Praktiserende læge til politikere: "Hvordan får vi tid til dem, der har mest brug for os?"
Når kvinder skal afgive deres stemmer til folketingsvalget, er sundhedsområdet det mest afgørende emne. Derfor har vi givet ordet til fem kvinder, der arbejder inden for hvert sit område i det danske sundhedssystem. De sætter fingeren på dét, der gør ondt, og stiller de mest påtrængende spørgsmål til de politikere, der kan ændre det.
– Jeg har haft min praksis i lidt over fire år. Det tager 12-13 år at uddanne sig til praktiserende læge, fra man begynder på universitetet. Det er verdens bedste job! Det er en gave at få lov at følge patienternes liv og kende deres historie, man får en helt særlig kontakt til sine patienter. I almen praksis ser vi alle mulige slags patienter og tilstande, og man ved aldrig helt, hvad der kommer ind ad døren – det gør arbejdet varieret og spændende, men også udfordrende. Den vigtigste opgave, vi har, er at finde de syge blandt alle de raske.
– Lige da jeg var færdiguddannet, tog jeg til Sverige og arbejdede i nogle måneder. Jeg oplevede det svenske sundhedssystem som meget topstyret og ineffektivt, det var ikke særlig fedt at arbejde i. Som selvstændigt praktiserende læge i Danmark vælger man f.eks. selv sit personale og journalsystem. At være herre i eget hus betyder, at vi føler et stort ansvar for vores klinikker og for vores patienter. Det giver også stabilitet og kontinuitet, hvilket er vigtigt for kvaliteten af patientbehandlingen.
– Men vi er for få praktiserende læger. Vi er blevet 250 færre end for ti år siden, samtidig med at befolkningen er vokset. På hospitalerne er de blevet flere tusinde flere læger i samme periode. Vores forhold er blevet forringet med tiden, eller rettere: forholdene har ikke helt fulgt med udviklingen, så det er desværre ikke lige så attraktivt at eje en klinik nu som før. Opgavemængden er vokset hos os, fordi der er truffet politisk beslutning om, at sygehusene skal være store supersygehuse med få sengepladser og korte indlæggelser. Det kan man mærke hos os, for de patienter, der tidligere blev passet i en hospitalsseng, ofte har behov for lægeassistance efter udskrivelsen, og så bliver det den praktiserende læge og hjemmesyge-plejen, som skal samle trådene. Det vil sige, at det er en helt anden type – mere syge – patienter, som vi nu får ansvar for.
– Vores overenskomst er bygget op på korte, hurtige konsultationer. Vi får ca. 140 kr. pr. almindelig konsultation. Hvis det honorar pludselig skal rumme konsultationer, der tager 30 minutter pga. sin kompleksitet, hænger regnestykket ikke sammen. Vi skal jo betale sekretærløn og lokaleleje mv. Jeg kan godt forstå, at patienterne bliver frustreret over, at vi ikke altid kan klare tre problemstillinger pr. konsultation, men sådan er systemet skruet sammen. Vi skal jo også bruge tid på dokumentation
– Det er positivt at høre, at stort set alle partier går ind for, at antallet af uddannelsesstillinger til almen medicin skal øges, men der går jo nogle år, inden vi ser effekten af det tiltag. Derfor er fastholdelse af eksisterende læger også meget vigtigt, der er mange praktiserende læger, der nærmer sig pensionsalderen.
Spørgsmål til politikerne
Praktiserende læge Nina Åslunds spørgsmål til politikerne
Patienterne oplever, at de får for lidt tid hos deres egen læge. Hvorfor giver man ikke de patienter med størst behov (ældre, multisyge) mulighed for længere konsultationer hos egen læge?
Der mangler praktiserende læger. Hvad vil dit parti gøre for, at det skal blive mere attraktivt at drive praksis, så flere unge læger lokkes til at købe klinik? Og hvad vil I gøre for at fastholde de ældre praktiserende læger, så de bliver lidt længere?
Hvorfor kan man ikke sikre, at alle patienter, der kan bringes til læge (ved sygetransport el. lign.), bliver bragt til lægens klinik, frem for at lægen skal bruge dyrebar tid på landevejen og køre på sygebesøg?
Svar fra politikerne
Nina vil gerne have svar fra SF, Alternativet og Liberal Alliance
Svar fra Pia Olsen Dyhr, SF
SF ønsker faktisk, at lægerne skal have mere tid til især udsatte borgere. Og det bør være op til lægerne, om en patient har brug for mere tid end de typiske 10 minutter. Det nytter ikke noget, at vi skaber et sundhedsvæsen, der bare kører mennesker igennem på samlebånd, fordi det er det mest fordelagtige. Der skal være ro på til at skabe tryghed. Lægernes honorarsystem bør i langt højere grad motivere til, at man giver borgere, man ikke ser så tit, lægekonsultationen i en halv time eller mere, så den almene praktiserende læge også kan hjælpe til med at forebygge og hjælpe de mest syge.
De medicinstuderende skal selvfølgelig introduceres til almen praksis i deres uddannelse, og så skal der oprettes flere uddannelsesstillinger i almen medicin. Det er nok ikke drømmen for alle yngre almene medicinere at være selvstændige erhvervsdrivende. Og derfor skal vi både arbejde på at ansætte flere i de enkelte praksisser og også oprette blivende offentligt ejede regionale klinikker de steder, hvor ydernumrene slet ikke kan besættes. Sådan at borgerne altid har en læge, og forholdene og arbejdsmiljøet bliver attraktivt. Det nytter ikke, at vi slider de praktiserende læger ned. Derfor bør vi have som mål, at de skal aflastes – både ved at nedsætte patientantallet, men også via ansættelse af flere almene medicinere og mere hjælpepersonale i form af sygeplejersker, sosu-assistenter og bioanalytikere. Især i enkeltmandspraksisser i Hovedstaden.
Der bør være bedre muligheder for patienttransport i forbindelse med lægebesøg og besøg på sygehusenes ambulatorier. Men nogle borgere er så syge eller svækkede, at de skal have en hjemmekonsultation, og her aftalte PLO og Danske Regioner i 2017 en honorarstigning, der skulle muliggøre flere sygebesøg. Men der er desværre en del læger – ikke mindst i yderområderne – der har så mange patienter, at det kan være svært at leve op til aftalen om flere sygebesøg. Og så er det vores politiske ansvar at forbedre aftalen og forholdene, så lægepraksissen hænger sammen.
Svar fra Uffe Elbæk, Alternativet
Det mener vi bestemt også, man bør gøre. Det er jo den enkelte læge, der selv bestemmer, hvor lang tid han/hun vil bruge på patienterne. Lægerne får penge fra regionerne pr. konsultation, ikke på tid pr. patient, så derfor har nogle læger en interesse i at begrænse tidsforbruget pr. patient. Det kan man ikke klandre lægerne for, som jo også har en praksis, de skal have til at løbe rundt. Hvis det nuværende system skal ændres, så patienter med størst behov får længere tid hos lægen, skal der være et incitament til det. Det kan f.eks. være, at disse patienter udløser en højere takst pr. patient. Men i bund og grund er hele systemet, som det er bygget op, måske værd at kigge efter i sømmene. Som de eneste i det offentlige gratis sundhedsvæsen er de praktiserende læger private aktører, der skal have en forretning til at køre rundt. Det presser lægerne – og altså også i sidste ende patienterne. Selv om det er et kontroversielt standpunkt, skulle vi måske spørge os selv, om dette er det optimale – eller om man burde aflønne en praktiserende læge med en fast løn på samme måde som de hospitalsansatte læger.
I forhold til at fastholde de ældre praktiserende læger er der behov for, at de kan gå ned i tid. Det er der få, der har mulighed for – igen, fordi de skal have en praksis til at løbe rundt. Også her ville det være noget andet, hvis lægerne var ansat af det offentlige frem for privatpraktiserende. En anden model er, at det offentlige giver de ældre læger et tilskud, så de kan gå ned i tid samtidig med, at de kan betale deres husleje osv. Vi er dog nok mest til en model, hvor vi gør mulighederne for fleksibel overdragelse bedre. Dvs. at en yngre læge i starten kan leje sig ind i en praksis og så gradvist over tid betale overdragelsessummen til den ældre læge, som så kan trække sig gradvist fra praksissen. Dette svarer også på, hvad vi mener, der skal til, så vi kan gøre det mere attraktivt for yngre læger at drive praksis: Derudover vil vi også gerne gøre det mere attraktivt for yngre læger at starte eller overtage en praksis i provinsen. Det handler dog ikke kun om økonomi, men også f.eks. at der stilles en billig bolig til rådighed, så lægerne ikke behøver skulle ud og købe hus, samtidig med at de skal overtage en praksis.
Dette er jo en balancegang – for nogle, særligt ældre, patienter er så dårlige, at de måske ikke kan klare en transport. Men i sidste ende er det et spørgsmål om økonomi, hvor kommunen enten bør stille transport til rådighed for patienter, der har brug for det, eller refundere taxiudgifter. Men det bør være lægen, der vurderer, hvorvidt patienten har brug for transporten.
Svar fra Anders Samuelsen, Liberal Alliance
Der er brug for flere læger, så patient-erne kan få den tid, de har brug for. Det giver sundhedsreformen også flere bud på at løse. Vi vil afskaffe seksårs-fristen, så det bliver nemmere at blive speciallæge, der skal uddannes flere praktiserende læger, og så skal der også her skæres ned på bureaukratiet, f.eks. i forbindelse med henvisninger til fysioterapi.
Vi vil uddanne flere læger til at blive speciallæger i almen medicin (praktiserende læger) og lave flere introduktionsstillinger, så flere læger kommer hurtigt ud i konsultationerne.
I nogle tilfælde er nye moderne løsninger med telemedicin en mulighed, men ellers lyder det som et problem, der kan tages hånd om ude lokalt.
