”Og her har vi så firmaets største aktiv”

12 år: Jeg skal med toget fra Holte Station, og da det er koldt, og der er lidt tid, til mit tog går, går jeg ind i et andet tog, der holder og venter. I kupeen sidder en mand på ca. 50 år, jeg sætter mig med ryggen til ham. Lidt efter kommer der en kvinde, også på ca. 50 år, ind i toget. Hun spørger manden, hvornår toget går, og de smalltalker lidt, før kvinden går ud på perronen igen. Manden begynder at mumle for sig selv. Jeg synes, jeg hører noget med "en dejlig lille underkjole". Pludselig kan jeg også høre en sær, rytmisk lyd, jeg ikke kan afkode. Jeg vender mig diskret rundt og ser, at manden har hånden nede i sine bukser, og der er kommet en mørk plamage i skridtet på hans grå joggingbukser. Jeg skynder mig ud.

20 år: Jeg arbejder som receptionist i et halvstort firma, hvor mænd udgør 90 procent af de ansatte. En dag viser direktøren en vigtig kunde, en delegation på tre-fire mænd rundt, og da de kommer forbi receptionen, siger direktøren "og her her har vi så firmaets største aktiv", og det smågriner de alle af. Det er først meget senere, jeg bliver klar over, hvad det i virkeligheden betyder, og jeg føler ubehag ved det. I øjeblikket bliver jeg bare glad og stolt, for jeg er, som millioner af piger og kvinder verden over, også vokset op med den bevidsthed, at det er vigtigt og et succeskriterium at blive opfattet som attraktiv.

28 år: Jeg skal på optagelse på "Borgen" og cykler til location midt i København. I et lyskryds holder jeg ved siden af en bil, der dytter. Det er nogle mænd fra crewet, og jeg vinker til dem. Da vi mødes på location, og jeg siger, at jeg slet ikke havde opdaget, det var dem, før de dyttede, siger den ene: "Den numse kan vi kende alle steder".

Birgitte om hverdagssexisme:

- Det er først i en relativt voksen alder gået op for mig, hvor ofte jeg og andre kvinder oplever den slags hverdagssexisme. Og det er egentlig det mest foruroligende, at vi vokser op med, at det er normalt og helt i orden, at kvinders udseende er noget, alle har en holdning til og kommenterer på. Og i endnu grovere tilfælde at nogle tror, kvinders kroppe er noget, man må røre ved uden at spørge om lov. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det vil ændre sig, men jeg ved ikke hvordan. Min egen branche hjælper bestemt heller ikke til her, og jeg har det meget ambivalent med at bære brænde til bålet. Men første skridt må være, at vi taler om det. Som her.

LÆS OGSÅ: Kvinder skal ses og ikke høres - skal de ikke?

LÆS OGSÅ: Overgrebet ingen tog seriøst

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt