Sådan føles det at se et menneske dø

Sådan føles det at

... se et menneske dø

Marie Hasselbalch, 28 år. Social- og sundhedsassistent. Single.

Jeg arbejdede på et plejehjem, da en af vores beboere gennem længere tid blev dårligere. De sidste 14 dage før hun døde, kunne vi se, at der var en markant forskel i bevidsthedsniveauet, så det var ventet, at der ikke ville gå længe, før hun skulle herfra.

Den aften, beboeren døde, havde jeg været inde og kigge til hende hvert kvarter, fordi vi havde på fornemmelsen, at hun ikke havde langt igen. Jeg holdt hende i hånden og sang en sang, som jeg vidste, hun godt kunne lide. Og så døde hun efter et par minutter. Hun var ikke ved bevidsthed og havde ikke haft noget sprog længe, så det hele foregik meget roligt og udramatisk. Hun fik sådan et helt bestemt udtryk i ansigtet lige efter, hun døde. Det var, som om alle de der bittesmå træk, som man kan kende et menneske på, forsvandt meget hurtigt.

Det var vigtigt for mig, at jeg sad hos beboeren og holdt hende i hånden, så der var ro omkring hende, og hun kunne mærke, der var nogen hos hende. Døende har tit svært ved at give slip. Der kan være utrolig meget livsvilje indover, når et menneske skal herfra. De fleste kæmper for at hænge ved, fordi de har et eller andet, de skal nå, selvom deres krop fysisk ikke burde kunne blive ved.

Bagefter åbnede jeg et vindue, hvilket man dels gør af praktiske årsager, fordi det godt kan komme til at lugte, men også for at slippe sjælen fri. Og så handler det også om at tænke på, hvordan man selv vil herfra. Skal der være indelukket og tungt, når man giver slip?

Jeg syntes, det var en rigtig smuk og fredfyldt oplevelse. Og det var også en forløsning, for det er jo hårdt for familien og for personen selv at gå og vente på, at døden kommer. Hun var selv klar til at tage af sted. Derfor var det en fin oplevelse, som også gør, at jeg ser anderledes på døden. Den oplevelse har gjort døden til noget håndgribeligt. Døden er ikke noget farligt for mig, og det er ikke noget, jeg er utryg ved. Og jeg ville ikke være bange for at stå i det igen.

Sådan føles det at...

Være ene høne blandt hanerne på sin arbejdsplads

Trine Helene Henrichsen, 42 år. Kommunikations- og eventansvarlig i Herslev Bryghus.

Jeg opsøgte Tore Jørgensen, der ejer Herslev Bryghus, da jeg hørte, at de manglede én til at skrive deres nyhedsbreve. Jeg har altid godt kunnet lide bryggeriets øl med de rustikke etiketter og konceptet med det lille landbryggeri. Jeg sendte ham derfor straks en mail, hvor jeg nærmest bombarderede ham med idéer. Efter fire møder blev jeg fastansat som kommunikations- og eventansvarlig.

Når vi er fuldtallige, er vi 11 mænd og én kvinde, mig. Jeg har før haft job, hvor mine kolleger hovedsagelig har været mænd, men det er første gang, jeg er eneste kvinde. Og det kan jeg faktisk rigtigt godt lide. Mænd har en fantastisk konstruktiv tilgang til tingene, og der er meget lidt spildtid med at sidde i rundkreds og diskutere, indtil man finder en løsning. Min oplevelse er, at mænd generelt er rigtigt gode til at tage en kort og konstruktiv diskussion og så effektivt tage en beslutning.

Jeg havde nogle fordomme om, hvordan det ville blive udelukkende at have mandlige kolleger, inden jeg startede. Jeg tænkte, at der sikkert ville være totalt mandehørm, men den må jeg æde igen. Der har aldrig været noget, jeg ikke kunne være med i, og jeg har følt mig utroligt godt taget imod. Men som eneste kvinde i et mandehus, har jeg også været meget opmærksom på ikke at ændre for meget i mine kollegers hverdag. Jeg er den senest tilkomne i firma-et, og mændene her har haft toiletbrættet slået op i otte år, så jeg skal ikke være den, der kommer og ændrer på deres toiletprocedure. Jeg integrerer mig i deres verden – og så er det jo bare et plus, at jeg får gode lårmuskler af at gå på toilettet, når jeg er på arbejde.

Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge en arbejdsplads med flest mænd. Jeg synes, der hurtigt kan gå fnidder i det, hvis man er for mange kvinder sammen. Og det er interessant at høre, hvad mænd snakker om. Det er jo nogle helt andre emner, der kommer på bordet, end når kvinder snakker. Og så har mænd et drive og en handlekraft, der gør, at de vil videre i processen, og det kan kun gå for langsomt. De har en meget praktisk måde at arbejde på, og det passer mig rigtigt godt.

Sådan føles det at...

Gå på førtidspension

Mette Mygind Eskildsen, 31 år. Uddannet pædagog. Bor sammen med sin kæreste.

Jeg havde det ikke godt med at blive førtidspensionist, for jeg havde det sådan lidt... at jeg var for klog til det... Jeg havde svært ved at acceptere, at mine evner ikke kunne bruges til noget.

Jeg havde kun været uddannet pædagog i et halvt års tid, da der udbrød brand i den integrerede institution, jeg arbejdede i, mens jeg var på arbejde. Institutionen brændte ned til grunden, og det var en meget voldsom oplevelse for mig.

Kort tid efter branden gik en af mine kollegaer ned med stress, og en anden skulle være væk på skole i en længere periode, så reelt stod jeg alene med ansvaret for børnene, der midlertidigt var blevet flyttet over på et fritidshjem, hvor der ikke var noget legetøj til dem, og alt var i det hele taget var meget kaotisk. Vi havde travlt med at få tingene til at fungere i stedet for at bearbejde det, der var sket.

Samme dag som mine to kollegaer kom tilbage, fortalte min leder, at vi skulle lave nogle strukturændringer. Jeg havde bare ventet på, at kollegaerne kom tilbage, så det hele kunne køre igen, og så skulle det hele laves om, uden nogen havde talt med mig om det. Jeg brød helt sammen midt på stuen og tog en uges ferie med det samme. Jeg havde masser af stresssymptomer, men kom alligevel tilbage efter en uge, hvor jeg blev sygemeldt samme dag.

De næste tre år var en lang række af sygemeldinger og perioder, hvor jeg prøvede at genoptage arbejdet, både på lavt og normalt timetal, men hver gang brændte jeg sammen efter kortere eller længere perioder. Jeg gik til psykolog og psykiater, der konstaterede, at jeg var kronisk udbrændt og led af posttraumatisk stresssyndrom.

Til sidst blev konklusionen, at jeg skulle have førtidspension, men det var jeg ikke mentalt klar til, så jeg prøvede et fleksjob og kom i et nyt arbejdsprøvningsforløb igen. I mellemtiden fik min kæreste kræft i lymfesystemet, så to uger før jeg skulle starte i en vuggestue igen, gik jeg ud som et lys på sygehuset, hvor jeg var med min kæreste. Derefter sagde jeg ja tak til førtidspension.

Jeg er stadig trist over, at jeg får førtidspension, men jeg ved jo godt, jeg ikke kan arbejde, selv om jeg gerne ville. For jeg bliver bare syg af det. Men jeg savner mit arbejde, rigtigt meget.