Har kendt sin mand, siden hun var 6 år: "Pludselig vidste jeg bare, at det skulle være ham”

Udgangspunkt

– Allerede som lille var jeg fascineret af den skuespilverden, som mine forældre

levede i. Jeg elskede at komme med på teatret! ELSKEDE det. Jeg sad og tegnede i garderoben, byggede huler under sminkebordene, så på kostumerne eller snakkede med nogle af dem, som gjorde sig klar til at komme på scenen. Hvis de spillede en forestilling, som jeg godt kunne lide, kunne jeg se den igen og igen.

LÆS OGSÅ: 2 år efter stress: Det har jeg lært af mit sammenbrud 

– Jeg var ret god til at underholde mig selv. Det blev jeg nødt til at være, hvis jeg ville med mine forældre. Måske har det også noget at gøre med, at jeg stort set voksede op som enebarn. Jeg har en bror på min fars side, men han er ti år ældre end mig og boede en del hos sin mor, så ofte var jeg det eneste barn i hjemmet. Men det passede mig egentlig godt. Jeg savnede aldrig at have jævnaldrende søskende, og nogle gange foretrak jeg ligefrem at lege alene. Jeg havde brug for en gang imellem at trække mig ind i min egen lille verden med mine dukker og ting og sager, for i hverdagen var der knald på. Jeg var ret dominerende som barn, og jeg havde masser af selvtillid. Jeg kørte bare derudad!

– Mit barndomshjem var selvfølgelig præget af, at begge mine forældre er skuespillere. I perioder havde de meget travlt og var meget væk, og indimellem kunne jeg godt få lidt hjemve. Eller hjemve var det jo ikke, for jeg var jo hjemme. Der manglede ligesom bare noget, og det kunne godt gøre mig lidt trist. Men gudskelov havde jeg nogle skønne barnepiger, som jeg holdt rigtig meget af, så det var ikke så slemt, og jeg vidste jo godt, at det kun var i perioder, at mine forældre havde travlt. Andre gange havde de utrolig meget tid, og jeg har haft nogle helt fantastiske og intense ferier med dem, så på den måde har jeg aldrig rigtig lidt afsavn. Og selv i de travle tider har de altid været gode til at rumme mig og give mig omsorg. Min barndom var i det hele taget meget tryg, men samtidig også meget fri. Jeg fik masser af plads at boltre mig på.

– Jeg ville rigtig gerne lave teater ligesom mine forældre, og selvom de som udgangspunkt gav mig lov til det meste, så holdt de lidt igen på det punkt. Jeg spillede med i forskellige teaterstykker, musicals og film, og jeg havde en fest med det! Men nogle gange sagde mine forældre også nej. Jeg blev vildt skuffet, da der var en spillefilm, som jeg ikke fik lov at være med i, fordi mine forældre syntes, at jeg ville være for meget væk fra skolen. Men i dag kan jeg jo godt se det fornuftige i det, og jeg tror faktisk, at de gjorde det rigtige, for skuespil er ikke bare sjov og ballade. Det er et arbejde, og man bliver sat ind i en voksenverden med forventninger og en masse ventetid. Det må være skidesvært at sige nej, når ungen gerne vil være skuespiller og oven i købet får chancen, men jeg er glad for, at de valgte at dosere det lidt, så jeg også havde tid til at være barn.

Brændpunkt

– Jeg har altid brændt for skuespillet. Der er et eller andet fantastisk ved, at legen bliver taget seriøst, og at man får lov til at være ekspressiv og bruge sin fantasi. I mange år var jeg sikker på, at jeg skulle være skuespiller. Da jeg blev ældre, bevægede jeg mig lidt væk fra det. Jeg syntes ikke, at det kunne være rigtigt, når det nu var det, jeg havde drømt om hele livet. Det virkede lidt som en useriøs barnedrøm, og jeg tænkte, at jeg måske bare ikke havde åbnet øjnene for andet. Så det prøvede jeg at gøre. Jeg overvejede dansen og overvejede at læse psykologi. Men jeg blev ved med at vende tilbage til skuespillerdrømmen. Det var det, jeg brændte for, og jeg er utrolig glad for, at jeg endte med at gå den vej. Jeg brænder for de gode historier. At få lov til at være en del af nogle fortællinger, som jeg selv ville gide høre og se. At være en del af et fantastisk fællesskab. Og at give folk en oplevelse.

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift... og enke

Omdrejningspunkt

 – Lige nu fylder mit arbejde så meget, at det nok er det, som er mit omdrejningspunkt. Det er arbejdet, det handler om hele tiden! Jeg er egentlig ret tilfreds med, at det er sådan, for jeg synes, at det er så vanvittigt sjovt at arbejde i øjeblikket, og det er en stor fornøjelse for mig. Jeg har både lysten og kræfterne til at kaste mig ud i alt muligt og beskæftiger mig både med satire, musik, film og teater. Jeg elsker at få lov til så mange forskellige ting, og rent karrieremæssigt er jeg virkelig glad. Men jeg er også meget bevidst om, at det kun er for en periode, at mit arbejde fylder så meget. Lige nu arbejder jeg intenst, men på et tidspunkt stilner det af, og så får jeg mere tid til min familie og mine venner. Sådan skal det være. Det er vigtigt at have nogle åndehuller, så jeg ved, at der om et par måneder bliver tid til at have familien i fokus. På et tidspunkt skal vi måske også have børn, og jeg synes, at det ville være trist, hvis arbejdet fyldte alt. For selvom mit arbejde betyder meget, er det kærligheden og den trygge base, der får hjulene til at køre rundtLÆS OGSÅ: "Vi er skilt, men stadig kærester".

Lighedspunkt

– Min mor er meget udadvendt, og min far er mere eftertænksom og indadvendt. Selv er jeg nok fifty-fifty, og på den måde kan jeg godt se, at jeg er halvt min far og halvt min mor, selvom jeg selvfølgelig er helt mig. Jeg har behov for at trække mig tilbage en gang imellem, så jeg kan tænke over tingene. Det behov har min far også. Til gengæld er jeg ret temperamentsfuld, og det er uden tvivl noget, jeg har fra min mor. Det er ligesom to modpoler, og i stedet for at være havnet midtimellem, bevæger jeg mig ofte frem og tilbage mellem polerne. 

Nulpunkt

– For et par år siden, var jeg meget hårdt spændt for rent arbejdsmæssigt, og jeg glemte helt at sætte pris på de ting, jeg havde lige nu og her. Jeg havde så travlt, at jeg var uopmærksom på alt andet end det, der lige omhandlede mig. Jeg var egentlig lidt selvoptaget, og det, synes jeg, er ret nulpunktsagtigt. Men jeg kunne selvfølgelig ikke se det dengang. Jeg lod mig bare føre med og fik sværere og sværere ved at være til stede og være der for de mennesker, som betyder allermest for mig. Jeg havde simpelthen intet overskud, og når jeg havde fri, lå jeg bare og kiggede ud i luften. Jeg var ked af det, mine tanker hvirvlede, og jeg sov dårligt. Det er en af kroppens måder at sige: Okay skat, nu er du altså der, hvor du skal passe lidt på! Og så bliver man nødt til at justere lidt på nogle ting. Heldigvis havde jeg min mand, min familie og mine venner, som kunne hjælpe mig tilbage på sporet, inden det hele kogte over. Jeg tror egentlig, at man lærer rigtig meget af at klare sig igennem sine nulpunktsperioder. Jeg synes for eksempel, at jeg er blevet bedre til at være til stede i nuet. Det er i hvert fald noget, jeg tænker meget over at være. Måske har det også noget at gøre med, at jeg er blevet ældre og mere bevidst om, at jeg ikke lever evigt. Det gælder om at forsøge hverken at kigge for meget frem eller for meget tilbage.

Vendepunkt

– I 2013 startede jeg satiregruppen Platt-form sammen med mine to venner Laus Høybye og Jakob Fauerby. Det har været et stort vendepunkt for mig. Jeg har lært vildt meget af, at det pludselig var os tre, der skulle gøre det hele selv: Iværksætte, skrive, instruere, skabe... Det er Laus, Jakob og mig, der bestemmer alting, og vi har alle kasketterne på. Når vi arbejder sammen, handler det om at byde ind med alt, og først bagefter begynder vi at sortere fra. Vi giver hinanden lov til at gå ud over det, som vi troede var grænsen, og til at gøre ting, som vi ikke troede, vi kunne. Perfektionismen er blevet losset ud ad bagdøren, og det har været en kæmpe øjenåbner i forhold til ikke at være så streng over for sig selv. Vi tager skridtet videre og presser hinanden længere ud – nogle gange endda for langt – men vi giver aldrig slip på hinanden. Det løsner virkelig op at vide, at jeg har to gutter, der er klar til at gribe mig. 

Ømt punkt

– Tidens tendens er lidt, at det er okay at tale grimt til hinanden. Det er nærmest blevet legalt at sige grimme ting til andre via de sociale medier, og så er der jo hele denne her ytringsfrihedssnak. Hvor meget kan man tillade sig at sige? Og hvor meget behøver man at sige? Nogle gange synes jeg, at vi er ret hårde ved hinanden, og det kan faktisk godt gøre mig lidt ked af det. Jeg mærker det for eksempel, når jeg går på gaden, eller når jeg handler i supermarkedet og bliver mødt af en sur dame, der råber: ”Flyt dig!” Jamen, så hold dog op med at være så sur! Jeg tænker meget over at tale pænt til folk og opføre mig ordentligt – også selvom jeg har en dårlig dag. For jeg ved, at det gode humør smitter.

LÆS OGSÅ: For tynd til tv?

Højdepunkt

– Heldigvis synes jeg, at der er mange højdepunkter i mit liv, men at finde kærligheden er klart det største. Det er bare enormt stort at finde den, som man vil dele sit liv med. Det skete egentlig ret pludseligt – ikke at jeg fandt ham, men at jeg forelskede mig i ham. Det kom helt ud af det blå. Jeg har kendt Sophus, siden jeg var 6 år. Vi havde en fælles barndomsven, så vi mødtes til fødselsdage og andre arrangementer, og så endte vi i den samme folkeskole. Selvom han gik i min parallelklasse, snakkede vi ret meget med hinanden og spillede også sammen i et par skolekomedier. Senere blev jeg optaget på Teaterskolen i København, og året efter blev han optaget i Odense, så vi har på en måde fulgtes ad hele vejen. Men jeg havde aldrig tænkt på, at vi skulle finde sammen som kærester.

– I 2007 skulle vi så spille sammen i en forestilling på Østre Gasværk, og i den forbindelse besluttede vi os for lige at mødes og genoptage kontakten. Ingen af os var i et forhold, og det var, som om vi så hinanden på en helt ny måde. Pludselig vidste jeg bare, at det skulle være ham. Normalt gør jeg mig rigtig mange tanker om alt muligt, og jeg er så dårlig til at mærke efter, hvad jeg virkelig vil. Jeg kan altid argumentere både for og imod, og jeg er altid i tvivl. Om alting. Men lige præcis her var jeg ikke i tvivl. Jeg mærkede bare helt tydeligt, at han var den rigtige. Han har et kæmpe hjerte, og jeg havde lyst til at være sammen med ham hele tiden. Længere var den ligesom ikke. Året efter blev vi gift, og det var endnu et højdepunkt. Hele symbolikken med at man siger ja til hinanden foran en masse mennesker og nu skal være sammen resten af livet – det er stort!

Svagt punkt

– Jeg har altid været god til at se alle de ting, som jeg kunne have gjort bedre. Gennem tiden har jeg været meget hård ved mig selv, og det er da egentlig skideirriterende, for det er altså ikke særlig konstruktivt. Selvfølgelig er det godt at stræbe efter at gøre tingene bedst muligt, men nogle gange kan det godt være lidt hæmmende, hvis man hele tiden fortæller sig selv, at man ikke er god nok. Slap nu af, og giv dig selv en chance, har jeg tit tænkt. Måske er det ikke så slemt at fejle lidt en gang imellem. Efter at jeg er begyndt at arbejde sammen med Platt-form-drengene, er jeg klart blevet bedre til at skrue ned for selvkritikken. Jeg har indset, at det er dumt at bruge for meget energi på at tænke over, hvad man kunne have gjort bedre. Den indstilling har gjort mit arbejde meget sjovere og mit sind lidt lysere.

Holdepunkt

– Mit vigtigste holdepunkt i livet er min mand, Sophus. Han har en helt særlig ro i sit væsen. Ja, det er næsten helt overnaturligt.

- Jeg har aldrig mødt nogen, som har den samme zenagtige energi, og det er utroligt smittende. Man kan næsten ikke undgå at blive rolig, når man er sammen med ham. Vi er meget forskellige på det punkt. Nærmest ligesom jord og luft. Han har jordforbindelsen, og jeg hvirvler af sted med vinden. Jeg er meget svævende og letpåvirkelig. Måske næsten lidt oversensitiv. Det kan godt være lidt farligt at have det sådan, for hvis man bliver for medrevet, kan man hurtigt blive ked af det. Man kan nemt glemme at have sig selv med i tingene, hvis man er her, der og alle vegne, og så er det vigtigt at have en base, så man stadig har en følelse af at stå fast. Sophus er den base for mig. Jeg kan hurtigt fare op i det røde felt, men han sørger altid for, at jeg ikke bare futter af sted. Når jeg er lige ved at lette fra jordens overflade, så får han fat i min fod, trækker mig ned igen, og holder hånden på mit hoved. "Træk vejret", siger han, og så trækker jeg vejret. Og så er alt godt igen. Eller i hvert fald bedre.

Kirsten Lehfeldt, skuespiller

- Mille er god til at mærke, hvordan andre har det, og hun ved altid, hvornår man har brug for lidt omsorg og kærlighed. Så ringer hun. Eller sender en sms. Hun øser kærlighed ud over min mand og mig, og hun har altid været god til at fortælle os, at vi betyder noget for hende. Jeg synes, at en af hendes største kvaliteter er hendes nærvær. Nogle mennesker er til stede uden rigtig at være det. Men hvis Mille er der, så ER hun der virkelig. Det samme gælder, når hun arbejder. Hvis hun engagerer sig i noget, gør hun det 500 procent! At være fokuseret og koncentreret er klart en af hendes spidskompetencer. Selv da hun var lille, mærkede jeg det. Hvis hun var midt i en leg, skulle man kalde på hende rigtig mange gange, før hun kom ind for at spise. Hallo? Der er nogen, der taler til dig! Hun var i en helt

anden verden!

– I forbindelse med "Cabaret" på Det Kongelige Teater har jeg for første gang prøvet at arbejde sammen med hende, og der kan jeg også se, hvor fokuseret hun er. Hun er totalt perfektionistisk – på grænsen til det nørdede – og jeg synes, at det er et stort privilegium at få lov at arbejde sammen med hende. Og så er det rigtig hyggeligt. På teatret har vi garderobe lige ved siden af hinanden, og en gang imellem banker vi på hos hinanden og kommer ind og får en kop te. Jeg elsker at være sammen med hende, og vi kan grine som ingen andre. Hvis der først går hul på sådan en latter, så griner vi rigtig meget og rigtig længe.

Veninden om Mille

May El-Toukhy, filminstruktør

– Første gang, jeg mødte Mille, tænkte jeg, at der var noget hemmelighedsfuldt over hende. Vi var i starten af 20'erne og ude at køre sammen med en fælles veninde, og Mille sad og kiggede drømmende ud ad vinduet. Jeg tror, at hun oplever verden meget intenst. Hun har en forkærlighed for små hverdagshistorier og lægger mærke til detaljerne i sine omgivelser. Hun ser de skæve eksistenser og de små skøre optrin, og sammen kan vi ryge helt ud ad en tangent, når vi genfortæller, hvad vi har oplevet siden sidst. 

– Mille er meget omsorgsfuld og ekstremt god til at lytte. Og så har hun en virkelig veludviklet indlevelsesevne. Når jeg fortæller hende om noget, jeg har oplevet, oplever hun nærmest tingene på egen krop. Hun skærer ansigter, når jeg fortæller om noget, der gjorde ondt, og lyser af liv, når jeg fortæller om noget sjovt. Det betyder, at man føler sig set og elsket.

– Mille giver enormt meget til andre. Til gengæld er hun ret dårlig til at tage imod. For eksempel kan hun ikke tage imod komplimenter. Hvis jeg siger: "Flot kjole – den klæder dig", svarer hun: "Ej, mener du det? Det er bare en gammel las!", og hvis jeg fortæller hende, at hendes hår sidder godt, skynder hun sig at sige: "Ej, mener du det? Jeg er ikke blevet klippet i 1000 år!". Jeg tror, at det er hendes indgroede ydmyghed, der gør, at hun fejer komplimenter af vejen.

LÆS OGSÅ: Se øvelserne der giver dig mere selværd

LÆS OGSÅ: Har dit tis denne farve? Så skal du gå til lægen

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du bedre til at stå op om morgenen