Fire feminine festivalfrisurer

Fire feminine festivalfrisurer

Alle fire frisurer er fantastiske at sætte i festivalstøvet hår. Støvet giver unægteligt volumen og det rette hold – men det er jo ikke hverdag, du render rundt på en støvet teltplads. Derfor er det en god idé at føntørre dit hår ned ad for at give det fylde og bruge et stylingprodukt til at give håret lidt hold, inden du giver dig i kast med en af disse flatterende festivalfrisurer.

"Den simple"


SÅDAN GØR DU:

Sno en større lok fra panden, og før den tilbage over øret, hvor du fikserer den med en hårnål. Herefter snor du resten af dit hår løst tot for tot og samler det med hårnåle i et centrum i den ene side. Giv den færdige frisure en tur med hårlakken, så er du til klar.

Frisuren er simpel, nem og holder til, at du hopper lidt rundt, for det er helt okay, hvis en lok falder ud af den løse knold. Det ser bare endnu mere ubesværet og lækkert ud.

"Den klassiske"

SÅDAN GØR DU:

Den franske fletning er en tidløs måde at kontrollere frisuren på. Er du ikke en haj til at flette på fransk manér, kan du finde en meget pædagogisk og udførlig guide til, hvordan du laver en fransk fletning »her.

Det specielle ved fletningen her, er at den er startet oppe i panden og bliver flettet rundt om hovedet i stedet for bag over. Frisuren kræver, at dit hår har en vis længde, så spidsen på fletningen kan overlappe starten. Spidsen "gemmer" du under starten på fletningen med hårnåle. Til slut giver du hele den flettede herlighed hårlak for at fikserer.

Du kan med fordel også sætte diskrete hårnåle i fletningen, de steder hvor du ikke har flettet stramt nok – det kan nemlig være lidt vanskeligt at gøre på dig selv, hvis du ikke er vant til at lave franske fletninger.

"Den avancerede"

SÅDAN GØR DU:

Start med at dele dit hår i to lige store sider, som hvis du ville lave rottehaler. Flet den første side på fransk maner, men husk kun at trække lidt hår med ind i fletningen på toppen af dit hoved og endnu mere, som du gradvist fletter ned mod nakken, så du ikke skaber en tydelig skilning.

Når du er kommet til nakken begynder du at flette normalt, så fletningen ikke lægger sig til hovedet, men kan flagre løst fra hovedet på bedste Pippimanér. Det samme gør du i den modsatte side, hvor du stopper den franske fletning lige ovenover den første fletning, så det er muligt for dem at krydse hinanden. Herefter tager du det løse stykke af fletningerne og fører op langs ørerne og omkring hovedet. Gem enderne under fletningerne og fikser med hårnåle.

Kodeordet i en vellykket fletning a´la denne bondefletning er hårnåle. Brug rigeligt i hele frisuren og vær ikke bange for hårsprayen, så alt bliver, hvor det skal. Fletningen kan sagtens fungere, selvom du ikke har pandehår!

"Den elegante"

SÅDAN GØR DU:

Den er nem, men flot denne frisure. Lav en sideskilning og sno eller flet to totter hår fra panden og om til baghovedet, mens du løbende tager en smule hår med fra siderne på samme måde, som når du laver en fransk fletning. Fikser de to snoninger/fletninger med hårnåle i nakken uden på det løse hår.

Herefter touperer du ender på det øverste lag hår for at skabe fylde. Rul håret fra spidserne og ind mod nakken, så du får en pølse, du sætter fast med hårnåle en masse ovenpå enderne fra de to snoninger/fletninger, så de ikke længere er synlige. Herefter kan du fikse siderne med hårnåle, så det hele også ser godt ud forfra - de kan være svære at kontrollere, når du laver rullen i nakken. Spray med hårlakken. Tadaa, så er en festlig hverdagsfrisure sikret.

Nøgelord i denne artikel: fletninger, frisurer, Roskilde Festival 2011, flettet, snoninger.