Louise og Maria sætter fokus på et af vores lands mørke kapitler: "Vi vil bringe heksene til live igen"

I et gammelt bindingsværkshus midt i Ribes brostensbelagte gader ligger HEX! Museum of Witch Hunt, der fortæller om en mørk periode i Danmarks historie, nemlig årene 1540-1693, hvor omkring 1000 mennesker blev brændt på bålet, anklaget for at udøve mørk magi.

Som besøgende bliver du ledt igennem flere oplevelsesrum, og her er både noget at lytte til og se på undervejs, f.eks. et voksbarn i en døbefont, en jydekrukke med dyreknogler og kortfilmen om heksen Lamme Sidsel. Nogle genstande er de oprindelige, andre er rekonstruerede.

Da Sydvestjyske Museer skulle skabe HEX!, nedsatte de en arbejdsgruppe, primært bestående af historikere. Maria Østerby Elleby og Louise Hauberg Lindgaard, begge 31 år, er de eneste to, der har speciale i trolddomshistorie. Arbejdsgruppen valgte herefter Moesgaards Tegnestue som indretningsarkitekter.

Man kan sige, at de to kvinder stod for det faglige indhold, som Moesgaard så omdannede til det fysiske indhold.

"Vores mision har fra start været, at vi vil bringe heksene til live igen ved at genskabe den følelse af frygt, som almindelige mennesker levede med. De var ikke uvidende, de var bange. Her på museet skal man gerne føle noget og samtidig blive klogere på den historiske heks," fortæller Maria.

Mænd endte også på bålet

De to har også ønsket at gøre op med nogle af alle de myter, der klæber til folks forestillinger om hekseforfølgelserne, og hvem heksene var.

"Mange tror, at hekseafbrændinger fandt sted i middelalderen. De har et billede af bønder med høtyve, der jagter uskyldige kvinder. Men hekseforfølgelserne fandt sted noget senere, og her var ikke tale om selvtægt, men et organiseret retssystem, hvor du, hvis du troede, at nabokonen ved hjælp af mørk magi gjorde mælken sur, kunne indberette sagen for det lokale ting," fortæller Maria og forklarer videre, at flere af de besøgende bliver en kende skuffede, når de finder ud af, at den typiske heks ikke var den unge, smukke og urtekyndige kvinde.

Louise istemmer:

"Hun var derimod en ældre, fattig kone fra samfundets nederste lag. Og hun var ikke altid uskyldig, vi har flere eksempler på, at de, der blev dømt, havde forsøgt at udøve mørk magi. Ikke at det på nogen måde retfærdiggør, at de blev brændt på bålet. Mænd kunne også blive dømt, faktisk er cirka ti procent af hekseafbrændingerne herhjemme mænd."

En ualmindelig heks

At museet lige ligger i Ribe, er langtfra tilfældigt. Den gamle købstad stod for talrige hekseprocesser, og Danmarks mest berømte sag udspillede sig i gaderne omkring museet, nemlig sagen mod skrædderkonen Maren Spliids.

Maria og Louise fortæller, at de ellers har udviklet lidt af en galgenhumor, f.eks. kan de sagtens over morgenkaffen diskutere hvilken torturmetode, der mon var den værste. Hvis man aldrig kan grine, bliver arbejdet for trist. Men nogle gange rammer skæbnerne dem begge – som med Maren Spliids' historie.

Hun var gift med den velhavende skrædder og værtshusejer Laurits og havde i 1624 i vrede lovet den fattige Didrik Skrædder, at en ulykke skulle ramme ham. Da han 13 år senere blev syg, beskyldte han Maren for at have forgjort ham. Hun klarede i to omgange frisag, for hun var en respekteret kvinde i Ribe og venner med byens spidser. Men Didrik henvendte sig personligt til Christian 4., og efter at kongen havde grebet ind, blev sagen taget op igen. Maren endte med at blive fængslet i Blåtårn, hvor hun sad i ni måneder, før hun opgav og – sandsynligvis under tortur – tilstod. Den 10. november 1641 blev hun brændt mellem galgebakkerne i Ribe.

"Historien rammer mig, fordi jeg kan spejle mig i Maren. Hun var en helt almindelig, endda velanset kvinde – og på den måde også en atypisk heks. Når hun kunne blive anklaget og dømt, kunne alle," siger Maria, og Louise supplerer:

"Og så var det samtidig dobbelturetfærdigt, for Maren klarede faktisk frisag i det, man dengang betragtede som et fair retssystem. Det var kun, fordi kongen blandede sig, at hun endte på bålet. Med museet vil vi også gerne pille Christian 4. ned fra den piedestal, eftertiden har sat ham op på. Ja, han stod bag en masse flotte bygninger, men antallet af hekseforfølgelser eksploderede også i hans regeringstid."

Og det er ikke bare de to historikere, der bliver berørt af Maren Spliids' tragiske skæbne. Det gør de besøgende også, en af dem, en mand med store overarme og talrige tatoveringer, måtte knibe en tåre, da han havde set filmen om skrædderkonen fra Ribe.

"Vi oplever, at museet henvender sig til en bred befolkningsgruppe. Her kommer alle slags mennesker," fortæller Louise.

Fantasy-nørder

Louise og Maria mødte først hinanden, da HEX!-projektet blev skudt i gang, og de har ikke bare fundet en god kollega i den anden, men også en veninde, der interesserer sig for mange af de samme ting:

"Der er bare ikke ret mange, som forsker i trolddom og hekseforfølgelse. Og så er vi begge to fantasynørder, der elsker Harry Potter," fortæller Louise med et stort smil og blive suppleret af Maria:

"Ja, min mand, der er ingeniør, og derfor ikke helt så besat af trolddomshistorie, som jeg er, plejer at sige, at "nu må du hellere lige ringe til Louise og snakke lidt om de hekse.""

Begge oplever dog, at interessen for magihistorie er eksploderet i det seneste år, og flere besøgende vil også vide, om de selv er moderne hekse.

"De siger, det er på grund af mit hår – fordi jeg har de her krøller," siger Louise og virrer grinende med hovedet.

"Men jeg tænker, at det også har noget med mit køn at gøre, og så kan jeg jo passende benytte lejligheden til at fortælle, at mænd skam også blev dømt for trolddomskunstner i 15- og 1600-tallet."