Selma Judith fandt hjælp i tatoveringer: "Se, det er mig, og jeg ved godt, jeg er kikset"

Rundt om i byen står høje og hundredvis af år gamle træer og strækker sig op mod himlen. Vi går bare forbi dem og tænker sjældent over det, de har oplevet. Alt omkring dem forandrer sig, men de står bare der og slår deres net af rødder dybere og dybere ned i jorden, mens de indlejrer stykker af samtaler i deres tykke stammer, der bærer både fortid og nutid i sig. Menneskers levetid på jorden er kort, og fortiden er vigtig for, at vi kan komme videre. Det tænker jeg over, da jeg er på vej hen for at mødes med Selma Judith, et nyt ungt navn, der både laver moderne musik og spiller på noget så gammeldags og klassisk som harpe. En kvinde, der har en stærk bevidsthed om det, der kom før hende, og som skaber musik, der bevæger os fremad.

Vi mødes på en café på Nørrebro. Støvregnen hænger i mit hår, da jeg træder ind i rummet og lader blikket vandre. Det er nok harpen, men jeg forventer at møde en Wagnersk kvinde med langt, blond hår. I stedet vinker en spinkel kvinde med guldindfattede, intellektuelle briller fra et hjørne bagerst i lokalet. Når hun smiler, bliver hendes øjne til små halvmåner i ansigtet. Håret er redt stramt tilbage, og hun er klædt i jeans, sneakers, en tynd sort rullekrave og en grå, oversize sweatshirt, som hun gemmer sig i. Hænderne ryger hele tiden op i ærmerne, som beskytter hun dem, mens hun trækker skuldrene helt op omkring ørerne.

Hun er på kort tid blevet et navn i musikkredse, efter hun sammen med to af sine venner fra Sankt Annæ Gymnasium har udgivet tre singler: Kind of Lonely, Inner Thigh og I’m a Mess, og planen er, at de udgiver et samlet album til august. Via sit harpespil har hun allerede indgået i musikalske samarbejder med bl.a. Mø, Vera (musiker og producer William Asinghs alias, red.), School of X (musiker Rasmus Littauer, red.) samt brødrene Aaron og Bryce Dessner (fra bandet The National, red.), som hun optrådte med på Haven Festival sidste sommer.

– Jeg var på et tidspunkt lidt i samme vennekreds som Mø og kom med til en livesession på Christiania, og de var bare så søde og entusiastiske omkring mig og min harpe. Jeg har altid sunget, men har nok aldrig tænkt, at det var mig, der skulle være i front. Men oplevelsen gav mig lidt mod på det, og jeg begyndte at tænke: “Det kan da være, jeg skal lave noget selv. Bare prøve.”

Så det gjorde hun og vennen Mikkel, der bor fem minutter fra hinanden. Det blev til Kind of Lonely, og de mente, at de måske havde fat i noget, der fungerede.

– Det er sgu meget sygt … Nice, siger hun og nikker anerkendende med hovedet, når hun husker tilbage på deres første reaktioner på sangen.

– Så vi lagde den på Soundcloud.

En dag sad hun i sin lejlighed med nogle venner med hver deres computere på skødet. Lucas (rapperen Abel, red.), der også er musiker, mente, at de ville elske nummeret på KarriereKanonen på DR og spurgte, om han ikke måtte sende det ind. I forsommeren 2018, for under et år siden, blev de Ugens Kanon, som ugens anbefalede nummer hedder.

– Det startede stille og roligt, men pludselig gik det stærkt. Det er jo ikke, fordi vi er sådan nogle sindssyge stjerneskud, der skal ud og være popverdenens svar på Mozart, vi er jo henholdsvis 24 og 25 år og har spillet en del musik. Vi var bare heldige, at gennembruddet gik stærkt. Så det er en blanding af totalt ufortjent og alligevel, i hvert fald lidt, fortjent.

En lille sart ting

Men før Selma Judith fik sit gennembrud midt i 20’erne, var der et sammenbrud. En svær periode i hendes liv, som er en del af, hvem hun er som menneske og dermed også som kunstner. Det siges, at god poesi sjældent er betryggende. Livet skurrer, og det afspejler god kunst. Hele sit liv har Selma Judith haft en følelse af at være for meget og beskriver sig selv som et sært barn, der græd meget og dominerede med sin mangel på selvtillid. Ude i skolegården på Bernadotteskolen var hun upopulær. Pigerne orkede hende ikke, så hun hang og legede dinosaur med en lille gruppe søde og nørdede drenge. De var ligeglade med, at hun græd og sagde bare, at hun skulle holde op og komme og være med.

– Det var chilleren. Jeg var paranoid og var konstant bange for, at de andre ikke kunne lide mig.

Som niårig fik hun en angstdiagnose.

– Jeg var fucking følsom. En lille sart ting. Jeg havde børneepilepsi, og mine forældre blev skilt, da jeg var ganske lille. Det hele var bare underligt og svært at finde rundt i.

Som en æske med gamle, usorterede fotografier fra barndommen, der falder på gulvet. Et helt liv i billeder. Nogle vender med motivet opad, mens andre falder med den blanke side ned. Som huller i erindringen. Perioder, der fortrænges eller bare forsvinder ud af hukommelsen. Den tidlige ungdom var ikke nem for Selma Judith.

– Hallo, kan vi lige tale lidt mere om, hvor svært det er at være ung? Det der overdrevne fokus på præstation og identitet. Vi er en generation, der ikke har det store at se frem til, og jeg følte, at det hele var meningsløst.

Efter gymnasiet begyndte hun at læse religionsvidenskab og syntes egentlig det var spændende, men hun kunne ikke koncentrere sig og droppede ud.

– Jeg havde en terapeut, som jeg var rigtig glad for, men det er dyrt at gå i terapi, og jeg havde ikke flere penge. Hun var endda så sød at give mig rabat, men det gav mig bare dårlig samvittighed.

Mens hun prøvede at finde ud af, hvad hun skulle stille op, havde hun flere forskellige job for at tjene penge.

– Jeg blev trodsig, fordi alle så mig som lille og svag. Derfor havde jeg tre forskellige job og arbejdede rigtig meget. Men jeg havde det dårligt, og det var alt for meget for mig. Jeg havde svært ved at finde ud af mit kærlighedsliv og mine grænser. Det var alt sammen med til at få mig ned med nakken.

Hun var ved at blive fyret fra sine job, fordi hun hele tiden var sygemeldt og isolerede sig mere og mere. Hun skar i sig selv. Oftere og oftere. Det var ikke sådan noget med blod udover det hele. Det var som regel mindre snit steder på kroppen, hvor hun kunne skjule det. Ikke fordi hun ville begå selvmord, men fordi hun skammede sig og var vred.

– Det verificerede på en eller anden måde min følelse af, at jeg var et forfærdeligt menneske, der ikke havde fortjent at leve. Når det gør ondt, kan du ikke tænke på andet, end at det gør ondt. Og det er en befrielse.

Tankemylder og mikropsykoser

Det var ikke, fordi sammenbruddet kom som et lyn fra en klar himmel. Hun talte med sine forældre, der altid har været der og støttet hende. Hendes mor havde året forinden drøftet muligheden for at lade sig indlægge med hende. Det ville hun ikke, men det udviklede sig på en underlig anaerob måde, nedbrød hende langsomt og fyldte mere og mere. En aften gik hun rundt for sig selv ude omkring Nordhavn i en mærkelig halvpsykotisk tilstand. Hun havde lige sagt et af sine job op, tankerne myldrede rundt i hovedet på hende, og pludselig var det, som om en sæbeboble, der er blevet pustet for hårdt, bristede. Hun havde skåret i sig selv på en måde, så såret ikke ville hele, og hun var i tvivl, om hun skulle have det syet. En pludselig erkendelse af, hun ikke kunne klare det længere, fik hende til at tage sin telefon op ad lommen og ringe til Frederiksberg Hospital.

– Jeg kan ikke huske så meget, men de henviste mig til Bispebjerg. Jeg tog en taxa derud og ringede til min far, der kom og var sammen med mig, indtil jeg blev indlagt på den lukkede. Jeg havde bare brug for, at der skulle ske noget. Jeg var desperat.

Indlæggelsen satte gang i en vigtig proces, hvor hun blev udredt og fik diagnosen skizotypi, som er “en slags skizofreni light,” som hun beskriver det. Det er en relativt ny diagnose, som man har opfundet for på et tidligt stadie at få udredt den gruppe, der er i højrisikogruppen for at udvikle skizofreni. Så man kan hjælpe dem, inden de går ud og oplever for mange psykosefremkaldende ting, som gør dem skizofrene.

– Som skizotypisk har du eksempelvis mikropsykoser. Det kan være, du i et kort øjeblik kan høre en stemme, selv om der ikke er andre i lejligheden end dig: “Fuck, det var underligt.” Eller du ser en kat, der ikke var der. Viser det sig. Små korte psykoser. Tankemylder er også typisk og en tendens til at være paranoid. Alle mulige småting, forklarer hun.

For Selma Judith var udredningen som at finde nogle afgørende brikker, der havde manglet, til et kompliceret indre puslespil. Det gav hende på en måde en forklaring på sin opførsel. På sine følelser. Og ikke mindst mindskede det følelsen af at være alene.

– At der var andre, der har oplevet det samme. Der var en grund til, at jeg havde teet mig, som jeg havde. Jeg var ikke bare hysterisk og opmærksomhedskrævende. Og hvis der var andre, der havde haft det på samme måde, så blev jeg nødt til ikke at være så ussel.

Hun får medicin, som bl.a. gør, at hun bliver træt. Det er nærmest umuligt for hende at stå op om morgenen, når vækkeuret ringer. Men hun har brug for rammerne. Hun spiser på faste tidspunkter, øver sig på faste tidspunkter og sætter tid af til at købe ind.

– Jeg laver ikke mad. Jeg er bange for, at jeg bliver skuffet over mig selv på forhånd. Jeg bliver så ked af, at jeg er dårlig til det. Det har også taget mig virkelig lang tid at komme ud blandt mennesker. Forleden var jeg til fest i to timer, og jeg var simpelthen så stolt af mig selv.

Og så deltager hun i et OPUS-forløb, et ambulant behandlingstilbud fra psykiatrien med lokale samtaleterapigrupper, hvor hun mødes med andre unge og taler om de udfordringer, de oplever.

– Der er så mange gode kræfter i spil. Folk der, trods et udsultet system med få ressourcer, virkelig gerne vil hjælpe, så vi ikke bliver sådan nogle svingdørspatienter.

Sær og fuld af pis

Selma Judith er ikke bange for at tale om sin psykiske sårbarhed. For hvis hendes historie kan gøre, at der er nogle, der kan spejle sig i hendes følelser, så vil de måske også føle sig mindre alene og udenfor.

– Det er da vildt dejligt, hvis folk kan bruge mig til noget positivt. Men omvendt kan jeg ikke overskue at bære et ansvar for at være en type, nogle kan spejle sig positivt i. Det har jeg ikke nerverne til. Jeg vil have lov til at være skiftende og selvmodsigende og alt det der.

Det er hårdt at skille sig ud, men som en edderkop i et skrøbeligt spind, bliver hun ved med at spinde nye tråde, der når længere ud og gør hende mere sikker. Hun er årvågen, passer på sig selv og prøver at tage det stille og roligt. Det skal hun simpelthen. Lige nu går det godt. Hun har en sød kæreste, der siger: “Fuck det,” og synes, hun er skøn. Det hjælper rigtig meget.

– Og det hjælper at blive ældre og acceptere, at jeg er sær og fuld af pis. Det er okay. Det er, hvad jeg har at arbejde med. Det tager jeg med. Jeg er glad for, at mit liv ramlede på det tidspunkt, det gjorde. Hvis det havde været tidligere, tror jeg, det kunne have haft en dårlig indflydelse på min selvopfattelse og min identitet. Havde det været senere, ville jeg måske have haft sværere ved at acceptere, at det også er en del af mig.

Den tikkende bombe

Hun ruller ærmerne op på den grå sweatshirt og blotter armene med de mange tatoveringer, der er printet ind i hendes hud. På den første hun fik, står der ’Persona Pandora,’ som henviser til den græske myte om den skønne Pandora – den første kvinde, som blev skabt. Hun var en smuk gave fra guderne, men med en forbandelse under armen. De to halvguder, brødrene Prometheus og Epimetheus spiller hovedrollerne i myten, hvor Epimetheus får til opgave at uddele gaver til alle skabninger. Og dem deler han så gavnligt ud af, at der til sidst ikke er noget tilbage til menneskene.

Derfor stjæler Prometheus ilden fra guderne og vækker deres vrede. Som en slags raffineret hævn får guderne smedet Pandora, der får skønhed fra Venus og nysgerrighed fra Athene. I tilgift får hun en krukke, hun ikke må åbne. Epimetheus og hun bliver vanvittigt forelskede, og de kan ikke modstå fristelsen og letter på låget, så alverdens dårligdomme, som pest, fattigdom og sorg, flyver ud. Da hun får lukket til igen, er der kun håbet tilbage.

– Jeg synes, det er så skægt, at den første kvinde blev skabt som en tidsindstillet bombe. Der er alle dage blevet mytologiseret omkring kvindelist og seksualitet, og jeg har det bare sådan: Ja, vi er fucking farlige. Så respekter os. Det kan være befriende at gå politisk ukorrekt ind i mytologiseringen og tage ejerskab over den. Fornuftige mennesker ved jo godt, at mænd og kvinder er lige, så behandl os nu ordentligt, siger Selma Judith, der betegner sig selv som flammende feminist.

Persona Pandora-tatoveringen fik hun som 19-årig, og den er langt fra hendes eneste. Det begyndte, da hun efter religionsvidenskab startede på gartnerskolen, hvor hun fik en ven, som kendte én, der tatoverede. Så de pjækkede og fik tatoveringer i stedet for at grave i jorden. Hun beskriver det som en måde at tage kontrol over sin krop på.

– Det er noget med at manifestere sin apati. Gøre et eller andet fandenivoldsk, og så blev jeg lidt småafhængig af smerten, som jeg følte, jeg brugte konstruktivt.

I de perioder, hvor hun har haft det dårligt og været selvskadende, har hun ikke gjort det ovenpå sine tatoveringer. Hun har ikke villet ødelægge andre folks arbejde, forklarer hun.

– Jo mere, jeg får tatoveret, jo mindre plads er der. Tatoveringerne er en måde at tage min indre usikkerhed og putte den udenpå min krop i stedet for at gå og skamme mig. Se, det er mig, og jeg ved godt, jeg er kikset.

Harpespil og popmusik

Selma Judiths vokal er noget nær æterisk, som om klangene fra harpen har inkorporeret sig i hendes stemme, når hun insisterende synger om ensomhed, tosomhed og alle de forvirrende følelser ind imellem, underlagt komplekse, afdæmpede r’n’b-rytmer og et minimalistisk lydunivers. At det lige blev harpen, som Selma Judith kastede sig over som 15-årig, skyldes forskellige omstændigheder:

– Jeg havde en veninde, der spillede klassisk klaver og boede to etager over mig. Hun hadede altid, når hun skulle øve, men jeg elskede at sidde i en stol og drømme mig væk, mens jeg lyttede til, at hun spillede. Jeg hørte en del Joanna Newsom (canadisk harpist, red.) og var fascineret af instrumentet og lyden.

En harpe er ikke kun et stort instrument. Det er også et dyrt instrument, så i begyndelsen lejede Selma Judith en. I dag har hun en keltisk harpe af mærket Camac, som hun øver sig på hver dag. Tre timer dagligt forsvinder hun ind i klangene, mens hendes to katte går rundt i lejligheden på Nørrebro og lytter med.

– Selv om harpen er et simpelt instrument, er det teknisk svært, forklarer hun.

Foruden den tid hun bruger på bandet (der ud over hende består af Mikkel Kjær Hansen, Jens Rønne og to andre, som er med ude at spille, når de spiller live, red.) og harpen, går hun på MGK – et treårigt musikalsk grundkursus, hvor hun ud over harpen bliver undervist i musikteori, rytmelære og klaver. MGK er en slags forberedelse til musikkonservatoriet, hvor hun drømmer om at søge ind. To verdener, der på en måde er meget forskellige, men som det for Selma Judith giver god mening at forene. Den klassiske er introvert og kræver lange dage i ensomhed med dit instrument, hvor der i populærmusikken er mennesker over det hele, og man samarbejder på kryds og tværs.

– Jeg har nok vænnet mig til enten at være i fokus eller trække mig ind i mig selv. Nogle gange glemmer jeg, at det er mig, der synger: “Nå ja, fuck, det er jo mig.”

Selv om de spiller en del koncerter og kendskabet til Selma Judith øges, holder hun fast i, at hendes uddannelse er det vigtigste.

– Jeg vil gerne prøve at bygge et fundament. Det er også en måde at passe på mig selv på. At have noget, som jeg vælger er mere vigtigt end min succes i den der popverden. Min harpe er vigtigere.

Harpen er en slags stabilisator for hende. Når hun er hjemme og sætter sig ned og spiller, er der kun hende, noderne og instrumentet.

– Det er en måde at komme ud af mig selv på.

Eller hun øver sin sangteknik.

– Jeg kan godt lide at slukke alt lys, sørge for, at der er helt mørkt, og så bare gå rundt og skråle med på et eller andet, jeg hører på min iPhone. Være i mit eget univers. Det kan jeg få en time eller to til at gå med.

I det hele taget er det, som om det der med at være “artist,” som hun selv kalder det og former gåseøjne med fingrene, ikke helt er blevet en del af hendes identitet. Den opmærksomhed, som de har fået med deres udgivelser, er dobbelt for hende. Både fordi hun egentlig ikke har brug for det, og fordi de stadig føler sig frem for at finde ud af, hvad det egentlig er, de har gang i.

– På en eller anden måde er det bare fedt ikke at være for forfængelige endnu. Vi prøvede bare at lave et nummer, og det var okay, det lød som noget andet. Nu kan jeg godt blive helt nervøs, når vi sætter os ned for at lave musik. Jeg ødelægger det ved at tænke alt for meget over, om det overhovedet er autentisk nok til at kunne noget.

Ro på

Hun vil helst bruge så lidt tid som muligt på at tale om, hvem hun er som kunstner eller artist. Hun håber, det kommer til at vise sig og ændre sig naturligt over tid.

– Så kan jeg bedre have mig selv med i det. Jeg tror aldrig, jeg vil være i stand til at stå på scenen og ikke være en eller anden rolle. Selvfølgelig med udgangspunkt i mig selv. Samtidig forsøger jeg at være så lidt opsat som muligt, for det kan jeg ikke finde ud af.

I ny og næ bliver hun nervøs for, hvad fremtiden bringer, men hun vil ikke tage sorgerne på forskud. Hun har en sød manager, der er helt klar over omstændighederne og respekterer dem. Og hun føler, hun er gammel nok til at sige fra.

– Det er ret spændende det der med succes. Nogle gange kan det godt få skovlen under mig på godt og ondt. Jeg bliver helt ekstatisk og kommer virkelig langt væk fra mig selv. Men der tror jeg, mit mindreværd hjælper mig. Der er hele tiden en stemme indeni mig, som siger: “Jamen, Selma, du kommer aldrig til at være noget særligt.”

Hun lader hånden glide over panden og karikerer:

– Okay, puha … Så kan jeg ligeså godt bare lave min musik uden at tænke så meget over, hvem jeg er.

– Hør, de spiller Nina Simone, siger hun og kigger ud i rummet, som gik det pludselig op for hende, at hun sidder på en café fyldt med mennesker. Hun vil gerne ud og ryge en cigaret, og vi sætter os ud i mørket. Engang i fremtiden drømmer Selma Judith om at flytte ud af byen. Ud i en skov, langt væk fra alt, sammen med sine katte. Men lige nu handler det om at bevare den gode sindstilstand, hun er i for tiden.

– Jeg tror ikke, jeg har været så rolig før i mit liv. Det betyder ikke, at det fortsætter. Det kan vende sådan her, siger hun og knipser med fingrene.

– Men jo længere tid, jeg er rolig, jo mere skal der til, før jeg ikke er det.

Alle billeder i artiklen er taget af Jonas Bie

Ti hurtige til Selma Judith

Hvad er det første du gør, når du vågner?

– Prøver at stå op og ikke slukke vækkeuret, så jeg kan blive ved med at sove.

Yndlingsdyr?

– Næbdyret. Det er fuldstændig surrealistisk, at det dyr findes. Det giver ingen mening rent evolutionært.

Grundfølelse?

– Ængstelig.

Yndlingssang?

– Ella Fitzgeralds Nature Boy. Det er en af dem i hvert fald.

Hvad kan få dig i godt humør, når du er blå?

– Vildt meget usund mad og slik og nogle sindssygt dårlige film og serier. Jeg ser alt muligt. Sci-fi-serier om folk, der bliver magiske, synes jeg, er sygt fedt. Jeg æder det råt. Vi er nogle, der gik til rollespil, da vi var små.

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

– Det gør Ravkikkerten (af Philip Pullman, red.), der er tredje bind i Det Gyldne Kompas-trilogien.

Hvad laver du om søndagen?

– Hænger ud med mine katte.

Hvem er dine helte i det virkelige liv?

– Jeg synes, Joni Mitchell er sej. Og Nina Simone, Tove Jansson og Bach, for at have gjort

verden lidt nemmere at være i med den smukke musik, han har lavet.

Hvad gør du for at redde verden?

– For lidt. Jeg forsøger at spise mindre kød, men jeg elsker det bare. Så jeg affaldssorterer, cykler og den slags kedelige ting.

Hvilken historisk person fortjener en renæssance?

– Det gør Hildegard af Bingen. En tysk abbedisse og komponist, der levede i 1100-tallet. Hun er en stor inspirationskilde.