Ninas datter blev skadet som 4-årig i en ulykke: ”Der er blevet mere af kærligheden, oplever jeg”

Krydderurterne dufter, og vandet i havebassinet risler, så det er ren balsam for sjælen.

Haven er indrettet, så den kan sanses af husets datter, der ikke længere kan se ret meget, men oplever dufte og lyde. Før hun kom til skade som fireårig, var Maya et udebarn, og det holder familien fast i. Så igen og igen tager de hende med rundt i haven, så hun kan føle årstiderne, mærke vinden og indsnuse duftene.

Læs også

Michèle Bellaiche: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden min familie”

Det er otte et halvt år siden, at Maya 12. februar 2015 kom alvorligt til skade, mens hun legede uden for familiens daværende hus. Maya blev så skadet af iltmangel, efter at hun fik noget om halsen på en rutsjebane, at ingenting mere var det samme for familien i Lystrup ved Aarhus.

"Når sådan noget sker, går det hele i begyndelsen ud i ét," fortæller Mayas mor, Nina Jensen.

Sammen med sin mand John Andersen gennemlevede hun et kaos. Derefter fulgte en omstilling af livet, som det var, og processen med at lande på benene som en familie, der også tæller Mayas ni år ældre storebror Mathias.

"Vi har besluttet, at så længe vi overhovedet kan, holder vi hende hjemme," siger Nina, der efter ulykken blev sygemeldt fra sit job som pædagog og senere fuldtidsbeskæftiget med at være der for Maya.

Maya er nu i specialskole tre dage om ugen på en god uge og holder weekend på en institution en gang om måneden, mens hun ellers er derhjemme.

Skyldfølelsen

Den første kritiske periode på børneintensiv på Skejby Sygehus og den efterfølgende genoptræning på Hammel Neurocenter varede et halvt år. Storebroren Mathias flyttede ind hos Ninas forældre, så han havde en slags hverdag, og forældrene kunne være på sygehuset.

"Men vi to forældre reagerede vidt forskelligt," fortæller Nina.

"Mens jeg sad ved sengen 24-7, var John den, der sørgede for, at der blev lavet kaffe til alle i opholdsstuen, fordi han ikke kunne holde ud at være inde på stuen så længe af gangen. Vores rollefordeling blev også, at jeg tog imod beskeder fra lægerne og gav dem videre til ham. Og at han sørgede for indkøb og for at tage hjem til Mathias og hus og hund."

"I bund og grund var vi jo lige kede af det, det var vigtigt at komme til at forstå."

Læs også

”Jeg er i dag taknemlig for, at den hest sparkede mig i hovedet”

Parret fik hjælp fra krisepsykologer, og sygeplejerskerne hjalp Nina med at huske at spise og sove. Da Maya og forældrene i slutningen af august flyttede hjem til et nyt hus, fortsatte Nina og John hos psykolog.

"Vi satte altid resten af dagen af til at tale videre efter samtalerne hos psykologen, det gav fordybelse og refleksioner i fællesskab."

Sorg og skyldfølelser blev ved med at være på tale.

"Vi har brugt mange, mange timer til at tale om sorgen og er blevet ved at snakke om den. Vi har også talt om, at man kan blive gal. Ikke på nogen, men at man kan blive vred over, at det er sket."

Begge forældre var hjemme, da ulykken skete. Maya løb og legede i haven med hunden omkring sig, og hun snakkede med Ninas far, som var på den anden side af hegnet. Nina havde lige set, at Maya stor-hyggede sig, og så skete ulykken i det øjeblik, hun vendte ryggen til og gik ind i kort tid.

"Jeg er flere gange blevet spurgt af helt udenforstående, hvordan vi kan leve med os selv bagefter – men det skal man jo, der er ikke noget valg, og så må man finde en måde at gøre det på."

"Skyldfølelsen har fyldt rigtig, rigtig meget, og den er vi også vendt tilbage til, både med hinanden og andre. Man ville så gerne have forhindret det. Og: "Hvad kunne man have gjort?"."

I forhold til Mathias har forældrene brugt at dele sig op, så den ene gjorde noget med ham, mens den anden tog sig af Maya. Når Maya har været indlagt, sms'er Nina flittigt med Mathias, så han altid ved, hvordan det står. Og han skal gerne have lov til at leve sit liv, som hun siger.

Fra starten brugte Nina Facebook til at fortælle venner og bekendte om status, fremskridt og udfordringer. Det gjorde det lettere at møde folk, når de vidste, hvordan det stod.

Facebook-minder

Det ændrede liv betyder, at helt andre ting har fået betydning.

"Man begynder at glæde sig over små ting i hverdagen, som man før kørte forbi med 120 i timen. Man får øje for helt andre ting. Det kan være et sekunds øjenkontakt. Og de første par måneder smilede Maya overhovedet ikke, så da hun begyndte at smile igen, jamen, det er næsten ubeskriveligt. Og der sker stadig nyt."

Læs også

I 43 år har Yvette og Søren holdt sammen. De prøver at leve efter en engelsk leveregel

For Nina og manden er det vigtigt at fortælle behandlere og hjælpere, hvordan Maya var som fireårig. At hun var et udebarn, der ikke kunne lide at se Cirkeline, og som hellere ville have oliven end Nutella.

"De der Facebook-minder fra før i tiden, der dukker op på ens væg – i begyndelsen ramte de mig i maven som en hest, der sparker. Nu er vi kommet dertil, hvor vi sætter pris på dem," siger Nina.

"Vi er glade for, at vi ved, hvem hun var før. Det er ikke bare Maya, 12 år og hjerneskadet. Det er Maya, 12 år, som engang var helt vild med Emil fra Lønneberg, og som selv kunne cykle i børnehave, inden hun blev tre. Vi holder hendes historie i live."

Fremtiden er uvis, og det er sandsynligt, at Maya ikke bliver meget gammel, og forældrene har besluttet, at hun ikke skal genoplives, hvis det skulle komme dertil – for at spare hende for det. Så længe hun er her, skal hun havde det bedst muligt. Og Nina kan godt sætte ord på, hvad der sker med kærligheden, når en ulykke som Mayas er sket.

"Maya kan ikke selv sige fra og til. Vi er hendes talerør og advokat, og det gør beskyttertrangen meget stærk. Så der er nok blevet mere af kærligheden, oplever jeg."