Sydfrankrig

Rejsespecial: Eksklusive Cote d'Azur

Strand, shopping og kulturelle oplevelser – opskriften på en perfekt ferie. Du finder det hele på den sydfranske Middelhavskyst Côte d'Azur. Brug Nice som base for udforskning af området – det er nemt og billigt at komme omkring.

Côte d'Azur!

Der er en grund til, at det er et klassisk rejsemål. Middelhavets kystlinje er smuk, smuk, smuk. Og det var da også denne smukke kystlinje og det skønne klima, der gjorde, at det i slutningen af det 18. århundrede blev moderne blandt især britiske kongelige og den britiske overklasse at tage på kurophold om vinteren ved Côte d'Azur. Senere, i mellemkrigsårene, førte velhavende amerikanere an i også at gøre stedet til et populært sommerkursted, og da en solbrændt Coco Chanel i sommeren 1923 vendte tilbage til Paris fra Côte d'Azur, blev det for alvor moderne at solbade ved Côte d'Azur.Der er mange grunde til at tage til Côte d'Azur. Udvalget af forskellige slags strande er stort. Man kan kombinere shopping i f.eks. Nice, Cannes, Saint-Tropez eller Monaco med badeferie. Badesæsonen starter i det tidlige forår og slutter i det sene efterår. Her er interessante museer, der vidner om, at store kunstnere, har fundet deres paradis her. Året rundt finder mange kulturelle arrangementer og sportsevents sted. Skisportssteder ligger ikke langt væk. Det er let og hurtigt at komme hertil. Og infrastrukturen i området helt i top. Côte d'Azur er et oplagt rejsemål, hvad enten det er for en forlænget weekend eller i længere tid.

LÆS OGSÅ: Guide: 24 timer i Amsterdam

SPIS

For franskmænd betyder et godt måltid – og mad i almindelighed – rigtigt meget.

Og der er gode muligheder for at slå sig løs i det franske køkken.

I restaurant L'Univers på boulevard Jean Jaurès 54 i Nice er det chefkokken Christian Plumail, der styrer køkkenet. Han er passioneret omkring mad og lokale retter, og ud over at være chefkok har han sit eget radioprogram, der sendes direkte hver dag. Temaet for radioprogrammet er: mad(!) På L'Univers, som i øvrigt kan bryste sig med at have opnået en Michelin-stjerne for tolvte år i træk, kan man få lokalt inspirerede retter af høj kvalitet. Priserne ligger fra 20 euro og opefter for en treretters menu. Hver uge skiftes der menukort. NB! Det anbefales at reservere bord, da restauranten er velbesøgt.

Christian-plumail.com

Chez Palmyer på rue Droite 5 i den gamle del af Nice er en anden perle. Restauranten, der er fra 1926, er meget lille, autentisk og vældig charmerende. Her serveres virkelig velsmagende og veltillavede franske retter i en jovial stemning. Prisen for en treretters menu er 14 euro, og menukortet udskiftes hver 14. dag. Husk at bestille bord, for der er rift om pladserne!

Tlf: +33 (0) 4 93 85 72 32

Gå ikke glip af en middag på restaurent Chez Palmyer!

LÆS OGSÅ: Marrakech: Fra tusind og én nat til super cool city

Søde sager

Har du en sød tand, skal du slå et smut forbi chokolatier Maison Auer, rue Saint-Francois de Paule 7 i Nice. Stedet, der har eksisteret siden 1820, har et stort udvalg af chokolade, marmelade, te mv. Er du mere til kager, kan en Tropezienne anbefales. Som navnet antyder, er kagen en specialitet fra Saint-Tropez. Maison-auer.com

Loungestemning

Buddha-Bar i Monte Carlo, der både er en restaurant og en bar, byder på en suveræn helhedsoplevelse. Her serveres retter fra de asiatiske køkkener til tonerne af den velkendte Buddha-Bar loungemusik, som i øvrigt også kan købes der. Restaurantens indretning er en oplevelse i sig selv, og den intime stemning, trods lokalets størrelse, leder tankerne hen på en cabaret. Priserne er i den højere ende, og også her er det en god idé at reservere. Desuden er der dresscode.

Buddhabarmontecarlo.com

Nyd udsigten

Gå ikke glip af panoramaet over Middelhavet fra et af de mange eksklusive hotellers tagterrasser, hvor du kan nyde en kaffe, aperitif eller måske en drink. Tag f.eks. til den lille bjergby Eze Village, og nyd den underskønne udsigt fra Château de la Chèvre d'Or. Eller slå dig ned på en af de utallige barer og restauranter, der ligger på stranden, og slap af til lyden af bølgerne.

Eze-riviera.com

Langs Côte d'Azur kan du finde mange slags strande: klipper, fine sandstrande, små bugter, strande med små eller stor sten...vælg alt efter temperament. NB! Husk badesandaler.

Nyttige links

Nice: Nicetourisme.com

Saint Tropez: Ot-saint-tropez.com

Monaco: Monaco-tourisme.com

Cannes: Cannes.travel

OPLEV

Hav og strand

Naturen byder på et væld af forskellige strande, og der er rig mulighed for at dykke eller snorkle, eller du kan sejle langs Côte d'Azur og se den smukke kyst fra vandet. Besøg nogle af de charmerende små byer langs kysten som f.eks.Saint Jean Cap Ferrat eller den lidt større Menton, der bl.a. er kendt for sin årlige citronfestival. Du kan også springe på f.eks. bus nr. 100 fra Nice til Monaco og nyde den smukke tur langs kysten. Se det hele lidt fra oven og tag f.eks. op i Tour Bellanda og nyd panoramaet over Nice og Middelhavet.

Saint-jean-cap-ferrat.fr

Menton.fr

Historisk

Besøg nogle af de mange spændende museer eller parker, som f.eks.Villa Ephrussi-de-Rothschild, der rummer en fantastisk historie, og nyd den smukt anlagte park med udsigt over Villefranche-Sur-Mer til den ene side og Beaulieu-Sur-Mer til den anden side.

Villa-ephrussi.com

Kunstnernes Cote d'Azur

Klimaet, naturens farver og skønhed bragte i det 19. og 20. århundrede mange store kunstnere til Côte d'Azur, som også var og er et samlingssted og en korsvej for mange velhavere, så kunstnerne havde mange aftagere til deres kunst. Af store kunstnere, som yndede at opholde sig ved Côte d'Azur, kan f.eks. nævnes Matisse, Picasso, Chagall, Dufy, Bonnard og Cocteau, hvis værker kan ses på de museer, der er opført for hver enkelt af dem i området.

Der er fuld af liv på Promenade des Anglais i Nice. Tag løbeskoene med, snup en løbetur tidligt om morgenen, og se byen vågne.

LÆS OGSÅ: Bliv forkælet i Antibes

Parfume, fyrværkeri m.m.

Besøg parfumehusetMolinard i Nice (eller i Grasse) og skab din egen unikke parfume. Kommer du til Côte d'Azur i juli/august, kan du opleve de internationale fyrværkeri-konkurrencer, der afholdes hvert år i Monaco og i Cannes – det er et fantastisk syn! I februar har du mulighed for at opleve det store, farverige karneval i Nice. Kommer du i vintersæsonen, kan du tage til et af de nærliggende skisportssteder Isola2000, Valberg eller Colmiane.

Molinard.com

Nicecarnaval.com

SHOP

De største shoppingbyer på Côte d'Azur er Nice, Cannes, Saint-Tropez samt fyrstendømmet Monaco.

Luksus, highstreet og vintage

Nicekan fint deles ind i shoppingområder. Der er et område med luksusmærker, et område med highstreet-mærker, et område med et lidt bohemeagtigt præg og et område med antikviteter. Desuden finder du stormagasinet Galeries Lafayette og shopping-centret Nice Etoile.

Er du til vintage, er butikken Caprice på rue Droite 12 det helt rigtige sted at besøge. Her kan du købe tøj, tasker, sko, tørklæder og smykker primært fra 1960'erne i mærker som Yves Saint Laurent, Hermès, Chanel og Céline til meget budgetvenlige priser.Skal du glæde et lille barn, så gå til Fabienne Craindart på rue Droite, 8. Her finder du bl.a. de yndigste dekorationsbamser og håndsyet børnetøj i fine bomuldskvaliteter. Pladsen Cours Saleya omdannes hver mandag til et stort, spændende antikmarked. Du kan finde alt fra lysekroner, gamle plakater, smykker, møbler og tasker fra f.eks. Louis Vuitton til sølvbestik, malerier... ja, selv gamle juleplatter fra Bing & Grøndahl og den Kongelige Porcelænsfabrik. På ugens øvrige dage fungerer pladsen som marked med frugt, grønt, blomster og specialiteter. Galerieslafayette.com

Eksklusivt langs kysten

I Cannes er der et virkeligt godt udvalg af butikker, som ligger i behagelig gåafstand, og der er rig mulighed for at shoppe igennem blandt mange velkendte mærker i alle prisklasser. I Monaco finder man naturligvis mange luksusvarer som f.eks. juveler, ure og luksusmærker inden for tøj, tasker og sko. Enkelte fører limited editions, som kun sælges i Monaco. F.eks. tasker. Men der findes også mere "jordnære" butikker i det lille fyrstendømme – f.eks. i området La Condamine og i Monte Carlo samt i shoppingcentret Le Metropole. Også i Saint-Tropez er der et godt miks af butikker i forskellige prisklasser. Der er mange spændende butikker primært i den gamle, historiske del af byen. Metropoleshoppingcenter.com.

BO

SansSouci Nice

er et lille, hyggeligt badehotel "et stenkast" fra stranden i den gamle del af Nice. Alle værelser har udsigt til den livlige og charmerende Place du Palais og ligger centralt i forhold til sporvogn, busser, restauranter, butikker og markedet. Hotellet ejes af det altid hjælpsomme og tips-parate danske ægtepar Minna og Anders.

Sanssouci-nice.com

Tjek

Niceeasy.biz, hvis du har brug for mere plads. Her er lejligheder i forskellige størrelser, lækkert indrettet og i virkelig god stand – og centralt beliggende i Nice. Udlejerne er det fransk-britiske par, Valérie og Michael, hvis service i top. Tjek andre overnatningsmuligheder på Nicetourisme.com

Rejsen

Nice er et godt udgangspunkt for en rejse til Côte d'Azur. Det tager ca. 2 timer og 20 minutter at flyve fra København med f.eks. SAS. Flyver du fra Billund med Air France, skal du regne med en mellemlanding. Infrastrukturen i departementet Alpes-Maritimes, som en stor del af Côte d'Azur ligger i, er virkelig god. Både tog- og busforbindelserne fungerer fint, og desuden har man slået et slag for den kollektive trafik, så for bare 1 euro pr. tur kan man rent faktisk køre i bus i hele Alpes-Maritimes.