Laura Drasbæk: "Det har forstyrret mig hele mit liv"

Hvad er det vigtigste, dine forældre har lært dig?

– Jeg ved ikke, om de bevidst har valgt at lære mig det, men de har altid bakket mig op. De har altid støttet mig, også når det var lidt mere komplekse situationer. De stolede på mig, da jeg begyndte at gå meget tidligt i byen, og jeg havde meget frihed. Og da jeg rejste ud i verden. Og de stolede på mit karrierevalg. De har altid givet plads. Så på den måde har de lært mig, at jeg kan det, jeg vil, og at der er plads til mig i verden. Og så har min far givet mig kærligheden til sproget.

Hvornår er du mest træt af dig selv?

– Jeg bliver rigtig træt af mig selv, når jeg gentager mønstre. Derudover bliver jeg træt af mig selv, når jeg opdager, at jeg er blevet lidt for selvtilfreds uden at have opdaget det, eller når jeg handler, før jeg tænker.

Hvad er den største ros, du har fået?

– En af mine veninder sagde for et par år siden, at jeg var sådan en "do'er". Det blev jeg virkelig glad for, for det er et flot kompliment, synes jeg. I min branche får man ellers meget ros, men jeg tager det ikke særlig tit ind. Jeg tror, at hvis man tager mere til sig, end hvad der cirka bør tilkomme et enkelt menneske, kan man godt gå hen og udvikle et forkert syn på sig selv. Og det er hverken kønt eller rart for andre.

Hvilken del af din garderobe har den bedste historie?

– Jeg har noget tøj, som jeg selv har syet. Det er noget af det, jeg er allergladest for. Og så er det, som om det tøj, jeg har købt i udlandet eller sjove steder, tager noget af stemningen med sig hjem, frem for en tur i Magasin. Jeg har for eksempel en genbrugssweater fra Helsinki og en masse pludderbukser fra Marokko. Jeg har også meget tøj, jeg har haft i rigtig mange år. Jeg fik for eksempel en frakke af min mor, da jeg gik på teaterskole i Aarhus for over 20 år siden. Den slags tøj, med alder og oprindelse, er jeg gladest for.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, du har haft i din karriere?

– Det kan jeg ikke sige. Der er ikke én ting, der stikker særligt ud. Jeg synes, meget har været storslået på forskellige måder. Jeg vil ikke engang prøve at finde én ting frem.

Hvad kan få dig til at grine?

– Jeg er temmelig lattermild og griner meget, men utroligt sjældent af sjove film, standuppere eller komik i det hele taget. Tror spontanitet er afgørende for, om jeg synes, at det er sådan latter-sjovt. Jeg griner meget ad mine venner, og så griner jeg ad spontane kommentarer og ad sjove situationer. Nå ja... For at modsige hvad jeg sagde, så griner jeg også ad Ricky Gervais, der jo laver komik.

Hvad er din største svaghed?

– Det må være egenskaber som utålmodighed, temperament og manglende evne til at sætte grænser.

Hvilket talent ville du ønske, du havde?  

– Jeg ville gerne have haft en skarpere boglig hjerne. Jeg ville ønske, at jeg kunne huske ting, der ikke interesserer mig, men alligevel er med til, at jeg bedre forstår helheder i verden. Min far sagde tit, at jeg havde en hukommelse som en si. Det er rigtigt. Visse ting ryger bare ud igen, selvom jeg gerne vil beholde dem i et indre kartotek. Det har forstyrret mig hele mit liv.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

– Det ved jeg simpelthen ikke. Men jeg ved, hvad de ti vigtigste beslutninger er. De kan bare ikke stå alene: At finde fred med ikke at have længere skolegang end 10. klasse og tage ud og rejse i stedet. At søge ind på teaterskolen og holde mig fra filmbranchen i en tid, hvor det gik stærkt. At få børn med Gerard, som er en fantastisk far og eksmand. At flytte ind i den lejlighed, jeg ikke helt havde råd til, og som jeg stadig bor i. At købe et kolonihavehus. At satse på en sidekarriere som keramiker. At blive ved at orke at forsøge at blive klogere på mig selv, selvom man kan mene, at man i en alder af 46 må leve med, hvad der er... At jeg ikke vil nå til et sted, hvor jeg ikke er glad for min krop. At intet i verden er vigtigere end mine drenge, og det husker jeg hver dag. Og at jeg vil være et ordentligt menneske.

Hvilket råd ville du give dit yngre jeg?  

– Jeg ville fortælle mig selv, at man ikke får mere ud af livet ved at løbe hurtigt. Og man kan ikke få det hele – og det er godt. Og træk nu for pokker lige vejret. Og få hovedet ud af røven. Og husk at nyde det. Og værdsæt det... lidt mere. Og så træk vejret en gang til. Og skide være med karrieren. Det er overhovedet ikke vigtigt, og alting skal nok komme helt af sig selv, hvis du ikke allerede er løbet videre for at finde det. Nå ja, og babyer er kun babyer meget kort, pludselig er de 18 år og rejst til Ukraine for at besøge deres fem år ældre kæreste, så glem alt andet, og vær der, mens det er.