Sara Blædel: Jeg finder en stor glæde i at være alene

Udgangspunkt

– Ro. Det er mit udgangspunkt. Ro har altid betydet meget for mig, fordi jeg skriver, og fordi det at skrive kræver meget ro. Men der er også kommet en ny ro, har jeg lagt mærke til. Og den nye ro er lige præcis et udgangspunkt for, at alt omkring mig bliver bedre. Jeg starter hellere min morgen tidligere for at komme ordentligt ud ad døren. Jeg er simpelthen nået den alder, hvor jeg, ligesom min mormor, altid kommer lidt for tidligt. Jeg kører hellere lidt tidligere af sted for ikke at sidde med kampsved springende ud af alle porer, når jeg ankommer. Jeg gider ikke længere at stresse, og jeg tager mig friheden til at lade være. Det kræver planlægning. Og det betyder, at der er ting, jeg simpelthen bare siger nej til. Fordi jeg ikke kan nå det. Eller fordi det er noget, jeg ikke har lyst til. Roen er vigtigere for mig. Så ordet udgangspunkt rammer faktisk meget rent ind i den følelse, jeg har omkring det, fordi alt, som starter roligt, bliver bedre. Det er jeg blevet utrolig bevidst om inden for det seneste års tid. 

– Jeg har et godt eksempel fra i fredags, hvor jeg var inviteret til to bogreceptioner, som jeg helt vildt gerne ville med til. Det var to forfattere, som jeg kender rigtig godt, og hvor jeg endda havde læst den ene bog og var virkelig begejstret. Men jeg kunne mærke, at det simpelthen ikke ville blive rart at skulle nå det. Jeg ville komme til at ase og mase rundt, jeg ville ikke være nogen god version af mig selv, og jeg ville komme hjem fuldstændig udmattet og have sagt ting, jeg ikke mente. Så jeg meldte fra. Det er en konsekvens af, hvor jeg er i mit liv nu. Udgangspunktet for at gøre de ting, jeg gør, skal være i orden. Jeg ville gerne have været med til at fejre de to forfattere, men jeg kunne bare mærke, at det ikke ville gå. Og jeg var meget straight med at sige, at jeg simpelthen ikke kunne få det til at hænge sammen. Ikke noget med at komme med en lille hvid løgn.  

– Det er en rar følelse at være i vater med sig selv. Ikke at skulle nå alting. Det er ganske sikkert også en aldersting, for jeg har en jævnaldrende veninde, som jeg har talt med om det her, og hun sagde det faktisk så fint for nylig: ”Det er som om, man ikke længere står som en hest og skraber i startboksen”. Og det er så rigtigt set. Man står ikke der helt ivrig efter at komme af sted hele tiden, fordi man er bange for at gå glip af noget eller komme sidst. Jeg har slet ikke behov for at komme hurtigt ud af den startboks mere, og jeg er blevet mere ærlig i forhold til det. Jeg går ellers aldrig af vejen for en lille hvid løgn – det kan være til kæmpe nytte somme tider – men i forhold til at melde fra siger jeg det bare, som det er, nu. Det er ikke sjovt for nogen, hvis man jager rundt. Nærværet med andre mennesker bliver ikke rart, hvis man står med flammende kinder og er helt hektisk. Og så er man i øvrigt træt i tre dage bagefter.

– Det er klart, at der vil være dage, hvor man har et stramt program – sådan er det, og det er helt i orden – men f.eks. havde jeg en dejlig rolig aften i går, hvor jeg så ”Sopranos” og lavede stegt kylling til mig selv. Jeg har sovet godt, jeg har haft en dejlig rolig morgen, og derfor har jeg glædet mig til at skulle møde op lave dette interview. Når jeg giver mig selv den form for egenomsorg, er det rart at være mig. Det er en slags gave til mig selv. 

Holdepunkt

– Jeg har nogle mennesker i mit liv, som er mine aller, allernærmeste. Og det siger jeg med eftertryk, fordi jeg har ikke noget familie. Eller jo, jeg har min søn, Adam, som naturligvis er den allernærmeste. Og så har jeg en bror, men der er ikke nogen fra den ældre generation tilbage. Og derfor er jeg simpelthen så taknemmelig over, at jeg er så heldig at have mine tætte, tætte barndomsveninder. Gitte har jeg været veninde med, fra vi tre år. Hun er stadig min tætteste veninde. Sammen med Kristina, som jeg har været tæt-tæt veninde med, fra jeg var ti år. Jeg gik i klasse med Gitte og i parallelklasse med Kristina, og det betyder meget, at de kender min historie, og jeg kender deres. Vi har været i alting sammen. Gitte ved præcis, hvordan min blå minicykel så ud, og hun kendte mine forældre og min klasselærer. Og alt muligt andet. Det, at man kender hinandens historie, betyder, at man er hinandens holdepunkter. Jeg VED, at Gitte og Kristina altid vil være der, og det var de blandt andet, da mine forældre døde med tre dages mellemrum. Kristina smed indkøbskurven i supermarkedet og kom med det samme, da jeg helt ulykkelig ringede til hende. Og Gitte var den, der kom op og greb mig i kirken, da jeg seks uger efter mine forældres død også mistede min elskede faster og var ved at knække sammen ved kisten. Vi har SÅ mange referencerammer, og det betyder alt. Jeg har også et meget tæt vennepar, Lars og Andreas, som jeg har enormt meget hverdag med. Vi bor tæt på hinanden, hjælper hinanden og deler også hund. Adam bor ikke hjemme mere, så i hverdagen fungerer Lars, Andreas og jeg lidt som en lille familie.

– Jeg har også min bror, som har to små børn, som giver mig så meget glæde. At have en samhørighed med dem betyder utrolig meget. Derudover har jeg en dejlig vennekreds, men jeg har ikke en kæmpestor vennekreds. De tætte venner, jeg har, kender mig til gengæld virkelig godt. De kendte mig også, da jeg blev alene med Adam og ikke havde en krone. Og det er ikke bare sådan en floskelhistorie om den fattige forfatter, der sad og frøs. Jeg havde virkelig ikke ret mange penge. Jeg blev alene med Adam, da han var halvandet år, og jeg tjente stort set intet på mine bøger i begyndelsen. Det er dejligt at have venner, der har været med på rejsen, og som ikke har noget med min bogverden at gøre. Det, der kendetegner rigtige venner, er, at man kan sige fra over for hinanden. Der var f.eks. en konfirmation hos nogle af mine nærmeste venner, som jeg ikke gik til, fordi jeg sad og skrev og ikke kunne overskue det. Det kan godt bide lidt. Var det virkelig nødvendigt, kan jeg godt tænke bagefter. Men det var det på det tidspunkt. Og det respekterede mine venner. At der er sådan en forståelse for, hvor den anden er, selvom man måske bliver lidt såret, kendetegner efter min mening et rigtigt venskab. 

Brændpunkt

– Når jeg tænker brændpunkt, så tænker jeg det indeni mig selv. I 2013 og 2014 oplevede jeg det ene brændpunkt efter det andet. Jeg mistede mine forældre og derefter min faster i 2013. Hele den ældre generation. Året efter blev jeg skilt, og samme år var der både indbrud og brand i mit hus, og der var nogen, der forsøgte at stjæle min bil. Til sidst havde jeg det sådan, at jeg stillede mig op og nærmest råbte: Bare tag hele lortet! Bortset fra min søn! Det var hårdt, at det hele kom sådan slag i slag, men det var ikke nødvendigvis dårligt. For det var virkelig med til at vise mig, at nu skulle jeg skifte retning. Jeg skulle gøre noget nyt. Jeg havde en følelse af, at nu var der ikke mere, der kunne tages fra mig, men jeg var ikke knækket. Jeg var her stadig. Og det var faktisk ret interessant for mig at opdage, at det var sådan, jeg reagerede på det. At jeg fandt en styrke i det. Det var da ikke morsomt, mens det stod på, men jeg følte, at hey, der er nogen, der vil mig et eller andet deroppefra, og hvis der er mere, så skal det være nu. Derefter kan jeg komme videre. 

Hvem er Sara Blædel

• Født 1964.
• Journalist og forfatter, aktuel med den 11. bog i serien om kriminalassistent Louise Rick, ”Den tavse enke”. 
• Har også skrevet triologien om bedemandens datter Ilka. 
• Fire gange kåret som danskernes yndlingsforfatter – i dag kendt som Marthaprisen. 
• Modtog ”De Gyldne Laurbær” i 2014. 
• Hendes bøger er solgt i mere end 4,5 millioner eksemplarer og udgives i 38 lande. 
• Sara er single og mor til Adam på 23 år.

– Og det kom jeg så. Jeg solgte min villa i Virum og flyttede ind i Kartoffel-rækkerne, hvor jeg havde boet en del af min barndom. Jeg tror, det var for at finde mit fundament og få noget ro på. Men det virkede ikke for mig. Og så flyttede jeg til USA. Pludselig stod Adam, som var 19 år på det tidspunkt, og jeg på Manhattan. Vi havde stort set ingenting med derover, bare et par kasser med lidt ting, og så begyndte vi ellers at bygge et liv op fra bunden. Jeg tror ikke rigtig, at jeg havde gennemtænkt den situation – at flytte så langt væk på den måde – men det var nok meget godt, for hvis jeg havde tænkt for meget over besværet ved det, havde jeg måske ikke gjort det. Det endte med at være både sjovt og givende for os, og for mig kunne det ikke have været bedre. Det viste sig at være den bedste måde at komme sig over alt det, der var sket. Og da jeg kom hjem igen for to år siden, kunne jeg mærke, at jeg var landet i mig selv. Jeg havde fundet mig selv på en ny måde, og jeg vidste, hvordan jeg gerne ville have, mit liv skulle være. Og hvordan det ikke skulle være. Jeg var blevet mig selv i en ny og mere voksen version.

Midtpunkt

– Jeg kan udmærket godt gå ud og tale for 500 mennesker en aften og have det mega sjovt med det. Jeg elsker at være sammen med mine læsere og fyre den af, og jeg kan sagtens være på bogturné i 14 dage, hvor jeg er på. Men når det kommer til mit privatliv, vil jeg gerne være fri for at være midtpunkt. Så vil jeg faktisk bare gerne være mig og ikke skulle præstere. Jeg taber virkelig energi, hvis jeg sidder til en privat middag og – i den sødeste hensigt – bliver spurgt til mine bøger, og hvordan jeg arbejder med dem og får ideerne. Det er jo det, jeg tager penge for at holde foredrag om, og der kan jeg godt lide det, men når jeg er privat, er jeg faktisk ret introvert og vil hellere høre, hvad de andre har at fortælle.

– Det er jo lidt interessant, hvor man får sin energi fra. Arbejdsmæssigt kan jeg blive helt høj af at være på og snakke om mine bøger, men privat kan jeg altså ikke rigtig rumme det. Det er en form for generthed, tror jeg, som jeg stadig har med mig. Jeg var utrolig genert som barn, og mine forældre var heldigvis enormt gode til at respektere, at sådan var jeg, selvom de selv var meget udadvendte. Jeg har aldrig følt, at jeg skulle skubbes frem og gøre alt muligt. Det var fint for dem, at jeg hellere ville sidde på mit værelse og læse. Jeg tror, at min generthed dengang hang meget sammen med, at jeg ikke rigtig syntes, at jeg var særlig dygtig til noget som helst. Når man har det sådan, er det nemmere, hvis man ikke bliver set, for man synes altid, at der er andre, der er meget bedre til det hele. I takt med at mine bøger begyndte at sælge, fandt jeg ud af, at dem ville jeg gerne stille mig op og tale om, for dem ved jeg i hvert fald noget om. Det er jo mig, der skaber dem. Og på den måde er der efterhånden kommet en tro på, jeg godt kan stå på mål for mig selv.

– Som jeg sagde i begyndelsen, har jeg dog stadig brug for at trække mig, når jeg har været meget på. Jeg VED, at det koster noget for mig, og derfor er det vigtigt at genoprette balancen ved at være alene, tulle rundt og lave noget lækker mad. Måske er det også derfor, at det passer mig fint at bo alene.

– Der er jævnligt nogen, der spørger, om jeg ikke bliver ensom somme tider. Men for mig er der en kæmpe forskel på at være ensom og alene. Jeg er ikke ensom, for jeg har dejlige mennesker omkring mig, hvis jeg vil have det. Men jeg finder en stor glæde i at være alene, og sådan har jeg altid haft det.

– Jeg var 32, da jeg blev mor, og op til da havde jeg en periode, hvor jeg tænkte: Hvorfor finder jeg ikke en kæreste? Hvorfor er der ingen, som jeg passer med? Men det var der jo så alligevel, og vi fik et barn. Forholdet holdt dog ikke, men det var helt okay. Vi skulle ikke være sammen. 

– Til gengæld har jeg en gigantisk taknemmelighed over, at det var lige præcis DET barn, vi fik. Adam. Det var det helt, helt, helt rigtige barn. Jeg var alene med Adam, til han var otte-ni år, og jeg havde det fint med at være alenemor. Jeg har aldrig syntes, at det var synd for mig. Jeg har til tider syntes, at det var synd for Adam, at han ikke boede med begge sine forældre, men jeg havde det aldrig sådan, at nu skal jeg bare ud og finde en ny mand.

– Da Adam var otte-ni år, mødte jeg så pludselig Lars, som jeg blev gift med. Vi var sammen i mange år, men blev skilt for seks år siden. Og det var også helt rigtigt. Det skulle ikke være os. Siden da må jeg indrømme, at jeg ikke har haft lyst til at kaste mig ud i et nyt forhold. Eller – forstå mig ret – det er ikke fordi, det ikke gerne må ske, hvis det sker, men tanken om det er bare ikke noget, der fylder. 

Blødt punkt

– Adam er mit eneste bløde punkt, ellers er jeg en hård banan, ha ha. Nej, men altså, Adam ER mit blødeste punkt. Og mit højdepunkt. Han er det menneske, der ubetinget gør mig gladest. Og også mest irriteret. Han er det menneske, som jeg er aller-allermest tryg ved. Og det er ikke fordi, vi har sådan et nu-skal-vi-være-venner-forhold. Jeg har det bare altid bedst, når Adam er der. Fordi han er enebarn med en enlig mor, blinker alle advarselslamper voldsomt og i dobbelt tempo, og derfor er jeg også utrolig bevidst om, at han er et selvstændigt menneske, som skal have frihed til at blive sig selv. Han har lige boet halvandet år i New York alene for at gå på New York Film Academy. Jeg har altid været utrolig obs på at få skubbet ham ud af reden og give ham noget væk fra mor også. Man skal passe på ikke at trække de børn for tæt ind til sig, så man ikke er i stand til at slippe dem.

– Et andet blødt punkt er min brors to børn på seks og tre år. Min bror er ni år yngre end mig, og vi er ikke vokset op sammen. Han kom først ind i mit liv, da jeg var 28 år. Min far og hans mor havde haft en affære ved siden af deres ægteskaber, og Jeppe var kommet til verden. Når man bare fortæller det kort, lyder det ikke som nogen pæn historie, men det var faktisk en virkelig, virkelig fin historie. Jeppe voksede op i sin familie og jeg i min, og indtil jeg var 28, vidste jeg ikke, at han fandtes. Jeg var enebarn og havde allerførst en følelse af, at nu blev der taget noget fra mig, når jeg skulle dele min far med Jeppe. Men så mødte jeg Jeppe og kunne bare med det samme mærke, at ham kunne jeg helt vildt godt lide, og at han i øvrigt mindede meget om min far. Jeppe og jeg satte os ned for at finde ud af, hvordan vi skulle gribe det an, og vi blev ret hurtigt enige om, at vi var søskende. Simpelthen. Det faldt meget hurtigt på plads inde i mig, og vi begyndte at se hinanden på sådan en helt naturlig måde. Nu, hvor den ældre del af familien er væk, har vi hinanden, og det er virkelig en gave, og Jeppes to små børn er virkelig et blødt punkt for mig. De er så skønne og livsbekræftende at være sammen med. Og det er så dejligt for mig at se ham sammen med dem. På et tidspunkt bliver jeg – måske – farmor, men lige nu nyder jeg at have mine brors små børn helt tæt. At have sådan nogle små nogen, som regner med mig, og som gerne vil være sammen med mig, gør mig simpelthen så tryg og glad.

Kogepunkt

– Det eneste, jeg tænker på, når jeg hører ordet kogepunkt, er, at jeg er vokset op i en meget madglad familie. Min far var bl.a. madanmelder og medlem af Det Danske Gastronomiske Akademi, og min mor lavede også utrolig meget mad. Min far var jæger, og der hang døde dyr op og ned af væggene derhjemme i Hvalsø, hvor vi boede, fra jeg var 11 år. Vi spiste alt muligt, bl.a. prøvede vi engang at spise ræv, men det kan jeg ikke anbefale! Vi afslimede snegle i store flamingokasser. Vi prøvede at spise solsorte. Og helt politisk ukorrekt forsøgte mine forældre sig en kort overgang med foie gras-gæs ude i haven. Det var ikke nogen succes. Der var altid noget, der kogte, boblede og brasede hjemme hos os, og i dag er det faktisk også sådan, jeg virkelig finder ro. Ved at lave mad. Når jeg slår op i min gamle og totalt fedtet Julia Child-kogebog, som dufter af min mor, fordi det var hendes, så føles det så trygt og godt for mig. Jeppe har det på samme måde med at lave mad, så når vi for alvor skal hygge os, går vi i gang i køkkenet. 

– Min mor var skuespiller og gik meget hjemme om dagen, og min far, der var journalist, tog kun på avisen et par gange om ugen. Der var altid liv hjemme i huset, og der var altid gang i noget mad. Jeg var derfor vant til, at alt var hjemmelavet fra bunden, og da jeg var 16 år og kom på efterskole, fik jeg buldrende allergi, fordi jeg pludselig fik præfabrikeret mad og pålæg med E-numre. Jeg blev simpelthen så syg og blev indlagt til en lang udredning, og jeg havde en lang periode med fødevareintolerance. I dag er det stadig vigtigt for mig at lave gode, gedigne, klassiske, franske retter, og jeg har besluttet mig for, at det virkelig er noget, jeg vil prioritere. Jeg vil give mig selv tid og luft til at lave dejlig mad, for jeg kan mærke, at det passer ind i det liv, jeg gerne vil have fremadrettet. Min aktuelle bog, ”Den tavse enke”, handler faktisk også meget om at skabe det liv, som passer til den person, man er, og om at stå ved, hvem man er. Så det er åbenbart noget, jeg kredser meget om for tiden. Jeg er et andet sted i livet nu, end da jeg skrev min første krimi, og man skylder sig selv at lytte efter og finde ud af, hvordan man gerne vil leve sit liv lige nu. Man behøver ikke blive ved med at prøve at passe ind i det billede, som andre gerne vil have, at man  skal passe ind i. Jeg bliver f.eks. ustandseligt spurgt, om jeg ikke snart skal have en kæreste, og det er jo et utrolig mærkeligt og påtrængende spørgsmål. Hvis mit liv fungerer, hvorfor er det så så vigtigt for andre, at jeg finder en mand? Er det, fordi andre er mere trygge ved en, hvis man passer ind i en kasse? 

Endepunkt

– Efter jeg skrev triologien om bedemandens datter Ilka og begyndte at gå ud og tale om de

bøger, gik det op for mig, at mange mennesker slet ikke taler om døden. Og det gik op for mig, hvor meget vi til gengæld har talt om døden i min familie. Døden har aldrig været tabubelagt i min familie. Og jeg var simpelthen ikke klar over, at den var SÅ meget tabu andre steder. Adam siger indimellem: ”Mor, det kunne også være fint, hvis vi ikke hele tiden behøvede at tale om døden”, ha ha, men altså, vi taler jo om den, fordi den er uundgåelig. Og jeg håber ved gud i himlen, at der er lang, lang tid til, at jeg selv skal dø, men Adam og jeg har talt så meget om døden, at jeg faktisk godt ved, hvor jeg skal graves ned, når den tid kommer.

– Min farmor og farfar ligger på en gravplads på Holmens Kirkegård, hvor min faster også blev begravet, da hun døde. Mine forældres aske blev efter deres ønske spredt sammen ud over havet, så Adam og jeg har ikke et sted, hvor vi kan besøge dem. Men sidste jul, da Adam var hjemme fra New York på ferie, gik vi over på kirkegården for at ønske min faster god jul. På vejen hjem gennem Østre Anlæg stortudede vi begge to, og jeg blev så berørt af den sorg, Adam også havde. Mens vi gik der – helt opløste – talte vi om, hvor rart det ville være, hvis der også var et sted, hvor vi kunne besøge mine forældre. Vi havde lige set, at der var en tom gravplads ved siden af min farmor og farfars gravsted, så vi besluttede at gå op på kirkekontoret og spørge, om pladsen var ledig, for så ville vi gerne købe den og sætte en mindesten op for mine forældre. Og så ville jeg også ligge der, når den tid kom. Det fik vi lov til, og nu er de to pladser slået sammen. Jeg kan godt mærke, at det alligevel gør et vist indtryk på mig, at jeg ved, hvor min urne skal hen. Det er sådan lidt klaustrofobisk, men det er på en eller anden måde også enormt roligt. Så ja, endepunktet ved jeg præcis, hvor bliver, hvis ikke Adam ændrer mening, for det er jo ham, der i sidste ende kommer til at bestemme det. Men som det er nu, så er mit endepunkt på Holmens Kirkegård.