Den franske by Menton

Sydfransk stemning: Menton er farverige gader, behageligt klima og smukke sandstrande

Det sydfranske klima og den afslappede stemning passer godt til undertøjsdesigner Sunniva Uggerby. Derfor nyder hun at holde ferie i den franske by Menton sammen med sin familie. Her får du hendes bedste tips til, hvor du skal nyde skaldyr, slænge dig på stranden, og hvilke skjulte perler du skal besøge.

Selvom den sydfranske by Menton er lille, rummer den alt, hvad man skal bruge på en ferie. Det mener designer Sunniva Uggerby, der sidste sommer kombinerede familieferie med arbejdstur i den pittoreske by.

– Menton er en lille og hyggelig by, som er meget overskuelig. Den har et lille hovedstrøg med små butikker, cafeer og restauranter. Men på trods af størrelse har byen et virkelig imponerende udbud af økologi og delikatessevarer, flotte kirker og smukke bygninger.

Gaderne i Menton

Gaderne i Menton. Foto: Privat. 

Bedste spisesteder

Alt godt fra havet

Min familie og jeg købte tit selv ind, grillede frisk fisk og drak Aperol Spritz. Når man er i Sydfrankrig, skal man klart spise fisk og skaldyr og drikke en masse god vin og champagne og selvfølgelig slutte af med et ostebord. Men hvis man skal ud at spise, tilbyder de forskellige restauranter ofte den samme slags mad, som er autentisk og lækker. Restauranterne ligger for enden af strøget ned mod vandet, hvor der er et lille springvand. Gå på La Piazetta og smag deres Fruit de Mer. Den kan klart anbefales! France-voyage.com

Bedste kulturelle steder

Drinks i strandkanten

Stranden i Menton

I Sydfrankrig er stranden en fast del af kulturen, og de har virkelig forstået konceptet. Langs det meste af stranden ligger de hyggeligste beach clubs, hvor man kan få alt fra lækre salater til long drinks i strandkanten. Du kan også leje strandstole. Det gør strandoplevelsen meget bedre, når man ligger godt og får mad og drikke serveret uden at skulle røre sig ud af stedet. Dét er ferie!

Stranden i Menton. Foto: Privat. 

Farverige gader

Menton har en gammel bydel, som består af snævre gader fyldt med butikker og hyggelige caféer. Bygningerne i Mentons gamle bydel er farverige, og byens mange kirker gør den til en yderst charmerende by at gå rundt i.

Bedste udflugter

Tartar i Monaco

Der ligger en helt fantastisk Michelin-restaurant, der hedder Le Mirazur, som har den vildeste udsigt og eftersigende fantastisk mad. Jeg og min familie kom desværre aldrig derhen, eftersom vi har små børn, og med børn får man sjældent mange minutter at nyde sin mad i, så den har vi altså til gode. Men til gengæld kørte vi ind til Monaco. Det er en virkelig smuk tur gennem bjergene og langs kysten. Her tog vi på Cafe de Paris og spiste tatar med pomme de terre og champagne. Det er virkelig en oplevelse bare at sidde der og kigge over på Monte Carlo Casino og nyde den syd-franske stemning.

Montecarlosbm.com

Hemmelige steder

Vandfaldet Les Gorges du Loup

Smukt vandfald

Da jeg skulle finde et smukt sted at få taget billeder til min undertøjskollektion, tog jeg ud til vandfaldet, der hedder Les Gorges du Loup. Det er fantastisk smukt, og turen tager en time fra Menton. Det er bjergkørsel ad små veje, men det er hele turen værd, når man først er ved vandfaldet.

Vandfaldet Les Gorges du Loup. Foto: Privat.