Robert Hansen om at leve med en kunstig hjerteklap og dødsangst

Da jeg fik rollen i "Kærlighed ved første hik" - København, oktober 1999

– Det var rollen i "Kærlighed ved første hik", der gjorde mig landskendt. Jeg havde allerede arbejdet en del med Regner Grasten (filmproducent og manuskriptforfatter, red.) på bl.a. Krummerne 3" og "Vildbassen", og da Sofie Lassen-Kahlke og jeg allerede spillede kærester i "Vildbassen" lå det lige for, at vi fik roller-ne i "Kærlighed ved første hik". Filmen solgte over en halv million billetter, og det var her, at skuespillet begyndte at blive et karrierevalg for mig. Med "Kærlighed ved første hik" eksploderede det fuldstændigt, og det var både godt og skidt. Lige pludselig skulle jeg med til alt og var alles darling. Jeg kunne ikke gå ind et sted, uden folk havde set mig før, og uden at de havde en holdning til mig. Jeg var kun 19 år, og der skete virkelig meget i et alt for hur-tigt tempo, hvor jeg havde svært ved at holde fast i mig selv. Der er mange ting fra den tid, jeg gerne ville have undværet, men samtidig er jeg glad for den. Samværet med de andre skuespillere og det forhold, jeg fik til Mira, (Robert Hansen var kæreste med Mira Wanting fra 1998 til 2008, red.) ville jeg ikke have været foruden.

LÆS OGSÅ: Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"

– Jeg var ung og vild, da jeg røg ud i et stofmisbrug. Da jeg kom ind i branchen, begyndte jeg at dyrke det københavnske natteliv, og her er de ting bare. Jeg havde allerede stiftet bekendtskab med stoffer ret tidligt via min omgangskreds, så jeg var nok ikke den sværeste at lokke. Til sidst havnede jeg på en afvænningsklinik, hvor jeg blev stoffri. Mit liv har kørt meget op og ned. Det er ikke små udsving. Det kunne jeg godt tænke mig, at det var indimellem, for det har været ret hardcore. Det handler nok meget om mig som person. Nogle gang er der meget rod oppe i mit hoved, og det kan være svært at tackle, også for personer tæt på mig. Når jeg ser folk, for hvem tingene bare kører, tænker jeg, at det må være virkelig fedt at være så meget i balance. Det vil jeg også være, når jeg bliver stor. Jeg håber, at fremtiden kan være lidt mere stille.

– Jeg synes, jeg er rykket videre fra mit image som Viktor fra "Anja og Viktor". Jeg har lavet meget tv som vært, og jeg er begyndt at lave rigtig meget forskelligt teater. Jeg har ikke en karriereplan, det kan man ikke i den her branche, men jeg vil gerne lave både tv og film igen, helt sikkert også mere skuespil. Jeg glæder mig helt vildt til de næste forestillinger, men jeg er spændt på, hvordan det bliver at træde ind på en scene igen, efter jeg har været syg. Det har været hårdt at vende tilbage, og jeg kan mærke, at jeg skal kæmpe med det, men så gør jeg det. Jeg skal nok få rejst mig. Det plejer jeg at gøre.

Da jeg vandt Vild med dans - København, november 2007

– Jeg husker det, som var det i går. Jeg stod i Fitness DK og læste en avis, hvor der stod, at de var i gang med at finde deltagere til en ny omgang "Vild med dans" og tænkte, at det kunne være meget sjovt at stå i en smoking og danse. Uden at lyve tror jeg, at der gik 10 minutter, så ringede min telefon med et tilbud om at være med. Det måtte være et tegn, så jeg sagde ja tak, men jeg blev hurtigt ramt af, at folk da aldrig ville stemme på mig, fordi det i høj grad er et program, hvor det handler om at være populær, og det var jeg ikke ligefrem på det tidspunkt, hvor jeg havde været igennem et helvede med stoffer på alle landets forsider.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen frygter én ting mere end noget andet

– Jeg husker allerbedst det forhold, jeg fik til Marianne Eihilt, men også det at blive taget langsomt til nåde hen ad vejen. At få min selvtillid tilbage i små ryk. Det kom helt bag på mig, at folk stemte på mig. Jeg var overbevist om, at jeg ville blive stemt hurtigt ud på grund af alle de ting, der havde været skrevet om mig, men programmet blev en mulighed for at vise folk, at der også var en anden side af mig. Det var enormt livsbekræftende at danse, og min udvikling skinnede tydeligt igennem på den måde, jeg opførte mig på på dansegulvet. Til den første dans rystede jeg helt vildt, fordi jeg var så nervøs, men jo længere, vi kom frem, jo mere løftede jeg hagen, og til sidst spurgte Allan Tornsberg, hvor jeg dog havde fået den selvtillid fra. Det er en af de største oplevelser, jeg har haft i mit liv.

– Sejren betød alt for min karriere. Min telefon kimede, vi havde dansejobs i lang tid bagefter, og jeg blev ansat på TV3, hvor jeg var i fem år. Personligt betød det, at jeg blev taget ud af det dårlige lys, jeg var blevet set i. Jeg kan huske en forside, hvor der stod "Gentleman Robert", og det var altså nogle helt andre forsider, der havde kørt i lang tid. Det var en genfødsel, hvor jeg begyndte at tro meget mere på mig selv. Hvor jeg tidligere havde haft en tendens til at gemme mig, fik jeg lyst til at komme mere ud, og jeg havde ikke dårlig samvittighed hele tiden.

Da jeg blev far til Herman - København, oktober 2012

– Vi havde fået planlagt et kejsersnit, fordi jeg spillede med i musicalen "Den eneste ene" i Aarhus, og derfor kunne jeg ikke være sikker på at være hjemme, når Pernille gik i fødsel. Vi vidste godt, at det blev en dreng, og jeg husker lige så tydeligt, da jeg så ham første gang. Det er det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet. Jeg klippede navlestrengen og gav ham hans første sæt tøj på, og han klemte min finger. Følelsen af at være Hermans far kom med det samme, og det var så mærkeligt at skulle tilbage til Aarhus dagen efter og stå på en scene, når jeg lige havde været hjemme og klippe en navlestreng.

– Da vi kom hjem med ham, gik det op for mig, at det også var noget af en opgave at få et barn. Han havde kolik, så vi opsøgte alle mulige healere, der lagde sten på hans mave, for det var så hardcore, som han skreg, og så frygteligt at se ham have så ondt. Da kolikken forsvandt, fik han mellemørebetændelse og fik lagt dræn flere gange, så det var en hård start. Han er opkaldt efter min farfar, som jeg aldrig har mødt. Rigtig mange kunne ikke forstå, hvorfor han skulle have sådan et gammeldags navn, men både Pernille og jeg har altid godt kunne lide det.

– Herman og jeg har det bedste forhold. Jeg er god til at bevæge mig på hans plan, og vi leger helt sindssygt meget. Med Lego og geværer, på legeplads og på løbehjul. Jeg elsker det, og jeg elsker ham. Hold kæft,hvor kan han gøre mig glad. Det har været meget hårdere at få et barn, end jeg havde forestillet mig, men kærligheden er også langt mere overvældende. Han er begyndt at gøre ting, hvor jeg bare smelter fuldstændig. Den anden dag sagde han "far, du er min bedste ven". Jeg har lagt mærke til, at det er noget, de siger til hinanden i børnehaven, når noget er virkelig godt, så det er hans måde at sige, at jeg virkelig er i orden.

– Pernille og jeg gik fra hinanden, da Herman var to år. Vi blev nok ramt af det, som mange forældre bliver ramt af. For lidt tid til hinanden og for meget praktik. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være delefar, så det har været meget svært at vænne sig til, men på et tidspunkt når man et punkt, hvor det bliver okay. Også fordi jeg kan se, at Herman har det okay med at få det bedste af begge verdener. Men selvfølgelig savner jeg at være en familie, og jeg kan se, at han hygger sig helt ekstremt, når vi alle tre er sammen. Det er vi heldigvis gode til. Vi har lige været en tur i sommerhus, og vi spiser også sammen, og så kan jeg da godt sidde og tænke, at det minder om dengang, vi var en familie, og hvorfor er vi egentlig ikke det mere? Men jeg tror ikke, vi finder sammen igen, selvom man aldrig skal sige aldrig. Jeg har ikke mødt en anden kæreste, men det kommer vel på et tidspunkt, og jeg vil også meget gerne have flere børn.

– Det er forfærdeligt at undvære Herman, og det har jeg kæmpet meget med. Jeg har ham i fire dage ad gangen, hvor jeg farer rundt efter den her lille terrorist, og så bliver der helt tomt, når han tager hjem. Det er enormt hårdt. Der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det, andet end at prøve at få det bedste ud af det, når vi er sammen.

Da min mor døde af kræft - København, november 2013

– Jeg sad til en læseprøve på "Live fra Bremen", hvor vi ikke måtte have telefoner med, fordi alle havde en dårlig vane med at kigge på dem. Pludselig banker en af produktionsfolkene på døren, og hun ser helt vild ud i hovedet. Hun nåede ikke at sige noget, før jeg tænkte "fuck". Og den var god nok. Den var helt gal med min mor. Da jeg kom ud på hospitalet, kunne jeg ikke komme i kontakt med hende. Jeg kan huske, at vi lige havde talt om at holde jul på et hospice, men hun nåede aldrig derhen. Jeg er glad for, at jeg var der, da hun døde. Jeg sad hos hende lang tid efter, det skete, og jeg synes bare, det var så unfair. Min far og hende havde talt om, at de skulle på pension og nyde frugterne af alt deres hårde slid. Det nåede de aldrig.

– Min mor var syg af kræft over en periode på fem år, hvor hun først blev erklæret rask, men derefter fik kræft i knoglerne. Hun har altid været en kvinde, der gjorde meget ud af sig selv, og at se det smuldre langsomt væk for til sidst ikke at kunne komme i kontakt med hende, var helt vildt. Hun havde ikke lyst til at tale om sin sygdom, og det var svært for mig. Der er så mange ting, jeg gerne ville have spurgt hende om. Om hun vidste, hvor det bar hen? Om hun var bange? En dag, hvor jeg prøvede at få hende til at åbne op, begyndte hun at græde og sagde direkte, at hun ikke ville tale om det, og det blev mit sidste forsøg. Jeg måtte acceptere hendes måde at deale med det på.

– Jeg var i høj grad mors dreng, og jeg talte med hende flere gange om dagen. Hun var så glad og elskelig, og det var hende, der bandt familien sammen. Når min far og jeg gik hinanden på nerverne, var det hende, der redte trådene ud. Hun hjalp mig med alt, så jeg var fuldstændig rundt på gulvet, da hun døde. Hold nu kæft, hvor jeg græd. Det var virkelig, virkelig hårdt, og det er det stadigvæk. Hun nåede heldigvis at møde Herman, men det ærgrer mig så meget, at hun ikke er her mere, for jeg ved, hvor stor betydning, hun ville have haft for ham, og hvor god en farmor hun ville have været.

– Jeg har skullet genopfinde forholdet til min far, og det går virkelig godt nu. Når vi tidligere kom op at skændes, var min mor der altid til at mægle, men det er gået op for os begge to, at vi nu selv må tale os ud af det. Vi har nok begge to skruet lidt ned for temperamentet, og så har det betydet meget, at jeg har fået Herman, som min far også rigtig gerne vil have et forhold til. Vi er et meget lille hold tilbage med mig, min søster og min far, og det er gået op for os, at vi ikke har hinanden for altid, så lad os nu får det bedste ud af det, mens vi kan.

Da jeg blev opereret i hjertet - København, april 2015

– En aften kunne jeg mærke, at den var helt gal. Kort inde i forestillingen "Dirty Dancing" havde jeg en omklædning, sveden løb af mig, og på et tidspunkt syntes jeg, at jeg så en fugl, der fløj forbi. Jeg kunne ikke orientere mig om op og ned, og i pausen kunne jeg ikke slæbe mig op i garderoben, så lægen fik ringet efter en ambulance, og jeg røg afsted til Rigshospitalet med det samme. I et stykke tid havde jeg godt kunne mærke, at der var noget, der ikke var, som det skulle være, men lægen kunne ikke finde ud af hvad. Når jeg havde spillet min rolle i "Dirty Dancing", gik jeg hjem og lagde mig i fosterstilling, til jeg skulle over og spille igen næste aften.

– I ambulancen kunne de ikke finde ud af, hvad der var galt, og jeg kan huske, at der var en, der sagde til mig, om jeg ikke bare skulle hjem og slappe af, og så mistede jeg bevidstheden. Da jeg vågnede igen, havde jeg kastet op ud over det hele, og da vi kom til hospitalet kunne den læge, der ventede, godt se, at den var helt gal. Jeg havde smerter, som stod der en og pressede med en fod på mit bryst, men pludselig røg jeg ind i en verden uden smerter. Da jeg vågnede igen, havde jeg set billeder af min søster og min far med en badering. Det er så klicheagtigt det med at se sit liv passere forbi i billeder, men det er sådan, jeg husker det. Jeg tror, at jeg var ved at stille træskoene.

– "Okay, så rykker vi", sagde lægen, da jeg var blevet scannet, og så røg jeg ind i en otte timer og 20 minutter lang operation. Det viser sig, at jeg er født med en fejl på hjerteklappen, som havde resulteret i en rift på halspulsåren, så jeg har fået en kunstig klap, som følger hjertets rytme og fået skiftet et stykke af kranspulsåren. Normalt finder folk ud af det helt naturligt og får stille og roligt

en tid til at blive opereret. Jeg fandt bare ud af det på den hard-

core måde.

– Jeg har ikke tænk over døden før, men det gør jeg nu. Jeg har rigtig svært ved at forene mig med, at jeg har en kunstig ting i kroppen. Den er det første, jeg mærker i brystet om morgenen, og det sidste, jeg mærker om aftenen. Jeg sover gerne med fjernsynet tændt og har haft baggrundsmusik kørende for ikke at tænke over det. Jeg sover meget mere uroligt, end jeg gjorde før og kan blive grebet af panikangst. Jeg har flere gange rejst mig op i sengen for at tage tøj på og fare ind på Rigshospitalet, fordi jeg pludselig føler, at der er noget galt. De har jo scannet og taget røntgenbilleder og forsikrer om, at alt ser fint ud, men det er nemmere sagt end gjort at tro på det. For kan sådan en kunstig ting virkelig holde så lang tid som et normalt hjerte?

– Jeg kom hjem tre uger efter operationen, og det føltes helt ad helvede til. Jeg var på smertestillende medicin og kunne ingenting. Kort før jeg blev syg, var forholdet til min kæreste gået i stykker, og jeg havde ikke rigtig haft tid til at tænke over det. Nu havde jeg al tid i verden til at ligge og vende og dreje alting og tænke over, hvorfor fanden det var sket, og om vi kunne have gjort mere for at blive sammen. Det kæmpede jeg meget med. Og fordi jeg ikke havde nogle kræfter, kunne jeg ikke være der for min søn, som jeg i forvejen havde dårlig samvittighed overfor på grund af vores brud, så det var virkelig en svær tid. Derfor gav det også mening at sige ja, da jeg blev spurgt om at være med i et program om min sygdom, hvor et kamerahold skulle følge mig. Det var faktisk rart at tale med dem i stedet for, at jeg skulle have dealet med alt det her selv. Det har virket som terapi på mig, og så håber jeg selvfølgelig, at programmet kan hjælpe andre i samme situation.

– Jeg er ikke tilbage til den gamle Robert Hansen, og jeg tvivler på, at jeg kommer det. Det et nyt liv med medicin hver dag og tjek på hospitaler. I lang tid efter operationen syntes jeg, at det var fantastisk bare at gå og kigge og tænke, at jeg stadigvæk var her. Jeg har fået enormt meget nemmere til tårer, og jeg kan mærke, at jeg ser min familie meget mere, end jeg gjorde før. Det vigtigste for mig er at prioritere Herman og min familie. Selvom jeg kæmper med at forholde mig til mit nye jeg, kan jeg helt klart mærke en udvikling i den rigtige retning. Jeg har meldt mig til et Powermanløb, og jeg er begyndt at tage arbejde ind igen, så selvom jeg ofte føler, jeg er gået helt i stå, kan jeg jo godt se, at der er sket en udvikling. Jeg går snart i gang med et forløb, hvor jeg skal have prøver om dagen og spille om aftenen, og det var det samme forløb, jeg kørte sidste år, da det gik galt. Men nu skulle jeg jo være fikset, så jeg må bare tro på, at det kommer til at gå godt.

LÆS OGSÅ: Fallulah: ”Jeg havde nogle svære år i tyverne med social angst og mindreværd”

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: ”Drømmene var bedre end virkeligheden”

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"