Sexhistorie: "Det er ikke meningen, men pludselig er hun nøgen. Himlen er klar over hende, som hun ligger der på ryggen"

Hans mor vækker ham med den lille, lyse syngestemme ”gomåååven”, som hun også brugte, da han var barn. Hun spørger ham herefter forsigtigt, om der er noget galt, måske fordi han ikke svarer straks. Det er svært at se direkte på hende, når hun ikke er dækket mere til. Han tager sig sammen og siger, at der ikke er noget galt. At han bare lige skal vågne. Måske gør han hende ked af det. Han kan ikke sige, at han er ked af, at han gør hende ked af det. Hun vil bare sætte sig ned på hans seng. Moren forlader værelset med det ansigt, han ikke kan lide, med det blik, der siger, at deres forhold har ændret sig. Og det er ikke til det bedre, formoder han. Han bor kun hjemme midlertidigt, indtil han kan overtage lejligheden. Når han er flyttet ind, vil han invitere moren til middag. Han kan lave tre retter, og de tre retter kan kombineres, så hun ikke genkender dem. Han forestiller sig, hvordan deres måde at tale sammen på vil ændre sig. Hvordan hun vil kunne sætte sig ind i det, han tænker på.

Han er interesseret i en kvinde. Der er kun to andre piger foruden kvinden på matematikholdet på universitetet, resten er mænd. Hun har fortalt, at hun i en sen alder fik lyst til at læse på universitetet, at matematik altid har interesseret hende. De taler om matematik sammen i pauserne. Hendes grin er hæst, hænderne er rolige, når hun forsøger at forklare sig. De to pigers hænder flagrer op i deres hår, ned i lommen efter cigaretter. De griner sammen, hvisker.

Han kan ikke forstå, hvad det er, der er så morsomt. Den ene af dem, han kan aldrig huske deres navne, men hende han kalder Ping, hun ryger hele tiden. Pong har altid en cola i hånden. Ping og Pong er virkelig dygtige. Ping er en af de dygtigste på holdet. Dygtigere end ham selv. Endda dygtigere end høje Jens. Høje Jens har en pokal stående derhjemme. Han vandt et mesterskab i matematik i Sverige. Men svenskerne er heller ikke særlig gode til matematik. Alle har set hans pokal. Ping driller Jens, det er det bedste, der er at sige om hende.

Åh Mona

Kvinden hedder Mona. Mona er over 40. Hvor langt over 40 hun er, ved han ikke, men hendes børn er flyttet hjemmefra. Hun er fraskilt, har han forstået. Den dag, hun havde glemt sine briller, kunne hun ikke se ting tæt på. Hun kunne ikke engang se tingene, selvom hun tog sig sammen.

– Alle tallene bliver til små, utydelige fugle, der flyver i solskin, sagde hun, da læreren bad om et svar.

Hviskende læste han tallene op for hende, og det var sådan, siddende helt tæt på hende, han opdagede den helt specielle duft af hendes hår. Ikke shampoo, noget dybere, en mere rigtig duft. Hendes hænder har noget sart over sig, noget tøvende. Huden ser blød ud, de er ikke spinkle, måske stærkere end man umiddelbart tror. Alligevel får han lyst til at åbne døre for hende, trække stolen ud for hende, alt det risikable. Alt det, der kan misforstås. Lige før sommerferien fik han sagt, at han syntes, at hun så godt ud. Udtrykket i hendes ansigt fik ham til at korrigere sine ord:

– Jeg mener blusen, farven, det er min yndlingsfarve, som dine øjne, blå, ikke at du ikke er pæn, men det var blusens farve, jeg talte om.

Hun havde set ned ad sig selv, som om hun havde glemt, hvad hun havde taget på samme morgen, og givet ham ret i, at farven var skøn.

Engang, hvor deres lærer ikke dukkede op, spiste de sammen nede i kantinen. To timer sad de og talte om det, der faldt dem ind. Ved et tilfælde, måske fordi de begge var så ivrige, viklede deres gafler sig ind i hinanden. Gaflerne nægtede at give slip på hinanden. Mona hev i sin, mens hun blev ved med at se ham ind i øjnene. Han kan huske, hvordan han ikke ville give sig og blinke. Han ville ikke virke svækket af den meget akavede situation. Det var ikke deres kroppe, der havde filtret sig ind i hinanden. Og alligevel føltes det, som om deres kroppe ikke var til at skille igen, selvom de hev kraftigt fra hver sin side. Monas smil bredte sig helt op til øjnene. Og så slap gaflerne deres greb. De var begge ved at flyve baglæns ned ad deres stole. Folk i kantinen må have set, hvor skægt de havde det. Også selvom der var stille omkring dem. De fortsatte med at spise i tavshed. Med bøjede hoveder ned mod tallerkenerne. Mona talte om en film, hun havde set i biografen. En af Lars von Triers. Hun brød sig ikke om, hvor eksplicit Trier er.

– Det er antydningens kunst, der er interessant, sagde hun.

– At se helt op i kønsdele afmystificerer det eventyrlige i mødet mellem mennesker, sagde hun også.

Et kort øjeblik blev han bange for, hvilke ord der kunne komme efter kønsdele, men der kom ikke andet end:

– Nå, men tak for mad, det var hyggeligt. Og så trak han faktisk stolen ud for hende, åbnede døren for hende, tog hendes Irmapose og hjalp hende med at få den op i cykelkurven. Det var den dag, hun kyssede ham på kinden.

På universitetet

Han står op, kommer hurtigt i tøjet, snupper et æble, råber farvel og skynder sig på sin cykel hen til universitetet. Mona er kommet. I dag skal de ud og arbejde i grupper. Fremmødet er ikke særlig stort så tidligt på dagen. Mona nikker til ham, og så er de i gruppe sammen. De går ind i et tomt klasseværelse.

– Det hedder et undervisningslokale, ikke et klasseværelse, belærer Mona ham.

– Vi er heller ikke elever, men studerende, der har et ansvar for egen læring.

Hun bruger lærerens (og det hedder så heller ikke lærer, det hedder underviser, forklarede Mona for et par uger siden) nasale stemmeføring.

– Undskyld, siger han forvirret. Nej, hold nu op, jeg driller, siger hun og giver ham et puf med albuen.

I stedet for at føle sig irettesat, vælter der en ømhed op i ham, en ømhed, der føles så voldsom, at han er lige ved at tage hende i sine arme. Men hun, med det lyse hår, som en sol omkring sit smilende ansigt, og de store forundrede øjne, armbånd, der klirrer, har allerede vendt sig om.

Mona sætter sig til rette foran computeren, tænder og finder programmet. Hun klapper på en stol ved siden af. Det er hende, der sidder foran skærmen. Fra hans plads kan han umuligt styre noget. Hun er hurtig. Før i tiden arbejdede hun på et kontor, så hun kan skrive blindskrift. Hendes negle er helt firkantede. Armene holder hun næsten stille, mens fingrene hopper hen over tasterne.

Computeren er langsom om at åbne programmet. Mona fortæller, at hun nær havde mistet livet dagen forinden. Ingen forvarsler, ingen optakt, bare sådan lige ud ad landevejen, siger hun, at hun kunne have været død, at der kunne have siddet en anden foran skærmen ved siden af ham. Han har ikke noget udbrud, der er passende, så han sidder tavst og lytter. Hun skulle klippe hæk. Den elektriske hækkeklipper er tung. Efter kort tid har hun ondt i armene, hækken er høj, og hun skal holde den i en position, der er yderst anstrengende. Derfor mister hun taget, den bevæger sig nedad og klipper sin egen ledning over.

– Og der står jeg og venter på at dø, på at stødet skal vælte mig omkuld, men der sker ingenting. Jeg følte mig helt alene. Der var ingen til at samle mig op, hvis du ved, hvad jeg mener.

Mellem de duftende syrener

Computeren er klar, og Mona vender sin opmærksomhed mod programmet. Mona alene i sin have. Alene mellem duftende syrener. Han kan bedst lide at forestille sig, at haven er vild. Han kan bedst forestille sig hende i højt græs. Hvis han boede i et hus sammen med hende, ville de slå græsset en gang om ugen. Det har han hørt, at folk gør. Det er ikke meningen, men pludselig er hun nøgen. Himlen er klar over hende, som hun ligger der på ryggen. Huden er hvid. Brysterne er der. Han ser dem helt tydeligt. Lige til at række ud og røre ved. Duften af græs og jord hænger i rummet, da hun pludselig nævner nogle tal. Han må ryste øjnene på plads og svare:

– Ja, det lyder korrekt.

Det saftige græs, brysterne fordamper ud i det grå undervisningslokale. Hun vender hovedet, ser forsigtigt, smilende på ham, sænker blikket, før hun, måske lidt forvirret, skifter stilling på stolen og fortsætter. Han rødmede, fordi hun smilede med den skæve tand i overmunden. Han hørte hende fortælle Pong, hvorfor hun ikke har fået tanden rettet. Fordi den giver hende et særligt kendetegn. Og det gør den. Der er noget sødt og trodsigt over den.

De er blevet enige om, at det er hende, der skriver deres svar ned, fordi hun er så hurtig. Og når hun spørger ham, er det kun for at få bekræftet det, hun allerede ved. Eller sådan virker det. Og det er fint med ham at have den rolle. Han vil ikke forsøge at se ned på hendes bryster, selvom han egentlig godt kunne, uden at hun lagde mærke til det. I stedet læner han sig ind over hende, retter et tal med delete-knappen. Når han gør sådan noget, bliver hun meget hektisk. Som om det ophidser hende, at han sådan tager føringen uden at spørge om lov. Sådan bare tillader sig at rette i det arbejde, hun laver. Hun har før fået røde plamager ned ad halsen, ned over brystet, når han har vist sin styrke. Fordi han har trukket sig tilbage i stolen igen, er det umuligt at se, om det netop er det, der sker.

Hun har en pæn hvid bluse på. Han kan se bh’en i dag. Den strammer en smule bagpå. Hvordan mon hun ser ud, når hun tager den på om morgenen? Han forestiller sig hendes rolige bevægelser. Hvis han stod bag hende på badeværelset, hjalp hende med at hæfte bh’en eller hjalp hende med at tage den af. De ville se hans hænder i spejlet, hvordan de lagde sig omkring hendes bløde bryster. Hans hænder ville tage hårdere fat. Hvis hendes øjne i spejlet tillod det, ville han nive hende let i brystvorterne. Måske ville han lade hænderne glide ned over hendes runde mave, længere ned. Han ville klippe hendes hæk, hvis hun spurgte. Nej, han vil tilbyde det uden videre.

Og så begynder Mona pludselig at grine. Hun griner så højt, mens hun ryster på hovedet, at han også begynder at le. Mona viser ham den fejl, hun lige har begået. Peger på et tal. Det er virkelig morsomt, for det er den samme fejlslutning, hun begik i forrige uge også. Tårerne triller ned i hendes mund. Hun tørrer dem bort med ærmet. Han kan heller ikke stoppe igen. Hun lægger en hånd på hans skulder, mens hun hikstende forklarer, hvor hun går galt i byen. Der går et stød igennem ham, da hun flytter hånden ned på hans knæ. Hun har vendt sig helt om mod ham. Hvis han lagde en hånd på hendes knæ også. Han kan ikke få sin hånd hen til hendes knæ. Alting ved hende sker så naturligt. Bevægelserne så yndefulde, så lette. Måden hun tager sit bløde lattermilde blik med sig tilbage til computeren. Han vil have det tilbage. Det gør næsten ondt, at hun kan tage det fra ham så let.

Ægte kærlighed 

Hun elsker fisk, det har hun fortalt. Han vil lære at lave sushi. De kan drikke sake til. Hans mor vil vænne sig til hende. Hans mor vil spørge, hvor gammel hun er. Måske vil hun synes, at aldersforskellen er for stor. Hun vil tænke sit. Alle valg i livet indeholder fravalg. Det vil han forklare hende. Verden er overbefolket, som den er nu. Inden for en overskuelig fremtid vil fødevaremanglen, vandressourcerne, forureningen gøre en ende på den verden, vi kender i dag. Stakkels børn. Det vil han ikke sige til sin mor. Han vil tale om ægte kærlighed. Hvis der er noget, hans mor tror på, så er det ægte kærlighed. På at alle mennesker har en soulmate et eller andet sted. Det er bare et spørgsmål om tid, før man mødes.

Hun venter stadigvæk. Hun har ventet i ti år, siden faren fandt ud af, at han hellere ville være en fri fugl på landevejen. De har ingen kontakt til faren. Han har ingen adresse. Men faren var heller ikke noget at samle på, siger moren altid. Han ser sin far i fremmede mænd, hjemløse mænd, på gaden. Han kommer også til at læse dødsannoncer. Monas bluse er gledet lidt ned over hendes runde skulder. Huden er mørkere, end han havde troet. Bh’ens øverste blondestykke er synligt. Uden videre rækker han ud for at trække blusen tilbage til, hvor den skal være. Hun ser på hans hånd. Som en scene i slowmotion trækker han den til sig.

– Undskyld, siger han.

– Det skal du ikke undskylde, siger hun. – Har du lyst til at ses i aften? hører han sig selv spørge uden videre, uden at gennemtænke den række af forfærdelige svar, der kan komme. Men han siger det med uventet fast stemme, uden at ryste, uden at flytte blikket fra hende.

– Vi kan bare spise sammen. Jeg kan lave maden. Ikke andet, fortsætter han roligt. Mona ser alvorligt på ham uden at svare. Nu er der ikke mere at sige. Ventetiden er ikke til at holde ud. Han rykker stolen tættere på hendes. Hvor er det tarveligt sådan at lade ham hænge i uvished.

– Jeg vil ikke have flere børn, siger hun pludselig.

– Jamen, jeg vil slet ikke have børn, jeg vil have dig. Ordene får noget til at løsne sig i brystet.

Det stiger op i hans øjne.

– Det er du for ung til at vide med sikkerhed, siger hun. – Ingen kan vide, hvad der sker senere, lige nu vil jeg bare være den, der samler dig op, fortsætter han.

Nogen tager hårdt i døren. Der står læreren. Hun bliver stående stift i døråbningen.

– Er I klar til fremlæggelse? spørger hun.

– Nej, siger Mona. – Vi mangler et enkelt svar, så kommer vi. Læreren lukker døren, Mona læner sig frem og kysser ham på munden.

– Jeg skal ikke samles op, men du må gerne komme på besøg.