"Okay gutter, når jeres kvinde er ramt af denne følelse, skal I være særligt opmærksomme"

Efter at jeg er begyndt at skrive på den her side, er det er gået op for mig, at der er mange mænd, der læser dameblade. Indimellem skal der også være noget særligt for dem, så for en gangs skyld er denne side til mændene. I kvindelige læsere kan eventuelt bladre tilbage og genlæse de bedste artikler, gå ud i køkkenet og smøre en rugbrødssandwich eller iføre jer noget gennemsigtigt undertøj. Det bestemmer I selv. Selvfølgelig. Men lad venligst være med at sætte jer ved vindueskarmen med hovedet i hånden for at kigge ud over imaginære kløvermarker. Den slags gør mig nemlig nervøs.

LÆS OGSÅ: "Jeg er ikke min kones slave, og jeg skal heller ikke underkaste mig"

Okay gutter, så er vi alene. Det skal handle om kvinder. Og hvornår du skal være særligt opmærksom i dit parforhold. Der er nemlig ét bestemt tidspunkt, hvor du skal løfte blikket fra avisen. Rejse dig fra computeren. Droppe cykelturen og forkorte det forestående toiletbesøg. Jeg taler om den dag, hvor du opdager, at din kvinde er blevet ramt af længsel. Sådan for alvor.

"Længsel, hvad fanden er det?" spørger du sikkert usikkert, og jeg forstår det godt, for mænd længes sjældent. Vi trænger i stedet, og det er en anden og langt mindre poetisk følelse. Men ordbogen kan måske hjælpe på vej: "Længsel er et dybfølt ønske om og higen efter noget, man ikke har haft længe eller aldrig har haft..." Med andre ord

er længsel en mangeltilstand, og den kan som regel ses – helt konkret. Hvis du kender kunstmaleren Vilhelm Hammershøi, så ved du, hvordan længsel ser ud. På hans mest berømte billeder er kvinder malet med ryggen til tilskueren, deres nakker afslører, at de drømmer om noget andet. De længes. De mangler noget. Der er stille omkring dem, støvkornene flimrer i solstrålerne. Farverne er støvede, og lyset er blød eftermiddag. Sådan er det måske også indimellem hjemme hos dig? Her er et par stikord. Din kæreste sidder helt stille med glasblik, på kanten af sofaen og med hænderne i skødet. Hun ligner en, der har mistet hørelsen, og kommer først ud af tilstanden, når du eller børnene forstyrrer hende. Hun kigger sig lidt forvirret omkring. Rejser sig og virrer med hovedet. Hun var et andet sted. Og det var ikke i jeres hus. Det kan hun selvfølgelig ikke sige, men det var et sted med større følelser. Større ord. Der var vind i træerne. Natten var på vej, og blåsorte skyer trak hen over himlen. Hun følte sig svag og stærk på samme tid, hun var ikke alene.

Hvis du spørger hende, hvad hun tænkte på, får du ikke noget ærligt eller konkret svar, for hun længtes ikke efter dig. Ikke sådan som du står derhenne ved opvaskemaskinen og ser helt torsdagsagtig ud og spørger halvt anklagende. Hun længtes heller ikke efter andre mænd, hun længtes bare efter følelser, som hun engang havde. Stemninger. Mere intensitet. Tættere på. Et blik hen over et dansegulv. En tur i en taxa for længe siden. New York om natten. Grynede billeder, fra før I fik fireprocents prioritetslån og femdørs Polo.

Men det kan hun ikke sige, så hun siger noget andet. I hvert fald i begyndelsen. Og det er dér, du kommer ind i billedet. For inden længslen bliver til udlængsel, skal der handles. Jeg kender dig ikke, og jeg kender ikke din kæreste, så medicinen må du selv mikse. Men prioriter inderlighed frem for udestuer. Nærvær over fravær. Underlægningsmusik frem for overarbejde. Med andre ord: Kom ind i kampen. Hvis du er heldig og hurtig, længes hun sikkert allermest efter noget, I en gang kunne. Sammen. Det er ikke for sent. Sæt i gang, broder.