Phillip Faber: "Det gav mig rygrad at få et stort ansvar for tidligt"

"Tak for sangen!" 

De ord hørte Phillip Faber ustandseligt på gaden, i supermarkederne, ja alle steder, hvor han færdedes i det offentlige rum under forårets corona-lockdown. Folk stoppede ham og råbte til ham fra det modsatte fortov, for fra den ene dag til den anden var han blevet selve eksponenten for det sammenhold og det fællesskab, som hele Danmark havde brug for i en tid, hvor alt, hvad der var normalt, var sat ud af spil. Vi ville synge. Hver for sig. Men sammen. Og altid sammen med Phillip Faber. 

Kom det bag på dig, at programmet blev så populært?

– Ja, naturligvis. Det var ikke meningen, om jeg så må sige. Først var der ikke nogen, der ville sende det ud på tv, så vi valgte at lave det på DR Pigekorets facebookside mandagen efter, at lockdown var blevet annonceret. Vi tænkte, at hvis der var 60-80 mennesker, der kiggede med, så ville det give mening. Men der var tusinde gange flere end det, så dagen efter rykkede programmet ind på DR1. Normalt er der ikke noget, der rykker ind på DR1 uden 100 pitchrunder og møder, men der var heldigvis nogen, der så idéen i det og tænkte: Det her skal vi bare have på. Meget hurtigt var der en kvart million mennesker, der så med hver morgen, og det tal lå ret stabilt gennem alle de 100 programmer, vi lavede. Jeg blev selv ramt af en tsunami af beskeder på alle platforme og breve i massevis. Jeg må indrømme, at jeg kun har nået at læse ganske lidt af det, men det hele var udtryk for stor taknemmelighed, og det er jo vidunderligt. Vi gav folk en mulighed for at mærke, at de ikke var alene. Det var meget overvældende at blive stoppet på gaden og blive takket for programmerne, for jeg havde aldrig nogensinde i min VILDESTE fantasi drømt om, at den musik, jeg elsker allermest, og som spiller så stor en rolle i mit liv – de danske sange fra kirken og højskolerne – skulle blive så vigtig for en hel nation. 

Gnister hos overboen

Mens disse linjer skrives, er coronaen igen blusset op efter en sommer, hvor vi alle fik lov til at mærke lidt af den frihed, som vores liv normalt indeholder.

Phillip Faber, hvis primære job er at være chefdirigent for DR Pigekoret, er tilbage på skærmen fredag aften med fællessang, og han er desuden aktuel med bogen ”Den Danske Sang”, som er lavet i samarbejde med journalist Rikke Hyldgaard.

Vi har sat os i hans lyse stue i lejligheden i Carlsberg Byen, hvor det store, sorte flygel har fået god plads efter at have levet en lidt en mast tilværelse i den tidligere lejlighed på bare 60 kvadratmeter.

Det krævede en rummelig kone, siger Phillip med et grin, at kante sig omkring det dengang, men flyglet var bare en del af pakken, da han og Selma mødte hinanden. For Phillip ER musik og sang. Og har altid været det. 

– Mine første minder om sange er godnatsangene, som min mor sang for mig. Det var ursangen, jeg mødte dengang, for vi synger jo alle for vores børn, uanset om vi synger godt eller ej.

– Min mor havde et repertoire af sange, bl.a. ”Sov sødt barnlille”, Solen er så rød mor” og ”Elefantens vuggevise”, og alle de sange forbinder jeg med en kæmpestor tryghed. Som seksårig begyndte jeg at spille klaver, og i dag er klaveret et fuldstændig uundværligt redskab for mig. 

Du fortæller i bogen, at du var ensom med din musik dengang? 

– Ja, jeg havde ikke nogen at dele den med, og min ret søde og dejlige klaver-lærer baserede sig mere på at spille end på teori. Hendes lille en-mands-musikskole hed ”Musik for sjov”, og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har mødt musikken med hjertet. Altid med nysgerrighed. Og altid som en leg. Aldrig med en lineal over fingrene. Jeg mødte musikteorien ret sent. Det var først efter gymnasiet, jeg lærte at spille klassisk klaver. Og ja, jeg savnede da nogen at dele musikken med som barn, men det var en øjenåbner for mig, da jeg opdagede, at man på klaver kan akkompagnere andre. Det skete en dag, hvor vi var på besøg hos vores overbo, og hvor nogen pludselig nynnede med på en julesang, jeg sad og spillede. Der sprang simpelthen gnister inde i min hjerne, da jeg for første gang mærkede, at musikken ikke bare var noget, jeg sad og hyggede mig med selv. Det var simpelthen en måde at kommunikere på. Og det var en måde at inkludere på. En måde at række ud og lave noget sammen på. Det blev også en måde at få lov til at være en del af de voksnes verden på, og jeg fandt ud af, at i den sociale del af musikken var der nogle ”legekammerater”.    

Hvad med dine jævnaldrende? 

– De andre drenge spillede fodbold, men det har jeg aldrig interesseret mig for. Jeg havde da venner, men ikke nogen, der interesserede sig for det samme, som jeg gjorde. Min første musikalske forelskelse oplevede jeg, da Liva Weel-serien kørte over skærmen i 90’erne med Ulla Henningsen i hovedrollen. Jeg havde simpelthen en regulær forelskelse i Ulla Henningsen som 12-14-årig. Og det kunne jeg ikke dele med så mange. Jeg havde bl.a. et stort ønske om at klæde mig ud som Liva Weel og optræde med sangen ”Jeg ku’ bli’ no’et så 1-2-3” i min fritidsklub. Men guderne ville, at det aldrig blev ført ud i livet, og jeg tør slet ikke tænke på … 

Han griner højt. 

– Altså, det ville nok ikke have bidraget til min coolness, hvis jeg havde gjort det. 

Så du følte du dig anderledes?

– Ja, og jeg følte mig også vigtig. Jeg var med i nogle film og en masse teaterstykker på Folketeateret og blev meget tit taget ud af skolen. Jeg kunne godt have brugt lidt hjælp til at tackle det spændingsfelt, jeg stod i. Det var lidt af et mirakel, at jeg ikke blev mobbet i skolen, for jeg følte virkelig, at jeg var meget speciel og vigtig, fordi jeg spillede teater og lavede film. Jeg syntes, at jeg var noget ganske særligt, men det fik jeg ikke meget kredit for blandt mine jævnaldrende. I teaterverdenen oplevede jeg et fællesskab, hvor jeg havde en rolle. I mere end en forstand. 

Hvorfor holdt du ikke fast i skuespillet? 

– Fordi jeg fandt ud af, at jeg kunne skrive musik. Og så tænkte jeg, at DET skal jeg gøre. 

Det lyder meget imponerende? 

– Altså, det var jo ikke de store ting, men jeg havde en periode, hvor jeg ikke kunne holde op. Jeg sad på mit værelse og skrev orkesterværker. Noget, der aldrig vil blive spillet. Noget lidt uskyldigt og pænt. Men jeg kunne simpelthen ikke stoppe. Nogle gange ville jeg egentlig gerne sove, men så kom der en melodi, og så følte jeg mig nødsaget til at gå hen og skrive den ned, inden jeg kunne sove. Og i dag har jeg verdens tykkeste ringbind nede i kælderen med musik, jeg har skrevet, som ingen nogensinde kommer til at interessere sig for. 

Den rigtige værdi

Phillips mor og far blev skilt, da Phillip var ganske lille. Han boede mest hos sin mor, som fik to sønner med en ny mand, men han besøgte også jævnligt sin far i Næstved, hvor han fik to halvsøstre. Det var ikke noget problem for Phillip, for han har altid elsket børn. 

– Min ældste bror er ti år yngre end mig, og min yngste søster går stadig i gymnasiet, og jeg har fulgt med hele vejen, fra de blev født. Jeg var i meget høj grad den bleskiftende storebror. Og måske også i højere grad, end jeg selv valgte. Min mor blev også skilt fra mine brødres far, så jeg boede alene med hende og dem og havde et kæmpe ansvar for de to drenge. Også mere, end jeg selv ønskede og syntes var smart. Men heldigvis elsker jeg at være sammen med børn. 

Hvem er Phillip Faber

• Født 1984.
• Chefdirigent for DR Pigekoret og aktuel med bogen ”Den danske sang” sammen med journalist Rikke Hyldgaard.
• Blev landskendt under coronakrisen med ”Morgensang med Phillip Faber” og ”Fællessang hver for sig”, der igen kører på DR hver fredag aften. 
• Gift med Selma Mongelard Faber, 28, der er operainstruktør. Sammen har de sønnen August på tre år.

Hvordan har det påvirket dig at få så stort et ansvar så tidligt?

– Jeg tror, jeg har turdet noget tidligt. Da jeg gik i 1.g og var 16 år, stod jeg pludselig ved et tilfælde – og ved en meget skarp musiklærers hjælp – og dirigerede skolens lille symfoniorkester. Jeg kan huske, at jeg bagefter tænkte, at det sgu var godt, at jeg havde passet William og Laurits så meget, for det gav mig en lille smule rygrad til at fortælle 3.g’erne, hvad der skulle ske på takt otte. Det tror jeg ikke, jeg ville have turdet ellers. 

Hvad tænker dine forældre om den store succes, du har fået med musikken?

– Det er de bare meget, meget glade for og stolte over. Jeg tænkte på et tidspunkt, at det ikke er svært at være der for hinanden, når det går dårligt. Så vil folk gerne hjælpe en. Men det er, når det går godt, at man kan måle, om man er sammen med de rigtige mennesker eller ej. De, der bliver oprigtigt glade på ens vegne, når det går en godt, det er de rigtige mennesker at have i sit liv. Og det menneske, der bliver allergladest, når det går mig godt, det er min far. Han bliver bare så lykkelig, altså, ha ha. 

Og hvad med dine venner?

– Mine nærmeste venner er gode til lige at hjælpe mig med at finde det, som jeg kalder den rigtige værdi. Succes er noget, der glitrer på overfladen, og det kan man godt komme til at forveksle med værdien. Som f.eks. da jeg blev vært for ”Den klassiske musikquiz” og var helt lykkelig over, at jeg skulle have min egen musikquiz. Mine gode venner hjalp mig dog til lige at finde ud af, hvad den rigtige værdi i det var. Og den rigtige værdi i musikquizzen var jo ikke, at jeg havde min egen plads i studiet. Nej, det var at få lov til at åbne døren for andre mennesker ind til den klassiske musik. Der ligger altid en værdi på overfladen, som taler til min forfængelighed, og så ligger der en rigtig værdi nedenunder. 

Kan du somme tider mærke forfængeligheden løbe af med dig? 

– Øhhh, ja, og det er jeg meget opmærksom på. Så bremser jeg og tænker mig godt om. Dykker ned og finder den ægte værdi. Under ”Morgensang med Phillip Faber” fik jeg så meget opmærksomhed, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle opleve i hele mit liv. På mig og min person. Og i den tid var det virkelig dejligt for mig at fokusere på, at indholdet af det program ikke var, at jeg sang og spillede. Det var rammen. Indholdet af programmet var, at folk sang med. Hvis ikke nogen havde sunget med til det program, så havde det været det underligste og dårligste tv-program i verdenshistorien. At tænke, at lige nu er vi en kvart million mennesker, der synger sammen, hjalp mig til at finde ind i en virkelig god følelse, som ikke handlede om mig.  

En fælles forståelse

En, der også er med til at holde Phillip på jorden, er hans lille søn, August. Han er kommet til verden, efter at Phillip for seks år siden mødte Selma på DR, hvor de var kollegaer.

Phillip taler under det meste af interviewet i rivende fart, men lige da talen falder på kærligheden, kommer vi helt ned i tempo. 

Hvad faldt du for ved Selma? 

– Uha …

Ja, det er jo et dameblad…?

– Aj …

Lang pause igen. 

– Jamen … Selma er jo min bedste ven. Selma er den bedste at snakke med og den bedste til at hjælpe mig, når jeg står i en svær situation. 

Men det var jo først, da I havde lært hinanden godt at kende, at du fandt ud af det … hvad faldt du for?

– Nååå … det er jo meget privat …

Pause. 

– Aj, sådan noget har jeg ustyrlig svært ved at sidde og sige højt til dig lige nu … Det må vi kunne omgå på en eller anden måde. 

Det vil jeg helst ikke?

– Nej … Men det kan jeg sgu ikke lige sige. Altså, der er jo en fælles forståelse for musikken. Selma er operainstruktør og kommer fra en teaterverden, så der var en masse fælles fodslag på det kunstneriske. 

Han holder pause igen, men lyser så pludselig op i et stort smil.  

– Og så skal man jo bare kaste ET blik på hende, så kommer svaret af sig selv …! 

Han griner højt. 

– Hvor svært kan det være, ha ha. 

Og så er I blevet forældre, hvordan er det? 

– Det er jo en kommunikationsøvelse, som jeg synes, vi klarer ret godt, ha ha. Det er også et samarbejde og en måde, hvor man skal folde ud, hvordan vi er som mennesker, og hvordan vi gerne vil være som mennesker. Det handler om at gå forrest og vise August, hvordan man er her i verden. Og der er vi heldigvis ret enige. 

Hvordan har det været for Selma med den store interesse, der har været for dig?

– Jeg havde jo ikke kunnet gøre det, hvis ikke Selma havde kunnet være herhjemme og tage en tørn med August. Det var ret intenst for hende. 

Hvad synes hun om, at du bliver stoppet på gaden, når I går sammen og har August med?

– Ofte hilser folk bare lige i farten. Men jeg har tænkt meget over, at Silja Okking, som er datter af Jens Okking, på et tidspunkt fortalte mig, at hun somme tider havde været ked af det som barn, fordi hun følte, at hun skulle dele sin far med alle de mennesker, der stoppede op for at snakke med ham på gaden. Så når jeg er sammen med August, vil jeg ikke stå og tage imod roser fra folk. Jeg siger bare tak, og at jeg lige nu er sammen med min søn. Han skal ikke føle, at han skal dele mig med folk, fordi jeg laver noget på fjernsyn. Så det er jeg rigtig glad for, at Silja sagde. 

En tydelig far

Phillip synes, at det har været en stor omvæltning at blive far. Samtidig er det vigtigt for ham at holde fast i sig selv. 

– Min filosofi er, at jeg skal blive ved med at være mig. Samtidig skal jeg løfte det lille nye menneske ind i den virkelighed, som Selma og jeg har. Jeg vil også gerne vise August, hvad man kan få ud af at øve sig rigtig meget. For selvom jeg føler, at jeg de første 20 år af mit liv bare spillede musik for sjov, så har jeg reelt set øvet mig SÅ mange timer hver eneste uge, at man skulle tro, det var løgn. Jeg har bare ikke følt, at jeg har øvet mig, og det er jo mit held.

– Jeg vil gerne have, at August ser, hvor stor glæde der er i det. Selma havde ham med til et af fredagssang-arrangementerne i foråret, og det gjorde mig vildt glad. Vi er meget hys med, at han får sin søvn, og at der er en ramme omkring ham, men jeg kan også godt lide at blande ham ind i hele vores liv, så jeg ikke skal have en far-kasket på det ene øjeblik og så være Phillip det andet.

– Jeg vil gerne have, at ”far” og Phillip smelter så meget sammen som overhovedet muligt. Lige nu er der lidt mere far, fordi August kun er tre år, men jeg drømmer om at putte mere og mere af Phillip ind i den rolle, så de til sidst smelter sammen. 

Spiller du med ham? 

– Ja, men han er ikke superinteresseret. Jeg synes, at han synger så vidunderligt, helt rent, og forleden dag sad han på mit skød og spillede med. Jeg har ellers altid hadet, når børn kom hen og hamrede næverne i tangenterne, men det er noget andet med August, ha ha. Da vi sad og spillede, spurgte jeg ham, om han gerne ville lære at spille klaver. Han svarede ja, og så tænkte jeg, at okay, NU sætter jeg ind. Og så spurgte jeg ham direkte: ”Når du bliver stor nok til at gå til noget, hvad vil du så gerne gå til?”. Han svarede: ”Basket, fodbold og håndbold!”. 

Han griner højt. 

– Og det vidste jeg godt, for han er allerede hundrede gange bedre end mig til at kaste og gribe en bold. Jeg ønsker bestemt heller ikke, at han skal være musiker for enhver pris, jeg ønsker bare, at han skal være glad. Men jeg vil sørge for, at musikken og sangene er et tilbud, hvis han har lyst.  

Hvordan har det ændret dig at blive far? 

– Jeg insisterer egentlig hårdnakket på, at det ikke har ændret mig som menneske. Men det har ændret noget i forhold til mine prioriteter. I perioder, hvor jeg arbejder meget, vil jeg altid prioritere at komme hjem og være sammen med August, inden han bliver lagt i seng.

Hvordan er du som far?

– Virkelig sød og sjov …

Han griner. 

– Nej, altså, det er vigtigt for mig med tydelighed. Det er ikke det samme som strenghed. Slet ikke. Men det er vigtigt for mig, at August hjælper til, og at vi viser ham, at det betyder noget. Der var engang en, der sagde, at det var en stor fejl, da man tog legen ud af de voksnes arbejde og arbejdet ud af børnenes leg. Der er masser af leg i mit arbejde, selvom det også er benhårdt og alvorligt somme tider, og omvendt skal August også inddrages i de ting, der skal laves hjemme hos os. Han har selvfølgelig ikke pligter endnu, men jeg gør meget ud af at vise ham, at han er vigtig. Ikke ved at forgude ham – altså, det gør jeg jo! – men ikke ved at VISE, at jeg forguder ham, men ved at vise ham, at han spiller en rolle i familien. 

Snublende fingre

Det er ikke kun den almindelig dansker, der har lært Phillip at kende i løbet af 2020. Selv landets dronning så med, da der var fællessang på hendes 80-års fødselsdag, som i lighed med så meget andet i år måtte holdes uden fest og gæster. 

Hvordan var det at spille for Dronningen på hendes fødselsdag? 

– Det var supernervepirrende. Jeg sad og fulgte med i fødselsdagsprogrammet på en skærm, jeg havde i studiet, mens vi lavede det. Jeg har aldrig mødt Dronningen, og da jeg så pludselig så på skærmen, at hun sad og fulgte med i vores program, gik der godt nok et koldt gys igennem mig. Jeg havde hele tiden forestillet mig alle de mennesker, der sang med, når jeg sad og spillede, men da tv klippede til det skud af Dronningen, der sad alene foran sit tv og så på mig, der spillede for til ”I dag er det Dronningens fødselsdag”, fik jeg lige svært ved at slippe hjernen. Jeg blev godt nok nervøs. Og jeg kom også til at spille en fejl. Man kan så meget, når man bare stoler på sig selv og fokuserer på noget andet. Men i det øjeblik, hvor over-jeget begynder at tænke og gruble for meget, kan man få sådan en fuldstændig gakket klappen-går-ned-følelse. Det fik jeg heldigvis ikke helt, men jeg blev så bevidst om, hvad det var, jeg havde gang i, at fingrene lige snublede på et tidspunkt. På samme måde, som sangene var blevet et samlingspunkt under lockdown, blev Dronningen det også lige der. Det var meget smukt, synes jeg.  

Hvordan vil du gerne huskes? 

–  Da jeg gik rundt i skolen og syntes, at jeg var meget vigtig, fordi jeg lavede noget meget vigtigt, tog jeg fejl. Det var ikke den rigtige værdi, jeg havde fokus på. Jeg lærte jo ”Solen er så rød mor”, fordi min mor sang den for mig, når jeg skulle sove. Uden analyser og tonearter, men med masser af kærlighed. Og på samme måde er det gået op for mig, at jeg er komplet ligeglad med, om der kommer til at være en statue eller en vej med mit navn, når jeg er død. Jeg er her kun nu, og den eneste, jeg gerne vil efterlade spor i, er min søn. Og i de mennesker omkring mig, som jeg elsker, naturligvis. Sangene, som har været der altid, vil stå tilbage. ”Nu falmer skoven trindt om land” har ikke brug for mig. Men jeg har brug for den, mens jeg er her.  

Så heller ingen gravsten?

– Umiddelbart nej. 

Der kunne ellers stå: Tak for sangen?

– Nå ja, det ville fandeme være smukt. Det er en god idé. Hvis det skal være. Altså, jeg har ikke behov for en sten, men hvis andre har, så kunne der godt stå det.