Iværksætter tog sin barsel – og det havde mange en holdning til
En stress-sygemelding blev startskuddet til et liv som selvstændig konsulent for Rikke Nørgaard. Men allerede kort tid efter den beslutning dukkede en ny mulighed op, og i dag driver Rikke Nørgaard og hendes forretningspartner virksomheden Aegir Insights med ti medarbejdere, samtidig med at hun lige har været på barsel med sit tredje barn. Det er nemlig muligt at drive både virksomhed og have en familie, siger hun.
Barsel og iværksætter – kan man dét?
Ja, hvis du spørger Rikke Nørgaard. Hun har lige været på barsel med sit tredje barn og driver samtidig vækstvirksomheden Aegir Insights med ti medarbejdere som lige har lukket en stor investeringsrunde.
I ALT for damernes podcast Iværksætterkvinder fortæller hun om sit store iværksættereventyr, der startede, da hun i 2018 gik ned med stress.
”Jeg har altid kunnet skrue op for tempoet. Jeg er ambitiøs og vil gerne være blandt de bedste. Men pludselig var det ikke sjovt mere, og jeg var udbrændt. Jeg kunne ikke blive ved med at løbe i det tempo,” fortæller hun i podcasten.
Hør hele podcasten om Rikke Nørgaard og hendes iværksættereventyr her. Artiklen fortsætter under playeren...
Rikke Nørgaard startede forfra og følte sig på bar bund. Efter seks måneder startede hun som selvstændig konsulent for selv at kunne bestemme over sin tid.
”Det føltes som at stå af toget. Og jeg var nervøs for, om der var nogen, der ville købe, det jeg kan,” fortæller Rikke Nørgaard, der dog kom godt i gang som konsulent i energibranchen, hvor hun kom fra. Her havde en bekendt havde nemlig nogle opgaver, som hun kunne være med på, og med det blev der skabt en bedre balance i forhold til familie.
”Inden jeg startede som selvstændig, havde jeg en stor frygt for, hvordan det skulle gå, og en masse skræmmebilleder. Men da jeg først tog springet, var det en god oplevelse,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Succes-iværksætter bruger aktivt sin ADHD i sin forretning: ”Det er jo min ild”
Det gik godt, hun fik gode opgaver, og pludselig opstod muligheden for at introducere et værktøj til markedet bygget af en tidligere kollega. Et værktøj, der hurtigt og som det første på markedet kan afdække, hvor det er rentabelt at bygge havvindmølleparker.
”Det var en chance, jeg ikke kunne sige nej til. Så jeg måtte bare være med,” fortæller Rikke Nørgaard.
Ny forretning – og barsel
Kort tid efter Rikke Nørgaard og hendes forretningspartner gik fuldtid i virksomheden Aegir Insights, blev hun gravid med sit tredje barn.
”Det var med fugtige håndflader, da jeg skulle fortælle min partner, at jeg var gravid. Han tog det heldigvis pænt,” fortæller iværksætteren, der dog allerede inden virksomhedens opstart havde nævnt, at hun og hendes mand nok gerne ville have barn nummer tre.
”Det har ikke været nemt at være på barsel. Jeg ved, at det har trukket hårdt på min partner, at jeg var væk – og det har også været svært for mig. Men det er muligt.”
LÆS OGSÅ: Den gode ide opstod på et splitsekund – i dag er Hannes ide på vej til USA
Rikke Nørgaard holdt ni måneders barsel, og hun er nu tilbage på jobbet, imens hendes mand er på barsel.
”Jeg har været på barsel mentalt i seks måneder, hvorefter jeg i tre måneder fulgte tæt med fra sidelinjen uden at være helt tilbage – og det er der måske mange, der har en holdning til. Men jeg ville ønske alle andre ikke havde så travlt med, hvad der er den rigtige eller forkerte løsning. Jeg synes, det vigtige er, hvad der er rigtig for os. Der findes alle mulige forskellige rigtige løsninger,” siger iværksætteren.
Egen arbejdsmåde
Rikke Nørgaard er udnævnt til at være en af ”25 kvindelige iværksættere du bør kende” af Dansk Erhverv. Den titel gør hende stolt, og hun håber, at hun kan være rollemodel for andre.
”Det er vigtigt at stille sig selv til rådighed for andre, hvis det betyder, at flere kvinder tør tage springet. Jeg har ikke selv haft mange rollemodeller,” siger Rikke Nørgaard, der med livet som iværksætter i en mandsdomineret branche også har sagt et farvel til en arbejdskultur, som hun ikke ønskede at være en del af.
”Da jeg var ansat, fik jeg ind imellem råd fra andre, som jeg slet ikke kunne se mig selv i. Det kunne være at ændre min stemmeføring, eller at jeg skulle slå mere i bordet og afbryde, for at komme frem,” fortæller hun.
”Jeg tror på, at min måde er god nok, og mit arbejdsliv er helt anderledes nu, selvom ansvaret selvfølgelig føles større.”
LÆS OGSÅ: Fra stresskollaps til anerkendt iværksætter: Her er Anna Bogdanovas opskrift på succes
Et vigtigt spørgsmål
Rikke Nørgaard har et klart budskab til andre kvinder, der går med lysten til et andet arbejdsliv.
”Spring ud i det. Det har ikke været så skræmmende og svært, som jeg troede. Der er så mange, der gerne vil hjælpe. Man skal række ud og spørge om hjælp. Så byder der sig muligheder, og så skal man springe ud i det og give det chancen, siger hun. Når noget føles lidt farligt, så stil dig selv spørgsmålet: Hvad er det værste der kan ske?,” tilføjer hun.
”Det har virkelig været det rigtige for mig og min familie, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være iværksætter. Jeg troede, jeg skulle være på den klassisk corporate karrierestige, ”siger hun.
LÆS OGSÅ: Fra skater til succesfuld erhvervskvinde: "Alt for mange tror på denne myte"
Og balancen med familie og arbejde er blevet nemmere. Til trods for historierne om, at iværksættere arbejder 70 timer eller mere om ugen.
”Jeg arbejder slet ikke i nærheden af de 70 timer, som jeg til tider gjorde, da jeg var ansat. Og min partner og jeg er enige om, at der skal være tid til familien. Vi vil have mere holistiske liv. Vi har begge store familier – og dem skal der være tid og plads til.”
Hør hele historien om Rikke Nørgaard i podcasten Iværksætterkvinder, hvor vært Julie Lindegaard interviewer en række vækstiværksættere. Podcasten er skabt i samarbejde med Vækstfonden og Dansk Erhverv.