Klumme: Er der en sammenhæng mellem dårlige dates og deres stjernetegn?
Har du prøvet at lægge din viden om stjernetegn ned over dit datingmønster?
Det går ikke godt med min Tinderprofil. Jeg har ikke fået knaldet synderligt, jeg er ikke blevet klogere på mænd, og jeg har aldrig været længere fra den store kærlighed. I nat, da jeg lå med mit vanemæssige tankemylder, begyndte jeg at gennemgå mine møder med de forskellige stjernetegn på Tinder, måske er der et mønster for fadæsen.
Vi starter med vandtegnet, der foruden krebsen består af skorpionen og fisken.
Jeg er selv krebs. Så ved vi det.
Disclaimer, inden alle nærtagne skorpioner vælter redaktionen med sure mails:
Klummen kan forekomme led, usaglig og generaliserende og er kun udtryk for skribentens mest hævngerrige og smålige følelser. Vi er i kong Neptuns vandland, hvor kun følelserne hersker.
Min første chat var med en krebsemand. Det er næsten en sidediagnose i sig selv at være krebs, grundet overfølsomheden, men det er sådan med vandtegn, at vi taler ekstremt godt sammen, når vi har en god dag og flyder med strømmen.
Således havde to gange krebs en alt for åbenhjertig tråd om barndomstraumer, mortilknytning, farsvigt, trekanter, det hele. Sidst på aftenen var vi begge overstimulerede og tæt på et emotionelt kvælningspunkt over manglende stopklods for oversharing-touretten.
Han krebsede sig elegant sidelæns ud af tråden ved at skrive: ”Nåh, men vi tales ved”. Som på krebsesprog er den sygeste afvisning og betyder ”jeg graver mig lige ned i sandet og venter på, at du er væk”.
For det er vi vandtegn rigtigt gode til. At vente. Vi venter bare lige for en sikkerheds skyld.
Den næste, der skrev, var en flot fyr, jeg sådan havde håbet at høre fra. Jeg er jo krebs og venter på den anden. Sådan lidt magtesløs offeragtig. Et klart vandtegnsfænomen, hvis man spørger mig.
Det er også min erfaring, at skorpioner aldrig udfylder, hvilket stjernetegn de er. Ingen grund til at skræmme alle på forhånd.
Han skrev myndigt, kontrolleret med grænsebommen sat så højt, at jeg ikke havde andre muligheder end at blive interesseret. Jeg kan altså ikke helt gøre for det. Min mor, far og nærmeste familie er skorpioner, jeg er selvsagt et skadet barn.
Så jeg inviterede ham hjem, og ok, skorpioner kan dyrke sex. Og så ved de, hvor ens knapper sidder.
Han trykkede lidt på den ene ved at aflyse næste date. Så trykkede han på to samtidig for at se, om der skete en kortslutning ved både at aflyse og ikke at svare. Sådan legede skorpionen og overværede afventende (de er mestre i at vente) med fryd eksplosionerne fra den nærtagne krebsedame.
Legen fortsatte, mens jeg forvandlede mig fra charmerende krebs til havheksen Ursula, og til slut var det ikke engang sjovt for skorpionen mere.
Vi er nået til fisken. Vandtegn er jo de mest (over)følsomme, men selv hos os er der et hierarki. Fisken ligger nederst i vores overføle-martyrium, og seriøst, jeg har svært ved at forestille mig, hvordan mig og fisken nogensinde skal give plus sammen. Men altså. Nu skal man jo ikke hænge sig for meget i stjernetegn.
Så hvis jeg skal matche med en fisk, skal han i hvert fald ikke udfylde sit tegn på profilen. Jeg skal forblive i forestillingen om, at han er en mystisk og ufarlig skorpion.
Det er nemlig noget andet, vi er supergode til, os vandelementer. Drømme os væk og leve i troen. Måske derfor Tinder-virkeligheden er så umulig at navigere i for mig. Der er ikke plads til sidelæns drømme. Kun kontant afregning.