Internettet glemmer aldrig.

Nøgen på nettet

Vi skal huske at guide vores børn, når det kommer til brugen af sociale medier, for ellers kan det ende galt, siger Tina Nikolaisen i denne uges leder.

Af Tina Nikolaisen 

Når unge deler nøgenbilleder på nettet, er det i virkeligheden hverken alarmerende eller unaturligt. Der er bare kommet utrolig meget fokus på det, fordi det er sket, at billederne er faldet i hænderne på de forkerte og blevet brugt til at afpresse ejeren – også kaldet hævnporno, som vi kigger nærmere på side 28.

Da jeg var ung, var der hverken internet, facebook eller instagram. Men vi havde da den samme trang til at udforske kroppe, nøgenhed og seksualitet. Personligt kiggede jeg i smug i min mors "Kvinde kend din krop" i bogreolen, og hjemme hos min barndomsveninde fandt vi lysbilledserier fra forældrenes voksenferier, hvor vi med nysgerrighed og lidt frygt fik set lidt af hvert. I dag har en tredjedel af unge mellem 18 og 29 år fået tilsendt nøgenbilleder på nettet, og i det offentlige rum bliver vi konstant eksponeret for nøgenhed: På busreklamer, som frister med brystforstørrende operationer, i "familiefilm" som "Klovn", hvor ikke meget er overladt til fantasien, og overalt på nettet i mere eller mindre pornoficerede sammenhænge. Interessen for at se andre mennesker nøgne er sandsynligvis, som den altid har været. Den teknologiske udvikling har bare gjort det markant nemmere at være afsender, modtager og misbruger af den interesse.

Min egen datter på 14 år skal selvfølgelig have lov til at være den, hun er, og udforske sig selv og andre på nettet – præcis som jeg gjorde på den gammeldags måde for mange år siden. Men jeg vil også forsigtigt guide hende, så hun ikke ender i en situation som 24-årige Emma Holtens, som fik en voldsom

forskrækkelse, da hun åbnede sin mailboks en morgen i 2011.

Få historien og de gode råd side 28, og husk, at internettet aldrig glemmer.