Peter Lund Madsen om sin bror: "I ungdommen var der en periode, hvor vi stort set ikke havde kontakt"

Udgangspunkt

– Både min mor og far var bondebørn fra Jylland, som blev førstegenerationskøbenhavnere. Jeg har ikke hørt dem sige det højt, men jeg tror, at de følte, at de var lidt bagefter. Man var bare ikke helt så smart, når man kom fra landet. Min far var den fattige bondedreng, der blev samlet ind til, så han kunne uddanne sig til civilingeniør, og min mor var den rige bondedatter, der uddannede sig til sygeplejerske. De følte begge to, at det at få en uddannelse havde givet dem et fantastisk meget bedre liv. Så min bror Anders og jeg er vokset op i middelklassen i ordets bedste forstand og med bevidstheden om, at man skulle passe sine ting og få sig en uddannelse. Ellers ville alting gå galt. Jeg har dog båret bondefornemmelsen med mig, og det har f.eks. betydet, at jeg stadig har det sådan med Rigshospitalet, at jeg føler, at jeg ikke helt hører til, selvom jeg har uddannet mig til læge. Det er et ubevidst mindreværd. En følelse af, at det ikke er naturligt for mig at være der, fordi min familie kommer fra Jylland. Da jeg var i starten af 20'erne var jeg misundelig på dem, der kom fra de gamle københavnerfamilier med kultur, tradition og alt muligt, det er jeg ikke længere. Jeg syntes også engang, at det med at være middelklasse var det kedeligste i verden, men i dag er jeg meget glad for at tilhøre middelklassen.

– Mit forhold til Anders var rimeligt, da vi var børn. Sådan vil jeg sige det. Rimeligt. Han var en god lillebror, og jeg synes også, at jeg var en god storebror. Jeg er ikke sikker på, han ville sige det samme, men det synes jeg. Der er tre år imellem os, og der var selvfølgelig en vis intern konkurrence, men jeg har mange gode minder med min bror fra barndommen. I ungdommen var der en periode, hvor vi stort set ikke havde kontakt. Og det var i hvert fald også min skyld. Det var nok mest min skyld. Det handlede om, at jeg kom i puberteten, og så får man lyst til at distancere sig fra alt muligt. Så kom Anders i puberteten. Han var meget flippet, og jeg læste medicin, så der var noget der også. Men så – da vi var i 20'erne – begyndte vi at se hinanden igen.

Lighedspunkt

– Anders og jeg ligner hinanden meget på nogle punkter, men vi er også meget forskellige. Vi har nogle karaktermæssige forskelle, han er f.eks. mere konsekvent, end jeg er. Og på nogle områder er han også mere stædig. Positivt ment. Og så synes jeg også, at han er mere hidsig, end jeg er. Til gengæld tænker vi ens, og når vi står sammen på scenen, kan jeg føle, hvor han er på vej hen. Jeg kan også se, at vi bevæger os på samme måde og taler på samme måde. Dengang Anders blev meget berømt, tænkte jeg over, at jeg ikke ville efterligne "Anders Lund Madsen". Hurtigt fandt jeg dog ud af, at det gjorde jeg jo heller ikke, jeg var bare mig selv. Men det var som om, han havde fået ejerskab på at bevæge sig på den måde. Men jeg må altså også godt bevæge mig på den måde.

– Når vi optræder sammen, læner vi os ind i vores storebror-lillebror-forhold, som bliver meget tydeligt, hvis man lige giver den en ekstra tand. Vores rollefordeling på scenen kommer helt naturligt. Og det gør den i øvrigt også, når vi ikke er på scenen. Når vi skal ud og lave noget sammen, er det altid mig, der skal ringe til arrangøren og aftale det praktiske. Og hvorfor er det sådan? Det er ikke fordi, vi har aftalt det. Det er bare fordi, hvis jeg ikke gør det, så er der ikke nogen, der gør det. Jeg har prøvet at lade være, men så ER der ikke nogen, der ringer, for Anders ved, at hvis han ikke ringer, så skal jeg nok gøre det til sidst. Alle andre regner også med, at det er mig, der ringer. Det er bare sådan, det er.

– Det er fantastisk at optræde med Anders. Når det kører, syners jeg, at vi kan nogle ting sammen, som er sjove, og jeg kan virkelig godt lide det. Jeg synes, min bror er et komisk geni. Og jeg synes ikke altid, at han får den anerkendelse, som han fortjener, for lige netop det. Lige nu har vi ikke noget nyt show planlagt, men det skal vi i gang med. Der kan godt være nogle konflikter imellem os, for jeg kan godt lide, at det hele er planlagt, og Anders kan ikke lide, når ting er planlagt. Men vi finder ud af det.

Anders Lund Madsen. Foto: Peter Nørby. 

Vendepunkt

– Jeg havde et afgørende vendepunkt i bus 40 i 1983. Jeg havde på det tidspunkt brugt en meget stor del af af min ungdom på at være bange for at være sindssyg eller være ved at blive det. Og det er jo en dum ting at være bange for, for det er i sig selv et symptom på, at man ER ved at blive sindssyg. Det var virkelig noget, der i perioder pinte mig, og jeg ved ikke, hvorfor jeg havde det sådan. Det er måske en meget naturlig ting at have identitetsproblemer som ung, men helt konkret gik jeg op i at læse om symptomerne på sindssyge i en bog. Et af symptomerne var uvirkelighedsfornemmelser, og det kan man sgu meget nemt få, hvis man mærker efter. Og så var der angsten. Den kommer, fordi man er bange for at blive sindssyg. Nå, men så en dag i 1983 sad jeg altså i bus 40, og lige pludselig tænkte jeg: "Og hvad så, hvis jeg bliver sindssyg?". I det øjeblik kunne jeg bare mærke, at bekymringen forsvandt. Jeg opgav modstanden, og så forsvandt bekymringen. Den kom da igen sidenhen, men så brugte jeg bare den samme tanke, og så gik det meget hurtigt over igen. Det var virkelig et vendepunkt lige der, men også i bredere forstand, for det er en teknik, jeg har brugt senere i andre sammenhænge også.

– Der var mange ting, som var besværlige, da jeg var ung, men som nu er fuldstændig naturlige, og som jeg ikke tænker over. Hvis man har prøvet at have et angstanfald, ved man, at det går over, så næste gang, man får et, tager man det mere roligt. Jeg tror, at man underkender besværligheden ved at lære sig selv at kende. Som ung tænkte jeg hele tiden over, hvor alle mine tanker mon kom fra. Men på et tidspunkt orkede jeg ikke at tænke over det mere, og i dag spilder jeg ikke mange sekunder på det. Det er noget af det gode ved at blive lidt ældre. Man bliver bedre til at tænke "aj, helt ærligt, det gider jeg ikke spekulere over".

– Med den viden, jeg i dag har om hjernen, har jeg ofte kunnet se mønstre hos de patienter, jeg har talt med, som har haft det dårligt, og jeg har kunnet forklare dem, hvordan hjernen fungerer, hvorfor angst er så hyppigt, og hvorfor det kan være så overvældende. Helt firkantet sagt er det fordi, man i gamle dage var nødt til at være på vagt hele tiden, ellers gik det galt. Sådan er det ikke mere, man vi har stadig en hjerne, der er bygget til at gå i alarmberedskab. Når den gør det uden grund, kan det være meget ubehageligt, men hvis man ved, at det er sådan, så bliver angsten i sig selv ikke noget forfærdeligt. Det er ubehageligt, men ikke forfærdeligt i sig selv. Det er ligesom med hovedpine. Det er ubehageligt, men det holder op, og det er – som oftest – ikke tegn på, at der er noget grundlæggende galt. Det er nogle af de her ting, jeg fortæller om i min nye bog, for jeg vil gerne gøre folk mere fortrolige med, hvordan hjernen er skruet sammen, og hvad det er, der sker, når den ikke fungerer optimalt f.eks. under stress, depression, skizofreni, demens, OCD, angst og autisme. Jeg synes faktisk, at den slags viden burde være folkeskolepensum.

– Et andet meget vigtigt vendepunkt var, da vi fik vores første barn, for min hustru blev gravid utilsigtet. Hverken hun eller jeg havde forestillet os, at vi skulle have børn nogensinde. Eller – i hvert fald ikke på det tidspunkt. Så vi planlagde faktisk, at det skulle blive til en abort, men så svigtede modet trods alt. Gennem hele graviditeten havde jeg det sådan nej, nej, nej, og jeg havde reelle tanker om, at det hele ville blive så surt, når det barn kom. Samtidig skulle jeg stå og spille komedie over for jordemoderen og alle andre og give udtryk for, at aj, det er så fedt, mand, jeg glæder mig. Men SÅ – da han kom ud ved kejsersnit – var det virkelig et vendepunkt. Det øjeblik, jeg så ham, var min første og helt umiddelbare tanke: "Han er helt i orden!". Og fra det øjeblik min kone så ham første gang, var hun som en robot, der blev trukket op i ryggen. Hun blev sådan en, der tog sig af børn. Og det viste sig, at det at have et barn var noget af det nemmeste, jeg nogensinde havde foretaget mig. Så skulle der sidde nogen derude, der er bekymrede for, om de bliver glade for deres kommende børn, så skal de bare tage det helt roligt. DET gør man!

Højdepunkt

– Det var et højdepunkt, da jeg mødte min kone. Det var det, fordi jeg med det relativt samme vidste, at hende kunne jeg godt blive forelsket i. Det blev jeg så, og der var aldrig nogen tvivl om – efter vi havde mødt hinanden ordentligt – at det skulle være os to. Det er et enormt godt udgangspunkt for et ægteskab, at man er helt sikker på, at man vil have hinanden. Jeg mødte hende første gang til et bryllup, hvor jeg sad ved siden af hende, men der kendte hun en anden mand. Og det var lige en måned efter, jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig mere ville lægge an på nogen, som havde en anden kæreste. Grundet visse uheldige oplevelser...! Der gik lidt over et år, så mødte jeg hende igen, og vi satte os på en bænk ved Søerne, og efter lidt tid spurgte jeg, om jeg skulle gå med hende hjem. Det gjorde jeg, og så blev jeg der.

– Jeg faldt for, at Rinette var enormt sjov. Det er hun stadigvæk. Det er en vigtig egenskab. Hun griner og fortæller sjove historier, og hun kan endda også grine af noget, som egentlig ikke er sjovt. Derudover er hun et ordentligt menneske, hun har altid behandlet mig godt, hun piller mig ikke ned over for andre, og hun har altid været en god kammerat. Jeg er også dybt, dybt taknemmelig over, at hun har været – og er – så fantastisk dygtig en mor for vores børn. Jeg synes selv, jeg er dygtig, men hun har reddet mig fra at begå fejltagelser i forhold til børnene. Hun er en suveræn mor.

– I vores unge år skændtes vi meget. Virkelig meget. Fordi min kone er meget hidsig. Eller rettere – hun var meget hidsig. Gassen er gået lidt af hende, men ikke helt. Hun er storesøster, og jeg er storebror, så vi ved begge to, at vi har ret, og så er det jo åndssvagt at gøre noget på den forkerte måde, ha, ha.

– Vi skulle på bryllupsrejse til England – en chartertur – og der havde jeg ved bestillingen af rejsen sagt, at det var en bryllupsrejse. I håbet om at få et bedre værelse. På flyveren til London kom vi op og skændes som så ofte før. Meget højlydt. Og mens vi skændtes, lød det pludselig over højttaleren: "Vi har et brudepar om bord, vil I ikke komme op og hente en flaske champagne". Det var et af de mest pinlige øjeblikke i mit liv, da jeg gik op for at hente den flaske.

Anders Lund Madsen. Foto: Peter Nørby. 

Lavpunkt

– Mit liv har været ret udramatisk, men det var ubetinget et lavpunkt, da min far fik demens. Det blev et syv år langt forløb. Det begyndte med, at vi i forskellige situationer tænkte: Hmmm, ku' det være...? Men så slog vi det hen. Langsomt begyndte han at trække sig lidt tilbage, det kan man også nemt slå lidt hen, men lidt efter lidt opstod der dog flere og flere mærkelige situationer, som blev sværere og sværere at bortforklare. Og så var der et helt konkret tidspunkt – som det ofte er i demensforløb – hvor vi bare måtte sige, at jo, der var helt sikkert noget galt. Det var en juleaften, hvor mine forældre skulle køre en længere togtur. Min mor ringede hele tiden til Anders' daværende kone og fortalte, at hun var så ked af det, fordi min far slet ikke kunne finde ud af, hvor han var, og hvor han var på vej hen. Jeg hentede dem på Hovedbanegården den aften, og det var et lavpunkt. Et lorte-lavpunkt.

– Derfra gik det kun ned ad bakke. Han boede hjemme hos min mor i to år, hvor katastrofen hele tiden lurede. Min mor havde ikke ro på noget tidspunkt. Det er frygteligt at se en, man elsker, forsvinde, og for min mor var det konkret anstrengende, fordi hun hele tiden skulle holde øje og klare alt. Det var derfor en stor lettelse for alle parter, da han kom på plejehjem.

– Da han døde, var det sådan set også en lettelse. Eller nej, det var noget skidt og et nulpunkt, lige da det skete. Som læge har jeg været med mange gange, når pårørende har skullet tage stilling til, om man skulle fortsætte med at behandle f.eks. en lungebetændelse hos et svært sygt menneske. Man kan vælge bare give noget smertestillende, men det fører jo til, at man er med til at få patienten til at dø. Og selvom jeg havde stået i den situation mange gange før, så var det meget, meget sværere, end jeg havde troet, da jeg stod med beslutningen i relation til min egen far. Jeg kunne næsten ikke holde ud at være der.

– Da vi nåede frem til begravelsen, følte jeg en enorm lettelse. Jeg havde gået rundt i mange år og gruet for alt det, der skulle ske, men nu var det sket, og det var, som det skulle være. Min mor fik mange gode år efter hans død, men for to år siden fik hun lungebetændelse, fik konstateret kræft, og så døde hun i løbet af tre måneder. Det var pisseirriterende og ærgerligt og trist, for hun havde det så godt. Forløbet med min mor var helt anderledes end med min far, for det var faktisk tre rigtig gode og meget specielle måneder, hvor vi virkelig fik talt sammen. Og som jeg sagde til hende, så ville jeg gerne selv købe den pakke, der hedder, at man lever, til man er 85, som min mor, uden at være nævneværdigt syg, så har man tre måneder til at sige farvel, og så er det slut. I stedet for at være syg i mange år.

Endepunkt

– Ja, det tænker jeg da over, men ikke så meget. Jeg er jo læge, så det er noget, jeg har et rimeligt usentimentalt forhold til. Tror jeg. Men jeg er ikke blevet gammel nok til, at jeg ved det. Hvis jeg døde nu, ville jeg ikke synes, jeg var blevet snydt for ret meget. Eller noget overhovedet. Jeg frygter at blive gammel, hvis det betyder, at jeg mister min frihed og måske ikke kan se mere. Jeg er lidt af en hypokonder, så jeg vidste godt, at jeg på et tidspunkt ville begynde at få det sådan. Som læge behøver jeg ikke sidde og google symptomer, jeg kan bare selv finde på nogen. Men man skal jo ikke bruge sin tid på at bekymre sig.

– Jeg synes, det er trist, at jeg er forældreløs, og jeg synes, det er trist, at jeg bliver ældre. Indtil jeg var 27, ville jeg gerne være ældre og have mere erfaring. Fra jeg var 27, til jeg var 30, tænkte jeg ikke over alder. Det var så nok endnu et højdepunkt i mit liv. Og da jeg fyldte 30 – på selve dagen – begyndte jeg at blive bange for at blive gammel, og jeg begyndte at se alderdomstegn. Så havde jeg en periode i 40'erne, hvor jeg ikke tænkte særlig meget over det, og nu synes jeg, det er jammerligt. Men det er, fordi jeg er neurotisk i forhold til alder – og det har jeg nok altid været. Det er ikke, fordi jeg mangler energi, jeg synes, jeg overkommer mindst lige så meget, som jeg altid har gjort. Men der er nogle ting, jeg ikke gider mere, og det er vel egentlig okay.