Ib kan ikke få kvinder til at sige ja – og det forstår jeg så godt!

”De kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel”.

Sagt af Socialdemokraternes formand i den fynske kommune, Kerteminde, Ib Knudsen, i en artikel på fyens.dk, der afdækker, at partierne døjer med at finde yngre kvindelige kandidater.

En sætning, der både beskriver problemet og afslører årsagen. 

Problemet er, at andelen af kvinder i kommunalpolitik stadig kun er cirka 32 procent, og her 10 måneder forud for valget er partierne gået på jagt efter kandidater, der kan rette op på fordelingen og tiltrække nye vælgere. Men kvinderne – især de yngre – takker pænt nej.

”Med børn, karriere og familie, så tror jeg, de har nok. Det har meget at sige, det der med karrieren først og så byrådet senere”, siger Ib, der ærgrer sig over manglen. Kvinder er nemlig så gode til at sidde i ”de bløde udvalg”.

”De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt, synes jeg”, siger han.

Alt er galt her.

Forstår det stadig ikke

Ib Knudsen og hans ligesindede er årsagen til, at yngre kvinder ikke orker lokalpolitik.

Hvem gider arbejde sammen med typer, der mener, at kvinder SKRIGER på ligestilling? Som ikke forstår, at det er so last season at fremstille kvinder som hysteriske og skingre, når de tillader sig at bede om bedre muligheder for at udfolde sig.

Som ikke forstår, at ligestilling ikke er for kvindernes skyld, men fordi det giver bedre resultater – mere dynamik og bedre bundlinjer.

Som ikke forstår, at kvinder godt kan bruges til andet end at tage sig af børnene og de gamle.

Et pokkers tab af talent

Ib Knudsen føler åbenbart, at hans opgave er gjort, når bare han har spurgt kvinderne. Så er det jo ikke hans skyld, der ikke er ligestilling.

I stedet skulle han spørge sig selv:

Hvad skal der til, for at lokalpolitik bliver attraktivt for yngre kvinder (og mænd)?

Skal lokalpolitikere i højere grad købes fri fra job, så de kan forberede sig til møderne?

Skal der stilles børnepasning til rådighed på rådhuset?

Skal der være kvoter, så kvinderne kan være sikre på, at de ikke bliver fremmedelementer i en indspist gammelmandsklub?

Diskussionen er relevant i hele landet. Vi har kun 14 kvindelige borgmestre ud af 98 i Danmark, og det er et pokkers tab af talent, at den ene halvdel af befolkningen ikke for alvor er i spil. Det er på tide – også mange andre steder end i lokalpolitik – at vende tankegangen på hovedet og komme med nogle bedre bud på, hvordan vi gør betydningsfulde poster attraktive og tilgængelige for langt flere forskellige mennesker.