Må man grine lidt af en gammelmands-iPad?

Signe: Nu hvor jeg ikke har nogen rejseplaner, har jeg drømt mig tilbage til min sidste charterferie, som gik til Gambia med min datter. Da vi sad i flyveren på vej derned med alle de andre, der tydeligvis var taget til Gambia på den samme måde i den samme uge i de sidste 25 år, snakkede min datter og jeg om, hvad en vaskeægte charterferie er. Der fortalte jeg hende, at dengang jeg var barn, sad folk på de bagerste rækker og røg smøger og drak Aperol og du ved …

Iben: Dengang drak de nok Campari!

Signe: Ja og sang John Mogensen-sange og sådan noget. Og så klappede vi altid, når flyet landede. Og så sagde min datter: ”Klappede I?!”. Og da vi landede i Banjuls lufthavn, som er på størrelse med en Matas-butik, i en kæmpe charterflyvemaskine, så fik min datter startet et kæmpe-bifald i hele flyvemaskinen. De var så meget med!

Iben: Nej, hvor sjovt! De var lettede over, at nogen startede et bifald!? De havde savnet det?! De havde siddet og håbet, at nogen ville klappe, når I landede i Banjul …

Signe: Ja, det var skidesjovt! Og det var skørt at se, hvor meget folk havde købt ind af toldfri sager i bordershoppen. Altså man tænker: Hvornår på året er det lige, at man får drukket ni liter Captain Morgan?

Iben: Er det rom?! Noget slave-rom-sprøjt?

Signe: Ja! En anden ting, som vi simpelthen grinte så meget af, er det, man kan kalde en ”gammelmands-iPad”. Altså alle de her søde mennesker, som både var danskere, finnere, tyskere og alt muligt andet …

Iben: Mæ’ det interskandinaviska språket ...

Signe: Ja, haha! Der er mange af dem, som er i 60-plus-alderen, ikke? Og når de så er på ferie, så skal der naturligvis tages billeder. De skulle tage billeder af maden, tage billeder af hinanden, billeder af udsigten og billeder af ... Alting!

Iben: Jeg er lige nødt til at indskyde, at det gjorde man faktisk også i gamle dage. Altså med de der gamle ”klik-klik”-kameraer, som man hev ud og ind, og som var batteridrevne. Lige før digitalens fødsel. Det var på størrelse med sådan tre stykker Wasa-knækbrød oven på hinanden, og så kunne man hive det ud ”klik-klak”, så kom det næste billede på filmen, og når man trykkede, sagde det sådan: ”Bzzzzurrrrrzzzzz-klak-fischhhhh”. Med sådan en kæmpe blitz. Bare lige for at forklare, at dengang tog man også billeder af A-L-T!

Signe: Ja! Og i dag tager vi jo selfies hele tiden, men det, der så er det sjove ved 60-plus-segmentet, det er, at de jo alle sammen har fået ny teknologi. Det vil sige, at de nemlig ikke har de der ”klik-klak”-kameraer, som de dengang kunne finde ud af …

Iben: De har Jumbofoner!

Signe: Ja – og ikke mindst iPads! For så behøver man jo ikke brillerne …

Iben: Hold da op?

Signe: I Gambia var der afsindigt mange gamle mennesker, som gik rundt og tog billeder og filmede med deres iPads. Og der må jeg altså lige sige en ting: Der findes simpelthen ikke noget, der signalerer ”jeg er en gammel idiot til det med teknologi, men jeg forsøger at følge med alligevel” mere end det …

Iben: Hahaha! ”Nej, men Jørgen! Jeg forstår ikke, hvorfor der slet ikke er noget på billederne”. ”Gurli, det er simpelthen fordi, du lige skal tage coveret af! Det flaprer ind foran linsen!”. ”Det er helt sort, Jørgen! Jeg kan ingenting se!”.

Signe: Hold kæft mand, hvor var det idiotisk …

Iben: Jeg føler mig kæmpe truffet, og det er kun derfor, jeg må lave sjov med sådan nogen som Jørgen og Gurli, for jeg gør altså det samme!

Signe: Vi må gerne lave sjov med det. Men måske skulle man lave den regel, at når man når til den alder, så skal man finde ud af, hvornår man sidst følte sig tech-savvy, og så skal man holde sig til de produkter og gadgets.

Iben: Det skal jeg lige høre! Hvad er du så for et teknisk redskab p.t.?

Signe: Hvis jeg skal vælge et årstal, er jeg 2010! Altså ”teknisk set”.

Iben: Ah okay! Og så siger man inde i forretningen: ”Jeg er tech level år 2010”?

Signe: Ja. Så de ting, jeg skal have, det er noget fra den tid. Jeg føler jo ikke, at jeg er sådan gammel, jeg er 46. Men når min datter på 15 sidder og kigger på, at jeg sender en sms, eller når jeg sidder og kigger på hende, som er på SnapChat, så fatter jeg ingenting?! Hun skriver så hjernedødt hurtigt! Jeg er helt til grin!

Iben: Kører du også ét-finger-systemet, hvor du løfter fingeren ganske højt op, efter du har tastet et bogstav? Det gør jeg nemlig …

Signe: Ej, det gør jeg dog ikke. 

Iben: Det gør jeg! Og så brillerne helt ud på næsen. Og så har jeg jo fået en telefon, der slet ikke passer til mit tech level. En iPhone 10 eller X eller hvad det nu hedder … X-tra large! Men selvom det er en Jumbofon, skal jeg stadig holde den en halv meters penge væk fra øjnene og så taste med én finger. Altså løfte fingeren ret højt op. ”Kære Signe”: K – løft fingeren højt op. Æ – løft fingeren højt op …

Signe: Hahaha! Hvorfor gør du det?

Iben: For sgu da ikke at komme til at trykke med mine alderdoms-pølsefingre på et forkert bogstav eller en upassende emoji!

Signe: Kæft, det må tage lang tid at sende en sms, så?

Iben: Jep! Og netop derfor gider jeg ikke at sidde ved siden af ungdommen, når jeg skal skrive dem.

Signe: Okay, så du er nok nogle år længere tilbage …

Iben: Jeg er en Nokia 8210! Man burde altid bære på sig, ligesom man har donorkort, et lille plastikkort, man lige kører igennem en maskine: ”Hvornår var du sidst tech-savvy?”-kortet. Og for mig er det muligvis helt henne i 90’erne, men det tager jeg på mig!

Signe: Og selvfølgelig skal man have egen fri vilje og selv have lov at vælge sine gadgets, og selvfølgelig er der også mange ældre mennesker, der sikkert er skidegode til alt muligt teknik. Men det var bare så sjovt i Gambia med alle de gamle mennesker, der rendte rundt med deres kæmpe iPads på størrelse med et A4-ark oppe foran ansigterne, så de ikke kunne se noget som helst, og de gik ind i stolper, og deres covers drillede, og de kunne ikke låse dem op …

Iben: Hahaha! Hvor er det sjovt. Og tit tager de også billeder med utrolig meget luft over hovederne. ”Vi skal da også kunne se himlen! Den er skideflot den solnedgang, Jørgen! Prøv at stille dig lidt længere bagud!”. Og plums, så er Jørgen røget i vandet! Det er simpelthen så skægt … Men jeg ved bare, at jeg bliver fuldstændig magen til … Måske glæder jeg mig lidt til det? Det tror jeg faktisk, at jeg gør!

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.