Sangerinde Lecia Jønsson: "Folk kiggede på mig og talte om mig bag min ryg"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Voldgårdsvej i Avedøre. Det var efter krigen, hvor ingen havde arbejde. Far samlede affaldsmursten, rensede dem og byggede et 40 kvadratmeter hus med kakkelovn i stuen. Der boede vi fire piger, mor og far. Det var ikke fine forhold, men det var hjertevarmt, og det er jo det, det hele handler om. Selvfølgelig var der også tidspunkter, hvor jeg syntes, mine forældre var åndssvage, men den slags sagde man ikke højt, for så blev der delt lussinger ud.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg forelskede mig først i alle teenagepigers idol, Tommy Steele, og senere i vores egen Jørgen Ingemann. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle have en chance for bare at kunne komme i nærheden af dem, måtte jeg hellere begynde at spille guitar. Heldigvis kunne jeg arve min storesøsters blad-rute, og stolt var jeg, da jeg året efter gik ud af guitarbyggerens butik i Palægade i København med min nye guitar under armen. Men jeg skulle også lære at spille på den og plagede mine forældre om at få lov til at gå til guitarundervisning. Det blev der dog ikke noget ud af. Fars svar var altid, at hvis jeg ville lære at spille guitar, kunne jeg melde mig ind i Frelsens Hær. Men det var der jo ikke meget rock og rul over.

Jeg opdagede, at min lillesøster Lucienne var ligeså musikalsk som jeg. Jeg lærte nogle få guitarakkorder, og så begyndte vi at optræde for familien og i skolen, og i 1961 meldte vores storesøster Lydia os til en amatørkonkurrence. Vi sang sange som Save the last dance og Vågn op lille Sussi. Publikum var ellevilde, og vi fik en flot tredjeplads. Så fik vi en impresario og blev inviteret med i ”Underholdningsbussen”, som kørte rundt på hele Sjælland og spillede amatørkonkurrencer. Efter tredje gang vandt vi næsten hver gang, undtagen når bakkesangerinden Inger-Lise Gaarde var med og sang sine frække sange. Hun var svær at slå. En førsteplads udløste en præmie på 25 kroner. Det passede lige med, at vi kunne købe to pølser på Toftegårds Plads, hvor vi tit blev sat af om aftenen, en buket til mor og en taxa hjem til Avedøre.

Efter et par år med Underholdningsbussen, fik jeg en pladekontrakt, og så gik det stærkt. Året efter havde Lucienne og jeg debut som korpiger i Karise Forsamlingshus med Johnny Reimar og hans orkester, The Scarlets. Nogle år efter blev vi præsenteret for sangen Rør Ved Mig, og dér var jeg solgt. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg hører sangen, og danskerne elsker den. Vi er også blevet spurgt, om vi vil synge den til en begravelse. Men jeg kan ikke – jeg ville begynde at græde. Sikke en oplevelse at have fået sådan en sang.

Hvornår i livet skød du genvej?

– I 1980 meddelte Lucienne, at hun ikke ville stå på scenen mere. Hun var for nervøs og ville ikke synge live. Jeg ville videre, og med Tommy Seebach som producer startede jeg på en solokarriere. Men så en dag kom der et brev fra mit pladeselskab, som spurgte, om jeg ville synge damepartiet i en helt specifik sang. Da jeg sad i studiet og ventede, kom Ivan (senere sanger i Laban, Ivan Pedersen, red.) ind ad døren. Samme aften indspillede vi Labans største hit Hvor skal vi sove i nat. Jeg stod midt i indspilningerne til en solokarriere og syntes, at den sang var lidt for letbenet, men til alles overraskelse skrålede hele Danmark med på den. Den gjorde danskerne glade, og da vi fik tilbud om at komme ud og optræde, slog vi til efter noget betænkningstid. Hverken Ivan eller jeg havde en økonomi med nok til dagen og vejen. Jeg var nyskilt, og Ivan havde kone og barn. Rugbrødet lå og vendte begge ender opad, så vi følte, at vi blev nødt til at efterkomme den enorme efterspørgsel. Det blev til seks et halvt år med Laban.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg er ret spirituel og tror på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi nogensinde vil kunne opdage. Så hvis du spørger om min vejleder, er det snarere universet. Jeg tror ikke på den gud, vi lærer om hverken i kirken eller i skolen, for mig er gud universets materie og den intelligens, der holder alting sammen. Jeg er sikker på, at jeg er styret af den intelligens. Jeg beder sjældent om vejledning, men jeg tror på, at livet fører mig derhen, hvor jeg skal yde. Jeg har fået en guldklump af talenter i min turban, og det kan jeg bruge i dag. At skrive musik og tekster er ikke svært for mig, nogle gange skal jeg bare lægge hænderne på flyglet, og straks kommer der en smuk melodi flyvende. Mange skabende mennesker føler som jeg, at vi er en del af et kreativt felt, hvor noget griber fat i os, når der skal sættes ord på følelser.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Vi havde ikke ret meget arbejdsro de sidste år i Laban, og til sidst ville jeg ikke mere. I oktober 1986 havde vi en uge uden jobs, og så tog jeg af sted til Baden Baden i Sydtyskland, hvor jeg indlogerede mig på et lækkert hotel. En aften sad jeg i baren helt alene. Det var her, jeg tog beslutningen om, at Laban skulle stoppe. Da jeg kom hjem, gav jeg Ivan besked. Han ignorerede det først, men efter nogen tid gik det op for ham, at jeg mente det, og så holdt vi op med at booke nye jobs. Et år senere var det slut.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Min datter, Leila, som jeg fik, da jeg kun var knap 21 år. Hun er mit livs kærlighed. Jeg var gift 15 år med Steen, hendes far, men han havde det svært med at være Lecias mand, og så blev vi skilt. For at være helt ærlig var der også noget utroskab. Først fra hans side, men så fulgte jeg efter. Jeg synes ellers, man skal gøre alt for at blive sammen, når der er børn. Det er ikke altid bedre, hvad der ligger på den anden side af skilsmissen, og vi burde have været voksne nok og fundet ud af det, så familien kunne være blevet sammen. Det er helt forfærdeligt, når det går ud over børnene. Jeg forsøgte alle årene at få en god familie hver for sig, men det lykkedes aldrig.

Steen lukkede sine øjne i 2006. Leila er mit livs kærlighed, men han er den eneste mand, jeg virkelig har elsket. Lige nu er jeg alene, men vi piger venter vel altid på Mr. Wonderful, selv om jeg synes, der er lidt langt mellem snapsene. Men han skal nok dukke op.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– I 1991 blev jeg træt af det hele. Alle ville hele tiden snakke, og jeg kunne ikke gå i fred. Folk kiggede på mig og talte om mig bag min ryg, og nogle sang drillende ”Hvor skal vi sove i nat,” når de så mig. I bilen kørte folk op på siden af mig og kiggede ind ad ruden. Det blev for meget. Jeg tænkte: Årh, lad mig dog være. Efter et års tid besluttede jeg mig for at trække i nødbremsen og stoppe, og jeg trak mig, selv om jeg var midt i en opadgående countrykarriere. Jeg havde faktisk slet ikke lyst til at have en stor karriere længere – bare til at holde mig i gang. Jeg orkede ikke at være "på" mere.

Men selvfølgelig kunne jeg ikke stoppe, så jeg begyndte at synge jazz og at arbejde i kulissen med sangskrivning og små børneprojekter. Jeg bliver dog stadig genkendt på gaden. Sommetider siger folk, at jeg ligner Lecia. Hvis jeg har overskud, siger jeg, at det er mig. Hvis det er småt med overskuddet, svarer jeg smilende: "Det får jeg tit at vide, men det er ikke mig", og så går jeg videre. Det er konfliktfyldt at være kendt, for du skal også være opmærksom på dine fans. Det er jo dem, der skaffer dig jobs. Men jeg er og bliver som alle andre bare et menneske med gode dage og med de dage, hvor du helst vil være dig selv.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har lavet en gruppe, der hedder MoveOver, hvor Lucienne også er med. Jeg er ikke ABBA-fan som sådan, men jeg beundrer dem meget for deres sange og lyd, og da jeg for nyligt hørte sangen Fernando, tænkte jeg; ”sikke en stemning og billeder, de skaber med deres tekster”. Så satte jeg mig til flyglet og skrev en hyldest til ABBA som tak for musikken. Den blev udgivet i februar i år. Jeg synes generelt, jeg har fundet melodien. Jeg har tid til at skrive musik, og jeg er stadig tæt knyttet til musikbranchen og tager ud på landevejen ind i mellem. Jeg har en spændende karriere både bag mig, men også masser at se til nogle år endnu, og jeg synes, jeg skylder Labans fans at være tilgængelig, så jeg tager gerne ud og fortæller om, hvad jeg har oplevet.