Insiderguide Nordjylland Ole Henriksen ALT for damerne

Ole Henriksen: "Det er noget, jeg har båret med mig ud i verden"

Blæsten og Vesterhavet er i høj kurs for skønhedsguruen Ole Henriksen, der for længst er flyttet fra Nibe til Los Angeles, men ofte tager med sit roadshow rundt i Nordjylland og holder ferie tæt på familien. Han elsker at blive blæst igennem på gåture ved Vesterhavet, at se på kunst og tage en madpakke med ud i den smukke, rå natur.

Ole Henriksen er født og opvokset i den lille havneby Nibe ved Limfjorden, hvor hans mor og anden nær familie fortsat bor. Ole selv bor 8800 km derfra i Los Angeles sammen med sin mand, Laurence.

Han er verdenskendt hudspecialist, har sit eget hudplejebrand og er blevet et luksusbrand i sig selv, når han rejser rundt med The Ole Glow Show, der omhandler hans gode forretningssans, positive livssyn, idérige indgangsvinkel til iværksætteri, og hvordan han er blevet en succesfuld forretningsmand på verdensscenen. Det lyder nok ikke så nordjysk, men det hænger uløseligt sammen, hvis man spørger ham i dag.

"Jeg kendte alle i Nibe, da jeg boede der. Jeg var først mælkebud som 10-årig, og da jeg fyldte 13, blev jeg avisbud og var det i mange år. Det betød, at jeg løb byen rundt og snakkede med alle, og det er skægt, for når jeg er i Nibe og tager i Brugsen for at købe ind eller går tur ved Limfjorden, taler jeg stadig med alle de bekendte, jeg har fra dengang – og det er ikke bare noget, jeg gør, det er noget, MAN gør. I Nordjylland tager man sig tid til hinanden."

"Det er noget, jeg har båret med mig ud i verden. Jeg tager mig tid til mine medmennesker lige meget, hvor jeg er. Selvom jeg har travlt, tager jeg mig tid, for det er det, der sker, når vi giver hinanden tid som mennesker, som vi lærer af og bliver inspirerede af. Der er ikke noget forsamlingshus, der er for småt til mit mig og mit brand. Heller ikke noget, der er for stort. Jeg tager mig tid til at give folk, alt hvad jeg kan og tage imod det, som folk giver til mig. Det har været afgørende for mig, for folk over hele verden elsker det."

Ole Henriksen (70 år), hudspecialist, kosmetolog og foredragsholder, er født og opvokset i Nibe. Han bor i dag i Los Angeles sammen med sin mand, indretningsarkitekt Laurence Roberts.
AFD-OLEHENRIKSEN_15062018_0129.tif copy.jpg
Ole Henriksen (70 år), hudspecialist, kosmetolog og foredragsholder, er født og opvokset i Nibe. Han bor i dag i Los Angeles sammen med sin mand, indretningsarkitekt Laurence Roberts.

På samme måde som Ole har overført sine nordjyske værdier til sit brand, er det også noget han har taget med sig om på den anden side af jorden, hvor han bor. Men selvom Ole har det bedste fra Nordjylland med sig, hvor end han går, besøger han også Nordjylland fysisk hele tiden.

"Sandheden er, at jeg er i Nordjylland konstant. Nyligst i marts og i maj. Jeg vender tilbage igen og igen. Jeg har selvfølgelig nær familie i Nordjylland, men jeg elsker også at besøge Nordjylland. Samtidig har jeg de sidste mange år rejst rundt med The Ole Glow Show Live, som også har ført mig til egnen flere gange."

Hvor skal jeg gå ture?

"Når jeg er hjemme i L.A. savner jeg især Vesterhavet og gåturene. Sidste år holdt min mand og jeg sommerferie ved Vesterhavet, og det var virkelig et blæsevejr. Vi gik mange ture og blev blæst igennem på en helt magisk måde. Man føler sig opkvikket og nærmest renset, når man er blevet blæst igennem på den her særlige måde, som man bliver ved Vesterhavet. Ved Limfjorden kan det også blæse, og man kan have samme fornemmelse, men Vesterhavet er mere brusende."

På de brede sandstrande ved Blokhus og Løkken står de maleriske hvide badehuse på rad og række.
Vesterhavet v. Blokhus top.jpg
På de brede sandstrande ved Blokhus og Løkken står de maleriske hvide badehuse på rad og række.

Hvad skal jeg vide om området?

"Det dejlige ved egnen er særligt naturen. Man kan vandre ad de smukkeste ruter og gå i timevis uden at støde på andre mennesker. De mennesker, man så støder på, er søde og jordbundne. Med mindre man har tænkt sig at vandre, så bør man have bil med eller låne en, for der er så mange små, fine byer med kroer og markeder, som man kan køre rundt til. Jeg elsker at tage på tur og tage madpakke med, og det kan man virkelig gøre i Nordjylland. Jeg er selv vild med Rebild Bakker, der er et skønt sted at

besøge og have en god madpakke med. Området er skænket af en gruppe dansk-amerikanere til den danske stat, og hvert år bliver USA’s uafhængighedsdag d. 4. juli fejret i bakkerne."

Når Ole Henriksen er i Aalborg, elsker han at spise hos Brdr. Price på den brostensbelagte C. W. Obels Plads.
Brdr. Price Aalborg.jpg.jpg
Når Ole Henriksen er i Aalborg, elsker han at spise hos Brdr. Price på den brostensbelagte C. W. Obels Plads.

Hvor skal jeg spise?

"Hos Brdr. Price i Aalborg. Madkvaliteten er fantastisk, og restauranten ligger i en skøn gammel bygning lige ud til brostensbelagte C. W. Obels Plads."

"Sidste år boede vi på Strandhotellet i Blokhus i en uge og spiste meget på Strandhotellets restaurant. Maden var enormt dejlig og blev præsenteret på en meget sofistikeret måde. De gør sig meget umage. Min bror, Hans Henrik, som er byrådsmedlem og rådmand i Aalborg kommune og min anden bror, der bor i Aarhus, kom op forbi med deres koner og familier, og vi havde en fantastisk tid sammen."

"Derudover køber jeg altid kaffe til mig selv og min mor i Kronen Kaffe, der er en gammel kaffeforretning, der har eksisteret i over 100 år. De maler selv kaffen, og jeg køber altid mocha java."

I restauranten på Strandhotellet i Blokhus gør de sig umage med at præsentere maden på en sofistikeret måde.
Forkælelse for enhver.jpg
I restauranten på Strandhotellet i Blokhus gør de sig umage med at præsentere maden på en sofistikeret måde.

Hvad skal jeg se?

"Der findes ikke et bedre kunstmuseum end Kunsten i Aalborg.  Jeg elsker det og besøger det altid. Sidst jeg var der, tog jeg min mor med og spiste en lækker frokost på stedet med udsigt over Kildeparken og et flot springvand, der startede og slukkede med et par minutters mellemrum. Vi sad længe i solen og kiggede på børnene, der løb ind og ud af springvandet i spænding over, om det nu startede, imens de løb derind. De har nogle virkelig gode udstillinger og meget dansk kunst, som jeg beundrer."

Ole Henriksen fremhæver Skagen Kunstmuseum som et, der emmer af historie og sjæl,
Skagen Kunstmuseum.jpg
Ole Henriksen fremhæver Skagen Kunstmuseum som et, der emmer af historie og sjæl,

Hvor skal jeg bo?

"Når jeg skal hjem til Nibe, bor jeg altid på Det Hvide Hus i Aalborg. Jeg kan godt lide hotellet, fordi de har god service, dejlig udsigt ud over Kildeparken fra værelserne, deres morgenbuffet er god, og for mig er det vigtigt, at jeg kan få havregrød. Jeg har altid mine egne økologiske hindbær og blåbær med, for det har de ikke – men det har de ikke noget imod. Denne sommer gentager vi sommerferien i Danmark, men denne gang skal vi bo på Ruths Hotel i Skagen. Der er så smukt, og maden er virkelig god på Ruths Hotel, men ellers er Skagens små gader fyldt med hyggelige steder, og jeg holder af at tage ud til den tilsandede kirke."

Strandhotellet i Blokhus, hvor Ole Henriksen holdt ferie med sin mand sidste sommer.
Strandhotellet.jpg.jpg
Strandhotellet i Blokhus, hvor Ole Henriksen holdt ferie med sin mand sidste sommer.

Hvad er dit yndlingsspot?

"Jeg kan ikke udvælge et yndlingsspot, for Nordjylland har så mange enormt dejlige steder, men jeg vil gerne fremhæve Skagens Museum. Det er meget smukt og emmer af historie og sjæl. Jeg vil anbefale, at man besøger museet uden for sæsonen for at se de kendte kunstværker, få indblik i kunstnermiljøet og kunstnerne. Malerierne er inddragende. Det, man ser, er livet, som det var dengang. Det er fjernt, men nemt at sætte sig ind i for folk. Jeg afholdt en Ole Glow Camp for fire år siden, hvor deltagerne fra hele Skandinavien var indlogeret på Ruths Hotel, der ligger lige ved siden af, og derfor besøgte deltagerne selvfølgelig også museet – det var et kæmpe hit. Det er dansk kultur sat på spidsen, og de kunne bestemt godt forstå det særlige ved den."

Hvad skal jeg prøve?

"Lige ved siden af Aalborg Kaserne er en militær forhindringsbane, der er kasernens øvelsesplads. Når forsvaret ikke selv bruger pladsen, er den åben for offentligheden. Det er virkelig en skæg bane, som både børn og voksne kan lege rundt på. Den ligger omgivet af fyrreskov, og man skal ikke lade sig skræmme af, at det er en militær øvelsesplads."

Vesterhavet getty. Astrakan Images.jpg.jpg