Neel Rønholt: ”Jeg føler mig så utroligt heldig ved, at Jens og jeg har hinanden”

Et tomt felt i kalenderen har været et sjældent syn for Neel Rønholt i mange år. Førhen sprang hun nemlig stort set altid rundt mellem arbejde, aftaler og alt andet, så hun kunne sætte flueben ved mest muligt på sin to do-liste.

Når hun hoppede på cyklen og trådte sig igennem de københavnske gader for at komme fra den ene til den anden aftale, sørgede hun også gerne for, at hun lige fik klaret et par ærinder på vejen, så der ikke var noget tid, der gik til spilde.

"Du skulle se min kalender tidligere – fuldstændig pakket! Jeg fløj rundt fra ditten til datten og videre til det næste," siger Neel og fortsætter:

"Det var nok i virkeligheden en stor del af min personlighed. Jeg fik nærmest et kick ud af det, og jeg så det som en klar styrke, at jeg kunne jonglere rundt med så mange ting i mit liv. Og så elskede jeg at kunne strege ud på alle mine lister, når jeg klarede noget. For uh, jeg er virkelig et listemenneske, haha."

Neel har som ung og voksen nærmest altid fyldt sine dage op med massevis af bolde, som hun med succes fik kastet og grebet igen. Alligevel var der én, der ofte røg imellem hænderne på hende. Nemlig Neel selv.

"Jeg har aldrig været særlig god til at prioritere mig selv. Eller det har jeg i hvert fald ikke været tidligere. Og jeg var nok egentlig heller ikke rigtigt til stede, der hvor jeg var, fordi jeg hele tiden var bagud, så jeg skulle videre til det næste."

Men med tiden blev det mindre og mindre lykken for Neel at løbe, springe og hoppe rundt mellem alt det, som hun havde planlagt.

"Det gik langsomt op for mig, at tiden virkelig går hurtigt. Jeg kan se, at mine børn hele tiden bliver større, og livet kan så nemt løbe afsted med en, og det samme kan hverdagen. Tiden er på en måde det skrøbeligste, vi har, og hvis vi fylder en masse ting ind i vores dage, går de hurtigere, end hvis vi tager den med ro."

Den ro begyndte så småt at trække i Neel for tre år siden, da hun og hendes forlovede, Jens, sammen med deres to døtre, Ellen på 8 år og Franka på 4 år, pakkede deres liv på Christianshavn ned for at rykke det til et stråtækt hus i Humlebæk omgivet af vand, skov og luft.

"Før boede vi i et skønt gammelt hus på Christianshavn," siger Neel, hvorefter hun indskyder:

"Det ligner faktisk lidt det her, som vi bor i nu. Omgivelserne er bare meget anderledes. Men en dag stod jeg der og kiggede ud, da jeg pludselig begyndte at visualisere, at jeg stod på en bondegård. Jeg skal altid visualisere ting for rigtigt at kunne sætte mig ind i det. Så jeg stod der og kiggede ud på en gårdsplads, mens jeg tog opvasken – og det var meget idyllisk," siger hun grinede og fortsætter:

"Så om aftenen sagde jeg til Jens: ”Jeg ved godt, at det lyder helt vildt skørt, og du må ikke blive skræmt, men jeg har det lidt som om, at jeg har lyst til at flytte på landet”."

Jens blev heldigvis langtfra skræmt, tværtimod havde han det faktisk på samme måde, så kort tid efter rykkede familien ud i de mere landlige omgivelser. Og netop det med at stoppe og spørge sig selv, hvad man egentlig gerne vil, har Jens og Neel altid været gode til at gøre sammen – allerede fra de mødte hinanden på Statens Teaterskolen i 00’erne.

"Teaterskolen var en ilddåb for os. Det er ikke et nemt sted at være nye kærester, fordi man også lærer så meget om sig selv i de år. Det er ren selvudvikling. Så alt efter det har været nemt for os. Det var let at beslutte, at vi skulle have børn, let at have en hverdag sammen, let at vælge, at vi skulle flytte. Vi er gode til hele tiden at tage vores liv op til revision og spørge os selv og hinanden: Hvad vil vi? Det har vi altid gjort meget.

Vi er begge to skuespillere og professionelt opdraget til, at man bare skal sige ja til alt arbejde. For der er ligesom nogle ting, som MAN gør, og som MAN gerne vil opnå i sin karriere. Men for mig og for os er det vigtigt, at det der MAN bliver fjernet, så der kan stå et JEG i stedet for.

For alting har en pris, og det skal jeg have med i overvejelserne, hver gang jeg siger ja til noget. Hvorfor gør jeg de ting, som jeg gør? Hvorfor prioriterer jeg, som jeg gør? Det er Jens især god til, så der inspirerer han mig supermeget," siger Neel.

Beslutningen om at lave et sceneskift væk fra byens pulserende liv plantede de første tanker i Neel om, at hun måske skulle begynde at skrue lidt ned for hverdagshastigheden. For det virkede pludselig helt forkert at gå rundt med høj puls midt i naturens ro.

"Efter vi flyttede, blev jeg mere og mere bevidst om, at det tempo, som jeg havde haft indtil da, ikke kunne blive ved. Det var slet ikke den form for liv, som jeg egentlig gerne ville leve, og jeg var ikke en udgave af mig selv, som jeg havde lyst til at være," siger hun og følger op:

"Det blev tydeligt for mig, at jeg aldrig rigtigt fik ladet op. Jeg opdagede, at jeg er introvert i den forstand, at jeg faktisk lader op, når jeg er mig selv. Og det var jeg jo aldrig førhen, men det var der brug for, hvis jeg skulle kunne være noget for andre – og for mig selv."

"Lidt en kliché, men det er sandt," indskyder hun, løfter på skuldrene og fortsætter:

"Og det betyder bestemt ikke, at jeg ikke elsker at møde mennesker og være en del af byen. Jeg elsker at tage ind til byen og tage på arbejde, hvor der sker en masse. Men jeg elsker det nok endnu mere nu, hvor jeg kan tage på optagelse og være omgivet af mennesker og høj energi, og når jeg så kommer hjem, er der ro."

Hvem er Neel Rønholt?

• Skuespiller og tv-vært kendt fra film og serier som 'En helt almindelig familie', 'Orkestret' og 'En vej ud' og podcasten 'Jagten på en ven' med skuespiller Julie Ølgaard.
• Aktuel i TV 2-jule-kalenderen 'Tinka og sjælens spejl' og til marts som Sandy i 'Grease – The Musical'.
• Hun er 38 år og forlovet med skuespiller Jens Sætter-Lassen, som hun har Ellen på 8 år og Franka på 4 år sammen med.

Kroppen taler

På trods af de nye rammer, hvor menneskemylder, susende trafik og indtryk i alle højder var skiftet ud med bondegårdsliv og idyl, måtte Neel alligevel sande, at det ikke var helt nemt at udskifte de gamle travle vaner med mere rolige af slagsen.

Senere samme år stod hun nemlig pludselig midt i endnu et travlt efterår, hvor hun både skulle danse jive, vals og rumba på dansegulvet hver fredag i 'Vild med Dans' samtidig med, at hun var i gang med at optage en tv-serie, hvor hendes rolle fik mere plads, end hvad der først var planlagt.  

"Der blev det ret tydeligt for mig, at det var ved at være nok, selvom det arbejdspres ikke var noget, som jeg ikke havde klaret før," husker Neel.

Alligevel arbejdede og dansede Neel sig videre igennem efteråret og hen til vinteren. Men da juleferien blev udskiftet med januarhverdag, sneg efterdønningerne af den travle periode sig pludselig ind på Neel.

"Jeg havde lige afleveret børnene i børnehave efter ferien, da jeg fik det dårligt på vej hjem. Jeg fik sådan lidt ondt i kroppen, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Årh, jeg orker ikke, hvis jeg skal til at være syg nu”. Senere kom der så nogle tegn, som man godt kan forbinde med graviditet, hvor jeg havde det sådan lidt: ”Ej, hvad er nu det for noget? Jeg er jo ikke gravid altså”."

Da det havde stået på i en længere periode, satte Neel sig ind i sin bil og kørte til lægen. Hun remsede symptomerne op og fortalte om de sidste måneder, og lægens diagnose var hverken graviditet eller influenza, men derimod stress.

"Og ja, det var jo totalt oplagt, når man tænker på det arbejdspres, som jeg havde haft om efteråret. Det var bare ikke gået op for mig. Men jeg kunne godt se det, når jeg så på mig selv udefra.

Alligevel overraskede det mig i den forstand, at jeg altid har haft den her opfattelse af, at jeg kunne klare det hele. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg har arbejdet lige så meget, og derfor følte jeg nok også, at jeg var lidt usårlig på det punkt. Men der viste det sig så, at jeg ikke bare kunne jerne igennem og tilsidesætte mig selv, hvis jeg ville. Jeg var ikke selv herre over det."

Der var faktisk en stopklods.

Aftaler med sig selv

Den oplevelse hjalp Neel med at sænke farten gevaldigt. Den prikkede til den følelse, som allerede var begyndt at spire i hende, da hun flyttede fra byen. Hun skulle give sig selv mere tid. Tid til at gå ture i skoven, som nu nærmest var hendes nabo, tid til at ligge på sofaen og læse en bog og tid til at lave ingenting, hvis hun havde brug for det.

"Der var noget, som jeg skulle ændre. Det var ret tydeligt for mig, og derfor lærte den oplevelse mig meget. Sådan er det jo gerne med noget af det, der rammer os. Hvis vi formår at kravle over de bump, der møder os, kan vi bruge det til meget bagefter."

Alligevel var Neel nødt til at opstille én regel for sig selv for at undgå, at hun endte med at fylde sin kalender helt op igen:

"Maks. to aftaler om dagen."

"Ikke mere," siger Neel med et smil.

”Det kan måske lyde lidt fjollet, at jeg var nødt til at lave en regel, men det faldt mig slet ikke naturligt ikke at sige ja til en masse.

Det er nok igen det der med, at det var så stor en del af min personlighed. Og det var heller ikke nemt at overholde den. Det var faktisk sindssygt svært. For når jeg gjorde det, gav det mig en følelse af, at jeg prioriterede mig selv, og det er virkelig noget, som jeg er dårlig til. Sådan er det nok bare.

Derfor begyndte jeg at visualisere mig selv som en anden person på lige fod med alle de andre, som jeg havde aftaler med. Dem ville jeg jo aldrig ringe og aflyse. På samme måde blev jeg nødt til at sige, at jeg heller ikke kunne ringe til Neel og aflyse eller rykke vores gåtur, fordi jeg pludselig skulle noget andet. Den gik ikke. For så ville jeg ikke få det gjort, og så ville det ende med, at jeg gjorde, som jeg plejede.”

Selvom Neel i år for alvor er lykkedes med at skrue ned for farten ved at lave færre aftaler samtidig med, at hun har været med i et par forskellige tv-serier og tv-programmer, betyder det ikke, at familien på fire ikke kan opleve hektiske perioder, hvor der ikke er den luft, som de gerne vil have.  

"Jeg synes, at 2022 har været året, hvor jeg for alvor er lykkedes med at skrue ned for farten. Det betyder ikke, at jeg ikke har haft travlt i perioder, det kan nok ikke undgås i mit fag, og jeg elsker jo virkelig også mit arbejde. Heldigvis. Men jeg er blevet meget bedre til at prioritere.

For jeg kan mærke, at jeg virkelig gerne vil undgå de der dage, hvor jeg sidder om aftenen i sofaen og giver Jens en highfive, fordi vi klarede den, sådan lidt: "Hvor var den her dag bare supergodt koordineret".

De der dage, hvor jeg faktisk er lidt lettet over, at dagen er gået, dem vil jeg simpelthen ikke have for mange af længere. For dagene kommer jo ikke igen. Så det kommer meget mere naturligt til mig nu, at jeg ikke behøver at have travlt hele tiden," siger hun og pointerer:

"Og jeg tænker faktisk ikke rigtigt over den der regel mere. Jeg tror, at det er, fordi jeg har mærket, hvad det har givet mig, mit liv og mine relationer at have mere tid. Det har slået mig, at jeg først kan være noget for andre, når jeg er noget for mig selv. Jeg bliver nødt til at have et fuldt batteri for at kunne give noget ud."

"Jeg har altid tænkt, at man havde en helt særlig urkraft, når man var nogens mor. At man var den, der kendte sine børn bedst. Men den idé blev jeg nødt til at droppe, for jeg havde brug for hjælp til, hvordan jeg bedst kunne hjælpe mit barn.

Det var bare lige noget, som jeg skulle overkomme, men som jeg er meget stolt over, at jeg har gjort. For det er okay, at vi beder om hjælp. Man skal ikke slå sig selv i hovedet over, at det er noget, som man måske ”burde” kunne finde ud af selv.

Det kan være i alle livets henseender, at man ikke må være for stolt eller bange for, at man er til besvær. For det er altså ikke et nederlag at få hjælp. Det er dejligt, når man står med en udfordring og så kommer igennem den, fordi man har rådført sig med en ekspert."

Gaven i spejlet

Forløbet hos familieterapeuten blev det sidste skub, der gjorde det her til året, hvor Neel endelig sagtnede farten. Så selvom udfordringerne med hendes datter var svære, ser hun det i dag som noget meget positivt.

"Det har været en lille gave, som jeg virkelig ikke kunne overskue at åbne, men som har været så god for mig. For min datter har været et spejl, der har krævet af mig, at jeg var til stede. Hun køber ikke det der med, at jeg bare siger: ”Ja ja, jeg ser dig” eller ”Hvor er det flot”, mens jeg står og er i gang med alt muligt andet.

Hun vil have, at jeg er til stede. Den læring har været vigtig i forhold til mine børn, men det har faktisk været lærerigt i forhold til hele mit liv.

Det har lært mig, at jeg skal være til stede i de ting, som jeg siger ja til, og hvis ikke jeg kan det, skal jeg hellere sige nej."

Så selvom Neel i det kommende år kaster sig ud i et nyt stort projekt, hvor hun fra marts skal spille Sandy i 'Grease – The Musical' er hun ret sikker på, at det nok skal gå.

"Jeg tror helt sikkert, at det bliver en udfordring at bevare roen, når toget kører hurtigere igen lige om lidt. Der kommer alt det her, som jeg har lært det sidste stykke tid, til at skulle stå sin prøve.

Men jeg har gjort op med mig selv, hvorfor jeg har sagt ja. Jeg har ikke prøvet noget lignende før, og jeg har det lidt sådan, at jeg samler på gode oplevelser, så nu prøver jeg det, og så håber jeg, at jeg tager noget af den her bevidsthed, som jeg har fået omkring roen, med mig, så jeg kan fravælge nogle andre ting i den periode.

Og så tænker jeg også, at det faktisk er meget fint, at jeg nu har haft et år, hvor det her med et langsommere tempo har kunnet komme lidt mere ind under huden på mig."

Det næste år vil helt sikkert bringe en masse andet med sig ud over dans og sang på musicalscenen, men tiden vil vise hvad.

"Udover musicalen ved jeg endnu ikke, hvad det nye år bringer med sig. Jens og jeg har været forlovet i en del år nu, og vi bliver tit spurgt, om vi ikke snart skal giftes. Men at det bliver i 2023, vi holder bryllup, tør jeg ikke love," siger Neel med et lille smil og tilføjer:

"Jeg ved ikke, hvorfor vi har været så sløve til at få det arrangeret. Der har været corona, flytning, børn og alt muligt andet. Men en eller anden dag skal det nok ske.

For Jens og mig handler det at blive gift selvfølgelig om nogle praktiske ting, men når man har to børn og et hus sammen, så er man jo allerede i medgang og modgang.

Vi er allerede forbundet for evigt, så det er ikke så meget det. Det er mere, fordi der er noget skønt over at fejre vores kærlighed, fordi jeg føler mig så utroligt heldig ved, at Jens og jeg har hinanden, og at vi har det liv, som vi har sammen."