Kropsterapi var en øjenåbner for Silja Okking: ”Der kunne jeg mærke, at jeg tog et slags valg”

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

"Min mor lærte mig at lege. Det blev jeg især klar over, da jeg selv blev mor og indså nogle ting fra min egen barndom. Pludselig stod jeg nemlig i nogle af de samme situationer, som hun havde været i. Min mor lagde sig altid – som den eneste – ned på gulvet og legede med os børn. Hun var altid meget opmærksom på at lave ting på børnenes præmisser."

"Jeg savnede af og til nogle grænser fra hende og sådan noget, men hun var virkelig god til at fodre fantasien. Og netop det har jeg taget med mig i mit arbejde og i min egen rolle som mor. Når det regner, danser min datter og jeg nøgne rundt i haven, og da hun var lille og tegnede på væggene, sagde jeg ikke: ”Det må man ikke”. Vi tegnede bare mere på væggen og rammede det hele ind. Den tilgang er jeg evigt taknemmelig over at have fået fra min mor."

"Fra min far har jeg fået det her med, hvor vigtigt det er at opføre sig ordentligt overfor alle mennesker. Det var ikke noget, som han fortalte mig, men jeg så det med egne øjne, da jeg engang var i praktik hos ham på Betty Nansen Teateret. Han var sød overfor alle – ikke bare instruktøren og medspillerne. Han kunne nærmest huske alle de ansattes børns navne og spurgte til, hvordan det gik med dem. Så han var virkelig folkets mand, og det syntes jeg var ret sejt, og derfor har jeg altid gjort jeg mig umage for selv at prøve at praktisere det."

Du sagde tidligere, at du nogle gange manglede grænser i din opvækst – hvad var det for nogle grænser, du havde brug for?

"Jeg synes ikke, at man som forælder skal være streng, men børn får meget tryghed ved at mærke, at der er en voksen, som siger, hvad man må og ikke må. Og som nogle gange bare siger nej. Jeg er vokset op med min mor, og jeg ved godt, at jeg var en stor opgave, især da jeg blev teenager, for der var jeg virkelig all over the place. Jeg ved, at det har været hårdt for hende at stå i det hele alene, og jeg vil bestemt ikke slå hende i hovedet over det, men det med grænserne har jeg taget med mig videre. Så min datter og jeg kan sagtens lave sjov og ballade, men der er også tidspunkter, hvor der skal være en voksen til stede, der bestemmer."

Hvad er det bedste råd, du vil give til din datter?

"Jeg er totalt fortaler for, at man ikke siger, men viser."

Lidt ligesom din far gjorde, da du var i praktik?

"Ja! Derfor gør jeg mit ypperste for at vise hende, at det er vigtigt at stole på sig selv og sin egen mavefornemmelse. Det er noget, som jeg selv har bakset lidt med, fordi jeg godt kan være lidt af en pleaser nogle gange. Jeg er meget opmærksom på, at alle skal være glade og have det fedt, og så glemmer jeg lidt mig selv. Men uanset om det er store livsbeslutninger eller noget mindre, er det godt at mærke efter, hvordan man selv har det. Det håber jeg, at jeg kan give videre til hende."

Hvilket af dine karaktertræk holder du mest af?

"Det er helt klart, at jeg er totalt optimistisk. Jeg formår nærmest ni ud af ti gange at få noget godt ud af en lortesituation."

Hvornår er det kommet dig til gode?

"Når jeg f.eks. løber panden mod en mur i forbindelse med noget arbejde, eller hvis jeg ikke når bussen og skal vente en time ekstra, haha. Men så finder jeg altid på noget. Selvfølgelig kan man godt blive hylet lidt ud af den engang imellem, det kender jeg godt – og det er slet heller ikke, fordi man ikke må brokke sig i mit selskab. Jeg kan bare bedst selv lide at møde dagen med tanken: ”Det her bliver fucking fedt”, og så man tiden jo vise, hvad der sker. De eneste tidspunkter, hvor jeg har kunnet mærke, at det ikke har kunnet lade sig gøre, var da jeg mistede min far og min moster. I de situationer har der ikke været andet at gøre end at gå ind i smerten og erkende, at jeg kommer til at savne dem – og det må man også gerne."

Har du aktivt valgt, at du vil være optimistisk – eller har du bare altid naturligt været det?

"Der var et tidspunkt i starten af mine 20’ere, hvor jeg gik i terapi og kropsterapi, og der kunne jeg mærke, at jeg tog en slags valg. Jeg ville ikke være sur på verden, og jeg gad ikke pege fingre mere. Jeg ville tage ansvar, og det hjalp sindssygt meget i måden, som jeg har udviklet mig på. Nu tænker jeg: ”Det er ligesom den her korthånd, jeg er blevet tildelt i livet – hvad vil jeg gøre med den?”. Det gør, at jeg går i seng med et smil på læben hver aften. Selv når der har været noget svært."

"Eksempelvis da min mand og jeg var fra hinanden i 10 måneder på et tidspunkt for nogle år siden. Vi skulle egentlig skilles. Jeg syntes, at det var ret svært, også fordi vi havde et barn sammen, som var fem år på det tidspunkt. Det var lidt kaos, men alligevel tænkte jeg: ”Hvad er det, som jeg skal lære af det her?”. Derfor pegede jeg pilen indad og kom faktisk frem til, at jeg kunne gøre nogle ting bedre i vores forhold. Så jeg gik tilbage til min mand og sagde: ”Prøv at høre, jeg kan se, at jeg kan gøre det her anderledes – så hvad siger du til, at vi giver det en chance til?”. I dag, når jeg tænker tilbage på den tid, ser jeg det heller ikke som en forfærdelig periode, men som en gave, vi fik, fordi vi lærte noget om os selv og hinanden."