Signe Lindkvist: "Det var en pænt underlig gave at give os"

Iben: Jeg var på et tidspunkt ansvarlig for tre børns strømpesamling. To på 5 og én på 3. Det var et virvar af strømper. Der var Batman-strømper, Spiderman-strømper, Hello Kitty-strømper, der var Olivia og Skipper Skræk-strømper, æg og bacon-strømper, der var simpelthen så mange børnestrømper ud over det hele. Og alligevel, så forsvandt alle mine?!

Signe: Det gør strømper altid!

Iben: Jamen, jeg fandt ud af, at det var de tre små skiderikker, der stjal MINE strømper, selvom de havde en milliard par strømper selv?! Og mine strømper var bare sådan nogle dårlige, uens nogen. Hullede tennisstrømper og stive, gamle uldne rædsler. Men dem ville de dumme unger hellere have på, og så lod jeg langsomt de her tre børn ligesom overtage min strømpesamling, således at de gik med mine uens og dumme strømper. De var jo åbenbart ligeglade med alle de flotte superhelte og glimmersokker?

Signe: Hjemme hos os er det mig, der er ligeglad med pæne strømper. Jeg har taget en beslutning om, at jeg ikke behøver at købe strømper, for det gør min kæreste, og så tager jeg bare hans …

Iben: Men efter den oplevelse begyndte jeg simpelthen at gå op i, hvordan mine strømper ser ud. Og efter at børnene er blevet store og flyttet hjemmefra og selv køber strømper, så er jeg blevet hende, der samler på flotte strømper. Og jeg køber altså meget dyre strømper! Altså ikke i sexy-afdelingen. Ikke sådan nogle ”sid-selv-nææ-hvor-har-vi-flotte-dameben”, nej nej, jeg køber små fine strømper, gerne med glimmer, striber, katte, tepotter, kålblade og nogle gange også dem med indbyggede tæer i. Så nu er jeg vel nærmest blevet en form for samler? Selvom det ikke er kunst eller lingeri eller diamanter.

Signe: Det er en praktisk samling! Jeg samler ikke selv, men Mads … Han er jo et noget anderledes menneske end mig, og han elsker bare generelt ting. Han tror jo, at den, der har flest ting, når man dør, er den, der har vundet!

Iben: Der er jeg lige nødt til at stille et opklarende spørgsmål: Skal han så begraves ligesom ham den kinesiske kejser med den der terrakotta-by? Han blev begravet med en hær, med tronstole, med heste og damer og hele molevitten, som han fik pølset op i terracotta. Tror du ikke også, at Mads kunne tænke sig det?

Signe: Vil du ikke nok, please, lade være med at fortælle ham, at det er en mulighed? Det første år, hvor vi var blevet kærester og var flyttet sammen, kom han hjem med julegaver fra hans familie til ham og mig, som vi ligesom skulle åbne sammen, ikke? Meget kæresteagtigt og kæmpehyggeligt. Og så sad vi der og pakkede op, og så fik vi otte hvide tallerkener, ikke?

Iben: Okay, bare hvide?

Signe: Bare hvide tallerkener! Så tænkte jeg: Det var da egentlig en pænt underlig gave at give os, eftersom min søster er keramiker, min mor var keramiker – så hvis der overhovedet er noget, der IKKE mangler i min verden, så er det keramik! Men jeg pakker da pænt de dér hvide tallerkener ud og vil så sætte dem ind i skabet, og så sker der det fuldstændigt mirakuløse, at da jeg sætter dem ind oven på de andre hvide tallerkener, der står der i forvejen, så passer de fuldstændig sammen?!

Iben: Ej hvor sindssygt!

Signe: Så tænker jeg what are the odds? Hvad findes der? Måske 650 forskellige slags hvide tallerkner? Så kigger jeg rigtigt efter, og så kan jeg se, at det er PRÆCIS den samme hvide tallerken!

Iben: Og det her er en stabel tallerkener, Mads havde bidraget med til jeres fælles hjem?

Signe: Ja! Og så vender jeg dem om og kan se, at det er samme mærke, samme alting. Det var dog helt utroligt?! Hvorefter Mads siger til mig: ”Ej, det ved du da godt, skat, det er jo de tallerkener, vi samler på ...”.

Iben: Woooow ...

Signe: Og det var så første gang i mit liv, at jeg fandt ud af, at man kan samle på helt ens tallerkener!

Iben: Men der var da keramik i dit

barndomshjem, noget af det var vel, trods alt, ens?

Signe: Jo da. Men det var jo forskellige keramikere, der havde lavet det. Forskellige stilarter.

Iben: Jeg opdagede jo først i en alder af seks-otte år, at børn godt kan finde på at gå op i, om man falder uden for normen: At der stod Sømandshjemmet under nogle af vores tallerkener og Hotel Østerport på vores peberkværn. Jeg spurgte mine forældre, hvorfor det forholdt sig sådan, og så blev de sådan lidt ”æææh …”. Og så sagde jeg, at jeg syntes, at det var noget roderi, og at jeg gerne ville bede om sådan nogle ens tallerkener med blå blomster på, som min farmor havde, og så blev mine forældre endnu mere nervøse og sagde ”den slags er altså vældig dyrt …”. Så altså på nær ganske få ting var alt, hvad min mor og far ejede af bestik og tallerkener, TYVSTJÅLET?

Signe: Det tror jeg også, mine forældre gjorde ... Kan du ikke huske, at det var meget moderne i gamle dage med Ricard-askebægre fra Frankrig?

Iben: Hvorfor stjal de? De stjal! Så fattige var de altså heller ikke! Er jeg vokset op i en ravnerede?

Signe: Jeg tror, de syntes, det var sjovt; det var en modedille måske? Så tror da pokker, at ingenting passede sammen – så skulle de have været meget ambitiøse tyve. Måske er det derfor, jeg ikke har nogen samling? Jeg har aldrig lært at samle.

Iben: Jo, nu har du del i en samling af tallerkener med Mads.

Signe: Og hans strømpesamling … Gælder det?

Iben: Ja – det kan godt blive ”samlingsgodkendt”.

Signe: Tak.

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.