Signe Svendsen om parforhold: "Jeg håber, yngre mennesker laver andre konstruktioner"
Børnene er store, og parforholdet er i fare, hvis vi holder for meget på hinanden – eller for lidt. Flemming Møldrup og Signe Svendsen mødes over et bål til en snak om at være midt i livet, hvor det kan være helt elektrisk at møde nye mennesker.
Flemming Møldrup elsker naturen. Det er en af grundene til, at han har skrevet Bogen om bål. Når han sidder ved bålet – ude i naturen – føler han sig tæt på sin egen oprindelse. Som om, han er begyndelsen på det hele. Problemet for Flemming er, at han bor i København, hvor rigtig, rå natur ikke findes lige foran hoveddøren. Men der er faktisk steder med bynær natur, og et af dem er Nordhavn, hvor der midt mellem industribygningerne findes små naturoaser. Det vil han gerne slå et slag for, og derfor har han inviteret sangeren Signe Svendsen ud på Skudehavnsvej, hvor der er en fin lille bålplads. Han har medbragt snaskede croissanter, og han har glædet sig helt vildt. Signe får en stor velkomstkrammer, og de begynder straks at snakke.
Flemming: "Hvor er det dejligt, at du havde lyst til at komme herud i dag. Det var vigtigt for mig at få dig med til en af mine bålsnakke."
Signe: "Tak og i lige måde."
Flemming: "Grunden til, at jeg gerne vil tale med dig, er, at du er min nyeste ven. Og i min alder får man sjældent nye venner. Jeg mødte dig på Fanø i sommer til det vidunderlige musikarrangement Sommerliv, hvor der var en stribe små koncerter i sommersolnedgangen. Den dag, jeg ankom til Fanø i min autocamper, var det dig, der spillede, og det var en meget, meget smuk aften. Jeg kendte dig godt af navn, men jeg kendte ikke din musik for alvor. Jeg sad ude blandt publikum og hørte din koncert, mens solen gik ned bag teltet, og jeg blev simpelthen så ramt af nogle af dine sange. Bagefter var jeg så heldig at få lov til at tilbringe noget nær 24 timer med dig og dit band."
Signe: "Der var en super fed energi, og vi gik bare rundt og følte os som frie, unge mennesker."
Flemming: "Ja, og da jeg kørte fra Fanø nogle dage efter, satte jeg din plade Det forlyder på og lyttede til den. Og efterfølgende lyttede jeg til den hele sommerferien. Mange gange. Fordi jeg synes, den er så smuk. Og dine tekster er meget smukke. Jeg hørte også noget af din tidligere musik – jeg gik simpelthen i Signe Svendsen mode – og jeg syntes, at jeg kunne høre en forandring fra tidligere musik til det, du laver i dag. Og jeg kom til at tænke på, at jeg gerne ville tale med dig om det sted, vi to er i livet. Hvad er det, der sker med os der midt i livet? Sker der noget? Og altså, jeg ved godt, at jeg er rimelig meget ældre end dig..."
Signe: "Det tror jeg ikke..."
Flemming: "Hvor gammel er du?"
Signe: "Jeg er 47."
Flemming: "Ja, jeg er 52, så jeg er temmelig meget ældre end dig. Men jeg har ingen rynker."
Signe: "Nej, det har jeg godt lagt mærke til. Du har pænt underhudsfedt."
Flemming: "Jeg tror bare, at jeg holder min hud spændt ud med kage. Det er det, der er tricket."
De griner begge to, sætter sig ned ved bålet og kaster sig over mandelcroissanterne.
Flemming: "Hos mig har albummet Det forlyder sat sig, og der er noget inde i mig, der vibrerer, når jeg hører sangene – bl.a. titelnummeret. Hvor kommer sådan et album fra, skal der være en særlig tid eller rum til det?"
Signe: "Titelnummeret er inspireret af min farmor. Da hun døde, fandt vi en æske med nogle billeder og breve, som afslørede, at hun havde været ringforlovet med en anden mand, inden hun mødte min farfar. Det anede vi ikke.
Hun havde gemt breve fra ham, billeder af ham og guldringen i 70 år i sit undertøj, så hun har været hamrende forelsket i den her mand. Sangen er skrevet ud fra en kladde til et brev, som hun skrev, da hun som 19-årig var blevet forladt og forlovelsen ophævet. Hun sad fuldstændig knust med den her ring og vidste ikke, hvad hun skulle gøre med den."
Flemming: "Hold da op, en stærk historie. Men nok også en klassisk historie for hendes generation."
Signe: "Ja, og utroligt skamfuld. Men det, du nok især kan høre på det album, er, at jeg med den plade lavede mit eget pladeselskab og på den måde tog alting hjem til mig selv. I stedet for at lytte til, hvad alle mulige andre mente, jeg skulle lave, stod jeg med det album frem med en stor pose mod og blev mere tydelig. Så det er jeg sindssygt glad for, at du kan høre. Det er ikke fordi, jeg ikke har været modig før, men det kommer med alderen, tror jeg, at der er nogle ting, hvor man bliver mere sådan, okay, hvorfor ikke bare tone rent flag? Der var også en masse ting i mit privatliv, der gjorde, at der var en større frihed. En større frihed til at sætte ord på en masse ting uden at være bange for at skubbe til en konstruktion, som for alt i verden ikke måtte falde på gulvet."
Flemming: "Hvad var det for en frihed?"
Signe: "Det er sådan en frihed, som jeg og min mand har givet hinanden de senere år, og som er enormt sund og enormt fed. Jeg rejser rigtig meget rundt alene, og det kræver jo, at der er en frihed og en åbenhed overfor at have det her parforhold, hvor vi faktisk overhovedet ikke på nogen måde sidder lårene af hinanden. Min mand er 15 år ældre end mig, og han gør også meget det, han vil. Måske var det bare vores forhold, der skulle modnes, eller måske var det noget med at komme ud på den anden side efter at have haft mindre børn. Vores fælles datter er 16 år nu, så der er jo sket meget indenfor de sidste fire-fem år. Men det kender du vel også?"
Flemming: "Jo, jo, er du sindssyg. Jeg tror, det handler om, at man sætter hinanden fri på en måde, der gør, at kærligheden bliver stærkere."
Signe: "Det er jeg meget enig i. Den der opfattelse af, at det, vi laver sammen med vores ægtefælle eller kæreste, er det, der skal fylde det hele og det, der giver mest mening ... nej! Det giver lige så meget mening at være sammen med andre mennesker eller at være alene. Min mand elsker at være alene, og jeg er sådan en total festtype. Jeg elsker at være social, og langt om længe har vi bare fundet ud af, at vi ikke behøver at have det på samme måde. Han må godt gå alene ude i skoven i flere timer hver formiddag, og hvis jeg har lyst til noget andet, så gør jeg det sammen med nogle andre."
Flemming: "Tror du, at det er en aldersting?"
Signe: "Ja, desværre, jeg ville ønske, at det kunne ske tidligere for folk. Nu sidder vi her helt midtvejsagtige..."
Flemming: – "I hvert fald mig..."
Signe: "Ha, ha, ja, du er jo meget ældre end mig! Men jeg kan da kun håbe, at yngre mennesker finder ud af at lave nogle andre konstruktioner omkring parforholdet lidt tidligere."
Flemming: "Jeg ved godt, at jeg nok ikke bliver 100 år, men jeg plejer at kalde den her tid for min midtlivsfase. Og jeg synes, det er den bedste tid i mit liv. Jeg syntes også, det var sjovt, da jeg var ung, og jeg havde gode 20’ere og 30’ere og okay 40’ere..."
Signe: "Hvad er så ekstra godt nu?"
Flemming: "Det er, at der er sådan en klarhed og erfaring, som jeg kan trække på i stort set alle sammenhænge i tilværelsen. Jeg har et referencepunkt til alting. Om det er kærlighed, problemer med kærligheden, job, børn. Jeg føler, at jeg står et vidunderligt sted i livet."
Signe: "Du har noget, du kan trække frem og sige: Min erfaring fortæller mig..."
Flemming: "Ja. Men jeg gør stadig dumme ting. Det er ligesom min natur på mange måder at være fri i alle ting og træffe irrationelle, lystbetonede beslutninger."
Signe: "Er det så ikke fordi, du er blevet gode venner med den side af dig?"
Flemming: "Jo, det er det nok."
Signe kan godt genkende det, Flemming siger, og hun fortæller, at hun efterhånden er holdt op med at prygle sig selv for at være et rodehoved.
Signe: "Jeg havde en idé om, at jeg var sådan en, der havde styr på tingene. Men det har jeg ikke. I virkeligheden kommer jeg f.eks. altid for sent. Jeg skal kæmpe sindssygt meget med mig selv, hvis jeg skal arbejde imod den side af mig. Det er hårdt arbejde, og det er måske skønne spildte kræfter, for det er jo en kamp, man ikke kan vinde, eller hvad?"
Flemming: "Det er rigtigt, og jeg tror også, det handler om, at man i stedet bliver gode venner med sig selv. Der er sikkert mange, der kigger sig i spejlet og stadig har issues med, at deres næse er skæv, eller at der er for meget på sidebenene. Men på mange områder tror jeg, at man midt i livet godt kan slutte fred med mange ting. Det har jeg i hvert fald gjort. Jeg har f.eks. accepteret den rodløse del af mig selv."
Signe: "Er du rastløs? Du siger rodløs? Har du lyst til at flytte dig hele tiden?"
Flemming: "Jeg slår aldrig rigtig rod. Jeg ved godt, hvor jeg bor, og jeg er glad for at bo der, men jeg tænker ikke, at jeg aldrig kunne bo andre steder. Jeg kunne bo alle mulige steder i alle mulige konstellationer. Jeg har heller ikke så mange ting. Jeg har mange surf- og paddleboards, men ellers har jeg ikke ret meget. Jeg får en følelse af frygt, hvis jeg har for mange ting. Jeg føler, at tingene ender med at eje mig, og så sidder jeg fast. Så skal jeg afdrage på alt muligt og kan ikke noget andet. Det er også et meget alarmerende sted at være hele tiden, men jeg har sluttet fred med den del, og det har mine omgivelser også."
Signe: "Det er ret interessant. Du rejser ikke rundt og vender hjem – hjem er alle steder for dig, eller?"
Flemming: "Nu mødte vi to jo hinanden, da jeg boede i min autocamper, og jeg havde svært ved at flytte ud af den igen. Det kan jeg lige så godt sige. Jeg kunne godt bo der hele tiden. Jeg havde startet med at pakke den med en masse ting, men jeg måtte vende om, køre hjem og læsse en masse ting af. Jeg havde ikke brug for dem. Jeg gik stort set i de samme to stykker tøj hele sommeren. Jeg badede i havet, og jeg kom meget tæt på den person, jeg måske i virkeligheden er. Det var helt vildt. Det var sådan et forstørrelsesglas at få lagt ned over sit liv. Jeg synes, at alderen på mange måder sætter en fri, men jeg synes også, at det handler om, at man slutter fred med ting. Har du sluttet fred med andet end rodehovedet?"
Signe: "Jahhh… Nu nævnte du det med at have skæv næse eller for mange kilo på sidebenene, det er sjovt – og jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er kvinde – men forfængeligheden er der stadigvæk for mig. Det er ikke, fordi jeg ikke har sluttet fred med mit udseende, alt er godt, men..."
Flemming: "Du er meget smuk."
Signe: "Nå… tak! Men jeg bliver nødt til at holde mig sund. Jeg bliver nødt til at holde en vis form, for ellers kan jeg slet ikke have det arbejde, jeg har. Jeg kunne ikke finde på at blive skåret i eller at få sprøjtet ting ind – aldrig nogensinde – så vil jeg hellere bare acceptere, at det er den vej, det går."
Flemming: "Kan man spore det med at sætte sig selv lidt fri og slutte fred med sig selv i din musik nu?"
Signe: "Ja, det kan man godt. Jeg synes, der er nogle indrømmelser på ”Det forlyder”-albummet, som handler om f.eks. at have sådan nogle blå sider, som især dukker op, når jeg ikke er ude og spille. Når jeg sidder derhjemme og skal skrive og ikke kan hente energi ude, så dukker de her mere dark sides op."
Flemming: "Hvad er det for nogle sider?"
Signe: "Det kan være tvivl. Tvivl spiller en kæmpestor rolle i mit liv."
Flemming: "Tvivl om det, du gør, eller den, du er?"
Signe: "Grundlæggende er jeg i ikke i tvivl om, at jeg godt må være her i verden. Men jeg oplever tvivl i forhold til mit arbejde. Når jeg sidder og skriver, kan det svinge fra, at jeg synes, jeg er verdens dårligste sangskriver, til at jeg har verdensherredømmet. Og det spænd er bare voldsomt at være i."
Flemming: "Er det en præmis i kunsten?"
Signe: "Der er nogle, der har deres selvovervurdering intakt, ha ha, og så er der os andre, der glider ind og ud af den."
Vinden driller. Signe får røg i øjnene, så de rykker over på den anden side af bålet og benytter lejligheden til at få lidt varm kaffe i kopperne. Signe fortæller imens, at hun ofte skriver "blå" sange. Triste sange.
Signe: "Jeg synes, det giver en form for renselse. Katarsis. At mærke, at der er en klangbund et sted, som du kan være i, hvis du har det sådan her. Det er blandt andet det, som musik kan, synes jeg. En glad sang kan være lidt ligegyldig efter min mening."
Flemming: "Der er vel også noget frihed i det. At du sætter dig fri af, hvad der forventes, og hvad de gerne vil spille i radioen?"
Signe: "Ja. Når jeg sidder og skriver, forsøger jeg at koble "hovedbestyrelsen" fra. Jeg lader være med at tænke på, hvad andre har sagt, jeg skal gøre. Når vi er nået hertil i livet... og nu er du selvfølgelig en del ældre end mig, ha ha, men vi har set livet fra mange sider.
Og så er det nærliggende midtlivsagtigt at skrive om, at ting står lidt stille, at man godt kan lide kontinuiteten, eller at man besynger den der dybe kærlighed, hvor alt er roligt. Men jeg gør noget andet. Jeg prøver at gå hen til det sted, som vibrerer. Det sted, som er elektrisk. Og så prøver jeg at skrive om forelskelsen samtidig med, at jeg er et sted i livet, hvor jeg ikke er nyforelsket. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan møde andre mennesker, hvor man pludselig mærker en gnist eller en tiltrækning. Det er et enormt fedt brændstof og en enorm fed ting hele tiden at have med sig, synes jeg. Forstår du, hvad jeg mener?"
Flemming: "Ja, det gør jeg rigtig meget. Men det er jo også et meget modigt sted at være. At turde lukke andre mennesker ind i sit liv ved at erkende, at man godt kan blive forelsket, at man godt kan mærke hinanden, at der er en kemi i det, men at man samtidig har en mand eller en kone derhjemme, som man elsker. Det tror jeg ikke, at der er særlig mange, der tør erkende."
Signe: "Nej, det tror jeg heller ikke. Men det føles så enormt levende, når man gør det. Jeg var barn i 70’erne og boede en del i kollektiv, og jeg tror absolut ikke på det åbne parforhold, skal jeg lige sige."
Flemming: "Du har set det?"
Signe: "Ja, jeg har set det forsøgt i alle mulige afskygninger, og det er ikke det, jeg snakker om. Jeg snakker bare om, at vi skal være bevidste om, at hvis vi slipper den vibrerende følelse, så tørrer det hele ud og størkner. Der bliver nødt til at være elektricitet stadigvæk."
Flemming: "Jeg forstår godt, hvad du mener. Og vores møde på Fanø var netop elektrisk for mig. Vi var en hel flok, der var sammen hele tiden det døgn, og der opstod en kemi, som var fed."
Signe: "Ja, superfed, og ikke farlig."
Flemming: "Nej overhovedet ikke farlig. Men jeg var helt opløftet bagefter, og jeg tror, at hvis vi turde det noget mere – erkende, at man godt kan møde nogle mennesker, som man vibrerer i takt med – så ville der komme rigtig meget godt ud af det."
De taler lidt frem og tilbage om, hvor meget energi der er at hente i de elektriske møder, men at man skal være bevidst om, at man ikke skal overskride grænsen i forhold til, at nogle kan blive kede af det. Det kræver under alle omstændigheder en form for accept hjemmefra at kunne gå ud i verden med et åbent sind.
Signe: "Det kræver en frihed hjemmefra, ja, men jeg tænker ikke, at man skal ringe hjem og sige, hey skat, jeg har det bare totalt vibrant med Flemming Møldrup her på Fanø, er du okay med det? Hvis man har behov for det, så ER der et problem, mener jeg."
Flemming: "Accepten ligger for mig i at se selve den frihed, som vi har givet hinanden i vores respektive relationer. Og det er ikke farligt, for der er ikke tale om en affære eller utroskab på nogen måde, når man har en oplevelse, som vi f.eks. havde på Fanø. Da jeg hookede op med min hustru igen efter turen rundt i autocamperen, fortalte jeg hende alt om det døgn, fordi det havde været så mega fedt."
Signe: "Og det gjorde jeg også derhjemme. Det, jeg mener, er bare, at man ikke skal tynge sådan nogle oplevelser med ord. Det handler om, at man skal kunne møde andre mennesker åbent og ærligt og nyde, at der ligger så mange gaver gemt der. Og når jeg nu sidder og tænker over det, så er min største frygt i virkeligheden at blive rigtig voksen og opleve, at arbejdet og hjemmelivet pludselig er alt."
Flemming: "Og det er meget interessant, for de fleste lever sådan. Står op om morgenen, får børnene ud af vagten, går på arbejde, kommer hjem, får børnene spist af, arbejder lidt mere, ser et eller andet på tv og går i seng. Og så forfra næste dag. Hvad frygter du egentlig ved det?"
Signe: "Jeg frygter at blive ulykkelig, tror jeg. Men der var mange år, hvor jeg egentlig havde sådan en stor sorg over, at jeg ikke ønskede sådan et liv.
Når jeg var på tour og kørte forbi parcelhusene i Jylland efter et job, tænkte jeg over, at okay, derinde er nok digestivekiks i skuffen, og drengens fodboldtøj ligger i bryggerset, hvor der er klinker på gulvet – hvorfor lever jeg ikke sådan et liv? Jeg havde på den ene side sådan en midtjysk drøm om at leve et helt normalt liv, men på den anden side ønskede jeg det slet ikke. Og samtidig havde jeg sådan en stille sorg over ikke at ønske det, for vi har på en eller anden måde samfundsmæssigt vedtaget, at den midtjyske drøm er den rigtige, så alle os, der falder udenfor normalen, må gå rundt og bokse med det i ret mange år, tror jeg."
Flemming: "Og man skal svare på mange spørgsmål, hvis man har valgt at leve sit liv på en anden måde end de fleste. Men for mig handler det om, at man hele tiden skal forsøge at placere sig der, hvor man bliver glad. Når man er ung, tænker man, at man kan det hele. Man er åben for hele verden, man sanser, man har mange relationer, og man går op i mange ting. Så møder man en, og pludselig sidder man derhjemme og er kun sammen med hende eller ham. Man skal på ferie med sin partner, man må ikke gå til fest uden sin partner, og på arbejdet knokler man røven ud af bukserne for at komme til at stige i graderne og få mere ansvar og flere penge. Til sidst er man helt lukket ned og sidder inde i den der boble, hvor det kun handler om, hvor mange gange man kan komme til Thailand, og nu skal vi også se at få skiftet vores højglanskøkken ud med et i naturtræ."
Signe: "Der, hvor vi er i livet lige nu... selvom det jo slet ikke er samme sted, for du er jo meget ældre end mig..."
Flemming: "Ja, meget ældre, og det kan man godt mærke, men man kan ikke se det..."
Signe: "Ha ha, nej, det kan man ikke, men altså, der hvor vi er nu, der skal vi reorientere os. Hvis vi ikke er havnet i den rigtige rille, skal vi gå med noget andet, og det er ikke et nederlag at gøre det."
Flemming: "Nej, tværtimod."
Signe: "For hvis vi ikke reorienterer os, så ramler ægteskabet, eller også ramler vi selv."
Flemming: "Tror du, at man i din alder – ikke min alder, men din alder – pludselig får øjnene op for, at man både kan se sin tilværelse bagud og fremad, og at det er derfor, man stiller sig selv spørgsmålet, er det egentlig det her, jeg vil? Og tror du, at der er mange, der alligevel fortrænger det?"
Signe: "Ja, det tror jeg, at der er mange, der gør. Men der er også mange, der heldigvis går efter at skabe forandring, selvom det kan have nogle omkostninger. Når du siger, du havde det superdejligt i sommer ved at skrælle alting ned til det helt basale i din autocamper, så er det jo, fordi vi er i stand til at leve med meget mindre, end vi tror. Det fandt mange også ud af under pandemien, tror jeg. At vi kan undvære ekstremt mange ting og stadig få det hele til at fungere. Så det er ikke så farligt at prøve at gøre noget nyt."
Bålet er ved at brænde ud, og croissanterne er blevet til krummer i papirposen. Det er tid til at bryde op, men Signe og Flemming når også lige at vende et par tanker om fremtiden.
Flemming: "Hvor er du på vej hen i dit liv i disse år?"
Signe: "Vores datter er blevet 16 år, og min mand og jeg er et sted, hvor vi skal til at vænne os til tanken om, at hun ikke lige er der til at kaste stjernestøv ud over eftermiddagen."
Hun griner.
Signe: "I stedet sidder vi bare lidt og kigger på hinanden."
Flemming: "Er der noget angst forbundet med det?"
Signe: "Måske var der lidt angst i en periode, men det er der ikke længere. Vi havde en periode, hvor vi havde tanker om at flytte, men nu bliver vi, hvor vi er, for det er vores datters verden og gymnasietid, der er vigtig lige nu. Hun er enebarn, og vi skal ikke tage hende op og smide hende ind til København til helt nye venner. Men når hun er færdig med den by, vi bor i, så kan vi faktisk gøre, hvad vi vil."
Flemming: "Er det noget, I lægger planer for og snakker om?"
Signe: "Nej, det sker, når det sker. Verden kan jo ændre sig på de tre år."
Flemming: "Tænker du over, at når vi bliver ældre, flytter vi også ind i en risikozone med sygdom og den slags."
Hun griner højt.
Signe: "Nej, det er først senere..."
Flemming: "Ja, for dig er det, men jeg er jo meget ældre end dig! Er der noget, du frygter?"
Signe: "Jeg er bange for at blive syg. Er du også det?"
Flemming: "Ja meget. Jeg er bange for at blive syg, men af en eller anden underlig grund er jeg ikke bange for at dø. Altså, jeg vil ikke dø fra mit barn, for hun er kun 14 år, og det er vidunderligt at følge hende. Jeg ville også være ked af ikke at få mere tid med min hustru. Men ellers er jeg ikke som sådan bange for at dø. Men sygdom, det er noget andet. Kan du også frygte pludselig ikke at være relevant længere?"
Signe: "Jeg tror egentlig kun, at jeg er bange for, at fysikken svigter. Jeg er ikke bange for at blive irrelevant. Jeg føler, at det, jeg har bygget op de senere år med min egen musik, er meget bæredygtigt. Det er ikke flygtigt. Selvfølgelig er jeg hele tiden bange for, at jeg har skrevet den bedste sang, og at jeg aldrig kommer til at skrive en, der er bedre. Men jeg holder ikke op med at forsøge. Hvis man bare møder op og spiller et job som en form for afvikling, så har man tabt. Man skal hele tiden være til stede, og selv hvis man siger, at man "tager den fra hoften", så skal man spille fra hjertet. Man er aldrig bedre end sit sidste job, og den tror jeg ikke, at jeg mister. Så nej, den eneste frygt er, at fysikken svigter. Jeg kan godt lide at føle mig stærk, og derfor træner jeg en del. Jeg var springgymnast som barn, så det er meget leg for mig at træne. Jeg kan godt lide det med lige at kunne springe over et cykelstativ, og jeg kan godt finde på at teste det bare for at se, om jeg stadig kan, eller om jeg er blevet bange for det. Hvis I ikke var her lige nu, så kunne jeg godt finde på at springe over den der bænk."
Flemming: "Sjovt. Er der noget, du er særligt glad for ved din alder lige nu?"
Signe: "Jeg er glad for ikke at være 52..."
Flemming: "Hold nu kæft, jeg kører nu, ha ha."
Signe: "Er du særligt glad for at være 52?"
Flemming: "Ja, men det har vi vist snakket nok om."