Skal man arbejde eller ikke arbejde i ferien?

KLUMME: Over for mig sidder et par. Han ser en smule sammenbidt ud, og hun har armene over kors. De er uenige om forventningerne til sommerferien. Han insisterer på at tage sin computer med for at kunne arbejde. Hun mener, det er forkert, og at man skal holde helt fri i sommerferien for at være sammen.

Spørgsmålet om, hvad der er rigtigt og forkert, hænger i luften mellem os alle tre. Jeg tager en dyb indånding og fortæller om en episode fra mit eget liv.

Da vores datter var 7 måneder, tog min mand og jeg sammen med hende, vores søn på 3 år og mine forældre på en uges efterårsferie til Sverige. En dag gik vi en tur med barnevognen, for at den lille kunne sove, og jeg endte med at råbe ad min mand i den kolde skov. Baby vågnede og græd, min mand var vred, og jeg var vildt frustreret. Men for at forstå, hvordan vi gik fra ren ferieidyl til skænderier i de svenske skove, er jeg nødt til at gå et stik dybere.

Jeg er et skabende menneske. Jeg er i verden ved at være i samtale med den, ved at se på den og ved at beskrive den. De ting er også blevet mit arbejdsliv. Når jeg ikke skaber og ikke arbejder, bliver jeg i dårligt humør. Jeg føler mig ude af mig selv, og det gør mig rastløs, frustreret og svær at være sammen med. Min mand er anderledes. Han elsker sit arbejde, og han arbejder for at gøre en forskel i verden. Men nogle gange slipper han det. Helt. Da han var ung, gik han dagen efter sin sidste eksamen på biblioteket og lånte tegnerserier. Så lukkede han sig inde på sit værelse i nogle dage og lavede ikke andet end at læse og spise i sengen. Når han giver slip, kommer der nye ideer til ham. Der kan han mærke sine drømme og sig selv på en anden måde, end han kan i hverdagen.

Fordi jeg er så vild med min mand og gerne vil være den bedste mor for mine børn, begyndte jeg i starten af vores liv sammen som forældre at agere som min mand. Jeg tog helt fri, når vi skulle på ferie. Jeg lukkede for mine daglige skriveritualer, jeg lagde telefonen på lydløs, og jeg gik ind i at være 100 % sammen hele tiden.

Indtil den dag, hvor jeg råbte ad min mand i de svenske skove.

For det var den dag, jeg ikke kunne holde sammen på mig selv længere. Jeg kunne ikke et øjeblik til holde i hånd, være familie og nyde at være sammen uden også at være mig. Og jeg føler mig ikke som mig, når jeg ikke skaber.

Er det rigtigt eller forkert? Er min mands måde at holde ferie på mere rigtig end min?

Det, troede jeg, den var.

Om aftenen efter vores skænderi, da børnene sov, og mine forældre lå i sofaen med et glas vin, tog vi bilen og kørte en tur alene. På den tur fik vi talt os igennem vores forskelligheder. Jeg lovede min mand at sige, hvad jeg har brug for, før jeg bliver rasende, og han lovede at slippe sine forventninger om, at jeg gør som ham.

I vores ferier har vi nu en rytme, hvor jeg de fleste dage begynder dagen med en til to timer alene. Der skriver jeg eller tjekker ind i min krop. Resten af dagen elsker jeg at være sammen.

Parret har lænet sig tilbage i sofaen. Der er stille et øjeblik, før han lægger sin hånd på sin kones lår og klemmer lidt til. Hun kigger på ham.

"Føler du dig sammen med os på ferien, selvom du tager din computer med på ferie?" spørger hun.

Han nikker. "Det gør jeg virkelig."

De begynder en samtale om, hvordan de kan indrette en ferie, som er god for alle.

Nu er det min tur til mest at lytte.