Under en færgetur opdagede Peter Mygind noget nyt om sig selv
På en tur til Aarhus var Peter Mygind nødt til at tage et valg. Først bekymrede han sig om, hvad andre ville tænke, men så indså han, at der ikke var noget at skamme sig over.
Peter Mygind skulle holde et foredrag i Jylland og var derfor ombord på Molslinjen. I dagene optil havde han været ramt af sygdom, og derfor følte han sig uoplagt, da han satte sine fødder på færgen. Alt, han drømte om, var at sætte sig godt til rette med en avis, men så fik han øje på to velkendte ansigter.
Det fortæller han til ALT for damerne, der er på gaden i uge 29.
”Jeg mødte et vennepar, som er superskønne, men jeg kunne bare ikke overskue at sidde og snakke,” uddyber han.
Og selvom Peter ved, at det er helt okay at være træt og uoplagt, føltes det ikke sådan, da han stod i situationen.
”Jeg ville gerne være høflig,” forklarer han.
Men det stod hurtigt klart, at han var nødt til at lægge høfligheden på hylden og sætte sig selv i første række.
”Jeg besluttede, at jeg ville sætte mig alene, for jeg havde ikke overskud til at sidde i halvanden time og hyggesnakke.”
Han var ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre for ham selv. Alligevel var der straks en ubehagelig tanke, der ramte.
”Jeg når selvfølgelig at tænke: ”Åh nej, bare de ikke tænker noget dårligt.” Men der må jeg også indse, at det kan jeg ikke styre. Hvis de tænker noget, så må de selv rode med det, for man skal respektere sin vens grænser. Jeg får også større respekt og kærlighed til mine venner, når jeg mærker, at de kan sige fra.”
Det kræver arbejde at blive ved med at minde sig selv om, at det er okay at sætte grænser, men det giver pote på den lange bane, forklarer Peter.
”Det er noget, jeg selv øver mig på. For hvis du er for høflig hele tiden, så glemmer du dig selv. Og det havde intet at gøre med mine venner, det handlede kun om mig,” afslutter han.
Du kan læse mere på linket nedenfor, hvor Peter Mygind medvirker i sommerens tema ”Venner for livet” sammen med sin gode veninde Michelle Kristensen. Her fortæller de blandt andet om fertilitetsbehandling, store kriser og fjollede regler i venskaber.