Sara Schytz blev misbrugt som barn: "Hovedet kan glemme, men kroppen glemmer aldrig"

Sara er begyndt at få nogle ubehagelige fornemmelser. Nogle flashbacks, et blik, en berøring, uhyggelige drømme og mærkelige dufte. Hun holder det for sig selv – det går jo godt i hendes liv. Hun er ph.d.-studerende på ingeniørstudiet og en dygtig en af slagsen.

Typen, der driver projekter fremad med et ukueligt drive. Cykler igennem byen midt om natten for at sætte forsøg i gang på DTU og løfter andre medstuderende, hvis de ikke kan følge med. Hun er i 20’erne, har fået vendt sit liv 180 grader og er gået fra at være en stille, tilbagetrukket og frustreret pige til at være et godt sted i livet. Hun bor sammen med sin kæreste i deres fælles villalejlighed i Brønshøj. Hun løber, træner, fester, studerer og lever livet.

Så de her fornemmelser kan hun ikke bruge til noget nu. Alligevel bliver de ved med at komme krybende og kravlende ind over hende, når hun sover eller er alene. Hvad er det for noget? Kan det være den mælkeallergi, hun har haft hele livet, der driller hende? Ganske som den altid har skabt kroniske ubalancer i hende. Hun beslutter sig for at opsøge en læge og blive testet. Enten er det allergien, eller også er der noget, hendes underbevidsthed forsøger at fortælle hende.

Ventede på at blive kørt over

Sara åbner hoveddøren til huset i Nordsjælland, hvor hun bor i dag sammen med sin mand og deres to drenge. Det er efterhånden 15 år siden, hun besluttede sig for at opsøge sin læge dengang under studiet. Hun var lige i færd med at tørre håret, siger hun med et grin, og forsvinder ud på badeværelset. Hun kommer hurtigt tilbage og byder på kaffe. Der er både almindelig mælk og havredrik, som er et levn fra tiden med mælkeallergi. Med tiden har hun vænnet sig til smagen af havredrikken og er blevet glad for den.

Den angivelige mælkeallergi begyndte, da Sara var ganske lille og skabte voldsomme reaktioner i hende. I hvert fald led den lille pige foruden af diarré og opkast også af et splittet sind, ængstelighed og til tider så tunge tanker, at hun i en alder af seks år besluttede sig for at gøre en ende på det hele.

Hun satte sig ved den store omfartsvej for enden af vejen og ventede bare på at blive kørt over. Hun er også stukket af med bare fødder i sneen. Så stærkt virkede ubalancerne i hendes system på hende, og hendes mor var omhyggelig med at sætte ”mælkerammen” omkring datterens adfærd og udfordringer. Hun tog hende også med til lægen, som sagde, at det er normalt, at børn somme tider er kede af det ved skolestart.

"Forklaringen på mine psykiske udsving blev mælkeallergien, og hvis min mor havde glemt at fortælle til en børnefødselsdag, at jeg havde mælkeallergi, gik jeg amok i lagkage og kakao. Bagefter fik jeg det dårligt, og så blev det understreget, at reaktionen jo var min egen skyld, fordi jeg havde indtaget mælkeprodukter."

Når Sara ikke trives, sidder hendes far ofte ved hendes sengegærde om aftenen og taler med hende i time efter time. Han forsøger at forstå, hvorfor det er så hårdt. Hvad er det, der er så svært? Men Sara har ingen ord for det, som slet ikke har noget med allergi at gøre. Det, der sker i al hemmelighed, og som ingen andre ved end hun selv og sin overgrebsmand. Som har stået på i flere år, og som på mange måder er blevet en normalitet i Saras lille, lukkede verden.

Besøget i legehuset

Da Sara er fire år gammel, er hele familien samlet i et sommerhus. Hun er sammen med sin kusine de eneste piger i børneflokken, og hun leger alene i et legehus med Barbie og Ken. De andre børn leger i haven, og de voksne er inde i huset. En 14-årig dreng, der også er en del af familien, kommer ind i legehuset til hende. Han er altid sød og omsorgsfuld og vil ofte gerne lege med hende. Han sætter sig ned på gulvet ved siden af hende.

Så tager han Barbie ud af hendes hånd og klæder dukken af, så den er nøgen. Dernæst tager han Ken, som også får sit tøj af. Han ændrer legen til, at Ken nu lægger sig oven på Barbie og kysser og rører ved Barbie, mens Barbie ligger bomstille med armene langs siden. Sara ser på, mens drengen leger den nye leg med hendes dukker. Hun bryder sig ikke om den fornemmelse, det skaber i hende.

Efter noget tid løber han ud til de andre igen. Sara samler sine dukker op, giver dem tøj på igen, sætter Barbies hår i orden, og så fortsætter hun sin egen leg.

Hun fortæller ikke andre om situationen, og hun kan godt lide drengen, som hun ofte ser til familiesammenkomster, til fødselsdage og på ferier. Men efter Barbie-episoden tager hans tilnærmelser til og udvikler sig til regulære seksuelle overgreb. Han fortæller hende jævnligt, at hendes krop tydeligvis nyder det og bruger hendes kropslige reaktioner imod hende. Hun føler, at hun er med i det, de laver, og at de er lige gode om det.

"Det var en leg, vi havde. Det var skamfuldt for mig, og jeg havde ikke lyst til den del. Men jeg havde lyst til den relation, vi også havde. 80 procent af relationen var god. Så var der 20 procent, der var virkelig usund og skadelig, men jeg var så lille, da det startede, at jeg aldrig fandt ud af, at det kunne være anderledes. Det var bare min virkelighed. Der var ikke noget i mig, der tænkte, at jeg kunne sige nej til ham. Jeg frøs altid, når det stod på. Jeg har en følelse af, at jeg forlod min krop og svævede rundt i rummet, mens overgrebene stod på. Jeg har billeder af mig selv, hvor jeg ligger helt stille med armene langs siden. Jeg sagde ikke noget, jeg gjorde ikke noget, jeg lå bare. Ligesom Barbie-dukken."

Din krop kan jo lide det

Da Sara er 10 år gammel, er hun ude at ride med sin veninde. På det tidspunkt er overgrebene en fast del af hendes liv, som ingen ved noget om. Hun spørger forsigtigt sin jævnaldrende veninde, om hun også bliver kysset og rørt ved af ældre drenge?

Veninden kigger på hende og siger: ”Ad, hvor er det ulækkert,” før hun rider videre.

Sara vidste i forvejen, det var forkert, men nu får det et ekstra lag af at være ulækkert, det hun er med til. Hendes krop kan jo lide det. Det fortæller han hende hele tiden. Følelsen er så overvældende, at noget langsomt lukker ned i hende. Hun glemmer simpelthen, hvad det er, hun har oplevet med ham.

Samtidig har han fået en kæreste. Han er fyldt 20 år og er ikke længere med til familiesammenkomsterne. Overgrebene stopper, og Sara lever nu i lykkelig uvidenhed om de overgreb, der har været en fast del af hendes liv de sidste seks år.

"Da jeg som teenager så dokumentarer om seksuelle krænkelser eller pædofili, var det overhovedet ikke noget, jeg kunne relatere mig til. Det havde intet med mig at gøre. Jeg mærkede empati og en forfærdelse på offerets vegne og tænkte: Hvordan kan man have oplevet de ting og blive et helt menneske? Helt uden at den tanke strejfer mig, at jeg selv har oplevet noget af det samme," fortæller Sara.

Som 15-årig havde hun en date med en fyr, og mens de sad hjemme i sofaen og så fjernsyn, var hun i vildrede.

"Jeg tænkte, hvad skal vi nu? Skal han ikke bare snart hjem? Jeg kunne være sammen med en fyr, når jeg var fuld, men det føltes ubehageligt bagefter. Det var ikke et menneske, jeg nogensinde havde lyst til at se igen. Den person måtte jo også være helt forkert på den, siden det kunne ske. Jeg følte det som et overgreb, uden at det var det. Jeg gik selv ind i det, og den stakkels dreng har ikke anet, hvad jeg havde med mig i bagagen."

Sara fortæller sin historie nøgternt og uden forsøg på at skjule det mørke, der også omgærder den. Det er noget af det, hun kan. Som har gjort, at hun har formået at ændre retning flere gange og skabe sig et nyt liv. Men der har været udsving til den ene og den anden side. Da hun var 18 år, vejede hun 110 kilo. Hun gik i 3. g og havde netop fået at vide, at hvis hun kommer for sent eller misser endnu en aflevering, skal hun op i fuldt pensum. Hun ved ikke, hvorfor hun ryger så meget hash, hvorfor hun har taget så meget på, og hvorfor alting er svært, men beskeden fra rektor vækker hende.

"Jeg stiller mig nøgen på badeværelset og ser på min krop med alle strækmærkerne og den store mave, og tænker, er det her mig? For det er slet ikke sådan, jeg føler mig. Så jeg beslutter mig for at ændre det. Jeg går på kur, og jeg tager mig sammen i skolen. Selvom det er koldt, at jeg får den besked fra rektor, så viser situationen mig, at jeg har styrken til at rejse mig og ændre mit liv. Derfra får jeg en glæde ved at studere, og jeg er rigtig god til det, finder jeg ud af."

Bekendelse til far

Årene går. Sara studerer, det kører for hende. Og så en dag er han pludselig tilbage i familien. Sara, der har undret sig over, hvor den flinke dreng blev af, går imødekommende over til ham og hilser. Hun er glad for at se ham men undrer sig over, hvorfor han er så tilbageholdende over for hende. Han fryser rent faktisk, da hun kommer over. Som hun husker det, deler de kun gode minder sammen.

Han begynder at deltage jævnligt igen, og langsomt slapper han af i hendes selskab, men nu begynder de mærkelige fornemmelser at dukke op. Hun ser ham i øjnene, og får et flashback af hans blik som ung i en ubehagelig situation. En anden gang er det hans duft, der kaster hende ud i en ubehagelig fornemmelse. Det sker oftere og oftere.

Hun er på det tidspunkt 28 år, og det er her, hun beslutter sig for, at hun må gå til lægen og få undersøgt sin mælkeallergi. Der er jo ingen grund til at skabe panik, hvis det bare er mælken, der driller. Hun går til allergilægen, der tester hende, men hun reagerer ikke på påvirkningerne. Hun får til opgave at gå hjem og drikke et glas minimælk, så et glas letmælk og sødmælk.

"Den sidste gang skulle jeg drikke et stort glas fløde og sidde i receptionen i en time og vente. Bagefter skulle jeg komme ind til ham igen. Han spørger mig, hvordan har du det? Jeg svarer, jeg har kvalme. Han siger, at det ville han også have efter et stort glas piskefløde, men at jeg ikke har mælkeallergi: ”Du har ikke haft det, siden du var tre-fire år”. Dér begyndte jeg at græde. Al min dårligdom, alt det, jeg var deprimeret over og ked af igennem livet, var blevet hægtet op på mælkeallergien. Det voldsomme var oplevelsen af, at alt, hvad min mor havde lært mig at knytte op på mælken, blev fjernet. Hvad var der så galt? Det var en stor identitetskrise."

Saras kæreste forstår ikke processen. Hun står igen over for et valg. Hun kan fortsætte med at drøne derudaf, eller hun kan stoppe op og lytte. Hun vælger den sidste vej, flytter fra kæresten, skaffer sig en lejlighed, begynder i terapi, og langsomt vender erindringerne tilbage.

Sara, der altid har haft et godt forhold til sin far, beslutter sig for at sige det til ham.

"Det er på det tidspunkt 17 år siden, overgrebene fandt sted, og jeg aner ikke, om det er sandt. Mit selvværd og fornemmelse af mig selv er også væk. Hvorfor skulle det være andres skyld end min egen? Alligevel er jeg nødt til at sige det, ellers er konsekvensen, at jeg forsvinder. Han er begyndt at dukke op i familien igen, og vi kan ikke begge være der. Jeg beder min far om at komme hjem. Han er på ferie i Frankrig og flyver hjem et par dage efter. Han har dækket op til os i stuen. Jeg siger, at vi skal gå ud på terrassen, hvor der er mørkt og beder om et glas rødvin. Så fortæller jeg ham alt det, jeg kan huske."

"Han bryder hulkene sammen og bliver ramt af, at han ikke har kunne passe på mig. Hvordan har han ikke set det? Alt det, vi har gået igennem, alle de timer og aftener, vi har talt, hvor han har forsøgt at forstå mig. Lægen og allergien. Alle de problemer, jeg har været igennem, uden at han har set, hvad det egentlig handlede om."

Hendes far beder om Saras tilladelse til at mødes med overgrebsmanden. Bagefter bekræfter hendes far Saras historie. Han har endda ny viden, og spørger, om hun vil have den, men det er hun ikke interesseret i. Overgrebsmanden vil gerne mødes med Sara og sige undskyld, men det afslår hun også. Det vigtigste for Sara er, at hendes historie er hørt, at bliver bekræftet i, at den er sand, samt at hendes far tager alt ansvaret for, hvad hun har været udsat for.

"Jeg står et sted, hvor jeg ikke kender mig selv. Så jeg skriver til de nærmeste venner, en 10-15 stykker, hvor jeg fortæller, hvad jeg er blevet udsat for i min barndom, og så beder jeg dem om at sætte et ord på mig, hvordan de oplever mig, og hvem jeg er for dem. For jeg aner det ikke. Jeg har fået frataget alt grundlæggende selvværd, så jeg føler kun skyld og skam. Det er en smuk og også smertefuld proces. De fleste vælger at skrive positive ting. At jeg løfter dem og gør dem til bedre studerende. Men jeg mister også vigtige veninder i processen. Dem, der ikke forstår, hvorfor jeg vælger at flytte fra min kæreste, dem der synes, at det ikke er så slemt, og dem der grundlæggende betvivler graden af skaderne."

Fra angst til pilates

Sara går i terapi og får det gradvist bedre med sig selv. Hun møder sin kommende mand og føler sig tryg ved ham. Han er lyttende og rummelig, og de flytter sammen. Da hun har født deres første barn, får hun angst. Hun bliver bange for at være alene hjemme.

En morgen får hun panikangst over en plakatmand, der gør sit arbejde, men hun føler, at han stirrer på hende.

En anden gang er de ude at gå en tur i Dyrehaven, da en flok Brøndby-hooligans kommer imod dem. Sara griber sin søn og udser sig en flugtrute, hvis de vil skade dem.

En anden gang, hvor hun er i en butik, føler hun pludselig, at hun ser en, der ligner overgrebsmanden, og får et angstanfald. Derhjemme forestiller hun sig, at han kommer efter hende, hvis hun er alene hjemme.

Hun har jo skadet ham ved at fortælle historien, hvorfor skulle han ikke hævne sig? Men hendes rationale fortæller hende, at hun er gal på den. Præcis som det gjorde, dengang hun var overvægtig.

Hun starter i terapi igen og nulstiller al stimuli fra kosten, så hun kan holde sin indre balance. Hun uddanner sig til pilatesinstruktør, siger sit godt betalte ingeniørjob op og åbner sit eget pilatesstudio.

Man håber, at alt er godt nu, at fortællingen slutter, og at Sara har fundet vejen og sporet. Hun lever lykkeligt til sine dages ende, men så enkelt er det sjældent.

For fire år siden begynder Saras krop igen at larme. Hun får blandt andet en overspændt kæbe, problemer med at få luft om natten, hendes hjerte slår dobbeltslag og en af hendes tænder knækker lodret ned. To behandlere siger uafhængigt af hinanden, at sådan kan kroppen reagere, når man holder på noget, man egentlig burde sige højt.

Sara bliver klar over, at hun må stå tydeligere frem med sin historie. For at slippe den tunge byrde, hun i mange år har båret for sin overgrebsmand ved at tro, at hun selv var skyld i det. For at give overgrebene en stemme. For at hente dele af sig selv, som er blevet udslettet af skam og selvhad, op til overfladen. Og ikke mindst for at vise, at man godt kan have været udsat for det grummeste af det grumme og stadig være et godt, helt, normalt og velfungerende menneske. For de forbilleder mangler, mener hun.

Hun har selv manglet dem op igennem sit liv. De mennesker, der trods de værst tænkelige overgreb ikke blev til stofmisbrugere eller er gået i tusind stykker derhjemme, men som rejste sig fra asken og har fået sig et godt liv.

"Jeg har følt, at jeg lever et liv i armslængde fra alle andre, fordi jeg bærer på denne her hemmelighed. De, jeg stoler meget på, har fået min historie, men det er blevet stort og tungt. Folk græder, og bagefter skal jeg samle dem op."

Sara har et ønske om, at vi skal kunne tale om de mørke ting på en lysere og lettere måde. At vi får et sprog for det. Hun har også tænkt på, at hendes børn skal kende hendes historie på et tidspunkt, men at det ikke skal være uden, at andre kender til det.

"Jeg ville ikke give dem min hemmelighed, som de så også skulle bære. Hvis de ved det, skal de kunne fortælle det frit. Så jeg øver mig i at sige det, hvis jeg føler for det, når jeg møder nye mennesker, og jeg ser, at det ikke ændrer noget. Hverken deres syn på mig eller relationen. Jeg vil gerne sætte mig selv og andre fri. Der er stadig fysiske ting, for hovedet kan glemme, men kroppen glemmer aldrig. Det kommer ud på mærkelige måder, men hvis man så kan tale om det på en mere normal og let måde, hjælper det. Man kan godt være en god forælder, være god på job og et ordentligt menneske, selvom man også har de mørke oplevelser i sig."