Pernille Højmark måtte tage en hård opbremsning: ”Mine branderter klædte mig ikke så godt mere”
Mens skuespiller og sangerinde Pernille Højmarks karriere drønede afsted, fik en skilsmisse hende til at kigge på sin tilgang til alkohol. Selvom det var benhårdt, var det også et tiltrængt vendepunkt, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.
Pernille Højmark havde egentlig forestillet sig, at det skulle være hende og Kim for evigt. Men der var bare lige dét problem, at de skændtes meget. For meget.
Da den folkekære skuespiller og sangerinde rundede sit 43. år, besluttede de sig derfor for at gå fra hinanden. Men skilsmissen resulterede i en uventet krise, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.
”Før i tiden når folk blev skilt og gik og lignede døden fra Lübeck, tænkte jeg: ”Slap dog af, der er ingen, der er døde”. Men det er der på en måde. Man skal starte alting forfra,” siger Pernille Højmark til ugebladet.
Selvom bruddet medførte mange tårer, blev det også et afgørende vendepunkt, hvor den i dag 62-årige kunstner tog et opgør med vigtige sider af sit liv.
”Jeg havde brug for at foretage en hård opbremsning, for mine branderter klædte mig ærlig talt ikke så godt mere. Ja, det har faktisk været en lang opbremsning siden, og jeg bestræber mig stadig på den mere friske og veludhvilede version af mig selv. Jeg var desuden i et langstrakt terapiforløb, da jeg trængte til at få ryddet op efter i mange år at have danset på æg. Jeg havde prøvet at løbe fra arven fra mine forældre. Begge mine forældre var skønne mennesker, og jeg var aldrig i tvivl om, at de elskede mig, men de kunne ikke finde ud af en skid, så der var meget at rydde op i.”
”Der skulle jeg i hvert fald ikke hen”
Pernille Højmark mødte hurtigt sin anden store kærlighed, Jesper, og blev lykkelig igen. I hvert fald for en periode.
For pludselig - ti år senere - blev hun med gerne ord ”spyttet ud på markedet” igen uden at ane, hvad hun skulle gøre af sig selv. På det tidspunkt havde hun haft en fast kæreste non-stop, siden hun var sytten år.
Løsningen kom som en håndsrækning fra Kim – og med ét var Pernille Højmark på vej mod sit næste, afgørende vendepunkt i tilværelsen.
”Jeg troede, jeg skulle til Buenos Aires og danse tango, tale spansk og skrive en ny bog, men jeg havnede oppe i det nordlige Brasilien, hvor jeg tænkte: ”Hvad skal jeg i en brasiliansk ferieby?” Der var kun én mulighed, og det var baren, og der skulle jeg i hvert fald ikke hen. Så ringede Kim og spurgte, om jeg ikke kom til Tanzania i stedet for. Han kendte nogen, der havde en hytte, hvor jeg kunne sidde i syv uger og skrive. Det var syv fantastiske uger, hvor jeg blev healet af Afrika og Det Indiske Ocean. Jeg græd, da jeg lettede i den lille propelflyver og begyndte rejsen hjem til Danmark, men jeg var som et nyt menneske, da jeg kom hjem igen.”
Læs hele interviewet med Pernille Højmark her.