at det uanset omstændighederne er unikt at få et barn. Ønsket eller ej. Alle børn har brug for en far og han er sikker på, at han bliver mindst lige så glad for den lille nye, som han er for sine tre andre børn. Han har allerede bestilt et nyt navneskilt til hoveddøren.

Peter Mogensen er med fra start. Vi var lige gode om det, siger han. Derfor har de sat sig ned og fundet ud af tingene. Pigen skal vokse op med både en mor og en far. Jeg tror, mange mænd i samme situation ville forsøge at slippe af sted med at sende en check hver måned og så se situationen an. Men ikke Peter. Han handler som en rigtig mand.

LÆS OGSÅ ET UDDRAG AF INTERVIEWET:

Tv-vært Peter Mogensen: far efter et one night stand