"Da jeg var yngre, syntes jeg, at det var pinligt og svagt"

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– Jeg kan nogle gange blive bange for at træffe beslutninger. Vælger du noget, fravælger du samtidig en masse andet. Men jeg øver mig. Det er vigtigt at turde lytte til sig selv og kaste sig ud i livet og turde at fejle.

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

– Jeg tror, de fleste børn af immigranter er ret bevidste om, at vores forældre har ofret meget ved at flytte væk fra deres hjemland. Både afsavn fra familie og kultur. Desværre har de også oplevet at blive set ned på og behandlet dårligt, og det ønsker de selvfølgelig ikke for deres børn. Derfor er der et pres om at klare sig godt, få en god uddannelse og blive respekteret som en ligeværdig borger. Så da det som 14-årig gik op for mig, at man kunne tage en fireårig anerkendt uddannelse som skuespiller på Statens Teaterskole, vidste jeg, hvilken vej jeg skulle gå. 

Hvornår bliver man voksen?

– Jeg tror, man kan være voksen på nogle områder af sit liv og super umoden på andre. Det er jeg i hvert fald. Som yngre troede jeg, at man var voksen, når man havde styr på det hele. Det tror jeg bestemt ikke længere. Livet er jo ikke statisk, men vidunderligt foranderligt og bliver ved med at kaste nye udfordringer i min retning. Havde jeg styr på alt, ville jeg sikkert kede mig lynhurtigt.

Hvornår græd du sidst?

– Jeg græder ofte. Også bare, når andre græder. Jeg bliver meget let påvirket af andres følelser i en grad, så det næsten føles, som om det er mine egne. Da jeg var yngre, syntes jeg, det var pinligt – at det var svagt, at jeg ikke kunne styre mig, men nu græder jeg med oprejst pande. For nylig så jeg "Kampen om Grønland" på CPH:DOX, og den rørte mig dybt. Især scenen, hvor en ung mor fortæller sin datter om Havets Moder – en mytologisk figur, som pigen aldrig har hørt om. Det er hjerteskærende at se, hvor skrækkelige konsekvenser kolonialismen har haft. Og stadig har.

Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?

– Jeg er hoppet på minimalismebølgen. Jeg er træt af den her forbrugerkultur, hvor vi hele tiden får at vide, at vi har brug for nye ting. Når jeg indimellem køber tøj, er det ofte genbrug. Jeg er blevet ret usentimental omkring mine ejendele. Men jeg har et par strømper, min mormor har strikket. Det er det eneste, jeg har fra mine bedsteforældre. De er aldrig brugt, men de dufter af hende. Dem vil jeg nødig skille mig af med.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, du har haft i din karriere?

– Jeg er bange for, at svaret i dag nok bliver den 11. marts, hvor Danmark lukkede ned på grund af corona. Vi var i gang med ”Mutter Courage” på Det Kongelige Teater. Det er anden gang, vi spiller efter premieren. Vi har knoklet til det sidste, og nu spiller vi for en halvfyldt sal på grund af smitteforebyggelse. I pausen får vi så nyheden, men vi spiller også anden akt. Og publikum bliver. Vi spiller og synger om epidemier, sult og krigens elendigheder, som var vi musikerne på Titanic, der blev ved til det sidste. Publikum var med hele vejen. De grinede en del undervejs, men ved slutningen var det, som om alvoren ramte. Rædslerne i ”Mutter Courage” og virkeligheden udenfor smeltede sammen på en absurd måde.

Hvad kunne du aldrig finde på at gøre?

– Smide mit skrald i andre menneskers cykelkurve. Find en skraldespand! Det lyder måske småt, men mentaliteten bag det at læsse sit eget lort over på en anden har jeg så svært ved. Det er sgu for dovent og selvoptaget.

Hvad indebærer feminisme i dag for dig?

– Frihed til selv at definere, hvem vi er. For alle køn. Lige muligheder og ligeløn! I mit fag savner jeg stadig at se mere mangfoldighed, og vi kæmper stadig med en skævvridning af løn.