Nikolaj Coster-Waldau: "Jeg har været i stand til at hjælpe nogle familiemedlemmer, hvilket er vidunderligt"
Når ”Game of Thrones”-hypen har lagt sig, er Nikolaj Coster-Waldau stadig den samme. Han har bare flere roller at vælge imellem og bedre mulighed for at støtte dem, han elsker, økonomisk. Og når man bare er Nikolaj, der bor i et gældfrit hus i Lyngby, er det børnene, det næste job og sammenhængskraften i Danmark, der bekymrer mest.
Vi møder Nikolaj Coster-Waldau i Los Angeles på hans allersidste pressetur for ”Game of Thrones”. Serien der har gjort ham kendt og efterspurgt i hele verden. Og som gør det helt naturligt, at han skal videre til en af verdens mest populære talkshowværter, Ellen Degeneres, efter interviewet med ALT for damerne.
At Nikolaj Coster-Waldau nu befinder sig på højdepunktet af sin karriere, der begyndte for alvor for 25 år siden med hovedrollen i den danske gyserfilm ”Nattevagten”, skyldes et mirakel, siger han selv. For den allerførste episode af ”Game of Thrones”, den såkaldte pilot, var decideret dårlig.
– Da vi optog prøveafsnittet, havde jeg følelsen af, at det her er sgu lidt latterligt. Det er nogle gange tricket som skuespiller. Man er nødt til at leve sig helt ind i det, ellers bliver det absurd at se en flok voksne mennesker klæde sig ud i rustninger, store parykker og gummisværd.
På det tidspunkt var der mere hype om gangsterserier som ”Sopranos” og ”Entourage”, men der var noget ved denne fantasyserie og de mennesker, der stod bag, der tiltalte den danske skuespiller. Der var en lidenskab for materialet og for de bøger af George R.R. Martin, som serien er baseret på, og så syntes han om manuskriptet – og om denne Jaime Lannister, der lagde ud med at skubbe en lille dreng ud ad et tårnvindue.
– Jeg har altid syntes om karakteren, og jeg har altid fundet ham interessant, fordi han er meget menneskelig, siger Nikolaj Coster-Waldau om Jaime Lannister, der ud over at myrde børn og konger gik i seng med sin tvillingesøster og fik børn med hende.
– Når man har familie og børn, kan man godt relatere til, at han insisterer på at gøre, hvad han kan for at beskytte de mennesker, han elsker. Han går helt sikkert til ekstremerne, men jeg har aldrig anset ham for at være en skurk. Jeg ser ham som en hæderlig mand, der er fanget i ekstreme omstændigheder, og som befinder sig i et vanvittigt forhold til sin søster. Det har defineret hans liv på mange måder.
Nikolaj Coster-Waldau føler ikke, at ”Game of Thrones” har defineret hans liv i de otte år, han har været en del af serien, eller forandret ham som menneske. I modsætning til kolleger som Maisie Williams og Sophie Turner (Stark-søstrene Arya og Sansa), som var 12 og 13 år, da serien begyndte, var Nikolaj en moden på mand på 40 år. Det er omgivelserne og visse omstændigheder, der har ændret sig: Han er blevet et kendt ansigt, og han har tjent gode penge, som har gjort hans tilværelse mere tryg.
– Jeg har betalt lånet på mit hus, og jeg skylder ingen penge, hvilket er fantastisk. Men jeg har ikke rigtigt ændret noget ved mit liv. Jeg har været i stand til at hjælpe nogle familie-medlemmer, hvilket er vidunderligt, men jeg har ingen intentioner om at ændre mine leveforhold, for det gør ingen forskel. Det gør mig hverken lykkelig eller trist. Forskellen er, at jeg har været i stand til at hjælpe nogle mennesker, som jeg holder af.
Selvom Nikolaj Coster-Waldau flere gange har nedtonet betydningen af ”Game of Thrones” for hans karriere og udtalt, at det ”bare var et job som alle andre”, så begyndte det så småt at gå op for ham, at ”Game of Thrones” rent faktisk skilte sig ud fra de andre jobs, han havde haft. Han græd dog ikke, da han læste de sidste sider af manus til ottende sæson, og der nu stod ”the end of Game of Thrones” på sidste side. De befandt sig i Belfast, hvor dele af serien blev optaget, og den danske skuespiller sad ved siden af en grædende Kit Harington, der spillede Jon Snow i serien og undervejs blev gift med kollegaen Leslie Rose, der spillede Snows store kærlighed Ygritte i serien.
– Det var et følelsesladet øjeblik for mig, men det var nærmest uvirkeligt. Vi sad om et enormt bord, som de havde bygget fra diverse sets, og der hang plakater med karaktererne fra ”Game of Thrones” på væggen. Og så sad vi der – og lige meget om vi ville indrømme det eller ej, har den serie haft en kæmpe indflydelse på os alle sammen, og det var en helt særlig dag.
Det bliver i familien
Kendte danske skuespillere fortæller ofte om det afslappende i at være på ferie i udlandet, hvor de ikke bliver genkendt. Men Nikolaj Coster-Waldau er kendt i hele verden, så det er faktisk kun hjemme i Lyngby, han kan gå i butikker uden at skabe ravage. Men den største og vigtigste forandring, ”Game of Thrones” har ført med sig, er et støt stigende antal interessante job-tilbud.
– Jeg er meget lidenskabelig omkring mit arbejde. Indimellem må jeg stoppe mig selv, for det kan blive lidt som med stoffer – at man bare MÅ have det og ikke vil gå glip af noget. Jeg tror, at der er mange skuespillere, der har det sådan, også selvom man har gjort det godt eller anses for at have gjort det godt, så oplever man stadig en form for tomrum: Hvad er det næste, jeg skal have gang i? Og hvad hvis der aldrig er nogen, der vil hyre mig igen?
Nikolaj Coster-Waldau har arbejdet på andre film og projekter i ”Game of Thrones”-perioden – i sæson 2 havde han kun otte arbejdsdage på serien og dermed masser af tid til andre opgaver, blandt andet filmen ”1000 Times Good Night” fra 2013. Her spiller han over for Juliette Binoche, der portrætterer en krigsfotograf, hvis arbejde er som et kald for hende. Selvom hun har mand og to børn, er det krigszonerne og de arbejdsopgaver, hun har her, som trækker mest. Det var den norske instruktør Erik Poppe, der selv havde arbejdet som krigsfotograf, der stod bag filmen.
– Det var interessant, for han havde byttet om på kønnene. Hvis krigsfotografen havde været en mand, så havde det været en acceptabel situation, for når det handler om en mand, der tager ud og dedikerer sig til at gøre en ædel ting; nemlig at fortælle sandheden om krig – er det en heroisk film. Men når det er en kvinde med familie, som tager ud i en farlig situation, er det en meget mere kompliceret ting: ”Hvorfor gør hun det? Hun burde blive hjemme og passe sine børn. Det er så egoistisk af hende”.
Nikolaj Coster-Waldau bliver faktisk også ofte spurgt om, hvordan han håndterer at have et familieliv og samtidig rejse rundt i verden og lave film. Han lavede for eksempel ”Gods of Egypt” (2016) i Australien, ”Shot Caller” fra 2017 i Los Angeles og ”Domino” fra 2019 i blandt andet Amsterdam ud over arbejdet med ”Game of Thrones” i Island, Marokko, Spanien, Kroatien, Nordirland og Malta. Og svaret er, at Nukâka Coster-Waldau selv er skuespiller, så hun forstår det.
– Sandheden er, at vi har været sammen i 22 år, og vi har to børn, og hun er også sanger og skuespiller og har valgt at tilsidesætte sin karriere, fordi hendes mand rejser så meget. Jeg ville selvfølgelig lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været nogen form for konflikter. Hun er ikke en kvinde, der siger: ”Tag du bare af sted og gør det, du skal”. Det er ikke altid nemt, men det er mit valg, og jeg må stå ved mit valg og ikke sige: ”Det er så svært for mig at være væk fra min familie”. For hvis det er så hårdt, så lad være med at gøre det.
Han har været gift siden 1998 – og vidste med det samme, han mødte Nukâka, at her var kvinden i hans liv – som han ville dele resten af sit liv med.
– Jeg er meget, meget heldig med min kone, siger han.
– Det lyder næsten, som om jeg taler om en bil: ”Jeg er meget heldig med min bil” – men det er ikke sådan ment. Jeg elsker min kone, og jeg forelskede mig i hende i det øjeblik, jeg så hende. Det er lang tid at være gift i 22 år, men hun har ikke smidt mig ud endnu, hvilket er et godt tegn. Og jeg er virkelig stolt af mine to døtre.
I fars fodspor
Æblerne er ikke faldet langt fra stammerne. Begge Nikolaj Coster-Waldaus børn, Safina på 15 og Fillippa på 18, har vist interesse for skuespillerfaget. Han har ikke givet dem særligt mange gode råd om, hvad de skal og ikke skal – andet end at de skal følge deres hjerte.
– Jeg elsker mit job, så jeg kan ikke sige til dem: ”Det skal I ikke gøre”, siger han bestemt.
– Men det skal være deres førstevalg. Jeg mener virkelig, at der ikke skal være nogen som helst tvivl om, at det er noget, man bare må gøre.
Han er udmærket klar over, at han har været meget, meget heldig at få den karriere, han har fået som skuespiller. Men sådan har det ikke altid været. Han har flere gange talt om sit anno horibilis – 1999 – hvor han troede, at her var det helt store gennembrud, og så var det der bare ikke alligevel. Der har været tusindvis af gange, hvor han er blevet afvist til en audition, og det hører med til jobbet. Man skal forstå, at sådan er det, og være klar til modgangen.
– 95 procent af skuespillere vil ikke være lige så heldige, som jeg har været, og det har jeg fortalt mine døtre, men de lytter gudskelov ikke. For de skal have deres egne oplevelser. Jeg tror, at de har set nok af mit liv og mine venners liv til at vide, at man ikke bare går fra det ene job til det andet.
Hans yngste datter, Safina, har medvirket i den danske julekalender ”Theo & Den Magiske Talisman”, og det var en prøvelse, som hun bestod. Han tænkte forinden, at hun måske ville køre sur i det, når hun fandt ud af, hvor meget man skulle væbne sig med tålmodighed mellem optagelserne, og opdagede, at det kunne være en ret så kedelig affære.
– Hun var så glad, at jeg ikke kunne sige nej, siger Nikolaj Coster-Waldau om at give hende lov til at medvirke i en tv-serie i så ung en alder.
– Jeg kender mange børneskuespillere, der har prøvet det én gang og siger: ”Det skal jeg aldrig gøre igen”. Men for hende var det lige modsat: Det var den bedste oplevelse nogensinde – det var der ingen tvivl om.
Det er tydeligvis en meget stolt far, der taler:
– Jeg var mest glad for at se den glæde, hun havde ved det, for jeg genkender det. Jeg forstår det så udmærket. Hun var så glad. Og så blev hun meget ked af det, da det var overstået, for så savnede hun dem alle sammen. Man tilbringer jo 5 måneder sammen, og det er en helt særlig ting at lave film eller tv. Så hun gennemlevede alle disse følelser og vil helt sikkert gerne gøre det igen.
English only, please
Det har altid været planen, at Nikolaj Coster-Waldau ville rejse med sit arbejde. Hans ambition var at arbejde i England eller i USA, og det mente han tidligt i sin karriere krævede et ophold på teaterskolen i England. Så lige efter han havde lavet ”Nattevagten” med Ole Bornedal i 1994, sagde han farvel til sin daværende kæreste og fløj til Bristol for at begynde på Bristol Vic Theatre School, hvor Daniel Day-Lewis også havde gået. Der gik omkring to uger, så løb han sin vej igen og besluttede sig for at lære drama ved at praktisere det. I 1997 fik han sin første engelsktalende rolle i filmen ”Bent” over for Clive Owen. Han boede i London hos sin søster og hendes kæreste, som var hans bedste ven, og tilbragte dag ud og dag ind med at blive bedre til engelsk.
– Jeg havde en regel om, at vi ikke måtte tale dansk til hinanden, og hver gang jeg så fjernsyn, gentog jeg alt, hvad der blev sagt. Så det var virkelig ikke morsomt at se tv med mig, for jeg talte hele tiden.
Men så var det, at hans annus horribilis slog ham lidt ud, da filmen ”Misery Harbor”, som han spillede hovedrollen i, ikke fik den succes, som han havde forudset. Han havde regnet med, at telefonen ville kime på højtryk efter det, men den gav ikke en lyd fra sig. I stedet fik han en tysk reklame for Reinert-pølser i Cape Town i Sydafrika, hvor han blev instrueret af den mest aggressive amerikanske instruktør, han nogensinde havde mødt.
– Jeg var vildt ulykkelig, siger Nikolaj Coster-Waldau, der året efter medvirkede i et teaterstykke og fik en rolle i ”Black Hawk Down” og ”Enigma”.
– Og så begyndte det langsomt at rykke.
Der har været op- og nedture siden. En af de helt store nedture var ”Gods of Egypt” fra 2016, der hverken blev en kritikersucces eller en kommerciel succes. Men sådan ser den danske skuespiller ikke på det. Det kan godt være, at man vil sige, at han lever i en osteklokke, men han har aldrig vurderet en film på den måde. Han fokuserer først og fremmest på oplevelsen.
– Det kan være lige så berigende at lave en lille dansk film som at lave ”Game of Thrones”, fastslår han.
– Jeg havde en god oplevelse, da jeg lavede ”Gods of Egypt”, og det gør ingen forskel, at filmen var en fiasko. Jeg har også haft den modsatte oplevelse, hvor det ikke var den bedste oplevelse, og hvor filmen bliver et hit, men det gør ikke, at oplevelsen lige pludselig bliver fantastisk. Men jeg prøver altid at skabe gode oplevelser, for jeg har det generelt godt, når jeg arbejder, for jeg elsker mit job og føler mig meget heldig.
Dansk samhørighed
Hans nærmeste tvinges ikke længere til at tale engelsk hele tiden, og i dag har han skabt en karriere, hvor han veksler mellem at lave film i udlandet og i Danmark. Han har også prøvet noget helt nyt – at lave tv for DR. Han optog en dokumentarfilm i august og september måned sidste år, hvor han rejste fra den ene til den anden ende af Grønland og blandt andet viser sin families sommerhus i den lille bygd Igaliku frem.
– Ideen var bare at rejse rundt i Grønland og møde folk, der lever og arbejder der. Jeg har en stærk forbindelse til Grønland, fordi min kone er fra Grønland, og fordi min far arbejdede ved Thulebasen, da jeg var barn. Jeg nød at møde nye mennesker og høre deres historier, og det kan jeg godt forestille mig at gøre igen.
Han har også indspillet en film i Danmark med instruktøren Ole Christian Madsen om terrorangrebet ved Krudttønden og Københavns Synagoge i 2015. Her spiller han Rico, som arbejder for Politiets Aktionsstyrke, som er på jagt efter Omar El-Hussein, der viste sig at være gerningsmanden og senere blev dræbt foran sin opgang i Københavns Nordvest-kvarter.
– Jeg var hjemme, da det skete, og det var et meget chokerende og næsten uvirkeligt øjeblik som for mange andre danskere, at vi pludselig var blevet ramt af et terrorangreb i vores lille land, fortæller han.
– Essensen i filmen er: Hvorfor tog en dansker en pistol i hånden for at dræbe andre danskere, bare fordi de var af en anden overbevisning? Hvordan er vi kommet til et punkt, hvor det er en mulighed? Hvad har vi gjort forkert? Hvordan mistede vi denne følelse af at høre sammen og høre til? Denne følelse af at stå sammen, og at vi er ét land – lige meget hvilken hudfarve, man har, eller hvilken gud, man tror på – hvornår mistede vi den følelse af samhørighed? Det er en meget vigtig diskussion for vores lille land, for der er ikke noget alternativ for mig. Vi er nødt til at arbejde for lighed for alle, for eller ender vi i konflikter, og det ønsker vi ikke.
Nikolaj Coster-Waldau skal videre til Ellen DeGeneres, og vi andre skal vænne os til, at ”Winter is coming” bliver noget, vi sagde engang.