Sådan møder du drømmemanden
Punkt et: Din drømmekæreste er derude. Punkt to: Det kræver lidt arbejde (og en smule held) at finde ham. Få inspiration til din jagt af to kvinder, som alle har det tilfælles, at de har fundet deres drømmemand. Har du allerede fundet din drøm af en kæreste, så læs med alligevel og få de romantiske historier.
Vi blev kæreste, før vi mødte hinanden
Da Jette Vingaard Martinussen tilmeldte sig en dating-side på Facebook i 2008, var det i bund og grund mest for sjov. Men det blev hurtigt alvor på den gode måde for den nu 34-årige fynbo.
Egentlig ledte hun ikke efter en seriøs kæreste. Jette Vingaard Martinussen var blevet skilt to år tidligere og boede nu alene med sin datter. Men der var alligevel noget, som fik hende til at tilmelde sig dating-siden Are you interested? på Facebook i 2008.
På Are you interested? bliver du præsenteret for profilbilleder af en lang række mænd eller kvinder, og så gælder det om at skippe dem, som ikke falder i din smag og godkende dem, som du synes, ser godt ud. Et foto samt alder og hjemstavn er alt, du baserer din beslutning på. Hvis vedkommende i den anden ende også er interesseret, er I et match, og I kan chatte sammen.
I rækken af profilbilleder, som Jette bladrede igennem, var der et, som skilte sig ud.
Et sort-hvidt billede af en mand, der sad med en guitar og kiggede væk fra kameraet, fangede hendes opmærksomhed.
– Jeg elsker musik og teater, og så var han 31 ligesom mig, så jeg lod ham vide, at jeg var interesseret, fortæller Jette.
Heldigvis syntes manden bag billedet, som viste sig at være skolelæreren Morten, også, at hun så sød ud, og de to begyndte at chatte med hinanden.
Efter et stykke tid blev de også Facebook-venner, så de kunne maile sammen, og en åbenhjertig korrespondance mellem to mennesker fra henholdsvis Odense og Nordjylland, der aldrig havde mødt hinanden, begyndte.
– Vi var meget ærlige fra starten, og jeg kunne mærke, at han blev mere og mere interessant, selv om vi stadig holdt kommunikationen på et venskabeligt plan. Jeg begyndte at glæde mig til at komme hjem og se, om han havde skrevet, husker hun.
Talte i fem timer
På et tidspunkt fik hun også lyst til at høre Mortens stemme, og de blev enige om, at hun skulle ringe ham op.
– Jeg havde totalt hjertebanken, mens jeg tastede nummeret, og jeg tænkte, hvad nu hvis han er en tør kiks, der ikke siger noget? Der er jo mange, som kan sige en masse på skrift, men når det kommer til at tale, så siger de ikke et kvæk.
Jettes bekymringer blev dog gjort til skamme, og der gik fem timer, før de lagde røret på igen.
– Vi talte om alt og ingenting den aften, og vi havde bare lyst til at kravle ind i hinanden for at finde ud af, hvem der gemte sig i den anden ende af røret, siger hun.
Efter den første telefonsamtale talte de sammen dagligt.
Læs også: Det tænder vi på ved mænd
Kærester
På den måde gik der nogle uger, hvor telefonlinjen mellem Nordjylland og Fyn glødede, mens Jette blev mere og mere bevidst om de insisterende sommerfugle, der flaksede rundt i maven. De mente det vist alvorligt, og når hun var i byen med veninderne, prellede alle erobringsforsøg af på hende.
– Det var lidt spøjst, for jeg havde jo aldrig mødt ham, men jeg havde det alligevel, som om jeg var sat af til anden side, husker hun.
Tre uger efter den første telefonsamtale gik hun Morten lidt på klingen, og da røret blev lagt på igen, havde de besluttet sig for at blive kærester. Til trods for, at de stadig ikke havde mødt hinanden.
– Veninderne sagde, at jeg ikke var rigtigt klog, men jeg svarede bare: Piger, det her føles godt inde i Jettes mave, og så jeg kan simpelthen ikke tro, at det kan være dårligt.
Men nu kunne de heller ikke udsætte det fysiske møde meget længere.
– Nu ville jeg bare se og røre ham.
Det første møde
14 dage senere skulle Jette til julefrokost på et hotel i Jylland, og de aftalte, at Morten skulle komme ned og hente hende dagen efter festen, og så skulle de tage hjem til ham.
– Jeg sov nærmest ikke natten før. Hotellet havde den lækreste brunch, men jeg kunne ikke få en bid ned. Jeg var bare så nervøs og spændt.
Da Morten ringede og sagde, at han stod på parkeringspladsen, og hun gik ud ad døren, fik hun øje på ham med det samme. Han gik hen imod hende, tog hendes ansigt i sine hænder og gav hende et kys på munden.
– Jeg blev helt blæst omkuld, og det føltes bare så rigtigt.
Der var 150 kilometer til Mortens hus, men turen trak ud. Hver gang Morten kom forbi en rasteplads kørte han ind på den, og så sad han bare og stirrede på hende, til han var klar til at køre videre igen.
– Jeg blev helt flov, men på samme tid var det også bare fantastisk.
Parret tilbragte en lykkelig weekend sammen, hvor de sang og spillede musik natten lang, og nu begyndte de at se hinanden hver anden weekend.
– Morten var klasselærer for nogle børn, som han var vild med, og jeg var bundet til Odense på grund af min datter og mit job, så vi havde et langdistanceforhold i ret lang tid.
Gondolfrieri
I sommeren 2009 var parret i Venedig. Morten insisterede på at sejle i gondol, nu de var der, men det gad Jette kun, hvis hun blev friet til, når de sejlede i den.
– Det var egentligt mest for sjov, men han tog mig på ordet, og senere på dagen sad jeg i en gondol med en diamantring på fingeren og sagde ja til ham.
Parret blev gift i Nordjylland i sommeren 2010 ved et stort bryllup med 85 gæster, og Morten flyttede til Odense. I september fik de en datter, Alberte.
I dag sender Jette ofte en taknemlig tanke til Facebook.
– Jeg har helt sikkert et anderledes forhold til Facebook end flertallet. Det er jo Facebooks skyld, at jeg har mødt min mand, og at jeg har en lille, skøn datter nu. Facebook er vores stamcafe. Vores sted.
Læs Annettes historie på næste side.
Vennerne gjorde arbejdet
Annette Jensen på 39 har tre børn med en mand, som hun mødte på en blind date, der mest havde karakter af et bagholdsangreb.
25 år, færdiguddannet sygeplejerske og grydeklar til livet. Annette Jensen var parat til at prøve sine vinger af, og planen var, at hun ville rykke til Odense, når hun havde afsluttet et vikariat i Varde.
En dag ringede telefonen, og en gammel veninde, som var i sommerhus med sin kæreste i Blåvand, inviterede hende til at komme forbi.
Annette skulle egentligt arbejde dagen efter, men lidt overtalelse fra venindens side førte til, at hun tog en fridag.
Da Annette kom frem til sommerhuset, sagde veninden henkastet, at en af hendes kærestes gamle venner, Jakob, også dukkede op, og at de begge var enige om, at han var lige noget for hende.
– De var begge to helt oppe at ringe over deres påfund, men jeg følte virkelig, at jeg var blevet ledt i et bagholdsangreb, og jeg blev med det samme nervøs, husker hun.
I løbet af eftermiddagen gejlede vennerne stemningen mere og mere op, i takt med at hendes sommerfugle i maven tog til. Da Jakob endelig kom ind ad døren, kunne de ikke få ham skubbet hurtigt nok over i retning af hende. Men nu, hvor hun havde set ham, var hun ikke længere så afvisende over for ideen.
– Det var alligevel ikke helt dumt, tænkte jeg, da jeg så ham første gang. Han så rigtigt godt ud og havde en dejlig, glad udstråling.
Aftenen var en succes, og samtalen flød.
– Da vi skulle hjem, gav jeg ham mit nummer, og han ringede dagen efter. Og så blev vi kærester.
Halvanden måned efter blev hun gravid, og efter et par alvorlige samtaler besluttede parret at prøve lykken. I dag har de tre børn sammen, og ved brylluppet blev de to gifteknive takket.
Uden deres indblanding, havde tingene sikkert set anderledes ud for Annette.
– Jeg opfordrer alle til at springe ud i det og prøve en blind date, og man er ikke i tvivl, når den rette pludselig står der. Det var jeg i hvert fald ikke.
Læs også: Vælg hvem du forelsker dig i