Nikolaj Stokholm: "Jeg nåede lige at tænke: Nu ramler det"

Hvornår er du helt dig selv?

– Det er et spørgsmål med flere svar. For jeg føler mig ikke mere som mig selv derhjemme end på en scene. Jeg er jo hele tiden mig selv, i forskellige afskygninger. Det er klart, at jeg skruer op og ned for scenekarakteren. Ellers ville min kone formentlig blive træt i længden … tror jeg.

Hvornår har du været mest bange?

– Det er jeg nærmest dagligt. Altså ikke bange på den der måde, hvor jeg sidder ovre i hjørnet og ryster, men jeg er så umådeligt bange for at skuffe. Jeg vil så gerne gøre det godt og leve op til mit publikums forventninger. Men jeg har lært at veksle det at være bange for at skuffe til en enorm respekt for mit arbejde og for den aftale, jeg har med publikum om, at de skal grine og føle sig underholdt.

Hvordan skal man være for at blive din ven?

– Man skal nok ikke være nærtagende. Jeg er opvokset i et hjem, hvor vi drillede hinanden hele tiden. Og sådan er jeg også som voksen. Jeg driller altid folk meget – af et godt hjerte selvfølgelig. Og jeg synes faktisk, det er enormt sjovt, hvis folk driller igen. Jeg er nok en ret barnlig ven, når det kommer til stykket.

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?

– Jeg vil aldrig tage til Cuba igen. Det var sjovt at opleve, men stemningen var for sjofel – lystig, om man vil. Der var for meget sex, druk og cigarer, og jeg er for genert til den slags. Maden var desuden heller ikke noget at skrive hjem om. Det gjorde jeg heller ikke, for mobilsignal kunne de heller ikke bryste sig af.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– Min egenrådighed. Jeg kan ikke finde ud af at bede om hjælp. Så bliver tingene ikke gjort på min måde. Med alderen er jeg blevet mere rund. Men jeg har stadigvæk fingrene nede i alt for mange ting og beslutninger. Jeg misunder de der typer, hvor tingene bare sker omkring dem, og så blev det, som andre havde tænkt, og det synes de, er fedt.

Hvad er dit sjoveste minde fra din tid på turné?

– Til forpremieren på mit første onemanshow havde jeg været i gang i 20 minutter, da det føltes som om, jeg blev våd i håret. Jeg nåede lige at tænke, at nu ramler det for dig, Stokkefar, sådan her kan stress også føles. Men da jeg træder til side, regner det ned fra loftet på det gamle Bremen Teater. Resten af showet dansede jeg rundt om en spand på scenen.

Hvad kan få dig til at grine?

– Umiddelbare og dumme ting. Det skal ikke være for kalkuleret og renskrevet. Jeg har lige stået sammen med et firestemmigt kor og sunget ”Et barn er født i Betlehem”, hvor vi kun sang ”Stokkepikkefar”. Jeg grinte og grinte, fordi man tager noget så smukt og ødelægger det med dumheder. Det var i øvrigt i forbindelse med en tv-optagelse. Jeg brød ikke bare ind i Frelsens Hærs kor på Strøget.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, du har haft i din karriere?

– Jeg har virkelig haft mange fantastiske minder fra min karriere. Trods mine kun 29 år har jeg optrådt i 12 år. Men jeg har ikke én ting, jeg sådan lige kan hive ud på stående fod. Men noget helt særligt var de standupshows, jeg lavede på en skiferie i Frankrig, og hvor jeg mødte min elskede hustru, bedre kendt som mussemor.

Jeg kunne aldrig finde på at …

– ... se ”Game of Thrones”. Ikke engang en scene derfra. Men jeg har lige set hele ”Matador” igen. For tredje gang i år. Det er sygt. Jeg har et problem. Findes der en gruppe for anonyme ”Matador”-seere?