Iværksætter Signe Wenneberg: Dette er min bedste investering nogensinde
Iværksætter Signe Wenneberg har investeret i alt fra politik til lejlighed, hus, gin-virksomhed og grønne aktier. Hun har lavet vilde fejltagelser og aldrig tjent de store summer, men mange bække små har givet hende en bæredygtig økonomi.
Hvorfor begyndte du at interessere dig for din pension?
– Lang tid før jeg havde en. Min mor er lærer, og jeg hørte ordet "tjenestemandspension" virkelig mange gange, da jeg voksede op. Jeg vidste godt, at det var meget usikkert for mig at være kvinde, freelancer og enlig mor. Jeg burde tage mig sammen og få en pension. Til sidst gjorde jeg noget ved det.
Hvordan navigerer man i pensionslandskabet, hvis man er helt uden indsigt i den type forhold?
– Man lytter til sin indre stemme. Økonomi er jo faktisk ikke svært. Man skal sørge for at få mest muligt ud af de hårdt tjente penge. Og man kan altid spørge andre, kvinder og mænd – også pensionsrådgiveren – "hvordan gør du selv?" eller "hvad rådede du den mand til, der var her lige før?" Tit får kvinder en anden rådgivning end mænd.
Hvordan har du sparet op til din alderdom?
– Jeg har ikke tænkt på det på den måde, for jeg regner med at arbejde, til jeg dør – jeg har ikke tænkt, at jeg skal sidde i en gyngestol og spise maltbolsjer og leve af opsparede midler. Men jeg har sikret mig. Jeg har en betalt andelslejlighed, som jeg enten kan bo i eller sælge, når jeg bliver gammel – så har jeg valget mellem at bo i lejlighed eller bo på landet. Så har jeg et hus på landet, der er næsten betalt – jeg har sat det til salg, fordi jeg vil købe en masse jord for pengene i stedet. Dels tror jeg, det er en god investering – dels vil jeg gerne leve max, mens jeg gør det.
– Jeg vil gerne have noget erhvervsejendom i stedet for et privat sommerhus, for jeg arbejder altid. Og mine sønner og jeg har brug for plads til vores Botanisk Gin-virksomhed, hvor vi vil lave smagninger og holde workshops. Der vil jeg også gerne have mine foredrag og julemarkeder. Og så vil jeg lave et sommerfuglerefugium på det braklagte landbrugsjord og skabe et fristed på den måde. Det bliver også en investering. Så har jeg naturligvis en pensionsopsparing via min bank. Her har jeg altid kørt høj risiko, og det eneste år, hvor det ikke gik så godt, var sidste år. Derudover har jeg aktier. Jeg vidste ikke, at jeg kunne finde ud af at handle aktier, før jeg prøvede det. Jeg går efter tre ting:
- Der skal være kvinder i ledelsen.
- Det skal være fossilfrit.
- Det skal arbejde for en bedre verden.
På to år er mine penge blevet 40 procent mere værd.
Hvad har du prioriteret?
– Jeg tænker, at jeg har prioriteret sikkerhed, hvis jeg skal sige det kort. Jeg er typen, der sover dårligt, hvis der er rod i økonomi og rod i relationer. Så er jeg lysvågen. Derfor er det rart for mig med sikkerhed. Da jeg var syg med kræft for et par år siden, spurgte alle – fordi jeg er freelancer og enlig mor: "Hvad nu med økonomien?" Og de så meget bange ud. Men jeg havde både privat sundhedsforsikring og privat sygedagpengeforsikring og fik en erstatning for, at jeg blev syg, så jeg behøvede ikke at spekulere over den del.
Hvad har du indhentet af viden, der har hjulpet dig?
– Jeg har lært alt på den hårdeste måde. Jeg har været så fattig, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle betale næste termin eller næste måneds husleje. Jeg har serveret masser af havregrød om morgenen for mine børn og så boller lavet ud af morgenens havregrød til aften. Jeg havde høns og var meget glad for at lave mad ud af æggene. Jeg har haft to jobs og arbejdet hver nat, når mine børn var lagt. Jeg har haft ondt i maven og været søvnløs. Og jeg er langsomt, men sikkert nået derhen, hvor jeg kan være på mere sikker grund. Jeg har begået vilde fejltagelser undervejs. Eksempelvis stillede jeg engang op i politik og brugte 600.000 kroner af mine egne penge på en valgkamp, hvor jeg bare blev tævet løs på. Jeg har også brugt en del penge på at have en butik i Kongens Have, jeg elskede den, men den var ikke rentabel.
Hvem kan man ikke stole på?
– Folk der er lidt for smarte. Det kan være nogen, der er tæt på. Eller fremmede, der bare har en eller anden smart plan.
Hvad er den bedste investering, som du har lavet?
– Jeg ved, hvilke investeringer, jeg burde have lavet – jeg kigger stadig på de huse og lejligheder, jeg IKKE købte, og græmmer mig over det. Jeg har lavet mange små gode handler og tjent fint på mine aktier, men jeg har ikke prøvet, det som mange andre har prøvet, at tjene virkelig mange penge på et hus, eller en lejlighed eller noget andet. Det er mange bække små hos mig.
– Min eneste virkelig gode investering i det her liv har været min universitetsuddannelse: Det er den, jeg tjener mine penge på. Jeg har hverken fået penge med hjemmefra, fået penge med fra skilsmisser, eller tjent store penge på hushandler. Jeg har tjent penge på at være flittig og arbejde meget, med det jeg er uddannet til. Desværre er det så kedeligt som det, ha ha.
Er det nogensinde "for sent" at komme i gang med en grøn pensionsopsparing?
– Det er aldrig for sent at gøre noget som helst. Hvis jeg skulle samle penge sammen til min alderdom i en sen alder, så ville jeg nok overveje at købe et gammelt skur af et sommerhus og sætte det i stand – for det er den eneste måde at tjene skattefri penge. Jeg forstår ikke, at jeg ikke har gjort det selv – jeg elsker at sætte ting i stand, og jeg er god til at finde husene. Jeg har bare ikke rigtig orket at binde an med det. Det ville jeg nok gøre, hvis jeg var lidt yngre og havde lidt flere kræfter.