Sexnovelle:”Jeg kan kun lukke mine øjne og mærke dine fingre og kysse dig og kysse dig indtil det sker."

Jeg ser ikke på dig da jeg træder ind i blomsterbutikken. Jeg er ikke den kvinde der ser på fremmede mænd. Jeg ser ikke på dem og jeg ser ikke på dig. Jeg registrerer dig kun. Ikke andet. Registrerer dig som jeg registrerer en forbikørende bil, et skilt, en afflået plakat for en glemt koncert.

Jeg registrerer at du står foran disken og venter i køen med tre bundter tulipaner i din hånd. Du har taget dem fra en spand og vandet drypper fra tulipanerne, drypper på gulvet, på din frakke, dine sko. Du mærker ikke tulipanernes dryp, du står bare der og du venter. Jeg registrerer det næsten ikke, upåvirket, tanketom, du er blot en mand med dryppende tulipaner.

Jeg registrerer at du er høj. At du højere end min mand, større, mere rank i din holdning. Jeg registrerer at dit hår er mørkt, at håret folder sig næsten italiensk om dit hoved. Men du er ikke italiener, du er højere end italienere. Jeg registrerer dit ansigt, trækkene i dit ansigt, dine læber, din næse, dine øjne, din mund, registrerer at du er …

Nej. Jeg sætter ikke ord på hvordan du ser ud, jeg tænker ikke ord som smuk eller køn eller pæn – jeg mærker ikke noget når jeg registrerer dit udseende, mærker ikke dit ansigt, din krop, mærker ikke at du er tiltrækkende. Jeg er ikke den kvinde der tiltrækkes af fremmede mænd. Jeg vil ikke se på dig længere. Jeg vender mig mod blomsterhavet i spandene på gulvet. Hvilke skal jeg vælge til vasen på spisebordet? Jeg har min frihed. Jeg kan købe de blomster jeg ønsker. Min mand stopper mig ikke. Jeg kan købe netop de roser, eller de gerberaer eller de kalaliljer. Min mand kan ikke lide blomster, han ser dem knap når de står i deres vase så hvorfor skulle jeg ikke føle frihed til at vælge dem jeg vil? Jeg tager fat om blomsternes stilke, løfter dem op og indsnuser deres dufte. Jeg vælger frit, sammensætter en håndfuld til en lille buket.

Jeg går op til disken. Den unge ekspeditrice ruller lysegrønt silkepapir om dine tulipaner. Du taler med ekspeditricen, taler om blomster, om hendes arbejde og mens du taler ser hun op på dig, hun kan ikke lade være, hun ser og ser og ser på dig.

Jeg registrerer dig igen. Jeg står lige bag dig, bag din ryg, jeg ser dit hår og ryggen som er bred, bredere end min mands. Du tager dine indpakkede tulipaner og lægger dem i din taske. Hvem er de til? En smuk kvinde? Din hustru?

Nu siger du farvel til ekspeditricen, du vender dig og jeg har stået alt for tæt på dig og du kommer til at skubbe til mig. Du rækker ud og får fat i min arm så jeg ikke vælter.

– Undskyld, jeg så dig ikke, siger du, og du smiler til mig og ser på mig.

– Der skete jo ikke noget, siger jeg.

Så går du, går videre, går gennem døren, går ud og forsvinder.

– Skal jeg pakke buketten ind i cellofan? spørger ekspeditricen.

– Ja, siger jeg.

Men så kommer jeg til at sige nej.

– Jeg er virkelig ked af det, men jeg har lige opdaget at jeg har glemt min pung. Jeg lægger blomsterne på disken, skynder mig ud og ser dig langt nede ad fortovet. En bus ankommer til et stoppested og du skynder dig for at nå den. Jeg løber, jeg er nødt til at løbe, for du skal med den og nu er du inde i den. De sidste passagerer er ved at træde ind. Jeg er tæt på nu, men dørene lukker foran mig. Chaufføren skal til at svinge ud, men jeg banker på dørene. Han åbner.

– Tak, siger jeg, tusind tak. Han nikker, han spørger ikke om han må se min billet. Jeg har ingen billet.

Mødet i bussen

Der er halvtomt i bussen. Jeg registrerer at du sidder på den næstbagerste række. Du kigger ud gennem ruden, koncentreret. Du tænker. Hvad tænker du på? På hvem?

Først opdager du ikke at jeg sniger mig mod dig, du ser mig ikke i dine tanker, vender dig ikke mod mig før jeg står ud for dig og det er som om du bliver forskrækket da du endelig ser mig.

– Må jeg? spørger jeg.

– Meget gerne.

Du rykker dig lidt, smiler som før, du genkender mig.

Du tror stadig det er et tilfælde at jeg skal med samme bus, et tilfælde at jeg sætter mig ved siden af dig selvom der er så mange tomme pladser. Jeg smiler og vi hviler akkurat for længe i hinandens blik. Jeg ser den ufrivillige flaksen i dine øjne. Den flaksen som får øjnene til at løbe ned over min krop, mine bryster i den tynde skjorte, mine hofter, mine lår. Jeg ved at denne flaksen er dyrets vejring, instinktet, det pludselige begær efter parring.

Jeg sætter mig ved siden af dig, jeg passer på ikke at sidde for tæt for jeg er ikke den kvinde der sætter sig tæt på en fremmed mand. Bussen kører, på gulvet står din taske åben. Tulipanerne ligger øverst i sit spinkle papir, under dem ser jeg en computer, et solbrilleetui, mobiltelefon. Du prøver at se ud gennem ruden igen, men drejer hovedet, næsten tilfældigt, for at se på mine ben under kjolekanten Du tror ikke jeg bemærker det, men det gør jeg og jeg ser også ned på dine ben, på stedet mellem dine ben. Vi ved at vi begge kigger og du rynker lidt påtaget brynene.

– Så jeg ikke dig i blomsterbutikken lige før?, spørger du.

– Det ved jeg ikke, gjorde du?

– Det tror jeg, du stod bag mig og jeg kom til at støde ind i dig.

– Det er vist rigtigt, siger jeg.

Så tavshed, den akavede tavshed mellem en mand og en kvinde før den brydes.

– Du købte ingen blomster? spørger du. – Nej. Jeg fortrød. Du ler.

– Kan man fortryde at købe blomster?, spørger du.

– Man kan fortryde alt. Også ikke at købe blomster.

– Fortryder du da at du ikke købte dem?

– Er det ikke for sent at fortryde?

Du nikker. Du ser ned på mine bryster. Jeg ved at du kan se deres runding, ved at du længes efter at røre brysterne, lade dine hænder kuple sig om dem, jeg ved at din lyst til mig stiger og du er tør i munden, ved at blodet lige nu rusker gennem dig, rusker i dine lænder og det spænder i buksestoffet over dit skridt, spænder mere.

– Hvor skal du af?, spørger jeg.

– Hvor … jeg skal … ved broen …

– Det samme her.

Og nu gør jeg det ikke. Jeg vil ikke. Men jeg lægger min hånd på dit lår og du bliver overrasket, usikker – er det et tilfælde, en fejl? Jeg lader hånden ligge som løvetænder på dit ben indtil det er for sent for dig at flytte min hånd. Mine fingre glider op ad dit lår, op til det hårde i dit skød.

Det sker nu

Du siger ikke noget, for hvad skal du sige? Du betragter mine fingre famle gennem stoffet.

Jeg kigger ned gennem bussen, der er kommet flere passagerer, men alle sidder i den forreste del. Nu lyner jeg dine bukser ned og jeg holder stramt om dit blottede køn, jeg tager den ud og den strunker op i min hånd.

Jeg ser i dine øjne før jeg bøjer mig ned og presser mine læber omkring den. Du trækker ikke vejret og min tunge drejer sig omkring dig. Så synker min mund ned over dig, jeg lader den trænge op til jeg ikke kan få den dybere. Langsomt løfter jeg hovedet igen og tungen finder stedet forrest på den, dér hvor jeg ved du er allermest øm.

– Det er så godt, det er så godt hvisker du. Min tunge smutter henover stedet, cirkler, hurtigere og hurtigere svingninger. Du stønner, du kan ikke dæmpe det, stønner.

Det sker nu, hvisker du.

Jeg kan mærke at den svulmer sig endnu større og du støder underlivet op mod min mund i små, jagende sæt og nu mærker jeg sæden stige op gennem den, jeg mærker sæden sprøjte i bløde hug mod min gane, mærker at sæden fylder min mund og jeg kan ikke holde den inde, må lade den glide ned over dit køn. De sidste kramper løber ud og du falder tilbage i bussædet. Min tunge er mere stille, kører i helt, helt langsomme strøg om den som jeg ved du kan lide det, som jeg ved at alle mænd kan lide det når de er kommet.

Jeg retter mig op, vi ser på hinanden igen.

– Tak, siger du.

Du er genert nu. Bange, måske, bange for det vi har gjort.

– Du skal ikke takke mig, siger jeg.

Jeg spreder benene

Vi sidder et minut, bussen standser, kører. Vi ser begge ud ad vinduet og jeg fører din hånd ned mellem mine ben, trækker trækker kjolen helt op og nu er der kun mine trusser mellem os.

Længere behøver jeg ikke følge dig. Dine fingre skubber trusserne til side. De glider over mine skamlæber, glider, glider ind, ind i min åbning. To fingre er inde og dine fingre bliver våde og glider ud og ind, længe, længe, og de er så våde og de trækker sig ud og bevæger sig forsigtigt over stedet hvor skamlæberne samles.

Jeg spreder benene. Hvis nogen vender sig nu vil de se det. Se mit højre ben spredt ud mod midtergangen og de vil vide hvad der sker, hvad du gør, hvad jeg lader dig gøre. Der er ingen der vender sig, men om lidt når vi et stoppested, om lidt kan der komme nogen ind og de vil se mit køn som er nøgent og udspændt af dine glinsende fingre.

– Du må ikke stoppe nu, hvisker jeg.

– Jeg stopper ikke.

– Du skal love mig at du ikke stopper.

– Jeg lover.

Mine læber er mod dine læber, vi suger hinanden ind og dine fingre glider ind i mig, ud, tilbage over stedet mellem skamlæberne og derpå ind og chaufføren åbner bussens døre. Et ældre par stiger på, pæne, pæne i tøjet.

– Du må ikke stoppe, lad dem bare sætte sig, du må ikke stoppe, hvisker jeg. Parret går forbi de andre passagerer, de nærmer sig og nu kommer de ned til os, nu er de her, men de ser ikke på os, opdager ikke hvad vi gør.

De sætter sig på sædet over for vores og de fortsætter en samtale om nogle mennesker de kender. Der er en intens fortrolighed mellem dem, vaner som har gravet sig ned i dem og de taler og de ler ad noget den anden siger. Du stopper ikke, åh, gudskelov stopper du ikke, fingrene, de glider, glider, glider og jeg stopper det ikke, jeg kan ikke stoppe det, uanset hvem der kom gående nu, ville jeg ikke stoppe.

Min mand?

Hvis den næste der stiger ind er min mand, ville jeg så flytte din hånd? Ville jeg trække kjolen ned og lade som om du var ingen? At du var en mand jeg ikke lagde mærke til. Hvis min mand kom gående nu og fik øje på mit ansigt, på min mund og mine øjne? Hvor langt tid ville der gå før han så lysten i mig? Hvornår ville det være for sent at stoppe? Ville jeg stoppe når han var her og så at jeg spredte mine ben for dig, at jeg lod dig røre mig på steder som kun er hans, ville jeg så skamfuld rette mig op?

Nej.

Jeg kunne ikke. Jeg kan ikke stoppe. Jeg kan kun lukke mine øjne og mærke dine fingre og kysse dig og kysse dig indtil det sker, og det er ved at ske og det sker, nu sker det.

Nu sker det. Det breder sig, slår sig ud gennem mig, bølger ud i kroppen, gennem min mund og så falder jeg sammen og ligger i denne sø af lykke. 

Er vi hensynsløse, grænseløse mennesker?

Jeg åbner øjnene. Det ældre ægtepar er holdt op med at tale. De stirrer på mig, på os, de har set det, set det hele. Hvad tænker de? Tænker de at vi er skamløse, at vi er hensynsløse, grænseløse mennesker? Vil de nu råbe ad os? Vil de bede buschaufføren standse bussen og tilkalde politiet? Vil betjentene komme med maskinpistoler og anholde os for usædelighed og vil aviserne skrive om det som dagens kuriøse historie og vil min mand læse det? De råber ikke. De ser venligt på os og den ældre dame rækker armen frem, hun klemmer forsigtigt om min skulder, hun smiler til mig.

– Det var meget, meget smukt, siger hun. Hendes mand nikker. Du ser ikke på ægteparret. Måske er du flov.

– Vi ville ikke forstyrre, men bare sige at vi er rørte over at I gav os lov til at opleve det, siger damen.

De smiler nu begge og vender sig igen mod hinanden, fortsætter deres samtale fra før, giver os den ro de ved at vi har brug for.

Du lyner dine bukser, rømmer dig. Jeg trækker kjolen ned og vi sidder nu et lille stykke fra hinanden.

– Det var … siger du.

– Ja.

– Jeg havde ikke ventet …

– Det havde jeg heller ikke.

Vi ler stille, ryster begge på hovedet. Du fører hånden gennem håret et par gange. Jeg er våd om munden af din sæd. Om lidt er den tørret ind, usynlig. Vil min mand lægge mærke til duften af sæd når jeg kommer hjem?

Vil han undre sig, være i tvivl, men ikke følge sin tvivl, for selvfølgelig er det ikke …?

– Du købte tulipaner? spørger jeg.

– Ja.

– Hvem er de til?

– Min kæreste.

– Jeg tænkte nok at det var til en kvinde.

– Ja. Og du?

Jeg viser dig min ring.

– Meget pæn. Jeg kan godt lide at der er en diamant i kvinders vielsesringe.

– Ja, men lidt upraktisk. Man føler at den hænger fast i alt. Det ældre ægtepar rejser sig. Kvinden lægger igen hånden på min skulder og de går ned ad gangen og stiger af. Næste stop er endestationen.

– Vi glemte at stå af ved broen, siger du. Vi siger ikke mere før bussen standser endeligt og da vi står ved stoppestedet ser vi ikke på hinanden. Vi omfavner ikke hinanden. Jeg er ikke den kvinde der omfavner en fremmed mand ved et stoppested.

Så går vi i hver sin retning.