Portræt af Mie Moltke: Den pæne pige har danset af

Vidste du, at Mie Moltke engang for ikke så længe siden levede som modestylist i London – 15 kilo tungere og med håret farvet kulsort? I et par år, hvor hun bare var helt færdig med at danse. Eller vidste du, at Mie Moltke vendte hjem og gik i gang med en uddannelse til folkeskolelærer, som hun netop har afsluttet? At hun er gravid og venter barn til december? Og lige er startet på en ny uddannelse som parterapeut og til september oveni begynder på sexologuddannelsen? At hun og hendes mand, skuespiller Lai Yde, om få uger åbner deres eget studie, Soul House, som bliver en smeltedigel af aktiviteter inden for dans, spiritualitet, selvudvikling og kurser for erhvervslivet…

Vi sidder på en bænk i solen uden for cafe Lyst i Jægersborggade på Nørrebro, hvor Mie Moltke, 29, bor længere nede ad gaden sammen med sit livs store kærlighed. Og griner lidt, hver gang hun kommer i tanke om én ting mere, hun har gang i. Og forresten så er der jo også lige hendes nye tiltag: FeminineFlow – et dansekoncept, som tager udgangspunkt i at dyrke deltagernes kvindelighed. Det må vi ikke glemme, for det er egentlig essensen af den personlige rejse, Mie Moltke har været på de sidste fire år. Ind i sig selv – og ud i verden med en helt anden power. Siden mødet med ham…

Den store kærlighed. Lyder det corny, sentimentalt? Men det er jo dét, han er. Så hvorfor ikke overgive sig? Mie Moltke har gjort det, og parret er netop blevet gift.

Vejen til hjertet

Men der skulle en ganske stor mand med hang til kager, hygge og god karma til at bane vejen først og åbne hendes hjerte. Hendes dansehjerte.

– Jeg har altid været den pæne pige, perfektionisten. Min tilgang til livet har været, at hvis bare jeg kæmper og gør alting rigtigt, så går det. Desværre er det en umulig kamp som elitedanser, for du kan altid blive bedre, så det er aldrig, aldrig nogensinde godt nok. Men du kan forsøge, du kan træne, du kan kontrollere din krop – og så mødte jeg Master Fatman.

– Han var min dansepartner i anden sæson af „Vild med dans“, som på så mange planer har haft ubeskrivelig stor betydning for mig. Fordi mine dansepartnere på hver deres måde har vist mig, hvor meget glæde der er i dansen – og den glæde havde jeg faktisk selv mistet i årene som elitedanser. Men med Master Fatman var der en ekstra dimension – han blev virkelig en øjenåbner i forhold til at bryde med den perfektionistiske og kontrollerede danser, jeg var. Vi havde jo simpelthen en kamp i begyndelse, for jeg ville gerne vinde, og jeg ville gerne træne hårdt – og han var sådan: „Slap nu af, rolig nu, nu skal vi først lige hygge os…“.

– Efter nogle uger gik det op for mig, at jeg var nødt til gribe ham an på en anden måde, for jeg kom ingen vegne. Jeg kunne ikke kontrollere noget som helst med ham. Jeg var nødt til at overgive mig til, at vi skulle have det sjovt, til at det overhovedet ikke skulle være perfekt, og at vi bare skulle nyde at danse sammen. Han vækkede simpelthen mit dansehjerte – og satte en udvikling i gang, der gjorde, at jeg var åben for at forelske mig i Lai, da han og jeg blev dansepartnere i „Vild med dans“ året efter.

Og hvordan tacklede hun så i øvrigt Master Fatman?

– Vi dansede en time, så spiste vi en kage, og så dansede vi lidt igen…

Danmark med på sengekanten

Overgivelse er blevet et stort tema i 29-årige Mie Moltke liv. Overgivelse til en mand og til kærlighed. Overgivelse til sin egen kvindelighed. Til at være den, hun er. Til at turde fylde og tage sin plads. Overgivelse til den krop og det barn, der nu vokser helt uden for hendes kontrol. Og overgivelse til det, livet vil med os – for Mie Moltke tror på, at alting sker af en årsag.

– Jeg er 100 procent overbevist om, at vi møder de mennesker, vi gør – fordi vi skal udvikle os og lære noget af dem. Og derfor skulle Lai og jeg heller ikke møde hinanden på en bar, for så var det aldrig blevet os. Vi var jo ikke hinandens „typer“, han ville f.eks. være alt for kæk og røvirriterende for mig.

– Men i træningslokalet, hvor vi lærte hinanden at kende uden intentioner om at score hinanden og uden masker, kom det bare snigende. Og det var virkelig ham som menneske, jeg forelskede mig i. Lidt efter lidt begyndte vi at forlænge træningen, så spiste vi lige en frokost, drak en kop kaffe – og opdagede, at vi savnede hinanden, når vi kom hjem. Vi kom meget tæt på hinanden meget hurtigt og var nærmest kærester, inden vi kyssede hinanden første gang. Faktisk var vi næsten bange for dét – for hvad nu, hvis det ikke var godt, når nu alt det andet mellem os virkelig var.

Dét fungerede så heldigvis også. I en grad, så hele Danmark lige med ét næsten var med på sengekanten, da medierne gik i tantra-sex-selvsving over det nyforelskede dansepar. Mie Moltke smiler skævt og ruller opgivende med øjnene.

– Jeg ved ikke lige, hvor dét kom fra, men tantra er en gammel spirituel filosofi, som Lai var interesseret i, allerede inden vi mødte hinanden. Og det er rigtigt, at tantra underkender ikke, at vi som mennesker også har en seksualitet. Men det blev blæst op, som om vi laver alle mulige underlige ting – og det gør vi altså ikke. Min familie skulle også sluge den, de var sådan: „Hvad er nu det for noget, hvorfor skal vi lige høre om det?“

Mie Moltke er selv blevet interesseret i det spirituelle, og parret har også været på tantralejr, siger hun. Og tilføjer så:

– Jeg håber, at folk bliver nysgerrige og inspirerede til selv at undersøge tantra, for mange forhold kunne have godt af det. Men jeg vil gerne afmystificere alt det seksuelle, for tantra handler dybest set om det ægte kærlighedsmøde: Både mødet med én selv – at turde vise flere facetter, blive mere sand og hel. Og så mødet mellem den mandlige og den kvindelige energi. For vi er forskellige – så hvorfor kæmpe imod det, hvorfor ikke overgive os til, at mænd er mænd – og nogle gange totalt uforståelige for os. Og at vi selv er kvinder – og så finde af, hvad vores kvindelighed egentlig rummer.

Jeg er, som jeg skal være

Mie Moltke er selv godt i gang. Hun underviser i dans på sit eget institut, som her i august rykker ind i de nye Soul House-lokaler. Et af holdene hedder FeminineFlow og er hendes egen opfindelse. En blanding af latindans, mavedans, groove, elementer fra yogaen og afrikansk dans, hvor hver session afrundes med med afspænding og en kort meditation.

– Jeg fik ideen, da jeg på mine zumba-hold pludselig begyndte at lægge mærke til, hvordan kvinder i alle aldre og med alle former begyndte at blomstre, når de fik kontakt med deres egen krop via dansen. Og så fik jeg lyst til at bringe det endnu videre og se, hvad der sker med os, når vi f.eks. lærer at beundre andre kvinder – og selv lade os beundre. På det første FeminineFlow-hold oprettede jeg en lukket blog, hvor deltagerne kunne skrive om deres oplevelser. Det var fantastisk at opleve, både hvor sårbart det var – og hvordan de begyndte at stråle og stå ved sig selv.

– Kroppen er jo fyldt med følelser, men mange har aldrig rigtigt mærket deres egen krop – så der dukker nye sider op, når de pludselig får den forbindelse til sig selv. FemineFlow handler om at komme i kontakt med sig selv som kvinde  – og det er jo også noget, jeg selv undersøger og er nysgerrig på.

Mie Moltke er bl.a. i gang med at opdage, hvem hun er, når hun ikke behøver være perfekt. I den forstand, at hun ikke behøver at kunne alt og klare alt – selv! Og at hun allerede er helt, som hun skal være.

– Der er så mange krav til kvinder i dag. Vi skal være så stærke, seje, uafhængige, smukke, lækre… og jeg tror egentlig ikke, at det mændene, der forlanger det af os. De ville nok i virkeligheden ønske, at vi kunne slappe lidt af. Det er jo os selv – dybt nede er vi bange for ikke at være gode nok, for at ikke være elskede, for at blive sårede, for at blive alene. Så vi tør heller ikke åbne os og gøre os afhængige af nogen. Og i stedet for at tage fat i den angst og kikke på den, så kæmper vi for vi at have kontrol, for at kunne det samme som mænd og ikke have brug for nogen.

– Og det er jo også farligt at slippe kontrollen og risikere at blive såret. Men er det ikke endnu farligere ikke at turde? Jeg tror helt grundlæggende, at vi som mennesker har brug for at blive elsket og for at give kærlighed. Og jeg tror, at vi er i parforhold for at kunne udvikle os – og blive udfordret på, hvem vi er.

Lai provokerer

Mie Moltke bliver selv udfordret. Dagligt, siger hun med et grin. Og er blevet det fra dag ét.

– Sammen med Lai blev der pludselig plads til mig. Jeg har aldrig før været i et forhold, hvor jeg kan være så meget mig selv – men hvor jeg også hele tiden bliver opfordret til at stå ved mig selv. Det er både fantastisk – og provokerende, for den pæne pige i mig vil jo ind imellem gerne undgå konflikter. Men Lai er sådan: „Kom nu, hvad synes du selv?“ Han kan klare alt, at jeg er dum og urimelig og stresset og… alt undtagen maskespil, hvor jeg bare lader, som om alt er okay. Dét tricker ham.

– Indtil jeg mødte Lai, har jeg altid været bange for fylde og at tage min plads. Jeg var afsindig genert som barn, og i min familie „larmer“ vi ikke. Man bliver aldrig rigtigt vred, man opfører sig ordentligt, og man tror ikke, at man er noget! Men samtidig med alt det der bløde og pæne har jeg også altid haft en enorm motherfucker-agtig viljestyrke. Når jeg satte mig noget for, så gennemførte jeg det.

De to sider har fundet en balance nu, siger Mie Moltke. For den pæne pige er der stadig:

– Hun har bare fået lov til at trække vejret. Mange gange prøver vi helt at fjerne svære sider af os selv, når vi udvikler os. Men hun er jo en del af mig, og jeg vil hellere se den ydmyghed, jeg også har, som en styrke. Hvor jeg f.eks. kan sætte mig selv til side for andre – når jeg selv bevidst vælger det og ikke, fordi jeg føler, at jeg er nødt til at undertrykke mig selv.

Men hvad så med hende selv – har hun aldrig selv været bange for at miste den kærlighed, hun fuldstændig har overgivet sig til?

– Jo. I starten. Men jeg var samtidig også klar over, at det ikke handlede om hans følelser for mig, men at det var noget i mig, der var bange for, at jeg ikke var god nok. Et kærlighedsforhold er jo ikke kun lykke, det er også smertefuldt og benhårdt – netop når man mærker, hvad der egentlig er inde i én selv. Og jeg har faktisk lige mødt den side i mig selv igen – da Lai gerne ville seks uger til Indien. Alene!

– Han har altid taget på den slags rejser – og han har aldrig nogensinde sagt til mig, at der var noget, jeg ikke kunne gøre, tværtimod. Og jeg ville ønske, at jeg bare kunne rumme det og sige, „Ja, hvor skønt, gør det!“ Men jeg syntes, at det var rigtig svært – for det aktiverede jo en masse følelser, som f.eks: „Hvordan kan du undvære mig så længe? Hvad nu, hvis du opdager, at det er rarere at være uden mig…?“ Men jeg nåede at blive okay med det, inden han tog afsted. Og vi havde faktisk begge to seks fantastiske uger. Uden hinanden.

Praksis – og virkelighed

De to kommer til gengæld til at se meget til hinanden nu, hvor de skal arbejde sammen om deres fælles projekt Soul House, som er i gang med at blive indrettet i det gamle Dansens hus i Hørsholmsgade få gader fra, hvor de bor. Og så er der babyen, som ikke var helt planlagt, men …

– Vi havde egentlig tænkt, at vi skulle have Soul House op at køre først, men ting sker, når de skal, og det er så nu. Og jeg håber, at vi tackler det, som vi gør med alt andet: At det ikke er et problem.

Heller ikke at skulle arbejde og være sammen det meste af tiden, for sådan er det allerede, siger Mie Moltke – selv om tantra-filosofien egentlig siger, at energien mellem manden og kvinden ryger, hvis de ikke ind i mellem er adskilte for at lade op. Hun griner, nogle gange er der også bare forskel på teori og praksis, og så må man også overgive sig til virkeligheden…

– Da vi flyttede sammen, indrettede Lai faktisk to lejligheder i sammenhæng til os. Og vi prøvede også nogle gange med „Så sover du dér, og jeg sover hér“, men i praksis blev det aldrig sådan, for vi havde jo mest lyst til bare at sove sammen.

„Samtidig med alt det der bløde og pæne har jeg også altid haft en enorm motherfucker-agtig viljestyrke. Når jeg satte mig noget for, så gennemførte jeg det“

»Læs også: Mindfulness - lev i nuet!

Nøgleord: Mie Moltke, Lai Yde.