Disse tre kvinder skal spille Danmarks mest berømte kvinde – og de har én ting til fælles

Ulla Henningsen voksede op på Bornholm i et meget traditionelt og kongetro hjem. Hun kan tydeligt huske, hvordan hun engang som lille pige stod med sine to søstre på havnen og tog imod Kong Frederik, Dronning Ingrid og de tre små prinsesser, der kom på officielt besøg.

Ulla: "Jeg var lidt yngre end prinsesse Anne-Marie, og mine storesøstre var på alder med prinsesse Benedikte og prinsesse Margrethe, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Hold da op, de er som OS – bare lidt mere."

Læs også

Michèle Bellaiche og Carolyne Kaddu: ”Det er noget særligt at blive venner sent i livet”

Ulla Henningsen, Xenia Lach-Nielsen og Emilie Groth spiller Dronning Margrethe i tre forskellige aldre i 'Musicalen Margrethe', som havde premiere den 23. juni på Det Kongelige Teater. Jeg har sat dem stævne i foyeren på Folketeateret, hvor prøverne på forestillingen foregår, og det første, vi må have på plads, er deres personlige forhold til vores regent. For Ullas vedkommende står oplevelsen på havnen på Bornholm ikke alene.

Ulla: Mange år senere blev jeg tildelt Ridderkorset og var inde på slottet for at sige tak til Dronningen. Jeg kan huske, at jeg sagde til hende: ”Jeg kan ikke forestille mig nogen, jeg hellere vil være ridder for, end Deres Majestæt”. Sådan følte jeg det, og jeg er stolt af at være hendes beskytter og undersåt. Jeg har virkelig en eller anden dybfølt kærlighed til Dronningen, og jeg er meget imponeret af hende."

Hvad er dit forhold til Dronningen, Emilie?

Emilie: "Det er jo et kæmpe spørgsmål. Dronningen repræsenterer Kongehuset, og hun repræsenterer Danmark og de danske værdier. Jeg har ikke nogen personlig relation. Det tætteste, jeg er kommet på hende, er, at jeg engang spiste en kæmpestor fransk hotdog med masser af ketchup, som rendte ud i hele mit  nsigt, mens Kronprins Frederik og hans børn gik forbi."

Hun griner.

Emilie: "Men det var også lidt særligt."

Følger du med i Dronningens liv?

Emilie: "Det gør jeg nu, hvor vi laver forestillingen, og jeg har selvfølgelig altid været bevidst om, at hun eksisterer. Min farmor har været god til lige at gøre mig opmærksom på, når der er sket noget i forhold til Kongehuset, så jeg tror, at min relation til Dronningen især er alt det, som hun repræsenterer. Noget, der er større end hende selv."

Xenia: "Jeg er vokset op i et ekstremt venstreorienteret og dybt ateistisk hjem, så hjemme hos os så man ikke nytårstalen. Men uanset min opvækst er det jo uundgåeligt, at man oplever Dronning Margrethe i det offentlige rum.

Da jeg var barn og helt ung, syntes jeg, at hun virkede som en blanding af noget meget skrøbeligt og noget meget stærkt. Og det tror jeg, at jeg har kunnet – og kan – spejle mig lidt i. Og da jeg så senere opdagede, at Dronningen har utrolig meget humor, så kunne jeg endnu bedre lide hende.

Så udover alt det officielle, så ser jeg hende som en kvinde, som på mange måder er beundringsværdig, og som med årene virkelig er vokset i min agtelse menneskeligt set."

Læs også

”Vi har fundet en måde at være sammen på, som jeg er helt utrolig taknemmelig for”

Hvad var det i forhold til det skrøbelige og det stærke, du kunne genkende hos dig selv?

Xenia: "I forbindelse med musicalen har jeg læst Tom Buk-Swientys 'Undervejs', som er Dronningens erindringer, og der har jeg bl.a. bidt mærke i det lidt fumlede og lidt rodede, som hun jo erkender fuldstændig, at hun er, og som jeg kan genkende. Dronningen er også ekstremt sensitiv overfor indtryk, så noget kan blive for voldsomt og for meget. Det kender jeg utrolig godt fra mig selv.

Og så er der det med også at være modig og samle sin styrke i bestemte øjeblikke. Når vi som skuespillere går på scenen, så er det lige meget, om man har ondt i hovedet eller skal på toilettet. Man er nødt til bare at samle alt, hvad man har, og så bare gå ind og gøre det, man skal. Det gør Dronningen også hele tiden. Der er også Dronningens kreative gen, som jeg genkender fra mit liv med guldsmedeforældre og en malende søster. Det ligger i hænderne på mig."

Har du en personlig historie med Dronningen?

Xenia: "Jeg har stået på en scene, hvor hun sad på første række lige foran mig, og hvor jeg sang med et symfoniorkester. Jeg var simpelthen så rystende nervøs, men da jeg så optagelsen fra min optræden bagefter, så sad Dronningen sådan her…"

Hun læner hovedet bagover og lukker øjnene. Emilie og Ulla griner højt.

Hun sov simpelthen?

Emilie: "Måske nød hun det bare."

Xenia: "Haha ja, måske var det det, eller hun var dånet. Jeg ved det ikke. Men det er det tætteste, jeg har været på vores dronning. Og når nu Emilie nævnte hotdoghistorien, så vil jeg også lige sige, at jeg engang i mine unge dage mødte Kronprinsen på Frue Plads, hvor jeg faldt i snak med ham, fordi han var sammen med en, jeg kendte. Og så løber Royal Run i øvrigt lige forbi mine vinduer derhjemme."

Emilie: "Sikke nogle historier, I har! Jeg må se at få noget mere end min hotdoghistorie."

Emilie er med sine 25 år lovligt undskyldt for ikke at have nået helt så meget endnu som sine to Margrethe-kolleger på 51 og 72 år. Det, de dog alle tre har til fælles – og som de også har til fælles med vores Dronning – er den store passion for deres arbejde. Dronningen har, siden 1953, hvor man ændrede Tronfølgeloven, været klar over, hvad der var hendes mission her i livet. Det har ikke stået lige så lysende klart for Ulla, mens både Xenia og Emilie har haft en performer gemt i maven altid.

Xenia: "Jeg har meget svært ved at se for mig, hvad jeg skulle lave andet end det, jeg laver. Jeg er helt klart blevet nudget hjemmefra musikalsk og kreativt af mine forældre. De har altid sagt til mig, at jeg skulle gøre fuldstændig, hvad jeg havde lyst til. Og jeg har altid været sikker på, at jeg skulle være sanger og skuespiller."

Ulla: "Det har jeg bestemt ikke. Jeg var meget usikker på, hvad jeg ville, og jeg tænkte både på at blive sygeplejerske og guldsmed. Min far sagde til mig: ”Du har et udmærket udseende og et godt sprogøre, så du kan blive lægesekretær eller måske korrespondent”.

Jeg var ikke særligt god i skolen, men jeg kunne godt lide at spille skolekomedie, og det føltes meget nemt for mig. Jeg sang også i vores kirke, men jeg forbandt hverken sang eller skuespil med noget, man kunne ”blive”."

Hvordan er du så ”endt” med at sidde her som en af vores mest kendte skuespillere?

Ulla: Det var fordi, jeg tog til Oxford som aupair i 1960’erne. Jeg lignede en ung, russisk spion med kort hår og stram skjorte, da jeg tog derover, og jeg kom hjem otte-ni måneder senere med stort krøllet hår og drømme om noget kreativt, efter at have mødt alle hippierne derovre. Total forvandling."

Emilie: "Det lyder dejligt."

Hvorfor blev du skuespiller og sanger, Emilie?

Emilie: "Jeg kommer ikke fra et kreativt hjem – overhovedet – men en ting, vi har til fælles i min familie, er vores viljestyrke og høje ambitionsniveau. Når vi sætter os noget for, arbejder vi helt vildt for det. Mine forældre – og især min farmor – har også altid været rigtig gode til at støtte mig i det, jeg drømte om, når jeg dansede syngende rundt derhjemme i en prinsessekjole.

Jeg elskede musicals og at komme til opera med min farmor, og jeg troede i en periode, at jeg skulle være klassisk sanger. Min far fik mig til audition i kirkekoret i Roskilde Domkirke ved at love mig, at min farmor tog med, og at jeg fik en is bagefter. Det var en rimelig deal, syntes jeg, og så blev jeg optaget og sang i kirkekoret i mange år. Mine forældre var også behjælpelige med økonomisk støtte til musicalskolen."

Du har nævnt din farmor flere gange, har du hende stadig?

Emilie: "Ja, heldigvis. Og jeg har en meget stærk overbevisning om, at hun ikke dør, for det har jeg sagt, at hun ikke må. Vi har altid haft en særlig forbindelse, og jeg tror, at vi ligner hinanden rigtig meget. Hun ville også gerne have været skuespiller, men hun måtte ikke for sin far. Når man bliver teenager, bliver man ofte træt af sine forældre i en periode, og der har min farmor bare været der for mig og overøst mig med kærlighed.

Jeg bliver helt rørt, bare jeg tænker på det. Hun har givet mig gode værdier, og hun har altid støttet mig og er kommet til alle mine finurlige koncerter. Jeg sender hende også videoer af alt, hvad jeg laver, specielt sange. Og hver eneste morgen sidder hun med sin iPad og hører de klip, jeg har sendt hende. Lige nu er det Margrethe-sangene. Hun beder også en bøn for mig hver morgen klokken ni sammen med sin veninde, så ja, jeg har virkelig stor støtte i min familie."

Ulla: "Det kan man godt mærke, Emilie."

Emilie: "Det er jeg glad for, at du kan mærke. Jeg tror, det handler om, at den kraft, man modtager fra andre, lyser ud af en og viser, hvem man er. Min farmor har også lært mig at give andre mennesker komplimenter. Når jeg synes, at et menneske er dejligt, har et skønt smil eller er fantastisk at være sammen med, så siger jeg det, for det skal aldrig forbigås, hvis der er kærlighed til et andet menneske. Vi er så gode til at kritisere, men jeg synes, at vi skal huske at fylde positivt på."

Der er ingen tvivl om, at Emilie har stor glæde af at være så tæt på sin farmor, der repræsenterer en helt anden generation. Og netop generationer og tiden, der går, trigger både Ulla, Xenia og Emilie til en længere snak om det sted i livet, de hver især står.

Ulla: "Jeg spiller den ældre Margrethe, som har det meste af livet bag sig. Hun reflekterer over, hvordan hun har levet sit liv, og der er mange små tilbageskuende sekvenser i forestillingen, hvor hun står og iagttager de unge. På samme måde kigger jeg tilbage på mit liv, og jeg er enig med Emilie i, at det at give kærlighed og positivitet videre, er det eneste, der er vigtigt.

Jeg har brugt de sidste 10-15 på at få ryddet ud i alle de konflikter og frustrationer, der har været i mit liv, for at nå frem til et sted, hvor jeg bare kan være i ro og harmoni. Jeg har gennem livet været sådan et grrr-menneske, der altid LIGE har skullet sige min mening i alle sammenhænge, og det er vidunderligt at slippe for det."

Hvad er det for nogle frustrationer, du har haft?

Ulla: "Jeg havde 13-14 vanvittigt hårde år som alenemor med fuld skrue på karrieren. Sådan flaskede det sig. Jeg var ikke heldig at finde nogen, der ville mig – måske turde de ikke – og da jeg blev gravid med min søn, ville faren ikke være med. Så jeg skulle klare det hele selv, og det var en kamp at lære at være mor, mens livet og arbejdet bare kørte løs samtidig. Det har givet mig en tilstand af stress i kroppen, tror jeg, som jeg aldrig kommer helt over.

I dag har både min søn og jeg det heldigvis godt, og så har jeg for 25 år siden fundet mig en mand, som har været mig en KÆMPE støtte. Da jeg mødte ham, begyndte jeg at slappe af, fordi jeg ikke længere skulle klare det hele selv. Han kan ting, som jeg ikke selv er god til, og han er loyal og et godt og ordentligt menneske. Han har forløst mig."

Hvor er du i livet lige nu, Xenia?

Xenia: "Det er svært for mig at definere, fordi jeg på så mange måder står midt i livet. Helt klichéagtigt og banalt sagt. Der er meget, jeg er i gang med at vinke farvel til, og så er der nogle nye muligheder, der åbner sig. Og jeg synes, jeg skal lære mig selv at kende på en ny måde. Jeg har været igennem en årrække på omkring ti år med utroligt stort pres på mange måder."

Hvilken form for pres?

Xenia: "Privat og arbejdsmæssigt pres. Og fysisk pres i form af, at jeg har skullet deale med mange smerter og operationer i min ryg. Jeg oplever, at jeg ikke kan genkende mig selv, og jeg føler, at jeg har mistet meget af mig selv. Det er på mange måder en stor sorg.

Jeg har mistet meget af min umiddelbare styrke, men på den anden side kan jeg også mærke, at der lige så stille kommer en anden form for ro og en ny form for balance. En balance, som primært handler om, at jeg ikke behøver at være noget. Det er helt i orden bare at være. Jeg behøver ikke at SKULLE noget hele tiden. Og jeg behøver ikke at være ovre i noget andet hele tiden.

Det er fint nok bare at være her i mit hjerte, i min mave og i mine fødder. At være midt i livet er på mange måder svært, og i løbet af de sidste ti år har jeg udviklet mig til at være et andet menneske, end jeg troede, jeg var."

Kan du lide den nye Xenia?

Læs også

Helle Thorning-Schmidt: "Jeg blev så træt af alt det fokus på mit udseende"

Xenia: "Jeg kan godt lide den nye. Hun er ikke hundrede procent defineret endnu, men jeg savner også den gamle. Jeg savner styrken, jeg savner modet, jeg savner initiativ. Og der er mange, mange drømme – karrieremæssige og faglige drømme – som jeg ved, at jeg ikke får udlevet. Drømme, som jeg ville have haft styrken til tidligere.

Emilie fortalte lige, hvordan hun går efter det, hun vil, og på samme måde fik jeg fandeme også gjort tingene, da jeg var ung. Hold da op, hvor fik jeg udrettet meget i 20’erne. Der var ingen, der kunne standse mig.

På den måde kan man sige, at hvis jeg dør i morgen, så kan jeg ikke sige, at jeg ikke har fået opfyldt mange af mine drømme. Men jeg har bare så meget mere, som jeg måske kunne have udlevet i 40’erne, men som jeg blev bremset i, fordi jeg manglede kræfterne til at kæmpe for det."

Hvad tænker du, når du hører Ulla og Xenia fortælle, Emilie?

Emilie: "Jeg er meget taknemmelig over at arbejde sammen med jer to, Ulla og Xenia. Fordi jeg føler, at I har en sandhed, som jeg er meget heldig over at få præsenteret lige nu, hvor jeg springer ud i livet som 25-årig og tror, at man kan alt.

Jeg har altid søgt at samtale med mennesker, som er ældre end mig, for jeg kan lide den viden og den livserfaring, som man kan få hevet ud af folk. Jeg er enormt glad for at arbejde med jer, for jeg føler, at jeg kan spejle mig i jer begge to. Det, I fortæller, er virkelig interessant, og jeg bliver rørt af at høre det. Det er hårde sager."

Hvad tænker du, at du kan lære af så erfarne damer?

Emilie: "Hvad kan jeg ikke lære, altså! Jeg har sådan en meget særlig følelse af, at når jeg er i rum med Ulla og Xenia, så er det som om, min hjerterytme lige sænker sig nogle slag. Jeg bliver mere rolig. Det er rigtig godt til sådan en som mig, som har en meget høj puls og gerne vil have, at tingene sker lynhurtigt.

Jeg har meget svært ved at hvile der, hvor jeg er, og jeg burde være bedre til lige at rede op med nogle laurbærblade og lægge mig et øjeblik. Men nej, nej, så er det videre. Det gælder i forhold til min familie, i parforholdet, i mit arbejde, med mine venner – jeg vil altid gerne mere-mere-mere."

Sådan som du også havde det i den alder, Xenia?

Xenia: "Fuldstændig."

Emilie: "Der er en ro over jer, som jeg virkelig kan lære noget af. Måden at overveje tingene på og trække lidt på skuldrene. Acceptere, at nu er det sådan, det er. Jeg har virkelig en tendens til at være sådan, nej, det er ikke godt nok, jeg kan være bedre, jeg kan mere. Helt klichéagtigt er det følelsen af, at alt skal være perfekt.

Læs også

Lisbet Dahl efter turbulent år: "Jeg tænkte: jeg skal væk"

Jeg har svært ved at tilgive mig selv, når jeg laver fejl. Eller hvis jeg gør nogen kede af det eller skuffer dem – det er det værste. Jeg vil så gerne kunne leve op til forventningerne.

Mit bachelorprojekt på Musicalakademiet i Fredericia var en forestilling om mine egne livserfaringer indtil da. Et kort liv, ja, men dog med erfaringer, der handlede om at bryde med andres forventninger til mig og især mine egne forventninger til mig selv. Og jeg kan mærke, at det kommer op i mig, når vi skal stå på en scene og præstere. Jeg arbejder med at være bevidst om at være til stede her og nu, for jeg kan ikke være oppe i mit hoved og opfylde en masse forventninger, når jeg arbejder.

Vi har en scene i forestillingen, hvor Ulla som den ældre Margrethe skubber lidt til den yngre Margrethe – mig – og siger, at hun selvfølgelig skal gøre sig en masse overvejelser, men hun skal også huske at træde i den retning, som hun mærker, at hendes hjerte gerne vil. Det skal jeg også selv huske på.

Jeg har også haft lange samtaler med min farmor, som jeg har filmet, for jeg vil ikke glemme det, hun siger. Der er så meget guld at hente i livserfaring. Min farmor er god til at sige ”pyt”. Det hele skal nok gå alligevel. Og det kan vi godt bruge i min generation."

Emilie var nede med stress undervejs i sit skoleforløb, og da hun stod på scenen til sin debutforestilling, var det også med stressen buldrende i kroppen. Hun er et menneske, der tager alt ind, men hun har på den hårde måde lært, at hun er nødt til at have et vist filter.

Emilie: "Jeg brugte min debutforestilling på at finde ud af, at okay, sådan her skal det ikke være. Når man laver teater, er det fællesskabet, der betyder noget, og jeg kunne ikke være til stede og en god kollega, når jeg var stresset.

Så jeg brugte nogle måneder på at hente mig selv op igen, og jeg fik følelsen af at være en Fugl Phønix, der rejste sig igen. Fra asken opstod der noget nyt. Og på samme måde, som Xenia lige sagde, så var det også en sorg for mig at skulle give slip på noget af mig selv. Sårbarheden. Der er nemlig også en styrke i sårbarheden, for når man er sårbar, får man hjælp af andre. Men nu var det altså mig – Emilie – der havde den. Og jeg var simpelthen nødt til at lære at passe på mig selv."

Xenia: "Jeg synes, det er fantastisk at høre Emilie tale med så stor indsigt. Jeg sidder her midt i livet og tænker, hold op, gid jeg havde haft den indsigt. Og jeg tænker, i din generation, Ulla, der var man slet ikke der…"

Ulla: "Det var heller nødvendigt på samme måde, tror jeg."

Hvorfor var det ikke det?

Ulla: "Det er en helt anden og voldsom verden i dag."

Xenia: "Der er en form for opløsning i gang. I to, Emilie og Ulla, repræsenterer yderpunkterne, som jeg ser det. Verden var ikke så stor, da du var ung, Ulla, og i Emilies generation er verden uendelig, og alt er splittet til atomer.

Jeg har stået med et ben i hver lejr og har ligesom modtaget al den uro. Modtaget al den splittelse. Modtaget alt det, man ikke længere kunne, og alt det, man nu skal kunne.

Og så er det, jeg lige tænker, gud, så er det jo ikke så mærkeligt, at jeg har været igennem sådan en fuldstændig gigantisk rodebutik de seneste år og også har oplevet voldsom stress."

Hvad tænker du om alt det her, Ulla, og hvad kan din generation lære?

Ulla: "At tage sig selv alvorligt. Jeg synes, det er dejligt at høre den velformulerede indsigt, men samtidig kan man også sige, at det måske er lidt for meget på skinner."

Emilie: "Hvad betyder det?"

Ulla: "At det et eller andet sted er lidt FOR reflekteret. Det er jo fantastisk at tænke så meget over tingene, men jeg tror også, der var noget godt i at slå hovedet lidt fra, som vi gjorde, da jeg var ung. På mig virker det meget, meget voldsomt, det der foregår i dit hoved, Emilie."

Emilie: "Ja, jeg er meget bevidst, og jeg tænker meget."

Ulla: "Jamen, det gør du, og du er klog, og du kan sikkert også komme til at administrere det. Jeg tror bare, at det kan være dybt anstrengende. Jeg kan huske, da jeg selv var ung og kørte i tog, så havde jeg noget med, at jeg bare sad og slog fuldstændig fra. Den evne er jeg lykkelig for. Jeg kan også huske, at min far blev et helt andet menneske, da han blev pensioneret som 70-årig.

Læs også

Julie R. Ølgaard: ”Jeg følte, at jeg skulle leve for to og få det meste ud af alt”

Han havde været jurist og havde kørt derudaf, men i virkeligheden burde han have været forstmand eller gartner, og det gjorde et stort indtryk på mig, da han efter sin pensionering sagde: ”Det gør ikke så meget alt sammen”. På samme måde, som din farmor siger pyt, Emilie. Der er noget rigtigt i, at den ældre generation giver lov til at lade tingene være, som de er. Det betyder ikke så meget. Og lige præcis det er så vigtigt for unge mennesker at få at vide."

Emilie: "Jeg tror også, at min proces lige nu er at sige pyt. Jeg øver mig rigtig meget i det, og jeg er blevet meget bedre til det."

Xenia: "Men det er ikke en mulighed for mig at sige pyt, altså. Det er ikke det, jeg er vokset op med."

Ulla: "Det er jeg sandelig heller ikke, det var først sent, det gik op for mig."

Tænker I lige så meget over livet, som Emilie og mange i hendes generation gør?

Xenia: "Jeg tænker så meget over det, og jeg tænker også FOR meget over det. At jeg var igennem et slemt stressforløb handler jo om, at jeg er, som jeg er. Og jeg er alt for sensitiv, alt for følende og alt for tænkende. Det er den der mærkelige kombination af at være sådan og så samtidig været overdrevet stærk. Og overdrevet modig."

Du rystede på hovedet, Ulla, kan du ikke genkende det med at overtænke?

Ulla: "Jeg er den mellemste i en søskendeflok på fem, og jeg tror, at det, man oplever i starten af sit liv, betyder meget. Jeg fik lov til at passe mig selv. Der var altså ikke nogen, der skiftede mine underbukser.

Jeg lå og læste bøger og lavede, hvad jeg havde lyst til, og det havde jeg det så godt med. Der var ikke nogen, der havde ambitioner på mine vegne. Overhovedet. Og så tumlede jeg ind i teaterverdenen, da jeg var knap 19 år, og siden har det så bare kørt med mig.

Det var sgu bare med at hænge på og spille de roller, der blev tilbudt. Og der var mange. Sådan kørte det, indtil jeg blev mor som 30-årig. Bum. Så landede jeg simpelthen på jordens overflade."

Xenia: "Udsplattet eller…?"

Ulla: "Vidunderligt lykkelig! For min søn. Min mor hjalp mig – gud ske tak og lov – og så kom ellers de år, jeg beskrev før. Jeg fatter ikke, at jeg klarede det, men det gjorde jeg."

Måske satte man ikke på samme måde spørgsmålstegn ved, om tingene kunne være anderledes dengang?

Ulla: "Nej, det gjorde man ikke."

Emilie: "I dag stiller man sig op på en piedestal på godt og ondt, og når man falder ned fra den, gør det altså ondt. Derfor er en af de vigtigste ting taknemmelighed og ydmyghed. Det prøver jeg virkelig at huske mig selv på. Jeg kan mærke, at det faktisk er de helt simple ting, der gør mig glad. En smuk himmel. Mad i maven. En dejlig samtale.

Jeg får tit sådan en følelse af, at wauw, hvor jeg glæder mig til resten af mit liv. Det er startet rigtig godt, og så må man bare håbe, at jeg ikke har opbrugt al min lykke endnu."

Hvem er Ulla, Emilie og Xenia?

Ulla, Emilie og Xenia er aktuelle i 'Musicalen Margrethe', som havde premiere på Det Kongelige Teater den 23. juni, og som efterfølgende opføres i Odense og Aarhus.

Ulla Henningsen

• Jazzsanger og skuespiller, der fik sit store folkelige gennembrud som Iben Skjold-Hansen i tv-serien 'Matador' og som Liva Weel i tv-serien 'Kald mig Liva'.
• Har medvirket i en lang række musicals og teaterforestillinger.
• Hun er 72 år og danner par med musiker Uffe Markussen.
• Har en søn på 42 fra et tidligere forhold.

Emilie Groth Christensen

• Musicalperformer, der debuterede i musicalen 'Atlantis' (2021) og har siden medvirket i Beatles-musicalen 'She Loves You' og spillet hovedrollen i Operaens opsætning af 'West Side Story'.
• Til efteråret aktuel i musicalen 'Som I Himlen' på Det Kongelige Teater. 
• Hun er 25 år og kæreste med Oliver Lundqvist, der også er uddannet musicalperformer.

Xenia Lach-Nielsen

• Sanger og skuespiller. Fik sin debut med en rolle i musicalen 'Hair' i 1996 og har siden medvirket i en lang række musicals og teaterforestillinger.
• Har også medvirket i flere film og har udgivet en stribe album.
• Hun er 51 år og danner par med skuespiller Peter Gantzler. De har en datter på 23 år.